Originaltitel: "Marxism and 'monopoly capital' "
Offentliggjort: i Progressive Labor No. 7/8, 1967
Oversættelse: Birgitta Gervig og Henning Vangsgård
Digitalisering: Jonas Holmgren
Forfatterne til "Monopolkapitalen", Paul A. Baran og Paul M. Sweezy, forsøger at overvinde den "marxistiske socialvidenskabs stagnation" ved at dreje opmærksomheden fra konkurrence- til monopolkapitalen. De mener, at den marxistiske kapitalanalyse "stadig forudsætter en konkurrenceøkonomi", men at denne imidlertid har gennemgået en kvalitativ forandring ved overgangen til monopolkapitalisme. De skriver, at Marx "ikke behandlede /.../ monopolerne som en væsentlig del af kapitalismen, men mere som en rest fra den feudale og merkantilistiske fortid, og at man burde se bort fra denne fortid, for at få det klarest mulige billede af kapitalismens grundstruktur og tendenser" (s. 4). De vil nu afhjælpe denne mangel ved at benytte Marx' egen "effektive analytiske metode".
Marx" analyse af kapitalismen bygger på arbejds- og merværditeorien. Baran og Sweezy siger imidlertid, at markedsforhold "væsentligst er prisforhold" og at "studiet både af monopolkapitalisme og konkurrencekapitalisme derfor må begynde med en undersøgelse af prisdannelsen" (s. 53). Ifølge Marx er prisforholdene afledt af værdiforhold, således at studiet af kapitalismen må begynde med værdirelationerne. Værdianalysen af kapitalismen ser bort fra konkurrencen, fordi summen af alle priser i samfundet som helhed ækvivalerer med totalværdien. I modsætning til hvad Baran og Sweezy påstår, bygger Marx' analyse ikke på konkurrence kapitalismen, men på det abstrakte begreb: totalkapitalen. Hvis dette begreb overhoved er gyldigt, så uden hensyn til den foreliggende kapitalstruktur (konkurrence, monopol eller begge).
Marx levede i en højt udviklet konkurrencekapitalisme og vidste, at priser og ikke værdier bestemmer markedsfænomenerne - selv om markedsfænomenerne selv begrænses af de sociale relationer, i form af værdirelationer. De deskriptive dele i "Kapitalen" behandler kapitalkonkurrencen og dens eliminering ved hjælp af konkurrence, dvs. styrede i stedet for konkurrerende priser og kapitalens centralisering og koncentration. Det Baran og Sweezy sandsynligvis mente med deres påstand om, at Marx forsømte monopolerne - dvs. en tendens til stagnation i stedet for til ekspansion - må være at Marx ikke brugte begrebet monopol i dets borgerlige forstand som modstykke til konkurrence. Hans teori om kapitalkonkurrence er samtidig en teori om monopoler, og i denne forstand bliver monopolerne ved med at konkurrere, da en monopolkapitalisme uden konkurrence implicerer enden på de markedsrelationer, som holder privatkapitalismen i live.
Naturligvis er konkurrencen større i kapitalismens blomstringstid end i dens tidlige eller sene faser. Marx gjorde opmærksom på, at "mens kapitalen endnu er svag, vil den bruge svundne tiders produktionsmåder som krykker. Så snart den føler sig stærk, smider den krykkerne væk, og bevæger sig efter sine egne love. Så snart den begynder at føle sig selv som en hæmsko for udvikling, og at blive sig dette bevidst, tar den tilflugt til adfærdsformer, der, idet de tilsyneladende fuldender kapitalens herredømme ved at tøjle den fri konkurrence, samtidig bebuder dens forfald og opløsningen af dens produktionsmåder".[1]
Monopolernes dominerende stilling er med andre ord karakteristisk for den kapitalistiske udviklings tidlige og sene faser. Skinnet bedrager, og kapitalismen befinder sig i sin nedgangsperiode, når monopolerne fjerner konkurrencen, i stedet for at selv være en af dens former.
Baran og Sweezy mener, at den postulerede "fundamentale strukturforandring", fra konkurrence- til monopolkapitalisme, kræver en forandring af de love, der er afledt af Marx "konkurrence-model", som f.eks. loven om den faldende profitrate. Men, jeg gentager, Marx kapitaldannelsesmodel forudsætter ikke konkurrence, men anvendelse af arbejdsværditeorien på akkumulationsprocessen. Selvom kapitalakkumulationen i øjeblikket er en konkurrenceproces, er det ikke konkurrencen, men de forskudte værdirelationer indenfor kapitalekspansionen, der bevirker den faldende profitrate.
Loven om den faldende profitrate går, ifølge Marx, ud på. at kapital, der investeres i produktionsmidler vokser hurtigere end kapital, der investeres i arbejdskraft. Da merværdi og merarbejdstid ækvivalerer, fører en reduktion af arbejdstiden i forhold til den voksende mængde uproduktiv kapital til et fald i profitraten, al den stund denne rate beregnes ud fra den samlede kapital, dvs. både ud fra den kapital, der investeres i produktionsmidler (konstant kapital) og ud fra den kapital, der investeres i arbejdskraft (variabel kapital). Profitratens tendens til fald er kun et andet udtryk for kapitalens akkumulation og arbejdets voksende produktivitet. Marx taler om en tendens til faldende profitrate, fordi de samme årsager, "som bevirker en absolut nedgang i merværdien og dermed i profitten på en given kapital og dermed også i den procentuelle profitrate, (frembringer) en vækst i den absolutte masse af den merværdi og dermed profit, som tilegnes af samfundskapitalen".[2]
For: "Mens hver bestemt del = 100 af den samfundsmæssige kapital og derfor hver kapital på 100 af samfundsmæssig gennemsnitssammensætning er en given størrelse, således at nedgang i profitraten her falder sammen med nedgang i profittens absolutte størrelse, netop fordi kapitalen, som profitten måles på, her er en konstant størrelse, så er derimod størrelsen af den samfundsmæssige totalkapital og af de enkelte kapitalisters kapital en variabel størrelse, /.../ som må variere i omvendt forhold til nedgangen i dens variable del".[3]
Uanset profitratens tendens til fald "(kan) antallet af de af kapitalen anvendte arbejdere, /.../, dermed den absolutte masse af det merarbejde, den opsuger, dermed massen af den merværdi, arbejdet producerer, dermed den absolutte masse af den profit, det producerer, /.../ altså vokse, og vokse progressivt, /.../ Dette ikke blot kan være tilfældet. Det må være tilfældet - bortset fra forbigående svingninger - på basis af den kapitalistiske produktion".[4]
Alt, hvad dette kræver, er, at "kapitalen må vokse i større proportion end profitraten falder".[5] Det er akkumulationsprocessen selv som ophæver den faldende profitrates praktiske, umiddelbare betydning.
Ifølge Marx viser akkumulationen sig imidlertid "for det første i forøgelse af merarbejdet, dvs. i afkortning af den nødvendige arbejdstid, der kræves til reproduktion af arbejdskraften. For det andet i nedgang i den mængde arbejdskraft (det antal arbejdere), der overhovedet anvendes for at sætte en given kapital i bevægelse".[6] Disse bevægelser betinger hinanden gensidigt og påvirker profitraten i hver sin retning. Samtidig med at merværdiraten stiger, falder antallet af arbejdere. "I den udstrækning udviklingen af produktivkraften mindsker den betalte del af det anvendte arbejde, forøger den merværdien, fordi dennes rate forøges; i den udstrækning den imidlertid mindsker totalmassen af det arbejde, som en given kapital anvender, mindsker produktivkraftsudviklingen den faktor, det antal, hvormed merværdiraten multipliceres for at frembringe merværdimassen".[7]
Profitratens fald kan altså bremses af akkumulationen, men den kan ikke standses helt, da der findes entydige grænser for, hvor lang den absolutte arbejdstid kan være og for hvor meget merarbejdstiden kan forlænges på bekostning af den nødvendige arbejdstid (den arbejdstid, der tilfalder arbejderne). For at formulere det ekstremt: Den absolutte arbejdstid kan ikke overstige 24 timer på en dag, og den nødvendige arbejdstid kan ikke reduceres til nul. Man kan ikke "i al evighed" blive ved med at kompensere nedgangen i arbejdernes antal ved forøget udbytning. Hvor stor arbejdermassen end er i den virkelige kapitalistiske verden, må den blive til en aftagende kvantitet i forhold til den hurtigere voksende kapital. Logisk set vil den kontinuerligt voksende kapitalekspansion, på grund af merværdimangel i forhold til en større mængde totalkapital, forvandle profitratens latente fald til et reelt fald. På dette punkt ville virkeligheden svare til Marx' model af kapitalakkumulationen.
