Originaltitel: "The Inevitability of Communism"
Offentliggjort: i Polemic Pamphlet No. 3, 1936
Oversættelse: Birgitta Gervig og Henning Vangsgård
Digitalisering: Jonas Holmgren
Totalitetssynspunktet i den materialistiske dialektik er noget andet end det økonomisk forvirrede bourgeoisis længsel efter harmoni, efter et i sig selv lukket system, efter evige sandheder, efter en altomfattende helhedsfilosofi, som munder ud i det absolutte. For marxismen findes der intet afsluttet. Alle begreber, al viden er erkendelse om, at det samfundsmæssiggjorte menneske er en aktiv faktor i den materielle interaktion mellem menneske og natur, at den historiske udvikling ikke alene er betinget af objektive, af naturen opståede relationer, men ligesåvel af subjektivt samfundsmæssige momenter. Netop fordi den materialistiske dialektik betragter de økonomiske relationer som grundlaget for den historiske udvikling, er det umuligt at akceptere en borgerlig og nødvendigvis metafysisk evighedsfilosofi. Samfundet, som bidrager til en bestemmelse af menneskets bevidsthed og væren, ændrer sig hele tiden og tillader derfor ingen absolutte løsninger. Udviklingens dialektiske proces anerkender ingen konstante faktorer, hverken biologiske eller sociale; i denne proces er disse faktorer selv i stadig forandring, således at man aldrig er i stand til at skille dem fra hinanden og derfor må fraskrive dem enhver form for uforanderlighed. Den dialektiske, omfattende synsvinkel, betragtningen af totaliteten, skal som følge heraf ses i den betydning, at her bliver enhver adskillelse mellem subjektive og objektive historiske faktorer forkastet, da disse til stadighed øver indflydelse på hinanden og derfor altid selv forandres. Den ene lader sig ikke forstå uden den anden. Det betyder for videnskaben, at dens begreber ikke blot ikke er objektivt givet, men at disse også er afhængige af subjektive faktorer, således at sidstnævnte igen bidrager til en bestemmelse af videnskabelige metoder og formål.
I størstedelen af bogen[1*] koncentrerer Hook sig om en fortolkning af den marxske dialektik. Han skænker totalitetsfaktoren og den dialektiske interaktion den største opmærksomhed, for desto stærkere at fremhæve menneskets aktive rolle, den revolutionære bevidsthed i den historiske proces. Vi vil her kun beskæftige os lidt med hans mere eller mindre heldige formuleringer af totalitetsfaktoren, da hans arbejde udelukkende tjener det formål teoretisk at gendrive de mange mekanicistiske og idealistiske amputeringer af den marxske lære, som er sket i epigonernes hænder. På dette punkt er vi i det store og hele enige med det, han har at sige. Hvis vi i det følgende indtager et standpunkt, som står i modsætning til Hooks, vil vi samtidig betone, at vi fuldt ud akcepterer mange af hans forestillinger i enkeltheder. Hvis vi har forsømt at udarbejde disse fælles punkter, sker det på grund af pladsmangel. Vi vil desuden betone, at denne recension ikke kan være udtømmende; dens formål er udelukkende at henlede opmærksomheden på de faktorer, som efter vor mening må stilles i centrum for at gøre diskussionen virkelig frugtbar.
Hook fastslår i de indledende bemærkninger til bogen (s. 6), at "videnskab" ikke kan identificeres med "marxisme", da de beskæftiger sig med to forskellige ting, den ene med naturen, den anden med samfundet. Marx skelnede mellem udviklingen i naturen og den som foregår i det menneskelige samfund, og han så i menneskets bevidsthed den differentierende faktor (s. 85).
Marxismen forudsætter klasseformål; den er derfor en subjektiv videnskab, en klassevidenskab; men videnskaben selv står over klasserne, den er objektiv. Hook ser i Marx' filosofi en syntese af sandhedens objektive og subjektive momenter. Den marxistiske teori kan kun fungere som et redskab i klassekampen, hvis den er objektiv rigtig. Som en objektiv sandhed kan den kun blive rigtig virksom inden for rammerne af proletariatets subjektive klasseformål. Selv om disse klasseformål også er samfundsmæssigt og historisk betinget, gælder dette ikke den vilje og den bestemte handling, som de bliver realiseret ved hjælp af. Følgelig må de subjektive momenter tilmåles ligeså stor værdi som de objektive historiske momenter. Det menneskeligt-aktive element er kun subjektivt i forhold til den socio-økonomiske situation; for deltagerne i klassekampen er den helt igennem objektiv. Hvis man ikke har denne distinktion for øje, er det umuligt at tale om marxismen som en objektiv videnskab, hvis man da ikke på samme tid vil fjerne dens revolutionære karakter. (s. 7f.).
Ved første øjekast er der ikke noget at indvende mod Hooks formuleringer her. Bortset fra den kendsgerning, at hvis man anerkender Marx' syntese, kan sådanne begreber som "objektiv videnskab", "biologisk konstant" (tese), og "menneskets variable samfundsmæssige natur", såvel som "subjektiv klassevilje" (antitese), sådan som Hook senere formulerer det, kun have gyldighed som metodologiske abstraktioner, der ikke er i overensstemmelse med virkeligheden; bortset fra den kendsgerning, at hvis man anerkender den marxistiske dialektik, er enhver ensidig overbetoning af subjektive og objektive historiske faktorer uden den nøjagtigste undersøgelse af den aktuelle situation, en grov fejl, da der absolut består den mulighed, at de subjektive faktorer spiller en mindre rolle i nogle situationer, en større i andre; og bortset fra de mange mangler i Hooks formuleringer, kan man på stående fod meget vel akceptere marxismen som en syntese af objektiv videnskab og subjektiv klassevidenskab. Men hvis Hook sætter den objektive, saglige videnskab, "den egentlige videnskab", over klasserne, har han ikke vist den rationelle kerne, som er skjult bag dette begreb. Hvis man ikke kan materialisere videnskaben, hvis den bliver hængende i begreber, så kan begrebet "objektiv videnskab" kun forvirre og bliver således ikke brugbar som den rigtige forklaring på marxismens dialektiske indhold, fordi alle videnskabelige metoder er delvis subjektivt betinget, lige meget med hvilken materie de end beskæftiger sig.
Når Hook siger i overenstemmelse med Marx, at det ikke drejer sig om at fortolke, men at forandre, forudsætter han, at kun proletariatet kan virkeliggøre marxismen. Men gennem denne virkeliggørelse ville marxismen så blive en "objektiv videnskab". Hvis vi bruger den marxistiske syntese som udgangspunkt, så kan denne syntese alene gælde som "objektiv videnskab". Men denne teoretiske syntese er først og fremmest kun den teoretiske metode til at begribe sammenhængen i den historiske realitet. Historisk realitet er ikke andet end - historisk realitet; den er ingen videnskab. Forst når mennesket begriber denne realitet og anvender den begrebsligt med det formål at bestemme sine egne handlinger inden for denne ramme, først gennem denne proces opstår videnskabens indhold, hvis objektivitet må bestemmes i praksis på ethvert gældende tidspunkt.
Den materialistiske dialektik er i dag den eneste metode, der bekræfter sig selv i praksis. Den er anvendelig og eksperimentelt eftervist. Denne dialektik er derfor "objektiv videnskab"; også den står over klasserne, hvilket desuden fremgår af Hooks indrømmelse af, at den vil forblive virksom i et kommunistisk samfundssystem. Det forholder sig anderledes med de tre hovedprincipper i Marx lære. Disse er kun bundet til proletariatet, sålænge et sådant eksisterer; de er historisk betinget. Den historiske materialisme, klassekampsteorien, og merværditeorien er kun tænkelige og praktisk anvendelige i et borgerligt samfundssystem. (s. 97 f.) De er det teoretiske våben hos den stærkeste produktivkraft - proletariatet. De bidrager til den fulde udvikling og virkeliggørelse af dette, den største produktivkraft og er derfor i materialistisk betydning selv ikke andet end produktive elementer. Selv det, Hook betegner med begrebet "objektiv videnskab", er rationelt set ikke andet end et udtryk for de voksende produktivkræfter. Bag videnskaben skjuler de sociale produktivkræfter sig; når de sidstnævnte udvikler sig, udvikler videnskaben sig også, på samme måde finder den omvendte proces sted i den dialektiske vekselvirkning. Hook vil utvivlsomt medgive, at videnskaberne må regnes med til de menneskelige produktivkræfter, men hans tågede definition af videnskaben og de andre faktorer, som vi senere vil komme ind på, beviser, at han ikke helt er klar over den snævre forbindelse mellem videnskaben og produktivkræfterne. Men hvis man har erkendt videnskaben som en produktivkraft, så indser man også, at "videnskab i sig selv" står lige så lidt over klasserne og er lige så historisk betinget som de historiske faktorer i marxismen, der kun er gyldige for klassekampssamfundet. Eller omvendt, at de historiske elementer i marxismen som samfundsmæssige produktivkræfter kun føjer nye til de allerede eksisterende produktivkræfter eller til den "objektive videnskab", og er således selv en del af videnskaben. Hvis varefetichismen var en form, som de samfundsmæssige produktivkræfter udviklede sig i, så er marxismen en højere form for produktivkræfterne.
Hvis man vil illustrere den marxistiske dialektiks udvikling, kan man utvivlsomt slå ind på den vej, som Hook har valgt, og drage en skillelinie mellem objektiv og subjektiv videnskab. Men på basis af dialektikken, som glatvæk forkaster en sådan distinktion, kan man ikke påberåbe sig denne distinktion, uden at man samtidig løber en fare for at skabe forvirring i marxisternes rækker. Adskillelsen af "videnskab" og marxisme er selv historisk og er kun et andet udtryk for arbejdernes adskillelse fra produktionsmidlerne.
Friedrich Engels skriver kort i sit essay "Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske (1876)":
"Arbejdet først, efter det og så sammen med sproget - det er de to væsentligste impulser, under hvis indflydelse en abes hjerne efterhånden er blevet forvandlet til et menneskes /.../ hjerne. Hånd i hånd med hjernens videre udformning skete imidlertid den videre udvikling af dens nærmeste værktøj, sanseorganerne.
Udviklingen af hjernen og dens hjælpende sanser, af dens klarere og klarere bevidsthed, af abstraktionsevnen og konklusionsevnen øvede en tilbagevirkning på arbejde og sprog, som gav begge dele en ny impuls til videre udformning, der ikke nåede nogen afslutning, da mennesket definitivt var skilt fra aben /.../ dels drevet frem, dels styret i bestemte retninger af et bestemt element, der kom til sammen med det færdige menneskes optræden - samfundet".[1]
Bevidstheden og videnskaben har altså ud fra denne synsvinkel sin basis i udviklingen af arbejdet eller i de menneskeligt - sociale produktivkræfters vækst. Det er først menneskets arbejde med verden, som eksisterer uafhængigt af ham selv, der former modsigelsen mellem væren og bevidsthed, en modsigelse, som ikke vil ophøre, før man afskaffer arbejdet. Ved forøgelsen af produktivkræfterne, som medfører en ændring af formerne for den materielle interaktion mellem menneske og natur, ændres naturen, samfundet og bevidstheden ligeledes i gensidig vekselvirkning. Det er kun fordi mennesket forandrer den ydre natur gennem arbejdet, at det ændrer sin egen natur og hele livs- og interesseområde, og når disse områder er blevet forandret, ændrer de igen den ydre verden. Hvis det menneskeligt-aktive element til at begynde med kun er den mest primitive kropslige aktivitet, så opstår der dog i forbindelse med denne aktivitet intelligens, der på sin side igen forandrer den simple aktivitet til en mere kompliceret.
"Videnskaben" står, set ud fra dette synspunkt, kun over klasserne, hvis den, i lighed med arbejdet, udvikler sig progressivt med produktivkræfterne i alle former af det samfundsmæssige liv, thi arbejdets nødvendighed gælder i en hvilken som helst samfundsform. Men jo mere produktivkræfterne udvikler sig, desto mere betinger de sociale elementer den samlede udviklingsproces. Marx pegede eksempelvis på den kendsgerning, at "i alle former, hvor jordbesiddelsen hersker, er naturrelationen endnu dominerende. I de former, som kapitalen hersker over, er det det samfundsmæssigt, historisk producerede element".[2] Hvor snæver forbindelsen mellem arbejdsproces og bevidsthed er, viser Marx tydeligt i afsnittet om Feuerbach i "Den tyske ideologi", hvor han siger:
"Arbejdsdelingen bliver først en virkelig deling i det øjeblik, der indtræder en deling af det materielle og åndelige arbejde. Fra det øjeblik kan bevidstheden virkelig indbilde sig, at være noget andet end den bestående praksis' bevidsthed".[3]
Med produktivkræfternes akcelererende vækst under kapitalismen skete der en udvikling af dens teoretiske udtryk, "videnskaben", således at dens indflydelse på helhedsprocessen fik stadig større betydning. Og hvor tidligere arbejdet udviklede nye momenter - sanserne og bevidstheden - udviklede videnskaben nu på samme måde nye, egne tendenser, der dog ikke anfægter den kendsgerning, at videnskaben er betinget af samfundsmæssige behov, der igen er afhængige af produktivkræfternes udviklingsstadium. Der er vel intet, der viser denne afhængighed tydeligere end den borgerlige videnskabs almene krise, en krise, der går hånd i hånd med kapitalismens almene krise. Når kapitalismen indskrænker produktivkræfternes videre udvikling, så indskrænker den på samme tid udvidelsen af videnskaben. De kan kun afkaste deres lænker ved hjælp af den proletariske revolution; det betyder samtidig, at kun denne revolution kan betragtes som "objektiv videnskab". Den videre udvikling af videnskabens rationale elementer, d.v.s. de samfundsmæssige produktivkræfter, er arbejderklassens historiske mission, som derfor må identificeres med videnskaben. Videnskabsmændene må selv blive revolutionære, ellers ophører de med at være videnskabsmænd.
Den reformistiske identifikation af "videnskab" med "marxisme", som Hook betragter som en af grundene til, at den gamle arbejderbevægelse vendte sig bort fra den sande marxisme, har ikke sit udspring i en "misforståelse" eller fejlfortolkning af marxismen, men i det faktum, at den gamle arbejderklasse i tiltagende grad blev kapitaliseret. Det drejer sig i virkeligheden ikke om en identifikation med den borgerlige videnskab, men om en anerkendelse af den, forbundet med overtagelsen af borgerlige relationer, hvor man kæmpede med andre grupper om den egne del af merværdien. Marxismen blev ikke forvandlet til en videnskab, men derimod fuldstændigt opgivet, først praktisk og siden teoretisk. Fordi kapitalen frigjorde produktivkræfterne, udviklede videnskaben og gjorde livet, for så vidt det drejede sig om den "officielle marxisme", til en vedvarende fest, identificerede reformismen sig med denne udvikling. Den kapitalistiske verden var også reformismens verden, som i udviklingen af den kapitalistiske verden og dens videnskab så udviklingen af den "absolutte bevidsthed", som en skønne dag ville indføre socialismen udelukkende ved at den private kapital skiftede plads med den bureaukratiske stat, og som i den historiske udvikling ikke så andet end adaptionen af de sande forhold ved åndens hjælp. Denne ideologi er historisk forbundet med den opadstræbende kapitalismes epoke og er udelukkende det intellektuelle udtryk for økonomiske modtendenser, der forhalede det kapitalistiske systems hurtige sammenbrud.
I den kapitalistiske krise er identifikationen af marxisme med videnskab ikke kun proletariatets subjektive klasseudtryk, men i virkeligheden den eneste videnskab, thi det er kun marxismen, som stadigvæk tillader en progressiv samfundsmæssig praksis. Om noget er "sandt" (ikke over for evigheden, men over for den tidsbetingede proces i den materielle interaktion mellem menneske og natur, en proces, som stadig forandrer sig) bevises kun gennem praksis. Sålænge videnskaben fremmede produktivkræfterne, og disse til gengæld understøttede videnskaben, var denne (borgerlige) videnskab objektiv og '"sand", fordi den muliggjorde en praksis og samtidig var resultat af denne praksis. Selv om forandringen skete med falsk bevidsthed, fordi klassesamfundet indsætter ideologien på bevidsthedens plads, så fandt der dog en forandring sted. Og hvis der skete en forandring af virkeligheden, skete det samme nødvendigvis med bevidstheden, hvilket kommer til udtryk i svækkelsen af den kapitalistiske ideologi.
Produktivkræfternes niveau i kapitalismen, den kapitalistiske produktionsrelation, den borgerlige videnskab i alle dens aspekter, det var "objektiv" videnskab: egentlig videnskab. Heroverfor star proletariatet som dens antitese. I kapitalismens opadstræbende stadier eksisterede der ingen videnskab for proletariatet, proletariatet havde ingen egen praksis. "Klassekampen", som blev lænket af reformismen, forsynede den borgerlige videnskab med energi, fordi den virkede stimulerende pa produktivkræfternes udvikling under kapitalismen. Når arbejdernes løn steg, steg udbytningen desto hurtigere. Også denne praksis var helt igennem en borgerlig praksis. Men denne praksis var nødvendig for at udvikle produktivkræfterne kvantitativt til et sådant omfang, at produktionsrelationerne naturnødvendigt må antage andre former. Og det er først og fremmest det punkt, som markerer grænsen for den kapitalistiske udvikling af produktivkræfterne; først da er klassekampen skilt fra den borgerlige praksis: klassekampen bliver til videnskab. Og fra dette punkt er der intet uden for denne kamp, som er videnskab. Negationen af negationen bestemmer, med bourgeosiets og proletariatets forsvinden og deres forvandling til menneskelige væsener, også bortfaldet af "subjektive" og "objektive" begreber om videnskaben og deres forvandling til "videnskab", hvis rationale elementer så danner dens naturlige og indlysende indhold.
