Originaltitel: "Samuelson's 'Transformation' of Marxism into Bourgeois Economics"
Offentliggjort: i Science and Society No. 36, 1972
Oversættelse: Birgitta Gervig og Henning Vangsgård
Digitalisering: Jonas Holmgren
Af grunde, som kun han selv kender, kan Paul A. Samuelson ikke lade Marx hvile i fred. Hans seneste bedrift i den henseende er et forsøg[1] på at få det sidste ord i en lang kontrovers om forholdet mellem værdi og pris i det marxske system. Helt fra begyndelsen er han godt nok klar over det inadækvate i den kritik, som Böhm-Bawerk og andre retter mod Marx for ikke at have været i stand til at opretholde værditeorien, som han har fremstillet den i første bind af "Kapitalen", og som han derfor har opgivet i tredie bind til fordel for en pristeori; fordi det tredie bind faktisk blev afsluttet før udgivelsen af det første. Og alligevel holder han fast ved, at Marx har udviklet to forskellige teorier, der ikke kan bringes i overensstemmelse med hinanden gennem en værdipristransformation, sådan som Marx har forestillet sig det.
Hvor paradoksalt det end måtte lyde, så kommer denne Samuelsons position i en vis henseende den marxske teori nærmere end alle tidligere forsøg på at bevise eller modbevise muligheden af at transformere værdier til markedspriser. Da Samuelson har givet os en kritisk vurdering af den relevante litteratur, der omfatter både marxister og borgerlige økonomer, er det ikke nødvendigt for os at inddrage nogle af disse i diskussionen; især ikke, fordi vi deler Samuelsons tro på, at ethvert forsøg på virkeligt at transformere værdier til priser, er frugtesløst. Og alligevel gives der, set fra et marxistisk synspunkt, ingen anden mulighed for at forstå prisdannelsen på end ved hjælp af værdibegrebet. Men det har kun lidt at gøre med problemet omkring værdi-pristransformationen, sådan som dette stilles af Samuelson og hans erklærede modstandere, for begge parters position beror på en almindelig misforståelse af den marxske værdi- og merværditeori.
Ifølge Samuelson tror Marx og marxisterne, "at profitraterne og priserne i det tredie bind /.../ må forankres i merværdisummen, der udledes af værdianalysen i første bind", og de viser derfor, "hvorledes værdierne i det første bind med deres mikroøkonomiske diskrepanser "transformeres" til den virkelige verdens priser og profitter". Men for Samuelson er værdier og priser "alternativer, der udelukker hinanden", og dermed er også deres reciprokke transformation udelukket. Enten arbejder man derfor med værdier eller med priser, men ikke med begge samtidig. Han vender sig først mod arbejdsværdilæren, for at påvise dens uforenelighed med den borgerlige pristeori; naturligvis er for Samuelson alle pristeorier borgerlige teorier. Desuden er der for ham ingen forskel mellem Smiths og Ricardos værditeorier og arbejdsværdi- og merværditeorien, sådan som Marx har udviklet den af kritikken af den klassiske økonomi.
Efter en undersøgelse af arbejdsteorien i Adam Smiths "tidlige og uciviliserede tilstand", hvor bæver byttes med hjort målt ud fra den tid, det tager at jage dem, kommer han til den slutning, at "en uindskrænket arbejdsværdilære" under disse primitive betingelser ville kunne forklare bytningen, at denne ligeledes ville svare til "det korrekte resultat af den almene ligevægt ifølge Walras og Böhm-Bawerk". Forklaringen "stemmer ligeledes overens med analysen af de marxske værdier i første bind og med Marx' prisanalyse i tredie bind".
Ved denne bytning finder der ingen udbytning sted. Men Samuelson "komplicerer sagen", idet han indfører en forskel mellem "direkte" og "indirekte" arbejde og som betingelse sætter, at priserne skal bestemmes ud fra hele det arbejde, der er indeholdt i dem, d.v.s. direkte og indirekte arbejde; dermed afviser han bytteforholdene i Adam Smiths tidlige og uciviliserede tilstand. Han komplicerer sagen yderligere, idet han forestiller sig en skatteinddrivende regering, der "pålægger alle transaktioner en omsætningsskat på ti procent". Slutresultatet af disse bestræbelser, understøttet af "mellemskolealgebra", er denne konstatering: "Da industrigrene er ulige med hensyn til det direkte arbejdes relative intensitet (kapitalens organiske sammensætning), kumuleres eller ophobes en omsætningsskat på forskellig vis i forskellige industrigrene; det fører til bytterelationer, der er forskellige fra den givne legemliggjorte arbejdstid. I industrigrene med det relativt meste 'forudydede' arbejde stiger den relative pris mest".
Med andre ord, "indirekte", "dødt" eller "gammelt" arbejde har antaget form af kapital og skabt en uensartet organisk sammensætning. Dette udelukker, sammen med en omsætningsskats uensartede effekter på forskellige kapitalenheder, bytterelationer målt ud fra arbejdstidsværdier. Vi står her over for en klodset gentagelse af den marxske teori, efter hvilken forskellige profitrater for forskellige kapitaler med uensartet organisk sammensætning udelukker bytning af varer efter arbejdstidsværdier - uden at man, ifølge Marx, af den grund skulle have antastet arbejdsværdilæren.