Akkumulationen når et punkt, hvor den reducerede variable kapital ikke kan kompenseres af en så stor merværdivækst, at den giver totalkapitalen tilstrækkelige profitter. På dette punkt falder profitraten under det niveau, der er nødvendigt for at kunne fortsætte ekspansionsprocessen. Det er ikke til at forudsige, hvornår dette punkt vil opnås i virkeligheden. Men for Marx forklarer denne tendens stagnationsperiodernes stadige gentagelse og hvorfor det bliver stadig vanskeligere at overvinde disse stagnationsperioder ved hjælp af forandringer i produktionsbetingelserne, der forøger merværdiraten. Men sålænge kapitalen akkumulerer, er den netop stadig i stand til at forøge merværdimassen. Derfor er der heller ingen grund til at afvise teorien om profitratens tendens til fald på grund af den synlige vækst i merværdimassen. Dette påvirker ikke Marx" teori.
Baran og Sweezy mener det er nødvendigt "at erstatte loven om profitratens fald med loven om det voksende surplus", idet de åbenbart overser, at en voksende merværdi også hos Marx de facto ophæver profitratens reelle fald. Idet de indlader sig på denne overflødige opgave, siger Baran og Sweezy, at de "ikke tilbageviser eller reviderer en hævdvunden læresætning fra den politiske økonomi", men simpelthen "tager højde for det ubestridelige faktum, at den kapitalistiske økonomis struktur har været underlagt en grundlæggende forvandling, siden denne læresætning blev opstillet", (s. 72). For dem var den blotte "forvandling" fra konkurrence til monopol nok til at sætte Marx' immanente lov om kapitalekspansionen ud af kraft. "Beviset" for denne antagelse er den tilsyneladende overflod på merværdi i USA. Lad os antage, at Baran og Sweezy har ret: de ville trods dette kun gentage, hvad Marx selv har sagt, nemlig at en tilstrækkelig udbytningsrate for en tid kan afbryde profitratens fald.
Baran og Sweezy erstatter ikke alene "loven om den faldende profitrate med loven om det voksende surplus", men også begrebet merværdi med begrebet surplus. De "foretrækker begrebet "surplus" frem for det traditionelle marxistiske begreb "merværdi", da dette sidste sandsynligvis af de fleste, der er fortrolige med Marx' økonomiske teori, vil forstås som summen af profitter + rente + grundrente". De skriver endvidere, at Marx ganske vist "demonstrerer, at merværdien omfatter andre poster, som f.eks. statens og kirkens indkomster, de omkostninger der opstår ved varens omdannelse til penge og lønninger til de uproduktive arbejdere. I almindelighed har han dog betragtet disse faktorer som sekundære og udelukket dem fra sit grundlæggende skema", (s. 10). Ifølge Baran og Sweezy er denne "fremgangsmåde ikke længere berettiget", og de håber, at deres forandrede terminologi, hvor de erstatter "merværdi" med "surplus", "vil bidrage til en påkrævet reform af den teoretiske holdning", (s. 10).
Da Marx mente, "at relationen mellem kapital og lønarbejde bestemmer produktionsmådens hele karakter"[8], gennemfører han hele sin kapitalanalyse i kategorierne værdi og merværdi. Selv opdelingen af merværdi i profit, grundrente og rente forsvinder i hans værdianalyse. Det bedste ved "Kapitalen", skriver Marx til Engels, "er 1. (dette er grundlaget for al forståelse af de faktiske forhold) arbejdets dobbeltkarakter, alt eftersom den udtrykker sig i brugsværdi eller i bytteværdi; 2. behandlingen af merværdien, uafhængigt af dens særlige former, som profit, rente og grundrente etc.".[9] Ved at betragte merværdien i forhold til totalkapitalen lykkedes det for Marx, i modsætning til Ricardo, at erkende den faldende profitrate som en immanent lov for kapitalakkumulationen; en lov, der for Marx var "den vigtigste lov i den moderne politiske økonomi".[10] Hvis det er uvæsentligt at undersøge rente og grundrente i værdianalysen af kapitalens udvikling, så er de andre, af Baran og Sweezy opførte poster, som merværdien kan opdeles i det kapitalistiske samfund, endnu mere uvæsentlige - med den undtagelse, at denne fordeling vil påvirke akkumulationsraten, hvis for stor en del af merværdien konsumeres i stedet for at kapitaliseres.
Selv Barans og Sweezys definition af surplus som "forskellen mellem det samfundet producerer og produktionsomkostningerne" (s. 9) drejer sig stadig kun om værdi og merværdi. Når forfatterne nu simpelthen kalder merværdien "surplus", så er det fordi, "kun en del af denne forskel viser sig som profit i monopolkapitalismens faktiske økonomi" (s. 78). Men dette gjaldt også for konkurrencekapitalismen. I virkeligheden er Baran og Sweezy gået over fra marxistisk til borgerlig økonomisk analyse. Denne arbejder imidlertid ikke med klassebegreber som værdi og merværdi, men med konglomeratet socialprodukt, med begrebet "effektiv efterspørgsel" og Keynes' midler mod stagnation. Det ville faktisk være en mærkværdig marxisme, der beskæftigede sig mere med fordelingen af merværdi mellem kapitalisterne og deres følgesvende end med opdelingen af socialproduktet mellem kapital og arbejde. Men hvis der kun findes indkomster og "surplus" i stedet for merværdi, så findes der naturligvis heller ikke nogen faldende profitrate, forårsaget af kapitalproduktionens værdirelationer eller nogen immanent grænse for profitproduktionen. Hvis der så indtræder en stagnation alligevel, så skyldes det ikke produktionsrelationerne (forholdet mellem kapital og arbejde), men noget andet. Ifølge Baran og Sweezy skyldes det den nutidige kapitalismes monopolistiske struktur.
De mener altså ikke, at monopolkapitalens vanskeligheder skyldes profitmangel, men at de skyldes et "surplus", der ikke kan opsuges. Surplus' størrelse i USA, påpeger de med Joseph D. Phillips hjælp, "var 1929 på 46,9% af bruttosocialproduktet og nåede i 1963 op på 56,1%. Men den del af surplus, der sædvanligvis kaldes merværdi, dvs. profitter + rente + grundrente, reduceredes kraftigt i samme tidsrum. 1929 udgjorde denne formueindkomst 57,5% af det samlede surplus og i 1963 var den kun på 31,9%". Stillet overfor disse fakta mener Baran og Sweezy, at "ikke alene de kræfter, der bestemmer den samlede sum af surplus bør analyseres, men også dem, der betinger dets sammensætning og dets forskellige deles skiftende vækstrater", (s. 11).
Hvilken værdi disse statistikker end matte have, og det må indrømmes, at de ikke er ret meget værd: de refererer ikke til det marxske problem med at bestemme profitraten, men til det kapitalistiske problem med at fordele de registrerede indkomster - andre end lønninger - blandt de forskellige interessegrupper, der lever af merproduktet. Forfatterne meddeler os simpelthen den banalitet, at arbejdsproduktiviteten er såre meget forhøjet i nogle kapitalistiske lande, således at både en stor overflodsproduktion og en højere levestandard er blevet mulige, selv ved en relativ kapitalstagnation. De henviser også til, at regeringen kræver og får en stadig større del af bruttosocialproduktet. Åbenbart er alt i orden i det kapitalistiske samfund, forudsat det kun drejer sig om udbytningsraten. Det er bare det. at realiseringen af "surplus" bereder vanskeligheder og kræver så "ubehagelige" ting som reklame, udvidet regeringsaktivitet, oprustning, imperialisme og krig.