Når produktionsmidlerne i kapitalismen fremtræder i form af kapital, når arbejdskraften fremtræder som kapital, gælder dette i samme grad for videnskaben. Proletariatets opgave består i at afkaste kapitalrelationen. Selv i sin feticherede og kapitalistiske ham er produktivkræfterne, og dermed også videnskaben, entydige realiteter, og fetichismen er naturligvis kun den objektive relation mellem personer, der ingen betydning har for den materielle karakter i livets faktiske elementer. Proletariatet stiller intet op mod disse realiteter, men befrier sig udelukkende fra deres feticherede ham. "For dem (producenterne) har deres egen samfundsmæssige bevægelse form af bevægelse af ting, under hvis kontrol de står i stedet for at kontrollere dem".[4] Kommunismen, proletariatet, afskaffer denne fetichisme, som i virkeligheden kun var i stand til at udvikle produktivkræfterne i en vis historisk periode og som ved akkumulationen af denne proces slår om i sin modsætning, hindringen af produktivkræfternes videre udvikling.
Den borgerlige videnskab betød en progressiv samfundsmæssig praksis; for så vidt den bidrog til de samfundsmæssige produktivkræfters udvikling, stod den over "klasserne". Den var en fase i den almene udvikling, og så længe den ikke praktisk holdt denne proces tilbage, var den videnskabens opnåede udviklingstrin. Marx stillede ikke proletariatets videnskab op over for bourgeosiets videnskab, men derimod revolutionen. Ligeledes konfronterede han ikke proletariatets dialektik med Hegels dialektik, thi proletariatet var for ham virkeliggørelsen af den dialektiske udviklingsproces i det kapitalistiske samfund. Han flyttede dialektikken fra ideernes verden til den virkelige verden, ligesom han ikke stillede en proletariatets værditeori op over en borgerlig værditeori, men blotlagde værdiens faktiske indhold ved at afsløre varefetichismen.
Den borgerlige videnskab kunne ikke nå længere end til Hegel; varefetichismen forbyder dialektikkens materialisering, ligesom den idealistiske dialektik, økonomisk udtrykt, ikke er andet end varefetichismen. Kun proletariatets eksistens tillod materialiseringen af dialektikken, gjorde marxismen mulig. Klassekampens periode indeholder nødvendigvis stadig borgerlige elementer og vil gore det, indtil den finder sin afslutning. Men den fremadskridende klassekamp er allerede det ny samfunds aktualiseringsproces. Den sejrrige revolution slutter med den borgerlige videnskabs fuldstændige ødelæggelse, thi så har proletariatet, som ophører med at være proletariat, optaget de rationale elementer fra denne videnskab fuldstændigt.
Man kunne måske sige sammenfattende i en afsluttende analyse, at videnskaben for marxismen er akkumuleret menneskeligt arbejde. En vis kvantitet af menneskeligt-socialt arbejde forandrer, d.v.s. udvider og forøger de samfundsmæssige produktivkræfter. Dette forårsager en forandring af produktionsrelationerne, der igen forårsager en forandring i hele den intellektuelle overbygning. Produktionsrelationerne over, med tilbagevirkende kraft, igen indflydelse pa arbejdsprocessen og forer til stadig nye, mere progressive ydre former.
Nar Marx, som Hook understreger (s. 85), aldrig blev træt af at sondre mellem den naturlige udviklingsproces og den samfundsmæssige, så er det fordi Marx' materialistiske dialektik i følge sit væsen består i at påvise, hvorledes interaktionsprocessen mellem menneske og natur udvikler produktivkræfterne i alle samfundsformer. Denne proces kan illustreres med produktionsformernes udvikling, d.v.s. måden hvorpå og med hvilke instrumenter og metoder, produktionen bliver drevet. Den afgørende modsigelse er den mellem menneske og natur, mellem væren og bevidsthed, og denne modsigelse udviklede sig af arbejdet. Inden for denne proces udvikler der sig nye modsigelser, som driver den almene proces længere frem. I forløbet af denne proces udvikles de bevidste faktorer i en sådan grad, særlig på grund af arbejdets samfundsmæssige deling, at det ikke længere er meningsfuldt at skelne mellem årsag og virkning; enhver sondring mellem væren og bevidsthed er blevet umulig; de flyder hele tiden sammen. Udgangspunktet har ikke mere noget at gøre med vore slutresultater, og disse slutresultater danner hele tiden nye udgangspunkter, således at det er umuligt til stadighed at sondre mellem årsag og virkning. I denne dialektiske proces er det faktiske grundlag de menneskelige livsfornødenheder; det forbliver materielt, rent faktisk. Hvad der gælder for fortiden, gælder også for fremtiden, og denne kendsgerning tillod, at Marx kunne sige i "Kapitalen" om fremtiden:
"Frihedens rige begynder i virkeligheden først der, hvor det arbejde (das Arbeiten), der er bestemt af nød og ydre formålstjenlighed, ophører, det ligger altså ifølge sagens natur uden for den egentlige materielle produktions sfære. /.../ Friheden pa dette område kan kun bestå i, at det samfundsmæssiggjorte menneske, de associerede producenter, regulerer dette deres stofskifte med naturen rationelt, at de bringer det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som af en blind magt; at de fuldbyrder det med det mindst mulige energiforbrug og under betingelser, der er deres menneskelige natur mest værdige og adækvate. Men det vedbliver altid at være et nødvendighedens rige. Uden for dette begynder den menneskelige energiudvikling, der har mål i sig selv [sich als Selbstzweck gilt], frihedens sande rige, som imidlertid kun kan blomstre op med hint nødvendighedens rige som sin basis".[5]
Hook søger i forordet til sin bog (s. X) at imødegå den bebrejdelse, at han skulle indsmugle idealistiske faktorer i marxismen. Men hans dialektik, som ikke betragter videnskaben rationelt og er rent begrebslig, er ikke desto mindre dybt rodfæstet i idealismen. Han ved eksempelvis ikke, hvad der er at søge bag værdikategorien og den politiske økonomi. I sin distinktion mellem "videnskab" og "marxisme", på et rent videnskabeligt grundlag, er han sandt at sige ikke nået længere end Hegel. Proletariatets teoretiske videnskab er enten praksis, eller ingen videnskab overhovedet. Den marxske dialektik er ingen speciel, "subjektiv", videnskab; den er den proletariske revolutions praksis og kun teoretisk, for så vidt denne teori er konkret, virkelig praksis.
At Hook på ingen måde er klar over dette punkt, beviser den kendsgerning, at skønt han er parat ti! at akceptere en distinktion mellem videnskab og marxisme, så forkaster han brugen af denne distinktion, når det gælder økonomien. Det er vort standpunkt, at det ikke er muligt at foretage en distinktion mellem videnskab og marxisme, og følgelig heller ingen mellem økonomi og politisk økonomi. Men forkastelsen af denne distinktion for økonomiens vedkommende, samtidig med dens anvendelse på videnskaben, er på den hookske argumentations grundlag, et tegn på fuldstændig forvirring og et tilbagefald i den idealistiske dialektik. Når Hook f.eks. bebrejder Engels, at han støttede reformismen, som gjorde marxismen til en videnskab, ved sin monistiske tendens, som kommer klarest til udtryk i forordet til "Kapitalens" andet og tredie bind, demonstrerer Hook kun sin egen manglende forståelse for marxismens sande natur. Han skriver (s. 29-30):
"Men endnu vigtigere er det, at Engels ved at publicere og færdiggøre andet og tredie bind af 'Kapitalen' endegyldigt udbredte den forestilling, at Marx' økonomiske teorier fremstillede et hypotetisk - deduktivt system af typen videnskabelige teorier overhovedet, og ikke en anskueliggørelse af den revolutionære kritiks metode. Derfor lykkedes det ikke for Engels at udvikle de vigtige sociologiske og praktiske implikationer i den marxske lære om 'varefetichismen'. Han helligede sig opgaven at forklare, hvorledes loven om profitratens fald lod sig bringe i harmoni med den empiriske kendsgerning, at profitraten forblev den samme, uafhængigt af kapitalens organiske sammensætning, og med arbejdskraft definitionen af bytteværdien ...
Pa intet sted går Engels, så vidt jeg ved, virkelig ind pa Marx' egne ord i efterordet til anden udgave af første bind, at 'den politiske økonomi /.../ kan kun forblive videnskab, sålænge klassekampen ikke kommer til udbrud eller kun åbenbarer sig i enkeltstående begivenheder'. Man kan ikke betone stærkt nok, at Marx ikke betragtede 'Kapitalen' som en deduktiv fremstilling af et objektivt, naturligt system i den politiske økonomi, men som en kritisk analyse - sociologisk og historisk - af et system, der betragtede sig selv som objektivt. 'Kapitalens' undertitel er Kritik af den politiske økonomi. Kritik forlanger et standpunkt, en stillingtagen. Marx' standpunkt var det, som det klassebevidste proletariat i Vesteuropa havde. Hans standpunkt implicerede, at en økonomi i grunden altid er en klasseøkonomi".
Senere, påstår Hook, har Engels erkendt sin fejltagelse' og Hook citerer i tillægget til sin bog en række af Engels breve, som skal bekræfte dette udsagn. Det er dog umuligt, selv for en Hook, at få mere ud af disse breve, end at Engels beklager den kendsgerning, at Marx og han havde skænket de subjektive momenter i historien for lidt opmærksomhed, og det pa grund af arbejdspres. Med ikke et eneste ord reviderer han det standpunkt, som han har i forordet til "Kapitalen", som der ikke alene blev betragtet som en kritik af den politiske økonomi, men også som analysen af lovene for den samfundsmæssige udvikling i almenhed.
Ifølge Hook bestod "Kapitalen" kun i en kritik af den politiske økonomi, som ud fra proletariatets standpunkt afslørede kapitalens rent historiske karakter. Men hvordan afslører denne kritik den kapitalistiske produktions forgængelige karakter? Hvorfor er denne kritik i stand til at afdække den? "Fordi proletariatet vil forandre samfundet", påstår Hook faktisk senere, "opdager viljen i den økonomiske produktionsmåde det samfundsmæssige livs afgørende faktor". (s. 181 ). For Marx er det dog ikke viljen, men eksistensen af proletariatet, er det ikke produktionsrelationerne, men produktivkræfternes udvikling (som bestemmer viljen såvel som samfundsmæssige relationer), der er udgangspunktet for hans historiske overblik. "Kapitalen" afslører den mere omfattende modsigelse mellem menneske og natur som en modsigelse, der har betinget alle sociale systemer, og som har fremtvunget udviklingen af produktivkræfterne. Den afslører også de finere modsigelser, som opstår inden for denne proces, som skaber produktionsrelationerne og ødelægger dem igen. Hvis den borgerlige videnskab ikke er den eneste videnskab, videnskaben overhovedet, for Hook, så har han ingen ret til at betragte den borgerlige politiske økonomi som økonomien overhovedet. Medens videnskaben, ifølge Hook, i det første tilfælde star over klasserne, er det, stadig ifølge Hook, ikke retfærdigt at stille økonomien over klasserne. Men efter vor mening er den politiske økonomi ligesom den borgerlige videnskab, en allerede nået udviklingsfase i den almene menneskelige udvikling, sand og objektiv, for så vidt den er progressiv. At erkende den som en historisk fase forudsætter et kendskab til karakteren og de almene væsenskendetegn hos lovene for den samfundsmæssige udvikling. Denne erkendelse blev hæmmet af klasseherredømmet; først eksistensen af proletariatet som en klasse, der afskaffer alle klasser, muliggjorde bevidstheden om den samfundsmæssige forandrings love, en bevidsthed, som imidlertid først må blive praktisk, for at muliggøre et liv i overensstemmelse med disse love.
Politisk økonomi er ingen evig kategori, fordi den er kun den tingsliggjorte, objektiverede (bytte-) relation mellem menneskelige væsener, der overskygger økonomiens sande indhold. De økonomiske kategorier, Marx arbejdede med, var objektivt givet, de tilhørte det borgerlige samfund. Marx' kritik bestod i, at han forklarede dem med den rigtige bevidsthed, den proletariatet har, og ikke med bourgeosiets nødvendigvis falske. Den feticherede, falske bevidsthed, som var betinget af produktivkræfternes udviklingstrin og som måtte ophøre med Hegel, Ricardo og Adam Smith, kunne ikke som Marx, der i proletariatet så det borgerlige samfunds antitese, teoretisk erkende den syntese, som først afdækkede fælleskarakteren for alle samfund. Marx viste eksempelvis, hvorledes manufakturen udviklede sig fra den samfundsmæssige deling af arbejdet, det moderne fabriksystem fra manufakturen, der så igen presser pa for at blive monopolkapital. Dynamisten Marx vendte sig mod en så "meningsløs" materie som den simple reproduktion udelukkende for at bevise dens umulighed. Med alt dette ville Marx påvise, at produktivkræfterne er basis for alle produktionsrelationer. Også i kommunismen vil produktivkræfterne, "økonomien", blive videreudviklet. Hvis produktivkræfternes vækst fører til borgerlige produktionsrelationer, og produktivkræfterne udvikler sig videre, så bestemmer disse tempoet for produktionsrelationernes videre udvikling, og de bliver så på et vist tidspunkt hæmmet i deres udvikling af produktionsrelationerne. Fordi der ikke eksisterer nogen ligevægt (statik), må disse forhold forandres. I denne nødvendighedens almene proces, i denne materielle proces, er den "politiske økonomi" kun et vist udviklingstrin, men et betydningsfuldt udviklingstrin, fordi den er den foreløbige betingelse for en periode i menneskehedens historie, der arbejder med den rigtige bevidsthed og derfor kontrollerer tingene, i stedet for at blive kontrolleret af dem. Allerede i indledningen til "Kritikken af den politiske økonomi" tydeliggør Marx denne sammenhæng; det beviser for os, at kritikken af det borgerlige samfund på samme tid er opdagelsen af lovene for den økonomiske udvikling i almenhed. Han siger:
"Det borgerlige samfund er den højst udviklede og mest mangfoldige historiske produktionsorganisation. De kategorier, der udtrykker dets relationer og forståelsen af dets struktur, leverer derfor samtidig et indblik i strukturen og produktionsrelationerne i alle de samfundsformer, der er gået til grunde, samfundsformer, af hvis ruiner og elementer det borgerlige samfund er bygget op. Af disse fører endnu delvis overvundne rester en rudimentær tilværelse, og blotte antydninger har udviklet sig til noget artikuleret og forståeligt etc. Menneskets anatomi er en nøgle til abens anatomi".[6]
Idet Marx blotlagde lovene for den kapitalistiske udvikling, blotlagde han lovene for den samfundsmæssige bevægelse i almenhed. Engels havde derfor ret, når han i "Kapitalen" så mere end Hook, som udelukkende ser den som en kritik. Og når Engels, til Hooks beklagelse, beskæftigede sig med problemerne omkring den gennemsnitlige profitrate, værdiloven etc., i stedet for varefetichismen, gjorde han det for at vise, at alle kapitalistiske fænomener lader sig føre tilbage til værdiloven, og gjorde derfor det, Hook mente, han forsømte: Engels afslørede varens fetichkarakter. At Marx havde samme mening og havde mere end en kritik til hensigt, således som Engels betoner det, kommer til udtryk i en følgende passage fra et brev, som Marx skrev i 1868, hvor han refererer en kritiker af værdibegrebet:
"Den ulykkelige ser ikke, at selv om der slet ikke var et kapitel om 'værdi' i min bog, så ville den analyse af de reale forhold, som jeg giver, indeholde beviset for og påvisningen af den virkelige værdirelation. Al den snak om, at det er nødvendigt at bevise værdibegrebet hviler kun på kompakt uvidenhed, både med hensyn til den sag, det drejer sig om, som med hensyn til videnskabens metode. Ethvert barn ved, at enhver nation ville gå til grunde, hvis den holdt op med at arbejde, jeg ville ikke sige i et år, men i et par uger. Det ved også, at de produktmængder, der svarer til de forskellige behovsmængder, kræver forskellige og kvantitativt bestemte mængder af det samfundsmæssige totalarbejde. At denne nødvendighed af en fordeling af det samfundsmæssige arbejde i bestemte proportioner på ingen måde ophæves af den bestemte form, som den samfundsmæssige produktion har, er selvindlysende; det er kun den måde, hvorpå denne nødvendighed fremtræder, der kan ændres. Naturlove kan overhovedet ikke ophæves. Hvad der kan ændre sig under forskellige historiske betingelser, er kun den form, under hvilken disse love gør sig gældende. Og i et samfund, i hvilket sammenhængen i samfundets arbejde fremtræder som privates udveksling af de individuelle arbejdsprodukter, er den form, hvori denne proportionale fordeling af arbejdet gør sig gældende, netop disse produkters bytteværdi".[7]
"Kapitalen" har altså en dobbelt optik med hensyn til udviklingen: den betragter på den ene side udviklingen som en naturlig proces, på den anden side behandler Marx den efter den historisk-sociale form, den antager på et givet tidspunkt. I kapitlet om varens fetichkarakter påviser Marx, hvad bytteværdien i virkeligheden er. Den er intet naturligt, den er en samfundsmæssig relation, som samfundet er bestemt af, som om den var noget virkeligt. Bytteværdi, værdidannelse, er kun et udtryk for en samfundsmæssig tilbageståenhed, der har sit udspring i produktivkræfternes utilstrækkeligt udvikling. Den er derfor en historisk kategori, som vil blive overvundet med produktivkræfternes vækst. Varefetichismen viser udelukkende, at mennesket ikke er i stand til at beherske produktionen, og at produktionen som følge heraf behersker menneskene.