"I lyset af Marx' teori om profitratens tendens til fald" - skriver Baran og Sweezy - "syntes grænserne for kapitalismens ekspansion mere at ligge i en mangel på surplus, som en drivkraft for at opretholde akkumulationen, end i at de forskellige måder at realisere surplus på er utilstrækkelige", (s. 13). Men under monopolkapitalismen "hvor loven om det voksende surplus har erstattet loven om profitratens tendens til fald, og hvor de normale måder at realisere surplus på tydeligvis ikke kan opsuge det voksende surplus, er spørgsmålet om andre måder at realisere surplus på af afgørende betydning", (s. 114).
Ifølge Baran og Sweezy er de normale måder at realisere surplus på kapitalistisk konsumtion og investering, der suppleres af uundgåelige udgifter i cirkulationsprocessen og nødvendige, men uproduktive aktiviteter. I monopolkapitalismen er disse normale måder at realisere surplus på imidlertid ikke tilstrækkelige, fordi produktionen overstiger den effektive efterspørgsel. Da "surplus" nu ikke længere kan opsuges, bliver det ikke produceret. Monopolkapitalismens normaltilstand er derfor stagnation. "Med et givet kapitalindskud og en given omkostnings- og prisstruktur kan systemets beskæftigelsesgrad ikke gå ud over det punkt, hvor den producerede mængde surplus kan finde afsætning. Og dette betyder, at de disponible menneskelige og materielle ressourcer ikke udnyttes fuldt ud. Eller anderledes udtrykt: systemet må fungere på så lavt et rentabilitetsniveau, at der ikke produceres mere surplus end der kan opsuges", (s. 108). Indtil nu har Baran og Sweezy sagt, at det ikke kan betale sig for "monopolkapitalen" at hæve produktionen ud over det punkt, hvor den holder op med at være rentabel. Dette gjaldt i lige så høj grad for "konkurrencekapitalismen", således som de gentagne depressionsperioder viser. Med den forskel, at det, som i konjunkturcyklussen var en stagnationsperiode, nu ser ud til at være blevet normaltilstanden. Da stagnationsperioder er krisebetingelser, kunne man sige at den forbigående krise er blevet permanent.
Det ikke opsugede "surplus", som Baran og Sweezy taler om, findes ikke i virkeligheden, for produktionen holder op, hvor den bliver urentabel. I stedet findes der uudnyttede menneskelige og materielle ressourcer.
Det er altså ikke det faktiske "surplus", der volder monopolkapitalen vanskeligheder, men det potentielle, som kunne produceres, men ikke bliver produceret. "Hvis man overlod monopolkapitalen til sig selv - dvs. uden modvirkende kræfter, som ikke har noget at gøre med, hvad man kunne kalde systemets "elementære logik" - ville den synke endnu dybere ned i en sump af kronisk depression" (s. 108). Ifølge deres teori kunne det ikke være anderledes, for når monopolkapitalen ikke længere kan "opsuge" det "surplus", som den er i stand til at producere, vil en forbedret arbejdsproduktivitet - hvad der yderligere ville forøge "surplus" - tvinge monopolkapitalen til stadig mere omfattende indskrænkninger i produktionen. I og med at de uudnyttede ressourcer voksede, ville kapitalakkumulationen, dvs. den kapitalistiske produktionsmåde, helt holde op.
I praksis er det helt uvæsentlig, om man betragter mangelen på effektiv efterspørgsel som årsag til indskrænkninger i produktionen, eller mener, at den manglende rentabilitet forklarer produktionsindskrænkningerne og den deraf følgende mangel på effektiv efterspørgsel. I det ene tilfælde ses problemet fra markedssiden, i det andet tilfælde ses det fra produktionssiden, i begge tilfælde foreligger der dog produktionsindskrænkninger. Under alle omstændigheder, er det kun på betingelse af en hurtig kapitalakkumulation, at efterspørgselen ekspanderer tilstrækkeligt til at muliggøre merværdiens realisering og kapitalisering.
Da produktiviteten stiger, selv om akkumulationen mangler, er den relativt uafhængig af produktionsprocessen som kapitalekspansionsproces. Hvis akkumulationen imidlertid forløber uforstyrret, går den voksende arbejdsproduktivitet dog hånd i hånd med kapitalens værdiekspansion. Konstant og variabel kapital er i deres værdiform vokset uadskilleligt sammen med produktionens materielle betingelser, dvs. produktionsmidlerne og arbejdskraften. Marx skelnede mellem kapitalens værdisammensætning og dens materielle (tekniske) sammensætning. "Der er en snæver vekselvirkning mellem dem. For at udtrykke denne vekselvirkning kalder jeg kapitalens værdisammensætning, for så vidt den bestemmes ved kapitalens tekniske sammensætning og afspejler dennes ændringer, for kapitalens organiske sammensætning".[11] Begrebet kapitalens organiske sammensætning henviser såvel til identiteten som til forskellen mellem den materielle produktion og værdiproduktionen og gentager på samfundsniveau værdibegrebet som identitet og forskel mellem brugsværdi og bytteværdi, den kapitalistiske produktions grundlæggende modsætning. For Marx er det diskrepansen mellem den materielle produktion og værdiproduktionen, der fører til vanskeligheder i akkumulationsprocessen. Denne diskrepans gør det imidlertid også muligt at genoptage og udvide akkumulationsprocessen ved at forandre de materielle og tekniske produktionsbetingelser således, at arbejdets produktivitet og dermed merværdi- og profitraten forøges. Hvor og hvis dette ikke længere er muligt, er investeringer urentable og bliver derfor heller ikke foretaget.
Desuden beror, ifølge Marx, enhver enkeltkapitals rentabilitet på hele det kapitalistiske systems rentabilitet. Den sidstnævnte er en ubekendt størrelse. Markedsmekanismerne er det eneste fingerpeg om, hvorvidt den stiger eller falder. Disse fastlægger altså for hver enkel kapital om den skal udvide, hæmme eller fastfryse produktionen. For at udvide deres andel af et givet marked eller at opretholde rentabiliteten på et stadig mindre marked, vil de forskellige kapitaler forsøge at billiggøre produktionen således, at konkurrenceevnen kan opretholdes eller forbedres. Dette gør de allesammen; men hvis markedet svinder ind, vil svagere kapitaler hurtigere bukke under for stærkere, og forandringerne i produktionssfæren ledsages af forandringer i markedssfæren. Kapitalen vil ikke alene blive mere produktiv, men også mere koncentreret og centraliseret. Et mindre antal kapitalister har så et større marked til sig selv, og selv om denne forandring til "det bedre" er afhængig af forandringer i produktionsbetingelserne, fremtræder den som en forandring af markedsbetingelserne. Det ser ud som om den "effektive efterspørgsel" var genoprettet, og dermed som om akkumulationsprocessen atter kunne komme igang.
For Baran og Sweezy er kapitalistiske problemer imidlertid udelukkende markedsproblemer. Ikke produktionen af "surplus", men dets realisering er kapitalismens aktuelle dilemma. En mangel på effektiv efterspørgsel med hensyn til den potentielle produktion fører til uudnyttede ressourcer. I dette tilfælde ville efterspørgslen være relativt større, hvis produktionen ikke var så effektiv. Da nu det stigende "surplus" og den manglende efterspørgsel er et og samme fænomen, kan det ene ikke tjene som forklaring på det andet; det er snarere således, at dette tosidede, men alligevel enkle fænomen, selv kræver en forklaring. Åbenbart ville monopolkapitalen sælge flere produkter, hvis den kunne. Og den ville være i stand til det, hvis kapitalen akkumulerede og dermed øgede den effektive efterspørgsel. Men kapitalen ekspanderer ikke, fordi det ikke ville være rentabelt. Klagen over manglende efterspørgsel er altså i realiteten en klage over utilstrækkelig rentabilitet.