Marx viser i Robinson Crusoe eksemplet, som blev brugt i en diskussion om kommunismen, hvad der skjuler sig bag bytteværdien, og han siger i tredie bind af "Kapitalen":
"Men uanset hvorledes priserne på de forskellige varer til at begynde med er blevet fastsat og reguleret, så beherskes deres bevægelse af værdiloven".[8]
Engels betoner, ifølge Hook, i de mindre vigtige ekskurser i forordet til andet og tredie bind udelukkende denne marxsætning, der ikke er andet end en fremstilling af varens fetichkarakter, en karakter, som ikke tillader den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid som værdimåler, skønt den i virkeligheden fungerer trods alle modifikationer. Den politiske økonomi er derfor et udtryk for den samfundsmæssige form, hvor der på et bestemt historisk udviklingstrin virker naturlove. Og på dette kapitalistiske trin kan værdien ikke begribes med bourgeosiets falske bevidsthed. Når den borgerlige økonomi er interesseret i måden at bestemme markedsprisen på, når den som en følge heraf stillede sig tilfreds med loven om udbud og efterspørgsel, så spurgte Marx efter prisens oprindelse og fandt i den værdiloven. Han afslørede dermed varefetichismen som en samfundsmæssig "bevidsthed" i kapitalismen, hvor arbejderne er skilt fra produktionsmidlerne. Først når producenternes adskillelse fra produktionsmidlerne er blevet afskaffet, kan varesamfundet og den falske bevidsthed, som er en nødvendig del af dette samfund, overvindes. Og kun på basis af denne fetichisme er en distinktion mellem "videnskab" og "marxisme" mulig. Afskaffelsen af den ene er forbundet med afskaffelsen af den anden. Teoretisk er dette allerede forudsat i marxismen, thi menneskets planlægger, før det handler. Marx kunne virkeliggøre den hegelske dialektik, marxismen kan kun virkeliggøres af revolutionen. Eller som Marx formulerede det:
"Det er ikke tilstrækkeligt, at tanken stræber mod sin virkeliggørelse, virkeligheden må selv stræbe efter et tankemæssigt udtryk".[9]
Da Hook udelukkende betragter "Kapitalen" som en kritik af den borgerlige økonomi (betinget af proletariatets vilje) og ikke som en afsløring af lovene for den samfundsmæssige bevægelse, er "Kapitalen" for ham ikke den teoretiske virkeliggørelse af den materialistiske dialektik, men derimod "den historiske materialismes anvendelse på 'mysterierne' værdi, pris og profit" (s. 187). Med andre ord: da produktionsrelationerne, ifølge Hook, bestemmer menneskenes tænken og handlen, udviklede Marx ud fra proletariatets standpunkt sin kritik af den borgerlige økonomi, en kritik, som kun er kritik og intet andet. Når proletariatet overtager magten, så bliver "Kapitalen" af Marx kun et historisk dokument, som er fyldt med tanker om en klasse, der led under kapitalismens herredømme. Den historiske materialisme er her ikke en del af den dialektiske udvikling, men adskilt fra denne; ikke et produktivt element, men en "Weltanschauung". "Men" som Marx skriver om sin russiske kritiker i efterskriften til første bind af "Kapitalen", "hvad andet har han skildret end den dialektiske metode."[10] Men for Hook er "Kapitalen" kun en ideologi, og ud fra denne synsvinkel skriver han (s. 181):
"Det, der retfærdiggør Marx og Engels i deres overbevisning om, at den økonomiske produktionsmåde er den afgørende faktor i det samfundsmæssige liv, er proletariatets revolutionære vilje, der er rede til at handle ud fra denne antagelse. /.../ Kun fordi vi vil forandre samfundets økonomiske struktur, søger vi beviser for den kendsgerning, at den økonomiske forandring i fortiden har influeret dybt på det samlede økonomiske og kulturelle liv. Fordi vi vil forandre samfundets økonomiske struktur, hævder vi, at dette bevis fra fortiden sammen med vor revolutionære handling i nutiden giver et tilstrækkeligt grundlag til at antage, at den almene sætning 'i sidste instans bestemmer den økonomiske produktionsmåde det samfundsmæssige livs almene karakter' også vil være sand i fremtiden."
Skønt han følger det netop citerede op med at fastslå, at hvad vi vil og hvornår vi vil ikke kan afledes af et uafhængigt, absolut ønske om handling, men at dette er historisk betinget, så er dog i hans fortolkning viljen stadigvæk uafhængig af bevidstheden. Der er ikke nogen interaktion og dialektisk helhed her. Trods forskellige materialistiske indrømmelser og idealistiske inkonsekvenser, er synspunktet stadigvæk det, at vi i den økonomiske produktionsmåde kun ser den afgørende faktor, fordi vi vil forandre de økonomiske relationer. Viljen er i grunden den afgørende for Hook, hvor betinget den end er. Den alvor, som han bestrider sit synspunkt med, viser sig i beskrivelsen af den sociale forandrings genese. Han skriver (s. 84):
"Fra de objektive betingelser, sociale og naturlige (tese) opstår menneskelige behov og formål, som ved at erkende de objektive muligheder i den givne situation (antitese), opstiller en handlingsplan (syntese), der skal virkeliggøre disse muligheder."
Handlingen, som er identisk med viljen, udgør syntesen for Hook. For Marx er syntesen dog noget andet; her indeholder proletariatet som det borgerlige samfunds antitese allerede det, som udgør indholdet af den hookske syntese.
Den marxske syntese forudsætter vellykket handling; den ligger bag viljen. Den er et resultat af negationen af negationen; den er det kommunistiske samfund. Forøgelsen af proletariatet betyder ikke blot en forøgelse af den proletariske elendighed, men også klassebevidsthed og handling. Denne hele proces slår på et vist tidspunkt om i revolution. "Was der Mensch will, das muss er wollen." Viljen er uløselig forbundet med proletariatet; tilstedeværelsen af proletariatet som en materiel produktivkraft er samtidig viljens tilstedeværelse. Enhver afsondring og overbetoning af viljen skulle man undgå. Vi vil snarere sige som Engels:
"En revolution er et rent naturfænomen, som bliver styret mere af fysiske love end af regler, der i mere almindelige perioder bestemmer samfundets udvikling. Eller snarere antager disse regler en mere fysisk karakter, nødvendighedens materielle magt træder mere voldsomt frem."[11]
Den materielle magt er identisk med såvel viljen som med bevidstheden. I almindelige tider (reformisme) tilmåler man naturnødvendigt disse egenskaber en større værdi, end de faktisk har, således at de bliver idealistiske og falske. I revolutionære perioder, ligemeget hvormegen vilje og bevidsthed der er, kan disse faktorer slet ikke male sig med revolutionens faktiske, materielle magt.
Den faktiske revolutionære proces er tættere forbundet med naturlige processer, end vi formår at erkende i en ikke revolutionær periode; den "menneskelige" (ideologiske) faktor i udviklingen mister i betydning. Titusinder af sultende mennesker udstyret med den klareste bevidsthed og den stærkeste vilje betyder under visse omstændigheder intet; ti millioner sultende under samme betingelser, men uden bevidsthed og den specifikke menneskelige vilje kan betyde revolution. Mennesker dør af sult med eller uden klassebevidsthed, men de dør ikke i hvert eneste tilfælde, de ser levnedsmidler foran sig. Og når Hook i løbet af sin fremstilling henviser til de millioner af mennesker, som er gået til grund af mangel på klassebevidsthed, så beviser han dermed ikke andet end, at selv tilstedeværelsen af klassebevidsthed ikke havde kunnet hindre sultedøden. Pa den anden side eksemplificerer han ikke, hvorfor millioner af mennesker fortsat er forblevet sultne, nar levnedsmidlerne var inden for synsvidde. I et sådant tilfælde ville de ikke have sultet, men ville have sat sig i besiddelse af levnedsmidlerne og gennem denne handling blevet klassebevidste.
Denne overvurdering eller rettere, falske vurdering, af bevidsthedens rolle får også Hook til at overvurdere partiets rolle, og i en mere snæver betydning, individets rolle i den historiske proces; en rolle, som han ikke forstår historisk, men helt absolut. For at komme frem til geniets rolle, stiller han f.eks. spørgsmålet (s. 169):
"Havde den russiske revolution fundet sted i oktober 1917, hvis Lenin var død i sit svejtsiske eksil? Og hvis den russiske revolution ikke havde fundet sted på dette tidspunkt, ville de efterfølgende begivenheder så have taget den samme retning?"
Det samme spil bliver fortsat med andre statsmænd og videnskabsmænd; Hook vender sig skarpt mod Engels, Plechanov og andre, som gav udtryk for, at enhver periode, der har behov for store mænd, også skaber dem. Hook svarer (s. 171/172):
"Med al skyldig respekt, synes jeg, at denne indstilling er luende vanvid /.../ Et argument som: Havde Napoleon ikke levet, havde en anden, og ikke han været Napoleon (d.v.s. havde gjort hans arbejde) og et bevis, der anfører den kendsgerning, at når der behøves en stor mand, så bliver han også fundet, det er infaltil logik. /.../ Hvor gemte de store ledere sig, da Italien i 1921 og Tyskland i 1923 var objektivt modne til revolutionen? /.../ Der eksisterer ingen nødvendighed i historien; der er kun sandsynligheder."
For at svare på samme niveau, kunne vi i første omgang sige, som Hook selv har skrevet et sted, at kun praksis viser, om en sandhed er sand, og således også om en stor mand virkelig er stor. Og denne praksis er den samfundsmæssige praksis. Hvis f.eks. samfundet ikke havde forudsat Newtons viden (mekaniseringen i manufakturen), ikke havde realiseret den (arbejdsdelingen) og anvendt den, så ville Newtons geni være afgået ved døden sammen med personen Newton. Hvis ikke kapitaliseringsprocessen i Frankrig havde skabt en sådan forsvars- og angrebsevne, ville geniet Napoleon måske have fået en mere ensom død som løjtnant end den, han fik på St. Helena. Samfundet bestemmer, hvad geni er. Den russiske revolution er ikke afhængig af Lenin, og selv dens udbrud var ikke det mindste betinget af ham, derimod af en endeløs række faktorer, som var vævet ind i hinanden. I dem er geniet Lenin opsuget, og uden dem kan han heller ikke forstås. Kendsgerningen, at det lykkedes bolschevikkerne at overtage den politiske magt i en revolution, som de ikke havde nogen kontrol over, står naturligvis delvis i direkte relation til bolschevikkerne selv og delvis i' direkte relation til Lenin. Men forestillingen om, at den russiske revolution havde været afgørende anderledes uden Lenin, er under niveauet for marxistisk forskning, som altid afleder historien af det samfundsmæssige livs behov. Den russiske revolution har ikke tilpasset sig Lenin, men Lenin tilpassede sig den russiske revolution. Kun fordi han akcepterede den revolutionære bevægelse, fik han indflydelse på den, og blev dens eksekutive organ. I hvor høj grad Lenin blev bestemt af revolutionens faktiske forløb, og hvor lidt han selv bestemte dens udvikling, kan man se af den revision, som han foretog af sit arbejde efter revolutionen. Dette er meget klart udtrykt i en tale, han holdt i 1921. Han siger i denne:
"Vi har som ingen før os ført den borgerlig-demokratiske revolution til ende /.../ Vi regnede med - eller måske rettere: vi tænkte os uden tilstrækkelig beregning - at når den proletariske stat udstedte direkte befalinger, kunne vi ordne en statslig produktion, en statslig fordeling af produkterne på kommunistisk vis i et småbondeland. Livet har klarlagt vor fejltagelse. Der kræves en række overgangstrin: Statskapitalisme og socialisme, for at forberede: gennem mange års arbejde forberede: overgangen til kommunismen. Det er ikke den umiddelbare entusiasme, man skal bygge på, men man skal bruge entusiasmen, som den store revolution har skabt, og den personlige interesse, interessen for personlig fordel, den økonomiske beregning og på denne basis skal man værsgod begynde med at bygge solide småbroer, der i vort småbondeland kan føre gennem statskapitalismen til socialismen; ellers vil I ikke nå frem til kommunismen /.../ Den proletariske stat må blive en forsigtig, omhyggelig, dygtig 'driftsherre', en punktlig grosserer - ellers kan den ikke få et småbondeland økonomisk på fode. /.../ En grosserer, der nok er den økonomiske type, der er så langt fra kommunismen som himlen fra jorden. Men det er netop en af den slags modsigelser, der i det levende liv fører fra det lille bondebrug over statskapitalismen til socialismen. Interessen for personlig fordel øger produktionen /.../ Engroshandel sammenfatter millioner af småbønder økonomisk, gør dem interesserede binder dem sammen, fører dem op til det næste trin: forskellige former for forbindelse og sammenslutning i selve produktionen."[12]
Revolutionens forløb tilbageviste først ældre bolschevistiske forestillinger, som stadig var tæt forbundne med Hilferdings statskapitalisme, og dette forløb tvang til at overtage krigskommunismen som en ny doktrin; og så forkastede det faktiske udviklingsforløb også denne nye "konstruktion" og bevægede sig mere klart i retning af statskapitalisme. Den russiske revolution er derfor et klassisk eksempel på den kendsgerning, at et udviklingsforløb er bestemt af den samfundsmæssigt nødvendige praksis og ikke af store mænds ideer. Om den russiske revolution uden Lenin havde slået ind på en anden kurs end den statskapitalistiske er måske ikke diskussionen værd, thi Lenin havde den opfattelse, at kapitalismen, ikke kun i Vesteuropa, men også i Rusland var udviklet i en så høj grad, at den næset fase kun kunne slå om i socialisme. Lenin betragtede imperialismen som "kapitalismens snyltende og rådnende stadium".[13] Imperialismen førte ifølge Lenin slet og ret til en universel socialisering af produktionen:
"Den drager kapitalisten ind i en ny samfundsorden mod hans vilje, som danner overgangen fra den fuldstændige fri konkurrence til den fuldstændige socialisering."[14]
Således havde krigen, ifølge Lenin, forvandlet monopolkapitalismen til den "statsmonopolistiske form"; den "statsmonopolistiske kapitalisme" er imidlertid en "fuldstændig materiel forberedelse af socialismen, dens umiddelbare forberedelsesstadium".[15] Med erobringen af statsmagten og bankernes overtagelse kunne statskapitalismen, troede han, hurtigt blive forvandlet til socialisme. Gennemførelsen af en statskapitalistiske økonomi i Rusland var derfor, ifølge Lenin, kun anticipationen af kapitalens faktiske bevægelse. Det, der blev opnået, var den nødvendige konsekvens af den fremadskridende monopolisering. Partiet fremskyndte en proces, der i sidste ende havde fundet sted også uden denne fremskyndelse.
At denne kapitalistiske kurs blev modificeret af bolschevikkernes indflydelse, er hævet over enhver tvivl, men den forblev kapitalistisk, og modifikationerne indskrænkede sig udelukkende til at tilsløre den sande natur af dette tilbagefald til kapitalismen, eller til dannelsen af en ny falsk bevidsthed. Bucharin mener således på en regeringskonference mod slutningen af 1925:
"Hvis vi medgiver, at de foretagender, som staten har overtaget, er statskapitalistiske foretagender, hvis vi siger det åbent, hvorledes kan vi så føre en kampagne for større produktivitet? I fabrikker, der ikke er fuldstændig socialistiske, vil arbejderne ikke øge deres arbejdsproduktivitet."[16]
Den russiske praksis retter sig ikke efter kommunistiske principper, men følger derimod lovene for den kapitalistiske akkumulation. Hvilke andre love ville den have fulgt, hvis Lenin og bolschevikkerne ikke havde vundet? Også i Rusland har vi, ganske vist i modificeret form, en merværdiproduktion under det ideologiske skalkeskjul: "Den socialistiske opbygning." Lønrelationen er identisk med den i den kapitalistiske produktion og danner også i Rusland grundlaget for eksistensen af et voksende bureaukrati med stigende privilegier. Et bureaukrati, der ved siden af de stadig eksisterende privatkapitalistiske elementer, strengt taget må betragtes som en ny klasse, der tilegner sig merarbejde og merværdi. Netop det faktum, at lønrelationen eksisterer, betyder, at produktionsmidlerne ikke bliver kontrolleret af producenterne, men at produktionsmidlerne står overfor producenterne i form af kapital, og denne omstændighed fremtvinger også en reproduktionsproces i form af kapitalakkumulation. Den sidste omstændighed fører nødvendigvis, pa basis af Marx' værdilov, som også den russiske situation må betragtes under, til krise og sluttelig til sammenbrud. Loven om akkumulationen betyder samtidig en akkumulation af elendigheden, og derfor må også de russiske arbejdere blive fattigere i samme malestok, som kapitalen akkumulerer. De russiske arbejderes produktivitet vokser hurtigere end deres lønninger; af det voksende socialprodukt far de en relativt mindre del. For Marx er denne relative pauperisering af den arbejdende befolkning i akkumulationsforløbet kun et trin pa vejen til den absolutte pauperisering: den er kun et andel udtryk for den tiltagende udbytning af arbejderne, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at den tiltagende udbytning var indtruffet også uden Lenin og den russiske revolution. Kun den, der ligesom Hook tager fejl af indholdet i den russiske revolution, kan rejse spørgsmålet om, hvorvidt den russiske historie, uden Lenin, havde faet et andet forløb, end det faktisk var tilfældet. Den var sikkert gået for sig med andre ideologier, andre former, andre ledere og med el andet tempo, men disse forskelle er fuldstændig betydningsløse for det levende proletariat.
Og da den revolution, som vi taler om, ifølge sit navn er proletarisk, kan vi kun spørge: Hvad er forandret ved den russiske arbejders situation, som følge af revolutionen og geniet Lenins eksistens? Intet væsentligt! For proletariatet var Lenin ikke mere betydningsfuld end Kerensky, ikke mere betydningsfuld end enhver anden borgerlig revolutionær, der ikke afskaffer udbytningen, men kun ændrer dens former.