I Barans og Sweezys fremstilling er det ene og alene produktionskapaciteten, der fremtvinger produktionsindskrænkninger. Denne teori forsømmer den kapitalistiske produktions værdikarakter. "Surplus" betragtes ikke som merværdi, men kun som surplusproduktion. I kapitalismen fremtræder den voksende varemasse (som brugsværdier) derimod kun som bytteværdier. Da bytte værdimassen falder med arbejdets voksende produktivitet, kræver kapitalakkumulationen en hurtigere voksende brugsværdimasse. Det er kun en voksende produktionskapacitet, der kan bevirke en vækst i den samlede bytteværdi og en vækst i kapitalakkumulationen. Faktisk forøges produktionskapaciteten netop i krisesituationer for at genoplive akkumulationsprocessen. Netop denne tvang til at forøge produktionskapaciteten peger på realiteten i profitratens tendens til fald. Det er også det eneste middel, der står til rådighed for at forhindre dette fald. Derfor må merprodukternes bytteværdi, ikke produkterne selv, sættes i relation til totalkapitalens værdi, for at bestemme, hvorvidt rentabiliteten er stor nok. Da den kapitalistiske produktionskapacitet ikke indretter sig efter en bestemt varemængde, men efter denne mængdes bytteværdi, måtte Baran og Sweezy bevise deres position, ikke i forhold til den voksende kapacitet til at producere varer, men i forhold til en voksende kapacitet til at producere bytteværdier.
I kapitalismen er ethvert "surplus" merværdi, eller det er ikke surplus, men tab. Ifølge Baran og Sweezy forhindrer "monopolkapitalen" tabet ved at begrænse produktionen. I virkeligheden forsøger kapitalen imidlertid hensynsløst, ligegyldigt hvilken struktur den har, at forøge merværdien, og dette uanset om den kan udnytte de produktive ressourcer helt eller delvis. Hvis ressourcerne forbliver uudnyttede, så er det fordi de er for uproduktive, ikke omvendt. Den voksende forældelsesrate viser, hvor hurtigt produktionsmidlerne taber deres profitskabende evne. Ofte er det kun et overordentlig effektivt produktionsapparat, der kan sikre kapitalens rentabilitet. I sit voldsomme begær efter profit forsøger kapitalen desuden at udvinde merværdi over hele verden, for at forøge den hjemlige profit.
Hvor kommer dette voldsomme begær efter merværdi og profit fra, når "monopolkapitalen", ifølge Baran og Sweezy, dårlig nok kan klare at opsuge det disponible "surplus". Merværdi og profit kan i realiteten aldrig være store nok, fordi kapitalekspansionen medfører formindsket rentabilitet. Den i varer udtrykte merværdi er merarbejdstid. Hvordan "surplus" end ser ud: i det kapitalistiske system er det simpelthen en bestemt mængde merarbejdstid, en del af den samlede arbejdstid. Hvor meget surplusproduktet - i vareform - end forøges, så formindskes merarbejdstiden samtidig med den samlede arbejdstid på grund af kapitalens stigende organiske sammensætning. Det er ikke varemassen som voksende "surplus", der bestemmer profitraten, men værdirelationerne mellem "dødt" og "levende" arbejde, dvs. det vekslende forhold mellem konstant og variabel kapital, modificeret ved udbytningsraten. Profitraten kan falde både på grund af og på trods af et "stigende surplus", hvis dette kun ses som en bestemt varemængde. Derfor er "surplus" selv udtryk for profitratens fald i dens konkrete manifestationer, enten ved en overproduktionskrise eller, i den senere tid, i den næsten permanente underudnyttelse af de produktive ressourcer. Begge situationer tyder på, at profitraten er sådan, at den hæmmer lysten til yderligere kapitalinvesteringer eller endda forhindrer investeringer, der er store nok til at fremkalde en effektiv efterspørgsel, der kunne sikre realiseringen af merværdien fra en endnu større produktion.
For endnu en gang at formulere det ekstremt: Lad os antage, at en omfattende automatisering af produktionen reducerer den variable kapital til en ubetydelig del af totalkapitalen; arbejdets produktivitet blev så at sige forvandlet til "kapitalens produktivitet". Et enormt kvantum produktion ville stå overfor et lille kvantum umiddelbart arbejde og derfor også lille kvantum merarbejde. Da der stadig ville findes arbejdsløse arbejdermasser, måtte disse understøttes af den automatiserede produktion; kapitalen ville føde arbejderne i stedet for omvendt. Betingelserne for kapitalistisk produktion ville være slået over i deres absolutte modsætning; værdi- og merværdiproduktion ville ikke mere være mulig.
Derfor kan sådanne situationer naturligvis aldrig passes ind i en kapitalistisk ramme. Sålænge bytteværdien er produktionens formål, er arbejdstidens størrelse kilde til og mål for den kapitalistiske rigdom. "Den fikse kapitals udvikling viser, i hvor høj grad den almene samfundsmæssige viden, knowledge, er blevet til en umiddelbar produktivkraft, og betingelserne for den samfundsmæssige indlæringsproces derfor selv er havnet under det almene intellekts kontrol, og er forandret i overensstemmelse med det".[12]
Kapitalens særlige bidrag til denne tingenes tilstand består kun i "at den forøger massens surplusarbejdstid med kunstens og videnskabens alle midler, fordi dens rigdom direkte består i at tilegne sig surplusarbejdstid".[13]
Marx' model af kapitalakkumulationen fremstiller et lukket, homogent system, hvor kapitalens voksende organiske sammensætning forer til et fald i profitten, når merværdiproduktionens grænser er nået. Hvis et højt industrialiseret land som USA (som ligger til grund for Barans og Sweezys overvejelser) kunne betragtes som et lukket system, da måtte dets profitrate, ifølge Marx. falde med dets voksende organiske kapitalsammensætning, hvis ikke denne proces blev hæmmet af en voksende merværdirate - udtrykt ved en voksende kapitalekspansion. Men USA er ikke noget lukket system og kan derfor ikke alene sørge for at kapitalens organiske sammensætning vokser langsommere (f.eks. ved kapitaleksport), men også via verdensmarkedet forøge sine profitter ved import af profitter fra udlandet. Kapitaleksporten har dog ikke væsentligt kunnet forhindre kapitalens voksende organiske sammensætning, således at profitimporten hidtil ikke har været stor nok til, at forklare Amerikas tilsyneladende "profitmæthed". Først og fremmest er det arbejdets stigende produktivitet, der er årsag til den voksende produktion i Amerika.
Hvis man betragter verden som helhed, er det dog klart, at den ikke lider af overskud, men af mangel. "Monopolkapitalens potentielle surplus" bliver mere end udlignet ved en mangel på alt i de kapitalsvage lande. Overproduktion af kapital i en del af verden står overfor underkapitalisering i den anden. Hvis man betragter kapitalismen som helhed, som et verdensmarkedssystem, forsvinder "surplus"; i stedet finder man en stor mangel på merværdi.
For kapitalismen som helhed er den organiske sammensætning naturligvis ikke høj nok til at forklare en profitrate, der er for lav til at bevirke en yderligere hurtig kapitalekspansion. Men akkumulationsprocessen er samtidig en kapitalkoncentrationsproces, som tenderer mod at koncentrere verdenskapitalen på få lande, og i hvert enkelt land på stadig færre menneskers hænder. For det er kun den forhåndenværende kapitals værdiekspansion, der tæller, ikke hvor meget den fylder. Dens rumlige omfang udvides kun, hvis det øger den koncentrerede og dominerende kapitals værdiekspansion. Monopolisering i denne forstand inddeler verden i forskellige nationale systemer alt efter kapitalens forskelligartede organiske sammensætning. Hvis kapitalismen kunne ekspandere alment, hvis akkumulationsprocessen ikke samtidig var en kapitalkoncentrationsproces, så ville det "potentielle surplus" i nogle få industrielt højtudviklede lande, selv som reelt "surplus", næppe være stort nok til at tilfredsstille verdenskapitalismens kapitaliseringsbehov. Modsætningen i den kapitalistiske produktion sætter grænser for denne ekspansion, længe før virkeligheden overhoved begynder at nærme sig de abstrakte grænser for den kapitalistiske udvikling, som Marx' teori opstiller.