Der findes ikke to slags lønarbejde, den ene kapitalistisk den anden bolschevistisk: lønarbejde er den form, hvorunder den herskende klasse eller det herskende element under kapitalistiske produktionsforhold tilegner sig merværdi. Ganske vist er produktionsmidlerne overgået fra private arbejdsgivere til staten; men hvad producenterne angår, så har intet forandret sig. Ganske som før er deres eneste mulighed for livets opretholdelse salget af deres arbejdskraft. Den eneste forskel består i, at de ikke mere må forhandle med enkeltkapitalisten som køber af deres arbejdskraft, men med "totalkapitalisten", staten. Den økonomiske relation mellem producent og produkt svarer her stadig til den kapitalistiske. Produktionsmidlerne er kun mere centraliserede; dette er ikke endemålet for en kommunistisk ideologi, men kun et middel pa vej mod malet. Lenins indflydelse, bolschevikkernes politik, er blevet afsløret som en stor evne til at tilpasse sig udviklingens nødvendige forløb bade som bolschevistisk parti og som geni hvilket kun kan være nødvendighedens magt. Havde Lenin forsøgt at gennemføre en kommunistisk politik, så ville hans storhed være blevet reduceret - eller ophøjet, det må man selv om - til den storhed, som en beruset utopist har. Hvor var de store ledere i Italien i 1921 og i Tyskland 1923 (og igen i 1933)? Hvis der ubetinget må findes et svar, så kunne man uden tvivl henvise til Mussolini og til ledelsen af Tredie Internationale, dengang under Zinowiew. Mussolini, der fremskyndte den objektive proces for kapitalens koncentration i Italien; ledelsen af Tredie Internationale, som opretholdt "status quo" i Europa, i det bolschevistiske regimes interesse, ved at forhindre den tyske revolution. Radek erklærede (på Zinowiews befaling):
"Det kommunistiske partis centralkomite i Sovjetunionen erkender utvetydigt ligesom Komiterns eksekutivkomite, at KPD handlede rigtigt, da den, konfronteret med fjendens overlegne våbenmagt og arbejderklassens splittelse, undgik en væbnet konflikt."[17] (Det samme blev gentaget i årene 1933-34.)
Dette spørgsmål kan også angribes dialektisk, og vi vil da erkende, at problemet om de store mænd i sig selv er helt igennem historisk. Særlig i det kapitalistiske samfund, hvor symboler er mere "virkelige" end virkeligheden, får problemet om ledelse en sådan betydning, at det ideologisk set bliver problemet i historien. Markedpris problematikken er lederproblemets anden side. Hegel, som blev stående ved den prøjsiske stat, varernes pengeform, leder/masse problemet, alt dette er et og samme udtryk for produktivkræfternes niveau i deres kapitalistiske form. Den virkelige arbejderbevægelse har ikke noget "lederproblem". I den bliver afgørelserne truffet af råd, der fører beslutningerne og senere det økonomiske liv ud i livet.
Denne ændring af personlighedens rolle kan ikke blot erkendes inden for det politiske område, men også inden for videnskaben. Specialiseringen af videnskaberne går hånd i hånd med deres udvikling. Den samfundsmæssige arbejdsdeling er ikke blevet indskrænket, men derimod udvidet. Enhver opfindelse og opdagelse får nødvendigvis en mere kollektiv karakter. Denne samfundsmæssiggørelse fører til større samfundsmæssiggørelse. I det kapitalistiske samfunds begyndelsesstadium var der opfindere, idag er der fabrikker for opfindelser. Opfindelser bliver nærmest produceret på samme måde som bildæk. I den moderne kapitalisme betyder individet stadig mindre, alle fornyelser kommer fra laboratorier med fælles arbejde.
Den kendsgerning, at dette ikke er politisk synligt, kan føres tilbage til, at bourgeoisiet må blive reaktionært i samme målestok som det driver de faktiske forhold frem. Når bourgeoisiet før i tiden behøvede en Napoleon, så tjener Hitlers stupiditet idag som det symbolske midtpunkt for dets centrifugale tendenser. Og dog er Hitler en fremragende repræsentant for det tyske bourgeoisie; når Napoleon bidrog til det kapitalistiske samfunds udvikling, så hjælper Hitler med til at udsætte dets sammenbrud. Men også uden Napoleon havde kapitalismen begyndt sin sejrrige march, den vil også bryde sammen på trods af Hitler. Begge kan bidrage en smule til tendensen i opsvinget eller sammenbruddet med hensyn til tempoet, men forandre den almene tendens, det ligger uden for deres magt. På trods af alle midlertidige modifikationer går historien og udviklingen af de menneskelige produktivkræfter deres egne veje. Men selv inden for disse modifikationer ligger de "store mænds" virkelige betydning ikke i dem selv, men i deres forbindelse med de samfundsmæssige betingelser. Kun fordi historien i kapitalismen arbejder med en falsk bevidsthed, bliver den faktiske bevægelse skjult bag fører-fetichismen. Hvis denne bevægelse finder sted med den rigtige bevidsthed, vil den sætte selv geniet på den plads, som det er berettiget til.
Hook har, i løbet af sin afhandling om lederens rolle og om tilfældet i videre betydning, glemt sit eget udgangspunkt, som forlanger, at ethvert problem skal betragtes historisk. Det alternativ, som det "Kommunistiske Manifest" opstiller - kommunisme eller barbari - peger ikke på den menneskelige viljes bestemmende rolle, men tværtimod på dens grænser. Da der ikke findes nogen statik, ville en tøvende menneskelig race uddø, hvis det objektivt nødvendige ikke bliver gennemført. Men selv denne tøven er midlertidig. Barbariet er ikke afslutningen på enhver udvikling, men en afbrydelse, som bliver betalt dyrt. Barbariet er ikke en tilbagevenden til oksekærren eller det primitive, men den barbariske tilstand af selvdestruktion i en rådnende kapitalismes kampe og dødskrise. Der findes kun én udvej - den vej, som forer fremad, frelsen gennem kommunismen.
Den kommunistiske produktionsmådes udgangspunkt er det niveau, som produktivkræfterne i kapitalismen allerede har nået. Hvis den unge kapitalisme havde brug for Napoleon og den døende for en Hitler, hvis kapitalismen altid havde brug for blændværk - fordi virkeligheden, som ingen fælles interesse havde, heller ikke tillod nogen fælles kamp - så behøver den kommunistiske revolution kun sig selv, d.v.s. massernes aktion. Den behøver hverken fetichisme eller fabler for at hævde sig i virkeligheden, for den kender kun fælles interesser øg tillader kun en ægte fælles kamp.
Den fremragende personlighed og tilfældets rolle i historien kan man ikke tillægge mere betydning, end Marx har gjort i et brev til Kugelmann, som Hook citerer. Indholdet af dette brev støtter dog ikke Hooks absolutte, idealistiske, uhistoriske opfattelse af problemet, men gendriver den derimod. "Disse tilfældigheder", siger Marx, "falder naturligvis indenfor udviklingens almene forløb og kompenseres atter af andre 'tilfældigheder'. Men fremskyndelse og forhaling er i høj grad afhængige af sådanne 'tilfældigheder'; og blandt dem figurerer også karakteren af de folk, der først star i spidsen for bevægelsen."[18] Betydningen af sådanne "tilfældigheder" må begribes historisk. Spørgsmålet om deres betydning i dag lader sig ikke besvare af teorien, men kun af praksis. Også her viser det sig, at undersøgelsen af den reale situation, som Lenin fremhævede det, er "marxismens sande væsen og levende sjæl".
Da "Kapitalen" for Hook kun er en kritik af den politiske økonomi, kan den marxske værdilov ikke vise ham mere end det, der allerede er bekendt. Han skriver (s. 220):
"Men hverken arbejdsværditeorien eller nogen anden værditeori kan forudsige mere end det, der er kendt i forvejen. Krig og krise, centralisering og arbejdsløshed var allerede ret kendte fænomener, da Marx formulerede værditeorien."
Det er en fejltagelse al antage, fortsætter Hook, at man med arbejdsværditeorien kan forudsige noget specifikt. Nu er kapitalismen imidlertid ikke pa nogen made brudt sammen, og dog er Marx' lov om akkumulationen, pa basis af værdien, loven om det kapitalistiske systems sammenbrud. Dette er allerede påvist i "Kapitalens" første bind som den "almene lov for den kapitalistiske akkumulation". Loven om sammenbrud fungerer ikke "rent", men bliver ligesom enhver anden lov modificeret i virkeligheden. Disse modifikationer bliver udførligt fremstillet i tredie bind, særligt i afsnittet, som omhandler loven om profitratens fald. Loven om kapitalismens sammenbrud, som ikke er andel end kapitalistisk akkumulation pa basis af bytteværdien, fungerer ligesom tyngdeloven kun i modificeret form i virkeligheden. Hvis Hook fjerner forudsigelsesevnen fra den marxske værdilov, har han fornægtet Marx fuldstændigt. Og nar han ydermere skriver: "Man kan overtage den marxistiske evolutionære metafysik uden at forpligte sig til den sociale revolution samtidigt", (s. 251) så er dette udsagn netop falsk, fordi marxismen for det første ikke har nogen evolutionær metafysik, og for det andet kan vi ikke være virkelig forpligtet over for en teori om den sociale revolution uden at ville praktisere den. Nar Liebknecht videnskabeligt set var en dårligere marxist end Hilferding (s. 249), men en bedre i praksis, ifølge Hook, så er sammenligningen stadig overflødig. Thi Marx selv var "ikke nogen marxist", men derimod identificerede han marxismen med det handlende proletariat, som kun kan handle marxistisk og ikke pa nogen anden made. Marxismen er simpelthen ikke nogen ideologi, men klassekampens praksis! Revolutionen bliver iværksat af masserne, som måske intet kender til Marx: revolutionen gør dem til marxister!
Hvad teorien angår, er det umuligt at forkaste Marx' økonomiske lære og samtidigt være en marxist i alle andre spørgsmål, ligesom det modsatte er umuligt. Ved at afvise værditeoriens forudsigelsesevne, der er det samme som at afvise den marxske teori om krise og sammenbrud, afviser Hook, selv om det er mod sin vilje, ikke marxismen delvist, men fuldstændigt. Den afvisning, som Hook har foretaget af værdilovens faktiske indhold, forklarer også det idealistiske indhold i hans dialektik, hvorved det sidstnævnte bliver en forklaring på det førstnævnte.
Hooks manglende kendskab til den økonomiske teori viser sig i, at han kun bruger 22 sider af sin bog til den marxske økonomi. Det er også interessant i denne sammenhæng at henvise til det afsnit, hvor han behandler forskellen mellem Lenin og Rosa Luxemburg. Striden mellem dem gjaldt spørgsmålet om merværdiens realisering. Han skriver med henblik på Luxemburg (s. 61):
"I sit arbejde 'Akkumulation des Kapitals' påstod hun, at kapitalismen, med afmatningen af hjemmemarkedet, måtte udvide sig fra det ene koloniland til det andet, og kapitalismen kun kunne overleve så længe disse lande var til rådighed. Når verden var opdelt og industrialiseret af de imperialistiske magter, måtte den internationale revolution nødvendigvis komme til udbrud, fordi kapitalismen ikke kan udvide sine produktivkræfter og fortsætte akkumulationsprocessen i et relativt isoleret samfund, hvor stort det end er."
Lenin, fortsætter Hook, benægtede, at kapitalismen ville bryde sammen på en så mekanisk måde. Og han citerer så med stor enighed en passage fra en af Lenins taler i 1920, som ikke på nogen måde har forbindelse med debatten om merværdiens realisering i et ikke-kapitalistisk samfund - en debat, som blev fort otte år tidligere. Kapitalismen behøver et ikke-kapitalistisk marked: det var Rosa Luxemburgs tese. Lenin holdt fast ved, at den skaffer sig sit eget marked. Men begge gik ind for "Kapitalens" grundsynspunkt, nemlig at den kapitalistiske produktionsmåde har en absolut økonomisk grænse. Mens Luxemburg så efter denne grænse inden for cirkulationssfæren, så Lenin fuldstændigt korrekt, at den lå inden for produktionssfæren. På den måde angreb begge to - med deres viden om, at akkumulationsprocessen på basis af værdien er processen for kapitalismens sammenbrud, som er identisk med revolutionen - reformisternes hele indstilling, som Hilferding udtrykte i en tale så sent som i 1927:
"Jeg har altid tilhørt dem, der har forkastet enhver teori om økonomisk sammenbrud. Vi har altid været af den formening, at det kapitalistiske systems sammenbrud /.../ ikke vil indtræde på grund af systemets indre love, men at det kapitalistiske systems sammenbrud må være arbejderklassens bevidste handling."[19]
Hvis i debattens hede Lenins sætning: "Der findes absolut ikke nogen situationer, hvor kapitalismen ikke kan finde en udvej", der er blevet citeret indtil hudløshed, har haft en vis politisk berettigelse i en bestemt situation, nemlig "dødskampsepidemien" i 1920, så yder den i hvert fald ikke nogen trøst til reformismen, som har frakendt værditeorien enhver forudsigelsesevne, og som det ligeledes behagede at forkaste teorien om det økonomiske sammenbrud. Lenins samlede økonomisk-teoretiske værk, der kun er en bevidst gentagelse af Marx, er imod sådanne påstande. For Lenin er værdiloven loven om sammenbrud.
Man er imidlertid overrasket over, at Hook, efter at han i overensstemmelse "med Lenin" har forkastet Rosa Luxemburgs "mekaniske" sammenbrudsteori, ikke kan tilbyde andet end en gentagelse af Luxemburgs stillingtagen i sin egen økonomiske fremstilling. Efter at han har skitseret værditeorien og merværditeorien, kapitalrelationen i produktionen, profitratens fald ved forøgelse af arbejdsproduktiviteten, pris-værdi relationen, akkumulationen og krisen, sammenfatter han (s. 204-209):
"Med forøgelsen af kapitalens organiske sammensætning falder profitraten, selv om udbytningsgraden og merværdien forbliver den samme. Ønsket om profitratens opretholdelse fører til en forbedring af fabriksanlæggene og til en stigning af arbejdets produktivitet og intensitet. Resultatet bliver, at der kastes stadig større varekontingenter på markedet. Arbejderne kan ikke konsumere disse varer, fordi lønningernes købekraft naturnødvendigt er blevet mindre end værdien af de varer, som de har produceret. Kapitalisterne kan ikke konsumere disse varer, fordi (1) kapitalisterne og deres umiddelbare følgesvende kun har brug for en del af den umiddelbart producerede rigdom, og (2) værdien af det tiloversblevne først må forvandles til penge, før det kan reinvesteres. For at produktionen ikke skal blive genstand for et vedvarende sammenbrud, må der findes et afsætningsmarked for overskuddet af de udbudte varer ... Da grænserne for hjemmemarkedets er betinget af lønningernes købekraft ... må der søges en udvej i eksporten."
Han påviser så, hvorledes de importerende lande i løbet af udviklingen selv bliver til eksporterende lande. Her har Hook nået den grænse, som Luxemburg har sat; men medens hun siger det, tier Hook, thi naturligvis forkaster han som Lenin forestillingen om sammenbruddets "mekaniske karakter". I stedet for gentager han endnu engang sit udgangspunkt (s. 207):
"Denne proces bliver ledsaget af periodiske kriser med overproduktion. De bliver stadig heftigere, såvel i de lokale industrier som i industrien i almenhed. De samfundsmæssige relationer, som industrien fungerer under, og som gør det umuligt for lønarbejderen på et givet tidspunkt at købe det tilbage, han har produceret, fører til en større kapitalinvestering i de industrier, der fremstiller produktionsgoder, end i de, der producerer forbrugsgoder. Misforholdet mellem investeringer i produktionsgoder og forbrugsgoder er permanent i kapitalismen. Men da produktionsgoder i sidste ende må indgå i fabriksanlæg, som fremstiller forbrugsgoder, stiger mængden af de varer, som kastes på markedet, endnu mere, og der findes ingen købere til dem. På det tidspunkt krisen bryder ud og i perioden lige før, kan lønarbejderen tjene og konsumere mere end sædvanlig. Det er derfor ikke et underforbrug af det arbejderen behøver, der udløse krisen - men et underforbrug af det, som han producerer. Følgelig ville en forøgelse af den absolutte levestandard i kapitalismen ... ikke udelukke muligheden for kriser."
Alle de faktorer, som udgør indholdet i Luxemburgs fortolkning, bliver gentaget her, blot i en mere primitiv form. Forskellen består i, at Hook ikke drager den samme konklusion som hende. Vi finder hos Hook misforholdet mellem den samfundsmæssige produktions to store områder, overproduktion af varer, det umulige i at realisere merværdien, sålænge der er mangel på nye markeder i ikke-kapitalistiske lande. Kort sagt: hos Luxemburg og Hook kvæles det kapitalistiske marked i dets overflod af merværdi, som ikke kan forvandles (realiseres) til penge. Den eneste forskel mellem de to formuleringer er denne: Hvor Luxemburg taler om sammenbrud, standser Hook ved krisen. Alle disse krisefaktorer kan kun finde deres støtte i cirkulationsprocessen og ligger derfor ikke i kapitalismens væsen.
Vi ved ganske vist, at Marx først udviklede sin akkumulationsteori på grundlag af totalkapitalen; her er der ingen cirkulationsproblemer, da der hverken findes en overproduktion eller en absolut eller endog relativ "underkonsumtion", her får arbejderen stadigvæk værdien af sin arbejdskraft. Marx beviser dog, selv i denne fremstilling af "ren" kapitalisme, skønt den mangler de krisefaktorer, Hook har angivet, at selv en sådan ideal kapitalisme må bryde sammen, og det skyldes intet andet end den modsigelse, der er indeholdt i værdidannelsen. Når Engels siger i den passage, Hook citerer fra Anti-Dühring (s. 213): "I produkternes værdiform gemmer sig allerede i kimform hele den kapitalistiske produktionsmåde, modsætningen mellem kapitalister og lønarbejdere, den industrielle reservearme, kriserne",[20] så giver det sig selv, at kriseårsagerne skal søges i produktionssfæren, og ikke i cirkulationssfæren. Hook siger selv (s. 213):
"På tilsvarende måde var han (Marx) i analysens interesse tvunget til, på forhånd at antage, at varebyttet fandt sted i et system af 'ren' kapitalisme, hvor der ikke var spor af feudale privilegier og begyndende monopolisering; at hele den kommercielle verden blev betragtet som en nation; at den kapitalistiske produktionsmade behersker enhver industri; at udbud og efterspørgsel hele tiden befandt sig i ligevægt; efter at have abstraheret fra den ikke-kommensurable brugsværdi, var den eneste blivende relevante og målelige kvalitet til bestemmelse af varernes bytteværdi, størrelsen af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, som blev brugt til at fremstille dem."
Hvorfor, må man spørge, beviste Marx værdilovens funktion først i en "ren" kapitalisme? Vi finder et udmærket svar i Lenins posthumt udgivne skrifter:
"Ved at tanken opstiger fra det konkrete til det abstrakte, fjerner den sig ikke - hvis det er rigtigt /.../ - fra sandheden, men kommer den nærmere. Abstraktionen af materien, naturloven, abstraktionen af værdien etc. kort sagt alle abstraktioner spejler naturen dybere, mere pålideligt, mere fuldstændigt. Fra den levende anskuelse til abstrakt tænkning og fra denne til praksis det er den dialektiske vej for erkendelse af sandheden."[21]
Værdiloven afslørede, hvad den konkrete virkelighed, fremtrædelsens overfladiske verden, skjulte: Den kendsgerning, at det kapitalistiske system naturnødvendigt må bryde sammen. Marx abstraherede først fra elle sekundære modsætninger i dette system for at påvise den virkning, værdiloven udøvede som indre lov i kapitalismen, for senere at påvise med de modifikationer, som den konkrete virkelighed medfører, den rent midlertidige karakter i disse tendenser, som har disse modifikationer som årsag og som modarbejder sammenbruddet tendenser, som i sidste instans bekræfter værdiloven som afgørende faktor. Værdiloven forklarer profitratens fald - et indeks for profitmassens relative fald. Kun for en vis tid kan forøgelsen af profitmassen kompensere profitratens fald. Hvis profitmassen først faldt relativt til totalkapitalen og til kravene om stadig akkumulation, så falder den absolut i et senere stadium.
Det Hook anfører som krisefaktor kan man ikke betragte som den væsentligste; sagen må tværtimod forstås direkte omvendt. Hook må gerne citere Marx for at støtte sin egen påstand om, at årsagen til krisen er modsigelsen mellem produktion og konsumtion. Thi faktisk gælder ifølge Marx:
"Den sidste årsag til alle økonomiske kriser er og bliver altid massernes armod og konsumtionsbegrænsning overfor den kapitalistiske produktions drift mod at udvikle produktivkræfterne, som om kun samfundets absolutte konsumtionsevne satte grænserne for dem."[22]
Men:
"Intet ville være mere meningsløst", skriver Lenin ("Den marxske realisationsteori"), "end at aflede fra denne passage i 'Kapitalen', at Marx har anset det for en umulighed, at merværdien kunne realiseres i et kapitalistisk samfund, eller har forklaret kriser som et resultat af en utilstrækkelig konsumtion, o.s.v.".[23]
En overproduktion eller underkonsumtion (hvad der i sidste ende kommer ud på et) er nødvendigvis forbundet med produktionens og konsumtionens fysiske form. I det kapitalistiske samfund spiller produktionen og konsumtionens materielle karakter ikke den rolle som kunne forklare prosperitet og krise. Hvor sårende det end er for "logikken", så akkumulerer kapitalen i virkeligheden for akkumulationens skyld. Den materielle produktion såvel som konsumtionen er overladt til individerne i kapitalismen; den samfundsmæssige karakter af deres arbejde og konsumtion bliver ikke reguleret direkte af samfundet, men indirekte af markedet. Kapitalen producerer ikke ting, men (bytte-)værdier. Men skønt den ikke er i stand til (på basis af værdidannelsen) at tilpasse sin produktion og konsumtion til de samfundsmæssige behov, må disse realbehov alligevel tages med i betragtning, hvis befolkningen ikke skal gå til grunde. Hvis markedet ikke længere kan tilfredsstille disse behov, så bliver produktionen for markedet, værdiproduktionen, afskaffet af revolutionen, der gør plads for en produktionsform, der ikke er middelbart reguleret af markedet, men som har en direkte samfundsmæssig karakter, der gør, at den kan styres og planlægges efter menneskenes behov. Set ud fra brugsværdien, er modsigelsen mellem konsumtion og produktion i det kapitalistiske samfund vanvittig, men et sådant synspunkt har ingen betydning for den kapitalistiske produktion. Set ud fra værdien er denne modsigelse hemmeligheden ved det kapitalistiske fremskridt, og jo større modsigelsen er, desto bedre udvikler kapitalen sig. Men netop af den grund må akkumulationen af denne modsigelse til slut nå et punkt, der medfører dens afskaffelse, fordi de reale livs- og produktionsrelationer er stærkere end objektiverede samfundsmæssige relationer. Den sidste årsag til alle virkelige kriser er derfor altid begrænsningen af massekonsumtion overfor driften til at udvikle produktivkræfterne, som om konsumtionsevnen var ubegrænset. I den kapitalistiske værdiproduktion er tilegnelsen af merværdi begrænset af muligheden for udbytning. Arbejdernes konsumtion kan ikke reduceres til nul, og det er årsagen til, at der findes en absolut økonomisk grænse; thi værdidannelsen kan kun komme denne nulgrænse stadig nærmere. Modsigelserne i kapitalismen skyldes modsigelsen mellem brugsværdi og bytteværdi. Denne modsigelse forvandler kapitalens akkumulation til forarmelsens akkumulation. Hvis kapitalen udvikler sig på værdisiden, så ødelægger den pa samme tid og i samme målestok sin egen basis, idet den til stadighed formindsker producenternes andel af deres egne produkter. Denne andel kan ikke elimineres fuldstændig, fordi massernes selvopholdelsesdrift er stærkere end en social relation, og også fordi kapitalen kun forbliver kapital, så længe der findes arbejdere at udbytte, og døde arbejdere kan ikke udbyttes.
Hvis man et øjeblik skulle indtage Hooks umulige standpunkt, så måtte man snarere sige, at krisen indtraf, fordi arbejdernes relative og senere absolutte "underkonsumtion" ikke er stor nok, fordi den ikke kan forøges i tilstrækkelig grad, fordi der er for lidt "underkonsumtion" tilstede. Det er ikke underkonsumtion, hverken relativ eller absolut, som forårsager arbejdsløshed, men det er den utilstrækkelige underkonsumtion eller ikke tilfredsstillede profitmasse, umuligheden af at øge udbytningen i tilstrækkelig grad, den manglende udsigt til profitgivende akkumulation, som forårsager arbejdsløshed og krise.
Det er ikke, fordi at merværdien er så stor, at den ikke kan forvandles til penge; det er fordi den ikke er tilstrækkelig stor til at imødekomme kravet om yderligere akkumulation på basis af profitproduktionen, at den ikke bliver reinvesteret. Kapitalen kan ikke længere fungere som kapital, fordi der bliver produceret for lidt kapital, og vi taler om en overakkumulation af kapital. Sålænge merværdimassen kun øges så meget, at det var tilstrækkeligt til en yderligere akkumulation, kom vi fra den ene krise til den anden, afbrudt af perioder med prosperitet. Sålænge det var muligt at øge tilegnelsen af merværdi ved en skærpelse af udbytningen og ved ekspansion ved krisens faregrænse, kunne krisen overvindes, men kun for at blive gentaget på et højere udviklingstrin. På det punkt, hvor de tendenser, som modvirker sammenbrud, bliver elimineret eller har mistet deres virkning overfor akkumulationens krav, bekræftes loven om sammenbrud. Den marxske abstraktion: den "rene" kapitalisme, værdiloven, viser sig at være den kapitalistiske virkeligheds indre love; love, som i sidste instans bestemmer dens nødvendige udvikling.
Vi har allerede påpeget den snævre forbindelse mellem Hooks særegne indstilling til den marxske værditeori i særdeleshed og Marx' økonomiske lære i almenhed og hans idealistiske afvigelse fra den marxske dialektik. Alle disse faktorer øver en ødelæggende indflydelse på Hooks revolutionsteori. I det kapitel, som har titlen "Klassekampen og socialpsykologien", siger han (s. 228):
"Fordelingen af det overskydende socialprodukt er aldrig et automatisk anliggende, men afhænger af de politiske kampe hos de klasser, som deltager i produktionen."
Kampen om merværdiens fordeling er imidlertid af begrænset art: en kendsgerning, der må peges på, fordi netop denne begrænsning viser, hvad virkelig klassebevidsthed er. Marx påviste, for eksempel, hvorledes arbejderens løn ikke for længere tid kan stige over et vist niveau og heller ikke i længden kan falde under et vist niveau. Værdiloven er i sidste ende afgørende. Og kapitalismens sammenbrud kan kun forklares ud fra værdiloven, uafhængigt af disse svingninger. Desuden bestemmer klassekampen i sidste instans ikke den merværdiandel, som går til mellemlagene, derimod bestemmer denne andel deres kamp. Koncentrationsprocessen er stærkere end middelklassens defensive taktik. At disse klasser stadig eksisterer, skyldes at kapitalen, mens den på den ene side ødelægger middelklasseelementerne, på den anden side bliver ved med at genskabe dem. Det er rigtigt, at fordelingen af merværdi ikke er nogen automatisk proces, og det er ligeledes rigtigt, at klassekampen bidrager til en bestemmelse af denne andel i den samlede dialektiske proces, men af denne kamp om merværdiens fordeling opstår i løbet af udviklingen en kamp for at afskaffe profitsystemet, om vi vil det eller ikke.
I de sidste mange år har arbejderne i hele verden fået mindre i betaling end deres værdi, og denne kendsgerning er kun et yderligere indicium for den nuværende krises permanente karakter. I kapitalismens dødskrise kan den arbejdende befolkning kun blive stadigt mere forarmede; hvis den kæmper for en større andel af merværdien, kæmper den i praksis for afskaffelse af merværdiproduktion, selv om den ikke er bevidst om denne kendsgerning og dens konsekvenser.
Den inhærente klassemodsætning i produktionsrelationerne bestemmer klassekampens karakter. Politiske partier dannes, fordi dele af arbejderklassen bliver hurtigere bevidst om klassekampens nødvendighed end den store masse. Hvis partiet på den ene side kan hjælpe med til at fremskynde den almene udvikling og forkorte fødselsveerne for det nye samfund, kan det på den anden side også sinke udviklingen og være en hindring for dens vej frem. Hvis man ligesom Hook taler om partiets nødvendighed og ydermere bifalder hans forestilling om, at uden et parti er en vellykket revolution umulig, så taler man for det første om en abstraktion, og for det andet identificerer man partiet med revolutionen eller klassebevidstheden; med den marxske ideologi. Det er faktisk et spørgsmål, om den revolutionære bevidsthed, som i partiet antager ideologiens form, ubetinget må manifestere sig i partiet - det er et spørgsmål, som ikke kan løses abstrakt, men kun praktisk.
Klassebevidsthed, der er blevet ideologi, behøver ikke kun at udtrykke sig i den specifikke form: parti. Denne bevidsthed kan også antage andre former, f.eks. fabriksceller, og disse kunne så være det, partiet er i dag. Påstanden om, at uden en klassebevidsthed, der har udkrystalliseret sig som ideologi, ville en revolution være umulig, er ikke diskutabel, hvis der ikke var andre grunde til, at marxismen, som ikke skelner mellem væren og bevidsthed, har som forudsætning, at i en revolutionær periode er de bevidste elementer selvfølgelig til stede. Jo stærkere de er, des bedre; hvor svage de end er, klassebevidsthed er ikke nogen ideologi for marxismen, men det er massernes materielle livsfornødenheder, uden hensyn til deres ideologiske stillingtagen. Hooks forestilling om revolutionen som et partianliggende tilhører en periode, som allerede er forbi - nemlig reformismen, hvor marxismen var stivnet til en ideologi, hvis standpunkt Hook bifalder på trods af hele sin kritik.
Om partiet i den nuværende form stadig kan betragtes som klassebevidsthedens krystallisationspunkt, lader sig kun afgøre, som det er sagt tidligere, ud fra den nuværende praksis. Og her ville Hook falde sørgeligt igennem, hvis han blev tvunget til at komme med beviser for partiets nødvendighed. Partiet er i dag kun en hindring for en udfoldelse af den virkelige klassebevidsthed. Alle de steder den virkelige klassebevidsthed er kommet til udtryk, inden for de sidste tredive ar, har det været i form af aktionskomitéer og arbejderråd. Alle partier har set en fjendtlig magt i denne organisationsform for klassebevidsthed, som udtrykker sig i aktioner, og den måtte de bekæmpe. Man undersøger forgæves de europæiske revolutioners historie i det 20. årh. for at finde et eksempel pa, at partiet havde ledelsen i en revolutionær situation: ved hver eneste lejlighed lå bevægelsen i hænderne på de spontant dannede aktionskomiteer, radene. Hvor partierne satte sig i spidsen for en bevægelse og identificerede sig med den, skete det kun for at svække dens virkning. Eksempler: den russiske- og den tyske revolution. Hverken socialdemokratiet eller bolschevikkerne kunne eller kan forestille sig en bevægelse, som de ikke selv kontrollerer. Bolschevikkerne har aldrig været andet end radikale socialdemokrater. I diskussionen om arbejderbevægelsens organisationsform, som Lenin og Rosa Luxemburg forbitret forte, har historien bestemt sig til fordel for Luxemburg. Erkendelsen af denne historiske kendsgerning kan utvivlsomt forsinkes af den potemkianske[24] russiske "socialisme" men historien selv rejser sig i Rosa Luxemburgs sted og hamrer med de skændigste nederlag i historien ind i hovedet pa arbejderne at revolutionen ikke er noget partianliggende, men et klasseanliggende. Lenins opfattelse af partiet, som Hook foler sig forpligtet over for, er specifik russisk, og den er fuldstændig uden betydning for det industrialiserede Europa og Amerika.
Når partiets diktatur - son naturnødvendigt forer til bureaukrati - var nødvendigt i Rusland, hvor rådssystemet kun kan forstås som en fase og ikke som en realitet pa grund af landets tilbageståenhed, så er dog de ægte råd den eneste form, som proletariatets diktatur i de udviklede lande kan manifestere sig i. Vægten af den revolutionære afgørelse må ligge hos masserne, ikke hos partiet. Reformpartiet sluttede med Anden Internationales forræderi i den første verdenskrig. Det "revolutionære Socialdemokrati". Lenins parti, Tredie Internationale, fik sin vanærende afslutning i sammenstødet med fascismen. Kapitalismens handlinger demaskerede den pseudokamp, som denne organisation førte. Afslutningen på Tredie Internationale kunne man se allerede i 1920. da de revolutionære blev ekskluderet, fordi man ikke ville miste tilslutning fra bastarden USPD (uafhængige socialister) og de andre halvreformistiske massepartier. Kampen mod den parlamentariske kretinisme, der blev fort med en forstilt hårdhed af den "revolutionære parlamentarisme", endte i en "revolutionær-parlamentarisk kretinisme", der i sin iver for at afværge aktioner skrev på sine faner: "Ikke Hitler - Thälmann vil give jer mad og arbejde! Giv fascismen svar på tiltale den 5. marts! Vælg kommunister!" Hvilket parti mener Hook, når han taler om partiet som en nødvendighed? Tænker han på trotskisternes klovnerier, der i samme andedrag kræver den permanente revolution og langfristede kreditter til Rusland, eller pa Brandler-folkene, der troede i deres politiske klogt, at proletariatets diktatur var muligt indenfor Weimar-forfatningens rammer? Hook taler ganske vist (i sin bog) om partiet som abstraktion, men han mener dog hele tiden Lenins parti, som indeholder og udvikler alt det, som forte til oplosningen af arbejderpartiet i dets hidtidige form, uden derved at fore til en virkelig arbejderbevægelse.
Partiet må nu gore noget andet end at hindre udviklingen af masseinitiativ. Det har ikke åbenbaret sig som et redskab for revolutionen: det har derimod påtvunget bevægelsen sin vilje. Identifikationen af parti med revolution har ført til masseorganisation for enhver pris, thi partiet måtte nu træde i stedet for massebevægelsen. I bedste fald er partiet ikke mere end et redskab for revolutionen, det er ikke revolutionen selv.
Den mekanicistiske opfattelse af den dialektiske materialisme, som Lenin har doceret, og som Hook overtager i forskellige sammenhænge i sin bog - er en opfattelse, som ikke så mere i bevidstheden, end at den var en refleksion af den ydre verden, og den medførte en undervurdering af spontaneitetens rolle i historien. Når Hook forkaster Lenins mekanicisme, så undgår han dog ikke den fejl, som denne mekanicisme giver anledning til - f.eks. forkastelse af spontaneiteten. Lenin havde ligesom Kautsky den opfattelse, "at ikke proletariatet, men den borgerlige intelligens må betragtes som eksponent for videnskab".[25a] For Kautsky er den socialistiske bevidsthed ikke identisk med proletariatet; den må bibringes arbejderne udefra. Dette er partiets opgave i kautskyansk betydning. For Marx er klassekampen imidlertid identisk med klassebevidstheden. Det kunne hverken Kautsky eller hans elev Lenin fatte. Lenin skriver i det polemiske skrift "Hvad må der gores?":
"Vi sagde, at der ikke kunne være nogen socialdemokratisk bevidsthed hos arbejderne. Den kan kun bibringes udefra.