Marx forudsagde, at kapitalismen, efter at den engang hurtigt havde udviklet samfundets produktivkræfter, ville blive nødt til at lænke dem, og at dens videre eksistens ikke kun ville kræve krise- og stagnationsperioder, men også ødelæggelse af kapitalen selv. Kapitalismens manglende evne til at kapitalisere verdensproduktionen fremgår klart af det "potentielle surplus" i de højtkapitaliserede lande og den voksende elendighed i den øvrige verden. Under markedsaspektet fremtræder denne manglende evne som et profitrealiseringsproblem. Medens "monopolkapitalen ikke kan sælge det, den kunne producere, kan den øvrige verden på grund af deres underudviklede produktionskræfter ikke købe, fordi de mangler merværdi. Det som i den ene del af verden fremtræder som et profitrealiseringsproblem, er i den anden et profitproduktionsproblem. Hvis man imidlertid betragter systemet som helhed, så er det en almen mangel på merværdi, der er ansvarlig for dets langsomme ekspansionsrate.
I princippet er det ikke anderledes i hvert enkelt kapitalistisk land. Den voksende underbeskæftigelse af de produktive ressourcer pa grund af den knappe rentabilitet kan kun øge profitmangelen i forhold til den kapitalistiske akkumulations behov. For såvidt som de uudnyttede ressourcer udgøres af konstant kapital, taber de deres kapitalkarakter ved ikke at benyttes, dvs. de fungerer ikke som merværdiproducerende kapital. I samme mål som kapitalen taber sin kapitalkarakter bliver totalkapitalens rentabilitet (hvor stor den end er) indskrænket, og merværdien, hvor stor den end er, bliver mindre end den ville være, hvis produktionskapaciteten blev fuldt udnyttet.
Ifølge Baran og Sweezy "(tenderer) monopolkapitalismen /.../ dog mod at skabe stadig mere surplus, uden at kunne skaffe de konsumtions- og investeringsmuligheder, der ville være nødvendige for at opsuge et voksende surplus og dermed for at systemet ville kunne fungere gnidningsløst", (s. 108). Hvad gør "monopolkapitalen" så overordentlig rentabel? "Lavere omkostninger" siger Baran og Sweezy, "hvilket medfører kontinuerligt voksende profitmarginaler", (s. 71). Dette var naturligvis rigtigt under den kapitalistiske udvikling og forklarer denne udvikling. Men for Baran og Sweezy er der en forskel med hensyn til "monopolkapitalen", som, i modsætning til "konkurrencekapitalen", ikke længere er "pristager" men "prismager" (s. 54); Derfor har "surplus" i monopolkapitalismen "på grund af mammutkoncernernes pris- og omkostningspolitik en stærkt og systematisk stigende tendens", (s. 79). Kort sagt, kun ved styrede priser, dvs. ved at holde dem kunstigt oppe, samtidig som omkostningerne bliver sænket, ophobes "surplus".
På et punkt i Barans og Sweezys fremstilling opstår "surplus", fordi den økonomiske produktionskapacitet vokser for hurtigt. Nu bliver den fort tilbage på den ufuldkomne konkurrence under monopolbetingelser. Ved hjælp af voksende produktivitet og magten til at bestemme egne priser, lykkes det for "monopolkapitalen" at sikre og endda forøge sine profitter, selv under relativ stagnation. Da det bestående produktionsapparat i det store og hele kun er alt for godt egnet til at sørge for den givne "effektive efterspørgsel", behøver man ikke foretage væsentlige nye kapitalinvesteringer. Afskrivningssatserne bliver ved med at være store nok til finansiering af tekniske fornyelser og supplering af produktionsapparatet. Ved en langsom ekspansionsrate er produktionsapparatet effektivt nok til at sikre et voksende socialprodukt og endda en endnu hurtigere forøgelse af profitterne. Medens produktion, produktivitet og profit vokser, synker investeringsraten. Kort sagt, evnen til at producere et voksende "surplus" forringer kapitalakkumulationen.
I det kapitalistiske system har dog væksten i produktion og produktivitet kun "mening", hvis det forøger den eksisterende kapital. Hvis merværdien ikke konsumeres, må den blive til yderligere kapital. Produktionsstigningen ville være meningsløs, hvis akkumulationsraten sank. Akkumulationsraten er den bestemmende faktor i forhold til produktionen, ikke den bestemte. Den dybeste grund til ekspansion eller indskrænkning i det økonomiske system ligger i forholdet mellem kapital og arbejde hhv. løn og profit, ikke i den tekniske produktionskapacitet. Ved at ignorere dette grundlæggende samfundsmæssige forhold gør Baran og Sweezy det i kapitalismen umulige muligt ved at forbinde et voksende "surplus" med en faldende akkumulationsrate.
Dette lykkes dem dog kun ved at overtage den almindeligt fremherskende illusion, at indkomstoverførsler og udgifter kan betragtes som indkomster, så længe de udføres af staten. De går endda et skridt videre og udstrækker denne mærkværdige forestilling til privatkapitalen; de påstår ikke alene, at monopolprofitterne forhøjer det samfundsmæssige "surplus", men finder også en metode til at akkumulere kapital ved hjælp af reklame. Hvad angår monopolprofitter, der sikres af prismanipulationer, skulle det være klart, at de kun kan opnås på bekostning af et tilsvarende profittab fra den ikke-monopoliserede kapitals side. Uafhængigt af kapitalismens struktur, findes der altid en bestemt mængde national og international indkomst, afledt af merværdien. Hvis "monopolkapitalen" kan forøge sin egen andel af denne samlede mængde ved at sælge langt over gennemsnitsprofitten, så kun på de kapitalers bekostning, som ikke er i stand til at gøre det samme; følgelig må de imellem sig fordele en tilsvarende lille del af den samlede indkomst, der tilkommer totalkapitalen.
Monopolprofitter sænker den gennemsnitlige profitrate, der opstår ved konkurrence og fører derfor til en fortsat formindskelse af den profitmængde, der kan overføres til monopolkapitalen. Udvindingen af monopolprofitter er på ikke alt for lang sigt en selvødelæggende proces, som må påvirke profitraten i konkurrence- og monopolkapitalismen negativt. Kun hvis der er hurtig kapitalekspansion, ville det være muligt at opretholde monopolprofitterne, uden samtidig at sænke konkurrencekapitalens absolutte profitrate. Da Barans og Sweezys "monopolkapital" arbejder under stagnation, er denne mulighed udelukket.
Hvis "monopolkapitalen" ifølge Baran og Sweezy har en tendens til at skabe mere og mere "surplus": hvorfor skulle den så fastholde en prispolitik, der forringer konkurrencekapitalens profitter? Men forfatterne siger jo også, at "monopolkapitalen" i virkeligheden slet ikke skaber "surplus", da den indstiller produktionen før der opstår "surplus", som de voksende uudnyttede ressourcer viser. Selvom der nu slet ikke findes noget "surplus", indtræder der en skarp konkurrence om at realisere "surplus".
Pa grund af kapitalens monopolkarakter føres denne kamp nu med salgsfremmende metoder, snarere end med pristryk. Selvom der ikke findes noget reelt, men kun et potentielt "surplus", ligger kapitalens logiske begrundelse i "den simple kendsgerning, at et 'formeget' på udbudssiden svarer til et 'forlidt' på efterspørgselssiden; i stedet for at hæmme udbuddet, stiler man nu efter at stimulere efterspørgselen", (s. 110).