Alle landes historier er vidnesbyrd om, at arbejderklassen, når den holder sig udelukkende til sine egne kræfter kun er i stand til at udforme en trade-unionistisk bevidsthed, d.v.s. overbevisningen om nødvendigheden af at slutte sig sammen i fagforeninger, føre kamp mod arbejdsgiverne, formå regeringerne til at udstede disse eller hine love, der er nødvendige for arbejderne o.s.v. Socialismens lære derimod er vokset ud af de filosofiske, historiske og økonomiske teorier, der er blevet udarbejdet af dannede repræsentanter for de besiddende klasser, intelligensen."[25b]
Den samlede arbejderbevægelse har indtil idag identificeret bevidstheden med den socialistiske ideologi. Når altså den organisation, der blev betragtet som organiseret ideologi, voksede, så betød det, at klassebevidstheden styrkedes. Partiet var udtryk for klassebevidsthedens styrke. Revolutionens tempo var tempoet for partiets succes. Naturligvis var relationerne bestemt af den beredvillighed, hvormed masserne akcepterede partipropagandaen, men masserne selv var uden propaganda ude af stand til at føre en ægte bevægelse. Revolutionen afhang af den rigtige propaganda. Denne var igen afhængig af partiledelsen, og denne af lederens geni. Og således var historien, selv om det skete ad omveje, i sidste ende dog "store mænds" værk.
I hvor høj grad denne borgerlige opfattelse af "Hvordan historie skabes" stadig dominerer arbejderbevægelsen, viser sig i de partikommunistiske forsvarsstrategers uforskammethed, hvis eneste svar på den revolutionære kritik i dag er påstanden om, at det tyske proletariats nederlag i 1933 ikke var andet end et mesterligt skaktræk fra professionelle revolutionære. Det partikommunistiske organ "Gegenangriff" skriver således den 15. august 1933 fra sit prager-eksil:
"Det er dumme hunde, som løber bagefter toget og tror, at de på den måde forfølger det. Imens sidder teoretikerne ved deres bord for at beregne togets hastighed i forhold til dets kulbeholdning og finder således ud af, i hvilket øjeblik det bedst kan afspores."
Ingen kritik, tak! - men tålmodighed; centralkomiteen skal nok klare den sag. Idag beregningerne, men imorgen - åh, imorgen ... I den mellemliggende periode bekræfter de store strateger hinandens storhed, og arbejderbevægelsen drukner i det parti-kommunistiske dumheds hav, hvis uhyre visdom har fundet et godt udtryk i kammerat Kaganovichs enfoldige ord:
"Verdenskommunismens fører, kammerat Stalin, Lenins bedste elev, er vor tids største materialistiske dialektiker."
Det er niveauet i den nuværende arbejderbevægelse, som i partiet ser selve revolutionen, og den er dermed degenereret til kontra-revolutionens stærkeste boldværk. At nævne Marx og Lenin sammen, som Hook gør det, når han siger: "Marx og Lenin indså, at hvis arbejderklassen blev overladt til sig selv, ville den aldrig udvikle en socialistisk filosofi," er måske retfærdigt over for Lenin, men ikke over for Marx. For Marx er proletariatet filosofiens virkeliggørelse; proletariatets eksistens, dets livsfornødenheder, dets kampe, uden hensyn til de ideologiske nulliteter - det er levende marxisme.
Hvor meget Hook end betoner, "klassemodsætningen kan kun udvikle sig til revolutionær bevidsthed under et revolutionært partis ledelse," hvormed han mener, at han har ydet retfærdighed mod klassebevidsthedens rolle i historien; hvis han tror, at han dermed har forsynet spontanitetsteorien med etiketten mekanicisme, så har han gjort det med Kautskys og Lenins mekanicisme og deler således deres udialektiske opfattelse af marxismen - en opfattelse, som er klart udialektisk netop i sin forkastelse af spontanitetsteorien.
På samme udialektiske og absolutte måde, som Hook nærmer sig partispørgsmålet på, behandler han alle andre spørgsmål, der beskæftiger sig med bevidstheden. Vi kunne, udelukkende for eksemplets skyld, se på parlamentarismen. Hook skriver (s. 302):
"Overalt må der føres en kamp for den almindelige valgret ... ikke fordi den forandrer kapitalens diktatur, men fordi den eliminerer forvirrende problemer og får ejendomsspørgsmålet til at træde klart i forgrunden."
Faktisk eliminerer parlamentarismen i en bestemt periode ikke blot mange problemer, men den skaber også nye illusioner, som under andre historiske forhold vender sig fuldstændigt mod proletariatet. Hvis den almindelige valgret engang var proletariatets politiske kampråb, så kan dette krav på nuværende tidspunkt være fuldstændigt meningsløst - og det er det også. Hvis kampen for stemmeret engang var en politisk kamp, så er den i dag blevet en pseudo-kamp, som udelukkende afleder opmærksomheden fra den virkelige kamp. Hvis allerede den gamle arbejderbevægelse gik til bunds i den parlamentariske kretinisme, så er det aktuelle krav om parlamentarisk aktivitet en forbrydelse. Vor tids krav er en ansporing af masseinitiativet og arbejdernes direkte aktioner - et krav, som ved parlamentarisk aktivitet bliver dirigeret om i harmløse kanaler. Parlamentarisme - den "revolutionære sort" indbefattet - er klasseforrædderi. Og vi behøver ikke at blive henvist til Marx: marxismen ville ikke være nogen marxisme, hvis arbejderbevægelsens opgave idag i alle detaljer var den samme som på Marx og Engels tid.
Vi kan sige sammenfattende om Hooks bog, at den i sammenligning med den hidtidige embryonale marxisme i De forenede Stater utvivlsomt må betragtes som et fremskridt. Den er fuldtud egnet til at danne udgangspunkt for en ny og meget nødvendig diskussion med det formål at skabe indholdet i den nye arbejderbevægelse, som er ved at danne sig. I modsætning til den kautskyanske skoles "ortodoksi" fremhæver Hook med rette det aktive element som det væsentligste. Men hvad revolutionær bevidsthed virkelig er - det er det hele bogen drejer sig om - det kan Hook kun forklare på kautskyansk måde. Klassebevidstheden er for Hook, til trods for alle hans anstrengelser, absolut ikke andet end ideologi. Hos Marx derimod er proletariatets eksistens samtidig den proletariske revolutionære klassebevidstheds eksistens, thi proletariatet kan og må handle i overensstemmelse med marxismen ud fra dets samfundsmæssige behov; men for Hook er denne bevidsthed allerede blevet ideologi, partiet, som er det vigtigste punkt i hans fremstilling af revolutionen. Han opgiver dermed sit eget udgangspunkt, det dialektiske hele, og falder mod sin vilje tilbage i idealismen. Ganske vist tager Hook sammen med Lenin et skridt bort fra den kautskyanske skoles "ortodoksi", men kun for at standse ved en ny udgave af "ortodoksien". Det er imidlertid nødvendigt at fuldende det halve skridt, Lenin tog. Til det formal var først og fremmest Tredie Internationales sammenbrud påkrævet. Men at søge tilflugt til Lenins historisk forældede standpunkt, som Hook gør, er det samme som at stoppe pa halvvejen. Når alt kommer til alt gælder det, som Karl Korsch så beundringsværdigt har udtrykt i sin bog "Marxisme og filosofi":
"I den grundlæggende diskussion om den nutidige marxismes hele situation vil der, på trods af alle sekundære og forbigående ubetydelige stridigheder, i alle de store spørgsmål kun være Karl Kautskys gamle marx-ortodoksi og den nye marx-ortodoksi, den russiske eller 'leninistiske' marxisme pa den ene side, mens alle kritiske og progressive tendenser i den nuværende arbejderbevægelse vil stå på den anden side."[26]
"Ortodoks marxisme", skriver Georg Lukács i sin bog "Historie og klassebevidsthed" (og vi mener med rette), "betyder ikke en kritikløs akcept af resultaterne i Marx' forskning, betyder ikke en 'tro' på denne eller hin tese, ikke eksegesen af en 'hellig' bog. Ortodoksi marxismens spørgsmål refererer udelukkende til metoden. Den er den videnskabelige overbevisning, ... at denne metode kun kan udbygges, videreføres og uddybes i grundlæggerens and. Alle forsøg pa at sætte sig ud over den eller 'forbedre' den, har kun fort til og matte kun føre til forfladigelse, trivialitet og eklekticisme."[27] Men selv om de resultater, som er opnået med den marxske metode kan vurderes ganske forskelligt, så støtter de fleste forskere sig dog næsten udelukkende, efter hvad de selv forsikrer, til den dialektiske materialisme. Metoden bliver hyppigt underordnet fortolkningen, ligesom et værktøj kan bruges af forskellige mennesker til forskellige formål. Og så opstår der faktisk en tilbøjelighed til, som det er blevet vist af H. Simpson,[28] at betegne den dialektiske metode som et "værktøj for giganter", der kan håndteres bedre af den ene, dårligere af den anden, og denne omstændighed bliver opfattet som et bevis på dens revolutionære storhed. Denne "respektfulde" holdning overser imidlertid ganske den kendsgerning, at den dialektiske metode kun er den reale, konkrete udvikling, som bliver optaget af og delvis bestemt af bevidstheden. Processen, som finder sted, er blevet forstået, og man griber ind i processen som en følge af denne forståelse.
Som den almene menneskelige udvikling skrider frem, far bevidsthedens rolle stadig større betydning. Pa et højere trin af udviklingen forhindrer de kapitalistiske produktionsrelationer imidlertid produktivkræfternes videre udvikling, ligesom de også hindrer den fulde anvendelse af bevidste faktorer i den samfundsmæssige proces. Men til slut vil bevidstheden ikke desto mindre hævde sig, og det kan den kun gore under disse betingelser, hvis den bliver konkret. Menneskene handler af nødvendighed, hvor de under frie forhold ville have handlet af egen fri vilje. Ligesom produktivkræfterne (hvis de bliver hæmmet af produktionsrelationerne) vil hævde sig eruptivt ad revolutionære kanaler, vil bevidstheden også gore det. Den dialektiske materialisme stiller ikke evolution og revolution overfor hinanden, uden at erkende deres enhed samtidig. Enhver evolution forvandler sig til revolution, og alle revolutioner har evolutionære faser. Det er helt selvfølgeligt for marxismen, at bevidstheden kan manifestere sig på talrige måder. Det man betegner som bevidsthed i perioder med fredelig udvikling, har intet at gore med den klassebevidsthed, som masserne er opfyldt af i revolutionære perioder, skønt den ene er en forudsætning for den anden, og man kan ikke adskille dem fra hinanden uden at erkende deres enhed på samme tid.
Ligesom bytterelationer i kapitalismen, også selvom den kun er en relation mellem personer og ikke nogen håndgribelig ting, udfylder helt konkrete funktioner, objektiverer sig, så bliver den i revolutionære situationer alternativet (som for den store masse er noget meget realistisk) kommunisme eller barbari en aktiv praksis, som var denne aktivitet sprunget direkte ud af bevidstheden. Når relationer bliver objektiverede, tingsliggjorte og kan antage håndgribelig form, så kan omvendt også ting blive forvandlet til relationer. Den realistiske situation bliver en revolutionær relation, der som en sådan opfylder dem og driver dem frem; også selv om de ikke intellektuelt kan forstå begivenhedernes sammenhæng. Det er udelukkende af den grund, at hint andet ordsprog er retfærdiggjort: "I begyndelsen var dåden!" Masseopstanden, uden hvilken en revolutionær omvæltning er umulig, kan ikke udvikles ud fra "intellekt-bevidstheden": de kapitalistiske livsrelationer udelukker denne mulighed, thi bevidstheden er i sidste instans kun den bestående praksis' bevidsthed. Masserne kan ikke "opdrages" til at blive bevidste revolutionære; og dog tvinger den materielle nødvendighed i deres liv dem til at handle, som havde de fået en revolutionær uddannelse: de bliver "handlings-bevidste". Deres livsfornødenheder må bruge den revolutionære mulighed som udtryksmiddel, og her har, for at bruge et af Engels' udtryk, en eneste dags revolution mere vægt end tyve års politisk opdragelse.
Det er ikke nogen hemmelighed for den, der har deltaget direkte i en revolutionær opstand. I kampen bliver ofte de ideologisk tilbagestående arbejdere de revolutionære, som kæmper mest bittert, ikke fordi de har ændret sig i ideologisk henseende i løbet af en nat, men fordi de ikke kunne gøre andet, for ellers var de blevet mejet ned alene på grund af, at de var arbejdere. De bliver nødt til at forsvare sig, ikke fordi de kan lide at kæmpe, men fordi de "vil leve". Hos de kæmpende arbejdere i den røde hær i Ruhrdistriktet var det umuligt at bedømme, hvem der var streng katolik eller bevidst kommunist. Opstanden ophævede disse forskelle. Og dette gælder ikke blot for Ruhrdistriktet. En revolutionshistorie uden den navnløse masse som "helten" er ikke en historie om revolutionen.
Men når den virkelige klassekamp overtager bevidsthedens funktion, så betyder det ikke, at bevidstheden ikke også vil være i stand til at udtrykke sig som bevidsthed (tænkning). Tværtimod. Den bliver konkret for at kunne agere som bevidsthed, ligesom de virkelige livsrelationer under kapitalismen gør sig gældende i deres virkelighed, selv om det sker over markedet. Den af værdidannelsen betingede omvej forklarer den økonomiske mekanismes misfunktion og revolutionens nødvendighed. Alene af den grund skaber menneskene ikke, som Marx udtrykker det, deres historie på en gang; forholdene, i denne sammenhæng de kapitalistiske, tvinger dem til aktioner, der er rettet mod overvindelsen af denne tvang. I denne sammenhæng må det desuden påpeges, at massernes bevægelse er noget andet end det, den enkelte kan begribe, da hans forståelse delvis er bestemt af hans individuelle situation. En gruppes bevægelse er af samme årsag ikke lig med massens bevægelse. Enhver gruppe har, alene på grund af størrelsen, forskellige love for selv-bevægelse og reagerer forskelligt pa ydre påvirkninger. Individets som gruppens vilje og bevidsthed er ikke i stand til at bedømme og erkende massens bevægelse på rette måde. Individet og gruppen lader sig ligeså lidt identificere med den revolutionære bevægelse som et glas vand med oceanet. "Lederen" og "partiet" kan, fordi de har den stilling, kun forsøge at begribe og bestemme den revolutionære bevægelse i forhold til sig selv, men ikke desto mindre følger denne bevægelse sine egne love. At få indflydelse på bevægelsen er kun muligt for den enkelte og gruppen, hvis de underkaster sig disse lov. Kun hvis de følger dem, og ikke arbejder på at få tilhængere, kan de gælde som befordrere af bevægelsen. Det betyder ikke (for at anvende et af Lenins udtryk, som han brugte til at betegne en tendens, han bekæmpede) at partiet skal være revolutionens "hale", men det skal forsøge at arbejde ud fra revolutionen, og ikke ud fra et partistandpunkt; to standpunkter, der nødvendigvis er forskellige. Dette kan naturligvis lykkes til fuldkommenhed for partiet, men den måde som det formår at nærme sig revolutionens standpunkt på, kan tjene som målestok for dets revolutionære værdi. Hvis partiet ikke tager sig selv som udgangspunkt, så implicerer dette allerede den erkendelse, at den dialektiske metode, som er afledt af virkeligheden, er den teoretiske afbildning af virkeligheden, og den kan kun anvendes, fordi den person, som gør brug af den, selv er underkastet denne. Men den mest tilbagestående arbejder er underkastet den dialektiske bevægelse på nøjagtig samme måde som hr. Simpsons "gigant"; den førstnævnte er nødt til at gøre, hvad den sidstnævnte ikke blot må gøre, men også vil gøre. Da revolutionens dialektiske bevægelse er af samfundsmæssig art, kan kun de manges nødvendighed, og ikke de enkeltes vilje betragtes som virkelig bevidsthed. Faktisk udelukker vore dages forhold fuldstændig muligheden for en samfundsmæssig vilje. Det samfundsmæssige udtryk for viljen bliver kun opnået ved hjælp af den samfundsmæssige nødvendighed. En misforståelse af den dialektiske metode er derfor en misforståelse af den virkelige bevægelse selv, selv om det ikke berører bevægelsen på nogen måde. Det er også klart, at Simpsons "gigant" under visse omstændigheder kan befordre bevægelsen, men han er ikke afgørende for den.
En ortodoks marxist må forkaste den kautskyanske og den leninistiske skoles "ortodoksi". Hook bekæmper disse skolers dogmatisme.[29] men han kan ikke erkende, at denne "dogmatisme" kun kan bekæmpes tid fra et ortodokst standpunkt. Socialdemokratiets og bolschevikkemes pseudoortodoksi har intet at gore med ortodoks marxisme. Tidligere mødte man den kautskyanske "ortodoksi" med sloganet "Med Lenin tilbage til Marx". I dag må man vende sig mod Lenin med det ortodokse slogan "Tilbage til Marx" Hverken Kautsky eller Lenin så andet end et nyttigt værktøj i den dialektiske metode. De diskuterede brugen af den. Forskellen mellem dem er udelukkende af taktisk natur. Med dialektikkens våben ville begge skabe historie for proletariatet. Tanken om, at de selv kunne spille rollen som værktøj, var fuldstændig fremmed for dem: som "dialektikkens giganter" identificerede de sig med selve den dialektiske samfundsmæssige bevægelse, og de matte derfor hindre den virkelig revolutionære bevægelse i samme grad, som de styrkede deres egen position. Jo mere de gjorde for sig selv, des mindre opnåede de på revolutionens vegne, for styrken af deres indflydelse var afhængig af en afmatning af massernes initiativ. De matte bringes under kontrol, så de kunne styres. Hvis kirken (uden at det var sagt eksplicit) var organisationsmodellen for Kautsky, så var fabrikken Lenins organisationsmodel efter eget udsagn. Enheden mellem teori og praksis var for dem kun den blotte forening af "leder og masse", organisation fra toppen og nedefter, befaling og lydighed, generalstab og hær. De borgerlige organisationsprincipper skulle også tjene de proletariske formal.
Enheden mellem teori og praksis bliver dog kun skabt af selve den revolutionære aktion; men under kapitalistiske forhold kan den kun opnås ved hjælp af revolutionære, eruptive midler, ikke ved "klog politik", som garanterer en harmoni mellem lederne og dem, som bliver ledt. En sådan aktion kan kun fremmes eller hæmmes; den kan hverken fremkaldes eller forhindres, fordi den afhænger af økonomiske bevægelser, og disse er endnu ikke underordnet den menneskelige vilje og intelligens. Den gamle arbejderbevægelse forstod ved klassebevidsthed ikke andet end den egne indsigt i den historiske proces. Partiet var alt, bevægelsen var kun synlig gennem partiet. Pa denne made opstod i klassekampen mellem kapital og arbejde - for så vidt denne kamp var underordnet partiet - kampe mellem forskellige grupper om herredømmet over arbejderne.
Der er intet bedre bevis for rigtigheden af den marxske metode end den amputation, som marxismen har været ude for. Epigoneriet belyser den kapitalistiske udvikling, og denne udvikling leverer omvendt forklaringen pa epigoneriet. Med andre ord: de forskellige epigonære skoler eller revisionismen kan man fore tilbage til de forskellige stadier i kapitalismens udvikling. Den "originale" marxisme har overlevet sine degenererede horn, og i denne originale marxismes navn er den revolutionære bevægelse idag tvunget til en nyorientering, pa basis af en ortodoks fastholdelse af den marxistiske metode. "Misforståelsen" af den dialektiske metode, som pseudo-marxisterne forårsagede, viste sig vel ikke mere klart end i, at man opgav den marxistiske teori om akkumulation og sammenbrud. Revisionisterne pralede af, at de havde forkastet denne teori, og datidens "ortodokse" marxister foretog sig intet for at forsvare den. "Misforståelsen" fik yderligere udtryk i adskillelsen af den marxistiske filosofi fra økonomien. Der var og er marxister, som "specialiserer" sig i det ene eller det andet, og de forstår ikke, at de økonomiske love er dialektiske F.eks. kan den, der opgiver Marx' teori om sammenbruddet, ikke samtidig holde fast ved den dialektiske metode; og enhver, der akcepterer den dialektiske materialisme "filosofisk", kan ikke gore andet end at begribe det nuværende samfunds dialektiske bevægelse som en bevægelse mod sammenbrud.
Kapitalismens verdensomspændende krise matte først blive til virkelighed, for problemet om sammenbrud kunne stilles i centrum for diskussionen, og kampen om den marxistiske dialektik fornys. Det er nu ikke så meget teorien, som det er virkeligheden, der sorger for marxismens videre udvikling. Idag er denne videreudvikling sandt at sige kun en rekonstruktion at den oprindelige marxisme, som er ved at blive befriet for epigoneriets snavs. Det er blevet klart, at de "marxistiske" abstraktioner var mere virkelige end epigonernes "realistiske" forsøg pa at supplere dem, give dem "kod og blod", fuldende "torsoen", etc. Imidlertid har Kautsky fuldstændig forkastet den marxistiske dialektik, og Lenin anbefalede kort for sin død at genoptage studiet at Hegel og problemerne omkring dialektikken. 50 års "marxistisk teori" havde den mest håbløse forvirring som resultat. De har ikke fremmet marxismen, men har kastet den tilbage til et stadium for dens begyndelsespunkt. Enhver virkelig ortodoksi er de marxistiske "efterfølgere" hundrede gange mere overlegen. Marxismen som revolutionær teori stod i modsætning til arbejderbevægelsen, som udviklede sig i kapitalismens opgangsperiode, og den blev derfor modificeret af bevægelsen i overensstemmelse med dennes behov: denne modifikation blev så forvekslet med det væsentlige indhold.
Det er ikke berettiget at betragte sig som repræsentant for et progressivt standpunkt, blot fordi man ikke er enig med epigonerne, eller fordi man har andre meninger om dette eller hint spørgsmål. Man må afvise socialdemokratismen og bolschevismen, såvel som alle deres aflæggere, for at stille sig på et marxistisk grundlag.
Men skønt Hook vil fornye marxismen ved at bringe forskellige "dogmer" til fald, har han ikke bekæmpet amputationerne af marxismen i den kamp, men han har i sin iver afskaffet marxismen. Det, han angiver som "dogmatisme", er ikke blevet angrebet her for første gang; råbet "dogmatisme" er altid blevet anvendt som politisk argument mod de radikale strømninger i arbejderbevægelsen. De samme argumenter. Hook nu bruger mod den "officielle" kommunistiske bevægelses "dogmatisme", slyngede Lenin en gang mod den venstre-kommunistiske rådsbevægelse, som ikke var villig til at ofre verdensrevolutionen for den russiske statskapitalismes skyld. På et tidligere tidspunkt brugte socialdemokratiet de samme argumenter mod Lenin og den kommunistiske bevægelse i almindelighed. Den kamp mod dogmatismen, som er blevet fort indtil nu, har udelukkende indskrænket sig til en kamp mod de radikale tendenser i arbejderbevægelsen, tendenser, som begyndte at true de allerede etablerede organisationer og deres ledere pa en farlig made. Forkrigsdebatten inden for socialdemokratiet, som var rettet mod den revolutionære opposition, socialdemokratiets argumenter imod bolschevikkerne, Lenins formaninger overfor rådskommunisterne, og nu Hooks kamp mod "dogmatismen", er ikke til at skelne fra hinanden. Alle blev beskyldt for dogmatisme: socialdemokratiet, sålænge det havde revolutionær karakter, bolschevikkerne, sålænge de var revolutionære, og rådsbevægelsen, fordi den var vendt mod partiernes selvtilstrækkelighed. Alle ideologiske standpunkter mod den radikale bevægelse (Hooks inklusive) skete under dække af en kamp mod dogmatismen. Socialdemokraten Curt Geyer har givet det bedste udtryk for dene fælles karakter, og hans argumenter ligner Hooks indtil forveksling. Geyer skriver:
"De (radikalismens forfattere) gjorde den fejl, at de forvekslede betingethed med nødvendighed, så de økonomiske og historiske lovmæssigheder, som de havde opstillet, for dem udelukkende var naturlove i ældre naturvidenskabelig forstand, som var givet a priori, og som regerede verden som et blindt virkende forsyn /.../ Deres historiefilosofi opviste et stærkt mekanicistisk træk. Proletariatets rolle som aktiv faktor i den historiske udvikling, menneskets rolle overhovedet, trådte stærkt tilbage i historien /.../ Radikalismens mekanicistiske historiefilosofi skyldtes på den ene side, at man afledte al historisk udvikling fra økonomien: på den anden side en teknologisk opfattelse af massens funktion i historien /.../ Radikalismen tilskriver altså massen den evne, at den instinktivt kan begribe en bestemt historisk situation og dennes funktion i den almene udvikling, og dermed den evne, at den instinktivt kan gribe handlende ind overfor den retning, som det samfundsmæssige fremskridt tager. Denne evne skyldes en mystisk klassebevidsthed, som styrer massens holdning og dermed historiens gang, en klassebevidsthed, som naturnødvendigt bliver frembragt af massernes klassesituation, ligesom virkning er et resultat af årsag. For radikalismen er denne klassebevidsthed ikke den enkeltes intellektuelle indsigt i den personlige samfundsmæssige situation eller en opfattelse, der bygger på en ganske bestemt synsvinkel i socialfilosofien, den er derimod et mystisk noget, som eksisterer udenfor klassemedlemmernes bevidsthedsindhold, og den kommer først frem under bestemte betingelser - nemlig nar det samfundsmæssige fremskridt kræver det - og netop dette er det teleologiske moment i denne opfattelse /.../ Ud fra sætningen, at massen altid har en rigtig fornemmelse for situationen, når radikalismen til den anden sætning, at massens aktion altid er i overensstemmelse med det samfundsmæssige fremskridt." [30]
Geyers beskyldning, om forveksling af betingethed og nødvendighed, er en tom frase. Betingethed forudsætter muligheden for afgørelse: ifølge Geyer, og også ifølge Hook kan man afgøre pa den ene eller den anden made efter behag. Hvornår og for hvad er efter deres mening ikke direkte afhængig af menneskene, mens om er det. Denne opfattelse forudsætter for den samfundsmæssige bevægelse tilstedeværelsen af en samfundsmæssig vilje, noget, som ikke eksisterer i et kapitalistisk samfund. Denne opfattelse sætter derfor den samfundsmæssige bevægelse i forbindelse med individets usikkerhed, hvad der naturligvis er nonsens. Men netop dette nonsens forklarer, hvorfor beskyldningen for mysticisme mod radikalismen (eller "dogmatismen") bliver halet frem ved nakkehårene, for det er åbenbart ikke muligt for folk med et sådant standpunkt at forestille sig andet end "intellekt-bevidsthed" eller i bedste fald tilstå andre instanser end lige netop "instinkter" en vis gyldighed. Geyers ovenstående kritik lader radikalismen stå uanfægtet; den påviser udelukkende svagheden hos de "kritikere", som ikke erkendte, at i kapitalismen er det ikke "viljen", men det viljeløse marked, som bestemmer menneskehedens skæbne. Det er ikke mennesket, som bestemmer i kapitalismen - og kun under disse omstændigheder er det muligt at tale om betingethed - men menneskets vilje, ligesom det samfundsmæssige liv er underkastet markedet fuldstændig; deres handlinger er nødvendige, de er påtvunget af markedsrelationen. Hvis de ophører med at tilpasse sig denne markedstvang ophører de med at eksistere, hvorved problemet naturligvis ophører med at eksistere for deres vedkommende. Markedsrelationens disorganisering, som sandt at sige er forårsaget af produktivkræfternes vækst og uden menneskets vilje som yderligere faktor, er ikke betinget, men nødvendig, fordi den ikke har noget at gore med viljen. Hvis revolutionen var afhængig af partiet, lederen, eller intellektbevidst heden, så var den ikke nødvendig, men betinget. Men Geyer lænker kun pa partiets og lederens vilje, nar han taler om menneskets aktive rolle i historien. Proletariatets rolle som aktiv faktor træder netop tydeligere frem, hvis man anerkender begrebet nødvendighed.
Samfundsmæssigt fremskridt er identisk med afskaffelse af lønarbejde. Derfor kan proletariatet, såsnart det handler for sig selv, ikke handle falsk, men naturnødvendigt i overensstemmelse med det samfundsmæssige fremskridt. At karakterisere dette som teleologi er en total misforståelse af lovene for økonomisk bevægelse. Proletariatets kamp for sin egen eksistens - ikke de revolutionæres ideologiske kamp indenfor proletariatet, men proletariatets kamp som sådan må fore til afskaffelse af lønarbejde og hermed sikres frigørelsen af produktivkræfterne, som kapitalismen har indskrænket. Netop den omstændighed, at arbejderne gør oprør for deres specifikt materielle interesser, gør dem til revolutionære og sætter dem i stand til at handle i overensstemmelse med det generelle samfundsmæssige fremskridt Denne opfattelse behøver ikke nogen mystisk klassebevidsthed, ligemeget fra hvilken side den skulle komme Gevers argument, som Hook sikkert deler, viser, at i kampen mod dogmatismen er det stadig kun den radikale bevægelse, som bliver gjort til skydeskive. Denne bevægelse er nødvendigvis selvtilstrækkelig og giver ikke efter for forskellige enkeltpersoners eller gruppers krav, og mener desuden helt bogstaveligt, at arbejdernes befrielse kun kan være resultatet af deres egne aktioner. Man kan desuden lægge mærke til, at den dogmatisme, som Hook tilskriver den "officielle" kommunistiske partibevægelse, kun bliver drevet videre der som et retorisk princip. I virkeligheden er det eneste princip tor den kommunistiske partibevægelse for at bruge et udtryk af Rosa Luxemburg om opportunismen i almindelighed "manglen pa principper". Hvis det kommunistiske parti skulle være så dogmatisk, som Hook helst vil tro, det er, kunne det maske stadigvæk betragtes som en revolutionær bevægelse, thi den "dogmatisme", som man bebrejder det, og som det ikke besidder, ville så ikke være andet end den første begyndelse til en revolutionær marxisme Den gamle arbejderbevægelse fra Noske til Trotskij har ingen forbindelse til marxismen, og den kan derfor heller ikke beskyldes for dogmatisme. Aldrig har nogen organisationer været mere udogmatiske, principløse, uortodokse, korrupte og opportunistiske end de to store strømninger indenfor arbejderbevægelsen og deres forskellige fløje, som nu horer fortiden til. Hvis man dommer disse organisationer efter det de gør, og ikke det, de siger, er det umuligt at linde noget spor af dogmatisme.
I den allerede nævnte artikel[31] har Hook glatvæk forkastet opfattelsen om kommunismens uundgåelighed og spontaneiteten. Ifølge Hook må man afvise "dogmet" om, at kommunismen er uundgåelig, fordi "det gør enhver aktivitet for kommunismen uforståelig", (s. 153) Hvis vi antager, at dette var tilfældet (og det er det ikke efter vor mening), så indeholder dette argument, ligesom de andre argumenter, Hook bruger, intet som kan modbevise opfattelsen af nødvendigheden at det samfundsmæssige fremskridt, som kun kan ske i kommunismens tegn. Hooks argument, når han afviser opfattelsen om nødvendigheden, er ligeså umulig at akceptere som en benægtelse af, at vand er vådt, blot fordi fugt er ubehagelig. Udsagnet om, at det såkaldte dogme "fornægter, at tænkning gør en eller anden forskel for slutresultatet", (s. 153) er et argument, Hook har opfundet: De, som forsvarer dette angivelige dogme, nærer ikke den ringeste tvivl om, hvad Hook anser for givet. I virkeligheden er det ikke nødvendigt for denne "dogmatisme" at bestride tænkningens bestemmende rolle sammen med andre faktorer, den afviser kun, at se den afgørende faktor i tænkningen. Opfattelsen af nødvendighed må nødvendigvis forkastes af Hook, fordi han går ud fra den antagelse, at det "er absurd (at tro), at arbejderklassen kan sejre uden fremmed hjælp." (s. 146) For Hook er det derfor kommunismens opgave, at "lede og opdrage dem (arbejderne) til den rigtige klassebevidsthed", (s. 146) Af samme grund har, som vi allerede har set, værditeorien ingen forudsigelsesevne for Hook. Kapitalens bevægelse på basis af værdien er imidlertid ikke andet end samfundets bevægelse, og kendskabet til den dialektiske metode er kun kendskabet til denne bevægelse. Hvis man afviser værditeoriens forudsigelsesevne, så afviser man samtidig den dialektiske metode. Hvis man følger kapitalens bevægelse og samtidig holder fast ved den dialektiske metode, ser man, at det påståede dogme, som her er på tale, ikke er andet end den realistiske erkendelse af kapitalens virkelige bevægelse.
I en artikel, som for nylig stod i "Zeitschrift für Sozialforschung", har Max Horkheimer behandlet problemet om forudsigelse i socialvidenskaberne og er kommet til konklusioner, som vi deler og ikke vil undlade at konfrontere med Hooks opfattelse.