Ifølge Baran og Sweezy dækker den salgsfremmende indsats og "Marx' cirkulationsomkostninger" hinanden begrebsmæssigt. Dog spiller de i "monopolkapitalismens tidsalder, kvantitativt og kvalitativt, en rolle, der rækker langt ud over, hvad Marx nogensinde havde drømt om", (s. 114). "Den salgsfremmende indsats", fortsætter de, "viser sig at være en effektiv modgift mod kapitalismens tendens til kronisk depression", (s. 131), ved dens hjælp bliver nemlig "direkte og indirekte en stor surplusmængde opsuget, der ellers ikke ville være blevet produceret", (s. 142). Ved at forstærke den "effektive efterspørgsel" hæver reklamen indkomst- og beskæftigelsesniveauet, således at "den salgsfremmende indsats' indvirkning på indkomst- og udbyttestrukturen ligner de offentlige udgifters indvirkning, som finansieres over skatterne", (s. 126). Endelig "med hensyn til kapitalanbringelsesmulighederne, spiller reklamen en rolle, der ligner den man sædvanligvis tillægger fornyelser. Idet de gør det muligt at skabe efterspørgsel efter et produkt, opmuntrer reklamen til investeringer i driftsmateriel og udstyr, som ellers ville være udeblevet", (s. 126).
Ifølge denne teori opfylder reklamen en række modsigelsesfyldte opgaver: medens den er en cirkulationsudgift, skaber den også indkomster, og medens den "opsuger" en del af "surplus" forøger den også "surplus" ved at stimulere til nye investeringer. Åbenbart lever en masse mennesker af salg og reklame, medens andre taber en del af deres indkomst ved at betale højere priser - priser som inkluderer reklameomkostningerne. Sådan har det altid været, men ifølge Baran og Sweezy fører den kvantitative udvidelse under monopolkapitalen til en kvalitativ forskel, dvs. hvis udgiften er stor nok, bliver den til en slags supplerende indkomst. Da reklamen forøger konsumtionen, fører den forhøjede konsumtion til voksende produktion og investeringer. Det er naturligvis intet andet end Keynes' voksende "konsumtilbøjelighed" som muligt instrument for ekspanderende produktion ved synkende investeringer. Men medens Keynes' forslag (som ikke kan virkeliggøres under kapitalismen) refererer til hele socialproduktet, henfører Baran og Sweezy det kun til "surplus", dvs. til den del af samfundsproduktionen, der tilfalder kapitalisterne.
Reklamen gennemsyrer hele markedet, ikke kun den del, som leverer til den kapitalistiske konsumtion. Alle opfordres til større udgifter, selv om det ifølge Baran og Sweezy kun er "surplus", der skal ryddes af vejen. "Surplus" er - hvor stort det end er - tilstede, fordi produktionsomkostningerne, dvs. arbejdernes indkomster er små i forhold til "surplus". For at få dette "surplus" er det nødvendigt med tilsvarende lave produktionsomkostninger; hvorfor det ikke ville være nok at hæve "konsumtilbøjeligheden" ved hjælp af højere lønninger. Hvis det ikke presses ud af arbejderne, er der intet "surplus", og for overhovedet at kunne blive til "surplus" må det først ud på markedet for at realiseres. Hvis det ikke realiseres opstår kun tab. Kapitalisterne intensiverer deres markedsføring for at undgå tab og ikke for at blive af med "surplus". Hvis ikke alle producerede varer kan omsættes i penge, kan de profitter ikke realiseres, som stammer fra den del af produktionen, der tilfalder kapitalisterne. Man lægger ikke så stor vægt på markedsføringen, fordi der er et stigende "surplus", men på grund af markedssituationen som helhed, der er karakteriseret ved den faldende akkumulationsrate.
Reklamen kan ikke "skabe" andet end reklame. Nye produkter, der tilfredsstiller nye behov, er ikke reklame, selv om man kan reklamere for dem. Den stadige stimulering af nye behov er et kendetegn for markedsøkonomien og en grund til dens ekspansion og udvidelse. Reklamen som sådan kan ikke forøge den "effektive efterspørgsel" og derigennem produktionen. Kapitalen er ikke blot nødt til at akkumulere for at forblive konkurrencedygtig, men også for at bevare sin kapitalværdi. Kapitalisterne kan ikke spise profitten op, for så ville de snart ikke være kapitalister mere. Reklamen har ingen indflydelse på dette tvingende behov for akkumulation, og akkumulationen bestemmer den "effektive efterspørgsel", med hensyn til forbrugsgoder. Ingen reklame kan forhøje den objektivt bestemte "effektive efterspørgsel", selv om den kan påvirke den til fordel for det ene eller det andet produkt hhv. den ene eller den anden sælger af identiske varer. Reklamen kan påvirke fordelingen af den disponible merværdi, men ikke påvirke dens størrelse, for den er selv kun en del af den samlede disponible merværdi.
Barans og Sweezys mærkværdige argumentation angående reklamen beror på den illusion, at produktionen udenfor "monopolkapitalens" selvbestaltede grænser, dvs. en produktion, der vitterlig er sat igang, men som ikke ville eksistere uden reklame og regeringskøb, virkelig kunne være en fordel for "monopolkapitalen" og skabe indkomster og beskæftigelse, for hele samfundet. Der findes altså et stigende "surplus", som ikke nødvendigvis fører til forlænget stagnation, og regering og reklamebureauer forener den fulde beskæftigelse med en "absorbering" af "surplus". Baran og Sweezy synes kun det er beklageligt, at størstedelen af dette "surplus" anvendes irrationelt af disse to instanser.
Det "surplus" der findes i "overflodssamfundet" produceres altså ikke af "monopolkapitalen" men på trods af den. Det fremkaldes faktisk, som Baran og Sweezy påpeger, af regeringsindkøb, der hæver den "effektive efterspørgsel" og dermed forhindrer kriser. Krisen forhindres af "den enorme evne til at skabe privat og offentlig spild", (s. 3). At ødsle "surplus" bort er dog en mulighed for at opsuge det, og da der ikke er nogen grænser for at skabe spild, behøver der ikke opstå noget "surplus" og dermed heller ikke noget problem med realiseringen af "surplus". Frem for alt fordi, ifølge Baran og Sweezy, spildet ikke reducerer "monopolkapitalens" profitter, da det udgøres af den del af "surplus", der ligger "over" den som profit realiserede "surplus".
På samme måde som markedsføringen, der opsuger "en stor mængde surplus, som ellers ikke ville være blevet produceret", så "spiller regeringen en lignende rolle kun i større målestok", (s. 142). Hvis uudnyttede ressourcer sættes ind "kan de ikke alene producere de nødvendige midler til producenternes livsophold, men også et ekstra kvantum surplus. Hvis staten altså skabte en mere effektiv efterspørgsel, så ville den forøge sin magt over varer og tjenesteydelser, uden at mindske sine borgeres indkomster", (s. 143).
Ved at behandle merværdien som "surplus" lykkes det for Baran og Sweezy at betragte kapitalismen, som om den ikke var nogen kapitalisme. "Surplus" størrelse er en målestok for produktivitet og rigdom, for hvor megen frihed et samfund kan frembringe, uanset hvilke mål dette samfund har sat sig", (s. 9). Dette er at betragte samfundet som en abstraktion, og ikke som et specifikt samfund; i hvert tilfælde betragtes det ikke som et kapitalistisk samfund. I et kapitalistisk samfund tilhører produktionsmidlerne en bestemt klasse, ikke staten eller "borgerne". De uudnyttede ressourcer forbliver i kapitalistisk eje - selv i uudnyttet tilstand. Hvis de ikke konfiskeres, kan de kun erhverves af regeringen ved køb, og de penge må først unddrages den private kapital som skatter eller lån. En statsligt stimuleret produktion, der er finansieret på denne måde, forøger ikke mængden af markedsførbare varer og kan derfor ikke forvandles til bytteværdi og altså heller ikke til merværdi. Hvor meget beskæftigelse og hvor mange indkomster denne statsligt stimulerede produktion end måtte skabe, dens slutprodukt - som f.eks. nyttige eller unyttige offentlige arbejder - er ikke noget markedsførbart produkt, medens den reelle indkomst i det kapitalistiske samfund skal realiseres gennem varecirkulationen. En større samlet mængde arbejde og produkter forhøjer ikke merværdimassen, og udgør således snarere et tab end en gevinst. Dette tab ligner det, der optræder ved overproduktion, når en del af de producerede varer ikke kan omsættes i penge.
Ifølge Baran og Sweezy skal "den meget store og voksende surplus-masse, som staten har opsuget i de sidste årtier, ikke trækkes fra det, som kapitalselskaber og enkeltindivider ellers ville have kunnet disponere over til private formål", (s. 147). Forfatterne har dog selv påpeget, at den andel af "surplus", som almindeligvis kaldes merværdi, sank hurtigt fra 1929 til 1963. Medens formueindkomsterne udgjorde 57,5% af det samlede surplus i 1929, udgjorde de i 1963 kun 31,9%. Ifølge disse statistikker voksede det af staten opsugede "surplus" hurtigere end det, der tilfaldt formueindkomsterne. Merværdiens reducering har altså noget at gøre med de voksende statsudgifter, eller i Barans og Sweezys terminologi, med at staten opsuger "surplus".
For at undgå misforståelser: Baran og Sweezy er af den formening, at disse formueindkomster ikke ville have været større uden den statsligt stimulerede produktion. Det er sandsynligvis også rigtigt; statsligt stimuleret produktion udvides for at kompensere for den faldende private produktion og for at dulme de sociale følger af langvarige kriser. Men dette ændrer ikke noget ved den kendsgerning, at statens anvendelse af produktive ressourcer er anvendelse af privatejede produktive ressourcer. Da staten ikke kan give andet i bytte end de penge, som den har unddraget landets erhvervsliv, svarer statens anvendelse af privatejede produktive ressourcer - for såvidt angår den private kapital - til at de ikke blev realiseret i deres forudgående unyttige tilstand.
Ganske vist forøger statsindkøb rent faktisk produktionen i almindelighed, da slutprodukterne (der ikke er markedsførbare) kræver en mellemliggende produktion, som f.eks. produktion af råmaterialer, af forbrugsgoder som følge af den større beskæftigelse og de nødvendige kompletteringer og ændringer af det produktive maskineri. Men alle disse produkter medregnes i de produktionsomkostninger, der ikke dækkes ind af salgspriser på markedet. Varer, der produceres af staten, falder på få undtagelser nær udenfor markedssystemet. En del af den samlede produktion er således ikke længere kapitalistisk produktion, og da denne ikke-rentable del af den samlede produktion relativt set vokser hurtigere, kan den formindskede rentable del kun forøge de vanskeligheder, som plager den kapitalistiske akkumulationsproces.
Baran og Sweezy fastholder imidlertid, at statens "absorbering" af "surplus" skal lægges til det private surplus og ikke trækkes fra det. "Og eftersom forøgede statsudgifter fører til en bedre udnyttelse af produktionskapaciteten, og da surplus - indtil produktionskapaciteten er fuldt udnyttet - vokser hurtigere end den effektive efterspørgsel som helhed, kan både det statslige og det private surplus vokse samtidig og gør det som oftest i virkeligheden", (s. 148). Og det ser sådan ud, men det viser sig ikke i kapitalekspansionsraten, derimod viser det sig kun i socialproduktets omfang, som for en stadig større del bliver urentabelt. Denne kendsgerning gemmes bag det pengeslør, som dækker den kapitalistiske produktion og dens byttehandler, og dette er meget mere effektivt, for endog "monopolkapitalismens" kritikere falder for det.
"Hvis det staten tager til sig ellers slet ikke ville være blevet produceret, så kan man ikke sige, at det er blevet presset ud af nogen. Statsudgifter og skatteindkomster, som i første omgang hovedsagelig tjente til at overføre indkomster, er i høj grad blevet en mekanisme til at skabe indkomster, idet ledig kapital og arbejdskraft tilføres produktionen", (s. 150). Ved hjælp af denne "nye mekanisme" bliver det, "regeringen tager ind i skatter et tillæg til det private surplus og ikke et fradrag", (s. 149). Det er dog ikke lykkedes for staten at overbevise kapitalisterne om, at det virkelig forholder sig sådan, for kapitalen er som tilforn imod skatteforhøjelser og statsgældens vækst, fordi de skal trækkes fra deres egne behov for rentabilitet og akkumulation.
Hvad gør staten egentlig, når den bruger arbejde og uudnyttede ressourcer til at producere ikke-markedsførbare varer? Skatterne er en del af den indkomst, der realiseres ved markedstransaktioner; hvis de trækkes fra kapitalen, sænker de dennes profit, hvad enten denne profit ville være blevet reinvesteret eller konsumeret. Hvis de ikke blev fratrukket kapitalen, ville ubrugt kapital forefindes som privat pengeskat i sin pengeform. I denne form kan den imidlertid ikke arbejde kapitalistisk, men det kan den heller ikke, når staten bruger den til at finansiere den urentable produktion af offentlige arbejder og regeringsspild. I stedet for en kapitalistisk set meningsløs pengeskat kommer der en kapitalistisk set meningsløs produktion af varer og ydelser. Men der er en forskel: medens kapitalen ville være i besiddelse af en pengeskat, hvis den ikke blev beskattet, så bevirker beskatningen - brugt til offentlige udgifter - at den rent faktisk berøves denne ellers mulige pengeskat.
Skatter brugt til statsindkøb flyder tilbage til kapitalisten i form af regeringskontrakter. Den produktion, der skabes på grundlag af disse kontrakter, betales af kapitalisten gennem hans skatter. Kapitalisten får sine penge tilbage over regeringskontrakterne, og leverer en tilsvarende mængde produkter til regeringen. Denne produktmængde "frarøver" regeringen kapitalen. Denne mængdes størrelse bestemmer i hvilken udstrækning produktionen ikke mere er kapitalproduktion; og produktionens vækst formedelst skatter er et tegn på det kapitalistiske systems tilbagegang som profitorienteret, privat erhvervssystem. Denne type produktion er ikke alene urentabel, den er endda kun mulig ved hjælp af den del af den samlede produktion, der endnu arbejder rentabelt nok til at kunne betale så høje skatter, at den statslige produktion kan udvides ved hjælp af skattemidler. Med faldende rentabilitet bliver det stadig sværere at udvide produktionen på denne særlige måde.
Men staten kan låne yderligere midler. Også disse midler får kapitalisten tilbage som betaling for produktion på regeringskontrakter. Udgifterne til denne produktion samles delvis som statslig gæld. Denne vækst anses for harmløs, sålænge socialproduktet vokser hurtigere end gælden. Den voksende statsgæld bliver så almindeligvis sammenlignet med det voksende socialprodukt; hvad der understøtter tesen om, at "deficit spending" ledsages af et voksende socialprodukt. Denne tese bygger imidlertid på en lidt mærkværdig regnemåde: voksende statsgæld kan rent faktisk ikke sammenlignes med det samlede socialprodukt, men kun med den del af det samlede beløb, som ikke er tilført erhvervslivet via staten. Ved at regne en udgift som indkomst opstår illusionen, at en voksende statslig gæld neutraliseres af et stigende socialprodukt.
Hvis statens gæld ikke dækkes ind af supplerende indkomster i den private sektor, dvs. ved andre supplerende indkomster end dem, der er tilført erhvervslivet via staten, forbliver den statsstimulerede "indkomst" en statsudgift - set fra kapitalens synspunkt. Denne "udgift" består i at staten bruger privat-ejede ressourcer til ikke-rentable formål. Det drejer sig om en partiel "ekspropriation" af kapitalen, selv om den "eksproprierede" kapital ikke længere kunne arbejde kapitalistisk af egen kraft. Dette forhindrer dog ikke kapitalisterne i at kræve erstatning fra staten for benyttelse af deres produktive ressourcer. Muligheden for at indløse statsgælden afhænger af den private kapitals fremtidige rentabilitet. Hvis denne rentabilitet ikke materialiseres, kan gælden ikke betales, således at de ekstra indtægter fra idag bliver til indkomsttab i morgen. Det drejer sig så at sige om, at "tælle kyllingerne, før de udklækkes", og med profitratens tendens til fald som følge af kapitalekspansionen, vil der næppe blive nogen kyllinger.