"Indvendingen mod (at socialvidenskaberne udelukker forudsigelser)", skriver Horkheimer, "gælder kun specielle tilfælde og ikke principielt /.../ Der er store områder indenfor erkendelsen, hvor vi ikke blot kan sige: 'hvis disse betingelser er opfyldt vil dette ske', men, "disse er nu opfyldt, derfor indtræffer også den forventede begivenhed, uden at vor vilje var med i spillet' /.../ Det er forkert at sige, at forudsigelse kun er mulig, hvis opfyldelsen af de nødvendige betingelser afhænger af den person, som forudsiger, men forudsigelsen vil ikke desto mindre blive mere sandsynlig, jo mere de betingende forhold er afhængig af menneskenes vilje; d.v.s. jo mere den forudsagte effekt ikke er et produkt af den blinde natur, men resultatet af fornuftige beslutninger. Den måde, hvorpå vort samfund opretholder og fornyer sit liv ligner mere en naturmekanismes forløb end en meningsfuld handling /.../ Ja, man kan - med henblik på vort problem - formulere den lov, at med en stigende forandring af denne struktur, i betydningen ensartet planlægning og organisation (af det nuværende samfund. P.M.), vil forudsigelserne også få en højere grad af sikkerhed. Jo mere det samfundsmæssige liv mister karakteren af blind naturlov, og samfundet træffer foranstaltninger til at konstituere sig som fornuftigt subjekt, desto sikrere kan man forudsige de samfundsmæssige processer /.../ Muligheden for forudsigelse afhænger således ikke kun af metodens forfinelse og sociologernes skarpsindighed, men lige så meget af deres objekts udvikling: Af strukturforandringer i samfundet selv /.../ Og sociologernes anstrengelser for at komme til en eksakt forudsigelse vil så slå om i den politiske stræben efter en virkeliggørelse af et fornuftigt samfund."[32]
Den marxske abstraktion, som i første omgang lod det virkelige markedsproblem ude af betragtning og udelukkende henholdt sig til fordelingen af produktionsrelationerne mellem kapital og arbejde (produktionsmidler og arbejdskraft), og således forsømte den karakter af blind naturproces, som det samfundsmæssige liv har under kapitalismen, og holdt sig nøjagtigt til værdiloven, førte til den erkendelse, at det kapitalistiske system nødvendigvis må bryde sammen. På denne måde var det også muligt, på basis af den situation, som kapitalismen skabte i løbet af sin udvikling, at drage en slutning om revolutionens karakter og resultater. Det kapitalistiske samfund har fremmet produktivkræfterne i en sådan grad, at deres fuldstændige samfundsmæssiggørelse er uundgåelig, således at de kun kan fungere rigtigt under kommunistiske produktionsrelationer. Hvis sammenbruddet syntes uundgåeligt for Marx, så var samtidig også kommunismen uundgåelig. Hvis den nuværende bevægelse kun er mulig på basis af den forudgående, så kan vi også komme til konklusioner om arten af den fremtidige bevægelse. Om dette er muligt, afhænger af det niveau, som den nuværende bevægelse har nået, men denne overvejelse har altid begrænset gyldighed. Hvad der vil blive resultatet af et kommunistisk samfund, kan man ikke udtale sig om, før et sådant samfund virkelig er der: men hvad der vil blive af det kapitalistiske samfund er afsløret af dets egen materielle betingelser. Jo mere det kapitalistiske samfund udvikler sig og dermed samtidig bryder sammen, desto klarere bliver konturerne af det kommunistiske samfund. Mens Marx, der mest af alt hadede utopisterne, ikke kunne komme længere end til kapitalismens sammenbrud, er det idag muligt, midt i sammenbruddet, at skitsere bevægelseslovene for det kommunistiske samfund med samme grad af sikkerhed. En analyse af det kapitalistiske samfund, der implicerer en undersøgelse af dette samfunds indre udviklingslove, tillader på et videnskabeligt grundlag og med en akcept af værditeorien ikke nogen anden slutning, end at kommunismen er uundgåelig. Enhver, som har en fjendtlig holdning til dette "dogme" afslører kun sin manglende forståelse for økonomi, og han kan kun lukke sig ind i sig selv, ind i sin vilje og intelligens; kort sagt, han må blive hængende i bourgeoisiets ideologiske verden, og hans bevidsthed må nødvendigvis være uklar. Og netop af den grund må hans angreb mod "dogmatisme" og "mysticisme" blive stadig mere vilde, des mere han ligger under for den kapitalistiske magi. Det giver sig selv, at hvis man forkaster tanken om kommunismens uundgåelighed, forkaster man samtidig spontaneitetsteorien. Og faktisk opdager vi, at for Hook er "spontaneitetsdoktrinen", som siger, at arbejderklassens daglige erfaring spontant udvikler politisk klassebevidsthed, luende vanvid. Som vi allerede har set, er det for ham snarere den "opdragelse", som kommunisterne sørger for, der medfører den "rigtige" klassebevidsthed. Opdragelse bliver her stillet overfor erfaring, som om det ene ikke betingede det andet, som om begge ikke var to sider af samme proces. Også disse argumenter, i lighed med dem Hook fremfører overfor uundgåeligheden, er umotiverede. Selv om man ville anerkende dem på grundlag af uundgåeligheden, hvilken betydning ville de så have stillet overfor den kendsgerning, at trods disse argumenter havde alle virkelige revolutionære bevægelser spontan karakter, hvilket endog indbilskheden hos en Trotski må indrømme. Rosa Luxemburg har i sine skrifter mod socialdemokratiet og bolschevikkerne allerede bevist dette tilstrækkeligt, så det er overflødigt at berette om den nuværende revolutionære bevægelses historie. Det synes os mere vigtigt på forhånd at fjerne et argument, som hyppigt bliver fremført mod begrebet spontaneitet: nemlig, at selv ud fra spontaneitetsstandpunktet har masserne ofte vist deres utilstrækkelighed.
Hvorfor, bemærker disse kritikere ironisk, lykkedes det f.eks. ikke for masserne at forhindre etableringen af Hitler-diktaturet? Det er samme type spørgsmål, som bliver brugt mod sammenbrudsteorien: hvorfor er kapitalismen endnu ikke brudt sammen? I begge tilfælde drejer det sig udelukkende om en misforståelse af pågældende teorier. Den så hyppigt nævnte dialektiske formel om omslaget fra kvantitet til kvalitet, som nødvendigt er adskilt af udviklingsforløbet, giver også forklaringen på vort standpunkt, standpunktet hos dem, der anerkender spontaneitets- og sammenbrudsteorien. I begge tilfælde er det et spørgsmål om omslagsøjeblikket. Det er i virkeligheden et omslag, der til stadighed gentager sig i større målstok, og for at bruge et udtryk af Henry Grossmann "enhver krise er et sammenbrudsfænomen og det endelige sammenbrud er den uløselige krise". Teorien om sammenbrud er ikke baseret på nogen automatisk proces, ligesom spontaneitetsbegrebet ikke hviler på det mystiske grundlag, at masserne vil revoltere på et eller andet tilfældigt tidspunkt. Sammenbrud og spontaneitet må begge udelukkende betragtes ud fra standpunktet om omslaget fra kvantitet til kvalitet.
Hvorfor kan systemet overvinde krisen, når enhver krise er et mindre sammenbrud? Ganske simpelt fordi de tendenser, som rettes mod sammenbruddet - tendenser, som opstår af situationens realitet - endnu ikke er udtømt. Når de er udtømt i relation til akkumulationens yderligere behov, kan krisen ikke længere overvindes og forer nødvendigvis til sammenbrud. Det samme gælder for massebevægelsen, som er forbundet med denne proces. Sålænge modtendenserne mod revolutionen er stærke nok, kan massernes spontane bevægelse ikke sætte sig igennem. Den vil i virkeligheden vise en sådan svaghed, at man får det indtryk, at den aldrig vil få en større betydning end på nuværende tidspunkt, og den derfor må støtte sig (for naturligvis fornægter ingen spontaneitetsfaktoren fuldstændig) til partiet, som deler og styrer denne spontane faktor, ligesom alle andre faktorer, i revolutionens interesse. Kun fordi de økonomiske tendenser, som blev rettet imod massernes spontane aktioner, var så stærke, kunne de faktiske handlinger fremtræde, som var de bevidst fremkaldt. De få virkelige revolutionære bevægelser, som f.eks. Tyskland kan henvise til, opstod mod de forskellige partiers vilje, endog mod det kommunistiske partis vilje. (Sammenlign, som klassisk eksempel, Martsbevægelsen fra 1921.) Nar det kommunistiske parti deltog i disse aktioner, så skete det kun, fordi det ikke havde noget andet valg - i ikke et eneste tilfælde opstod de på initiativ fra dette parti - initiativerne kom hele tiden fra masserne selv. Først da partiet på grund af sin størrelse var blevet afgørende, kunne det nægte at følge masseinitiativets tvang - og det forhindrede dem faktisk, skønt det derved nødvendigvis måtte bryde sammen som parti.
Først efter en enorm anvendelse af "partiopdragelse" kunne masserne blive afgørende slået for mange år fremefter. Hvordan ville man ellers forklare, at massernes klassebevidsthed aftog kontinuerligt med partiernes vækst og indflydelse. Hvordan ville man ellers forklare, at selv i Rusland, hvor det revolutionære parti "kunne læsses på en høvogn", var det arbejderne og bønderne, som gennemførte revolutionen, uden at være blevet "opdraget"? Ja, at de endog gennemførte revolutionen med større grundighed der, hvor "opdragerne" fuldstændig manglede.
Masserne, som tog skridt til ekspropriation af fabrikkerne mod bolschevikkernes vilje, tvang Lenin til at give parolen om nationalisering. Der er ingen, som kan nægte dette uden at forfalske historien. Det var ikke dæmagogen Hitler, som ødelagde det tyske kommunistparti og socialdemokratiet, men det var masserne selv, dels på grund af deres aktivitet og dels på grund af deres manglende aktivitet. Disse partier havde nået en uholdbar position: de repræsenterede ikke arbejdernes interesser, og de var ikke i stand til at tilpasse sig bourgoisiets interesser i tilstrækkelig grad. Dette bourgoisi, som ikke kunne forbinde sine imperialistiske interesser med Moskva-bourgeoisiets, behøvede en kortfristet og hurtig igangsættelse af den militære oprustning, og den kunne ikke sikres af den traditionsbundne "arbejderbevægelse". Det viste sig, at disse partiers rolle var den rolle, som bourgeoisiet tillod dem at spille. Den kendsgerning, at de spontane bevægelser ofte er umærkelige, er intet bevis på, at de ikke eksisterer. Ganske vist kan floden standses af en dæmning, men dæmningen kan ikke fjerne den. Hvor længe floden kan opdæmmes, afhænger af de midler dæmningsbyggerne har til rådighed. Grænserne for disse midler er kendte under kapitalismen. Den spontane masseopstand vil skylle alle dæmninger bort.
Hooks forestilling om, at spontaneitetsteorien kan og bliver brugs som "en retfærdiggørelse af skisma og splittelsespolitik" (s. 154) er uforståelig. Som om splittelsen var et resultat af splittelsesmagernes vilje og ikke organisationernes beskaffenhed indenfor det kapitalistiske samfund. Hvis vi et øjeblik lader denne faktor ligge - hvad ville der så blive af Hooks forestilling om den proletariske revolution, hvos det i mellemtiden er blevet umuligt at opbygge indflydelsesrige partier, som er "afgørende" i klassekampen? Hvad ville der blive af revolutionen, hvis det er lykkedes for den herskende klasse at udrydde alle "giganter" - ledere, partier, kommunistisk opdragelse etc. - og for altid fratage dem muligheden for at udøve deres funktion? Ud fra Hooks standpunkt ville det eneste svar være, at der ganske simpelt ikke ville finde nogen revolution sted. Revolutionen er derfor i sidste ende - hvor morsomt det end kan lyde - afhængig af bourgeoisiets demokratiske eftergivenhed. Ligesom hr. G.D.H. Cole f.eks. mener, at muligheden for socialisme er blevet mindre på grund af den kapitalistiske krise, og at socialismen udvikler sig bedre under kapitalistisk prosperitet, så mener Hook, selv om han ikke medgiver det, at eksistensen af demokratiet er forudsætningen for den proletariske revolution. (Det giver sig selv, at den illegale arbejderbevægelse ikke har nogen plads i Hooks opfattelse af partiet.) For Hook og Cole er det intellektbevidstheden, som det lykkes at overbevise verden, eller i det mindste en overvejende del af arbejderne, om socialismens velsignelser og revolutionens skønhed, og derfor er begge dele "ønskede". Denne skolemesteragtige holdning kan måske passe til et politisk kursus, men set i relation til revolutionen kan den dog kun virke komisk.
Marx' analyse af de kapitalistiske akkumulationslove slutter med den proletariske revolution. Selvfølgelig eksisterer der ikke noget rent økonomisk problem for Marx. Længe før den kapitalistiske udvikling har nået det økonomiske endepunkt, som er teoretisk fikseret, vil masserne allerede have gjort en ende på systemet. Den cykliske krise forvandler sig til permanent krise, en fase, hvor kapitalismen kun kan sikre sin videre eksistens ved den permanente og absolutte forarmelse af proletariatet. Denne periode, en hel historisk fase, tvinger bourgeoisiet til permanent terror mod den arbejdende befolkning, fordi ethvert profitfald forårsaget af klassekampen drager systemet mere og mere i tvivl. Koncentrationsprocessen har også haft den virkning, at grundlaget for bourgeoisiets herredomme er blevet så lille, at en relativ gnidningsløs samfundsmæssig praksis kun er mulig ved hjælp af et utilsløret diktatur. Demokratiets endepunkt er nået. De arbejderorganisationer, som er betinget af demokratiet, forsvinder sammen med dette, i lighed med tale- og pressefrihed. Jo længere demokratiet består, desto voldsommere bliver terroren. Den kapitalistiske nødvendighed kan ikke afværges af demokratiet. Netop sikringen af det "formelle" demokrati fremtvinger kapitalismens fald, således at det kapitalistiske demokrati helt naturligt bliver et fortidigt anliggende. Afslutningen på demokratiet betyder afslutningen pa en arbejderbevægelse i Hooksk forstand; han kan ikke gøre andet end at vende sig desillusioneret bort fra arbejderne, som ikke hørte på ham i tide. Verdenshistorien står stille, fordi arbejderne ikke lod sig "opdrage". Men spontaneitetsbegrebet er også adækvat i denne situation. Den permanente krise skærper kampen i samme grad, som den bliver undertrykt. Zarismen forklarer ikke blot det sene udbrud af den russiske revolution, men også dens forunderlige og frygtelige styrke, trods mangelen på "opdragere" og mægtige organisationer. Aktionen var organisation på samme tid, de aktivt kæmpende var deres egne ledere. Hvem "omvendte" masserne til rådstanken? Blev den ikke snarere født af masserne selv? Først efter at rådene var dannet, blev de diskuteret af "opdragerne". Klassekampen er klassesamfundets bevægelse. Organisationer kan ødelægges, lederne myrdes, opdragelse kan forvandles til barbari; men klassekampen lader sig ikke bringe ud af verden undtagen ved at opløse alle klasser. Netop ødelæggelsen af de legale arbejderorganisationer beviser skærpelsen af klassekampen, skønt det ikke betyder, at de ødelagte partier havde revolutionær karakter.
Der findes ganske vist ikke noget fastlagt tidspunkt for revolution, selv om man anser revolutionen for uundgåelig, har man ikke på nogen måde udtalt sig om tidspunktet for dens begyndelse. Og ethvert argument gående ud på, at den fascistiske stat var uundgåelig, er vanvid og tjener udelukkende til at hemmeligholde Tredje Internationales forræderi. I 1918 var det f.eks. muligt for socialdemokratiet at kvæle rådsbevægelsen i arbejdernes blod. Det modsatte kunne ligeså godt have været tilfældet, og først senere blev det klart, hvorfor det første og ikke det sidste skete. "Tilfældigheds"- og "ledelses"-faktoren etc. er ubestridelig og skal heller ikke bestrides, men man må erkende deres grænser og vekslende rolle i den historiske proces. Det var muligt for det kommunistiske parti i 1923 at hindre masserne i en revolutionær opstand, men deres forsøg kunne ligeså godt have slået fejl. Revolutionen blev udsat, og kun udsat. Den kan også bryde for tidligt ud og hindre sit eget forløb. Men det er fuldstændig ligemeget, om det er tidligt eller sent, revolutionen - historiens drivkraft - sætter sig igennem med det kommunistiske samfund og bliver gennemført af arbejderne selv; thi historiens tidligere forløb har skabt en situation, som ikke tillader nogen anden losning, fordi denne løsning er identisk med de livsfornødenheder, som flertallet af menneskene har. Og den proletariske revolution vil, mens den forandrer verden, ikke undlade at opdrage "opdragerne".
[1*] Sidney Hook: "Towards the Understanding of Karl Marx". New York 1933.
Sidetal i parentes henviser til denne bog.
[1] K. Marx, F. Engels, Werke (MEW), Bd. 20, s. 447 f.; K. Marx og F. Engels udvalgte skrifter Bd. II, s. 78 f.
[2] K. Marx, Einleitung zur Kritik der politischen Ökonomie 1957, in: Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie, Berlin 1953, s. 27.
[3] Marx/Engels-Studienausgabe, udg. af I. Fetscher, Frankfurt 1968, s. 96.
[4] MEW 23. s. 89; Rhodos 1:1, s. 175.
[5] MEW 25. s. 828; Rhodos 3:4, s. 1055.
[6] MEW 13, s. 636.
[7] Marx til Kugelmann. 11.7.1868, MEW 32, s. 552 f; Tiden II, s. 462.
[8] MEW 25, s. 186; Rhodos 3:1, s. 229.
[9] K. Marx, Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie (Einleitung), in: Deutsch-Französische Jahrbücher, Paris 1844, MEW 1, s 386
[10] MEW 23, s. 27; Rhodos 1:1, s. 105.
[11] Engels til Marx, 13.2.1851, MEW Dritte Abteilung, Bd. I, s. 149.
[12] W.I. Lenin, Werke, Berling 1956 ff., Bd. 33, s. 31, 38, 39.
[13] Lenin, Werke, Bd. 22, s. 305.
[14] Lenin, Werke, Bd. 22, s. 209.
[15] Lenin, Werke, Bd. 25, s. 370.
[16] Bucharin på en regeringskonference i slutningen af 1925.
[17] Radek på Det russiske kommunistpartis 13. konference den 16 februar 1924.
[18] K. Marx, Briefe an Kugelmann, Berlin 1927, s. 98. De anførselstegn, som Marx sætter om "tilfældigheder", viser, i hvilken snæver betydning han vil, at de skal forstås. Ordet først mod slutningen af passagen understreger dette. (I Hooks tekst mangler dette ord.) Fremhævelserne stammer fra mig.
[19] Die Aufgaben der Sozialdemokratie in der Republik, Hilferding auf dem Parteitag zu Kiel. udg. af SPD's ledelse, Berlin, uden årstal, s. 2.
[20] MEW 20, s. 289
[21] W.I. Lenin, Aus dem philosophischen Nachlass, Berlin 1959, s. 89.
[22] MEW 25, s. 501: Rhodos 3:3, s. 636-637.
[23] Lenin, Werke, Bd. 3, s. 46.
[24] Potemkin var den forende minister under Katharina af Rusland. Nar zarinden foretog en rejse gennem provinserne, foranstaltede Potemkin, at landsbyerne pa hendes vej blev forsynet med kunstige facader, så hun kunne tro, at alt i hendes rige var mælk og honning. Ministerens navn er derfor blevet synonymt med "uægte".
[25a] W.I. Lenin, Was tun?, Berlin 1968, s. 68.
[25b] Ibid.
[26] K. Korsch, Marxismus und Philosophie, Frankfurt 1966, s. 33.
[27] G. Lukács, Geschichte und Klassenbewusstsein, Neuwied. 1970, s. 58 f.
[28] I: The New Republic, 28.2.1934.
[29] Jævnfør hans bog med hans artikel i aprilnummeret (1934) af Modern Monthly med titlen "Communism Without Dogmas".
[30] C. Geyer, Der Radikalismus in der deutschen Arbeiterbewegung, Jena 1923, s. 16-18.
[31] "Communism Without Dogmas" (sidetallene i parentes refererer til artiklen i The Modern Monthly).
[32] Zeitschrift für Sozialforschung, arg. II. hefte 3, Pans, s. 411.
Last updated on: 8.23.2009