Den statsligt stimulerede produktion forøger naturligvis umiddelbart indkomster og beskæftigelse mere, end hvad der ville have været tilfældet uden disse indgreb. Der er mere produktion, selv om det for en stor del er spildproduktion, og Baran og Sweezy betragter en del af denne produktion som "surplus". Men dette "surplus" indeholder ingen merværdi, den er en uundgåelig udgift for merværdiproduktionen. "Stillet overfor monopolkapitalismens manglende evne til at finde private anvendelsesmuligheder for det surplus, som den så let kan skabe, ligger det utvivlsomt i alle klassers - om end ikke i alle deres deles - interesse, at regeringen stadig forøger sine udgifter og skatteindtægter", (s. 150). Hvis dette virkelig er rigtigt, vil det naturligvis ikke alene forøge spildproduktionen, men langsomt men sikkert nedbryde det privatkapitalistiske system. Først og fremmest må statsudgifterne begrænses til produktion og ydelser, der ikke konkurrerer med privatkapitalen. De ville jo ellers sænke den "effektive efterspørgsel" i den private erhvervssektor, i samme grad som den "effektive efterspørgsel" blev forøget ved statsligt stimuleret produktion. For ikke at ødelægge den private kapital, må den statsligt stimulerede produktion indskrænke sig til urentabel produktion. For det andet må den statsligt stimulerede produktion forblive lille i forhold til den samlede produktion, for ikke at berøve alt for mange kapitalressourcer deres kapitalkarakter, dvs. som profitskabende produktionsmidler. Kort sagt, for at opretholde det privatkapitalistiske system må der sættes klare grænser for den statsstimulerede produktion.
Baran og Sweezy er dog af en anden formening. Også Amerikas herskende klasse har "ændret deres indstilling til skatterne og statens udgifter på grundlæggende vis /.../ For den moderne storindustri /.../ betyder statsudgifter større effektiv efterspørgsel, og den anser at den kan vælte størstedelen af de dermed forbundne skatter over på konsumenterne eller på arbejderne", (s. 149). Den "anser" det ikke bare, men gør det også. Det kan kun betyde, at den sænker den "effektive efterspørgsel" med højere priser, medens den sikrer sin egen profit. På denne måde bliver imidlertid en del af statsudgifterne fordelt over hele samfundet. Medens en del af statens udgifter til statsproduktionen hober sig op som statsgæld, bliver en anden del hele tiden fordelt over hele erhvervslivet og, ved hjælp af inflationen, betalt med højere priser.
Hvis forretningsmænd inden for den moderne storindustri har en positiv indstilling til statens udgifter, er denne bestemt af deres særlige forretningsområdes profitbehov. Hvorfor skulle de forstå den kapitalistiske økonomi bedre end Baran og Sweezy, som - selv om de undersøger økonomien som helhed og ikke kun et enkelt område - drager den slutning, at statens udgifter ville kunne løse kapitalismens og alle dens klassers økonomiske problemer? Men medens forretningsmanden i det mindste kan anføre en blomstrende forretning til sit forsvar, er der ingen undskyldning for Baran og Sweezy, da den "velstand" der er skabt ved statens udgifter, er en falsk velstand, som ganske vist udskyder kriser, men den udrydder dem ikke.
Den enkelte forretningsmand er ligeglad med, hvilken type "effektiv efterspørgsel" han producerer for. For ham er det ligegyldigt om den finansieres fra statslig eller privat side. Det spiller heller ingen rolle for finansmændene, om de giver kreditter til staten eller til private forretningsmænd, sålænge de er "sikre" og afkaster den ønskede rente. For den enkelte er det også uden betydning, om han beskæftiges i spildproduktion eller i produktion af ikke-markedsforbare varer. I praksis bliver der ikke gjort nogen forskel på den private og den offentlige sektor; i begge er alle transaktioner monetære transaktioner. Set fra pengesynspunkt er spildproduktionen ligeså lukrativ eller endda endnu mere lukrativ end vareproduktionen, og statsgældens akkumulation fremtræder, indtil dens endegyldige ophævelse, som akkumulation af kapital. Men hvis man betragter samfundet som helhed, frembringer kun den private sektor merværdi og profit. Alle de sociale lag, der lever af merværdien, er ligeså afhængige af denne merværdi som kapitalens ekspansion som kapital. Denne kan ganske vist forøges ved hjælp af den voksende arbejdsproduktivitet, men samtidig aftager den, fordi den urentable sektor i erhvervslivet vokser relativt hurtigere end den rentable.
Man kan naturligvis ikke benægte, at det er lykkedes kapitalen, i nogle lande og for et betragteligt tidsrum, at forhindre sådanne depressioner, som verden blev hjemsøgt af før anden verdenskrig. Naturligvis er dette et resultat af statsindgreb. Derfor er det vigtigt at overveje, om disse indgreb virkelig har sat de af Marx udviklede love for den kapitalistiske udvikling ud af kraft. Det er fuldt ud berettiget at Baran og Sweezy tager denne problemstilling op, kun sejler de under falsk flag, når de påstår, at de selv betjener sig af Marx' "effektive analytiske metode". Det er netop, hvad de ikke gør. Marx' "analytiske metode" ser måske ud til at have tabt sin betydning på grund af de forandringer, som monopolkapitalen og de statslige indgreb i erhvervslivet har ført til. Men her bedrager skinnet, og det vil i hvert tilfælde ikke være nok til at gendrive Marx' teori om kapitalakkumulationens immanente love.
Forandringerne i det kapitalistiske system kunne ligeså godt fortolkes som politiske reaktioner på ukontrollerbare økonomiske begivenheder, der ligesom andre "modtendenser" mod kapitalekspansionens overvejende trend, kan opretholde den sociale ligevægt ved hjælp af pseudo-velstand, baseret på spildproduktion. "Hvis rustningsopgaverne blev reduceret til førkrigsniveau, så faldt den amerikanske økonomi tilbage i en tilstand af dyb depression", (s. 153), påpeger Baran og Sweezy helt korrekt. Med andre ord: økonomien befinder sig stadig i en depressionstilstand, som bekæmpes med udgifter, der ikke med den allerbedste vilje i denne verden kan kaldes kapitalakkumulation. Uden akkumulation af kapital kan det kapitalistiske system dog kun svinde ind, og det så meget desto hurtigere, jo mere den urentable del af produktionen vokser. Sålænge ikke hele kapitalen er nationaliseret til andre formål end privatkapitalistiske, er statsindgreb i erhvervslivet nødvendigvis begrænset af nødvendigheden af at sikre den herskende privatkapital dens rentabilitet. Når disse grænser nas, vil de ikke mere modvirke den kapitalistiske krise.
[1*] Alle sidetal i parentes henviser til den amerikanske udgave af "Monopoly Capital", Monthly Review Press, N.Y. 1966.
[1] Grundrisse, s. 544.
[2] MEW 25, s. 231; Rhodos 3:2, s. 294.
[3] Ibid.
[4] MEW 25, s. 228; Rhodos 3:2, s. 290.
[5] MEW 25, s. 233; Rhodos 3:2, s. 296.
[6] MEW 25, s. 257; Rhodos 3:2, s. 325.
[7] MEW 25, s. 257; Rhodos 3:2, s. 326.
[8] MEW 25, s. 886/886: Rhodos 3:4, s. 1130.
[9] MEW 31, s. 326.
[10] Grundrisse, s. 634.
[11] MEW 23, s. 640; Rhodos 1:4. s. 864.
[12] Grundrisse, s. 594.
[13] Grundrisse, s. 595.
Last updated on: 8.23.2009