Samuelson er naturligvis en modstander af denne teori. Adam Smith, skriver han, "dvælede kun på en side hos sin "tidligere og uciviliserede tilstand" med dens uindskrænkede arbejdsværdilære. Blader man en side videre, har man forladt paradis. Nu er der knaphed på landområder, der forlanges rente for dem, hjorte og bævere har nu byttepriser, der indeholder grundrente, og bortset fra det særlige tilfælde, hvor varer er karakteriseret ved præcist samme forhold mellem arbejde og landområde, adskiller priserne sig for altid fra de arbejdsomkostninger, de indeholder. "Hvorfor", spørger Samuelson, "forstod Ricardianerne ikke denne elementære kendsgerning?" Og hvorledes kunne de overse den anden kendsgerning, spørger han endvidere forundret, at ikke alle mennesker er lige? "Ricardo og Marx", skriver han, "håbede at undgå denne vanskelighed, idet de definerede nye arbejdskraftenheder. Hvis mænd producerer tre gange så lidt som kvinder, så tager man en time mandsarbejde som mindste nævner og vurderer så ethvert kvindearbejde som tre ærbare mandlige enheder." Og således går det videre, Samuelson svælger i sin berømte vits blot for at vise, at man ikke kan udlede forudsigelser om bytterelationer af arbejdsværdilæren. Men Marx var af samme opfattelse. Skønt Samuelson mener, at "bestræbelser på overdreven gendrivelse af arbejdsværdilæren idag ikke har megen mening", kan han ikke lade være med at henvise til "den sædvanlige indvending", nemlig "hensyntagen til tiden" som faktor, der forklarer renter og profit, sådan som Böhm-Bawerk og hans elever argumenterede. Han bemærker med tilfredshed, at Adam Smith så sig nødsaget til "at inkludere renter og profit sammen med arbejdslønninger og grundrente i konkurrence-priser", og det glæder ham, at Ricardo "indrømmede, at kystfangede rejer til forskel fra gammelt egetræ eller sjældne vine ikke blev byttet ud fra de arbejdsmængder der var indeholdt i dem". I den virkelige verden i 1776, 1817 eller 1970 "var tid penge, og renterne lå over nul". Også Marx, hævder Samuelson, er nået frem til disse kendsgerninger, om end ad en anden vej. Samuelson henviser til, at Marx' fremgangsmåde kan forstås, hvis man erindrer sig de klassiske økonomers opfattelse, hvorefter arbejde sammen med andre varer henregnedes til produktionsomkostningerne. Men medens produktionsomkostnings- eller eksistenslønteorien hos Malthus og Ricardo havde sit grundlag i en befolkningsteori, der var forbundet med en teori om aftagende udbytte i landbruget, havde Marx' eksistenslønteori ikke en sådan underbygning. Derfor finder Samuelson det nødvendigt, "at udarbejde logikken i den marxske model på basis af en antagelse af hans grundpostulater og aksiomer".
Men da Samuelson ikke kender Marx' "grundpostulater", får han mildest talt svært ved at "forklare Marx' model". Igen begynder han med Adam Smith, som er ham mere fortrolig. I bæver-hjort ligningen, mener han, "bliver der intet tilbage til en mulig profitrate eller skat, /.../ faktisk ville befolkningen uddø, hvis der blev pålagt den en skat". Men forudsat, at der kunne produceres mere end det, der er nødvendigt til opretholdelsen af den blotte eksistens ved hjælp af en eller anden opfindelse, så ville det for Marx' "profithungrende kapitalist" være muligt at tilegne sig merværdien. Han ville absorbere profitten, idet han holdt reallønnen på eksistensniveauet.
Nu følger en fuldstændig overflødig og hjemmelavet model, som Samuelson vil bruge til at vise, at en "Udbytningsmodel også kan formuleres i borgerlige begreber, uden de terminologiske fornyelser fra "Kapitalens" første bind, om end "modellens ånd på den anden side kan præges af Marx' opfattelse af merværdien". Man kan endda gå videre og konstatere udbytning gennem umiddelbar erfaring uden støtte fra nogen teori. Men under alle omstændigheder, i Samuelsons øjne resulterer udbytningen af den nødvendige forbindelse mellem direkte og gammelt arbejde; hvorved det sidstnævnte i hans model fremtræder som investeret kapital i form af råstoffer. Og "hvis arbejdere ikke sparer - ikke yder "konsumafsavn", ikke "venter" - så kan de ikke skaffe de råstoffer, som er nødvendige til deres arbejde og som de skal arbejde med". Besidder kapitalister disse råstoffer, så "kan de slå en handel af med arbejderne og tilegne sig en del af den producerede merværdi".
Men kun en del af merværdien, ikke det hele, for i en konkurrenceverden vil der ifølge den borgerlige ligevægtsteori findes en profittens ligevægtsrate, gennem hvilken kapitalens formation bliver tilpasset det voksende arbejdskraftpotentiel. Allerede forøgelsen af arbejdskraften implicerer, at reallønningerne ligger over de minimale omkostninger for arbejdskraftens subsistens og reproduktion. "Enhver tiltagende bestræbelse fra kapitalistens side til opsparing af hver profitrate", skriver Samuelson, "vil øge reallønnen og systemets naturlige vækstrate, og vil sænke ligevægtsprofitraten. Hvis vi indfører konstant teknologisk forandring i systemet, så kan man antage, at reallønningerne vil stige i en kapitalisme, der udvikler sig - hurtigt eller langsomt - afhængig af arten af innovationer og tilgrundliggende biologiske og økonomiske tendenser". Denne model kunne ifølge Samuelson "Nassau senior, Karl Marx og Joan Robinson alle med fuld ret gøre krav på", fordi den opfylder betingelserne for en udbytningsteori i behandlingen af profitter og lønninger.
Efter at dette problem er løst tilfredsstillende, vender Samuelson blikket direkte mod den marxske transformationsproces, d.v.s. mod tabellerne, der illustrerer en gennemsnitlig profitrate, og som fremstilles i tredie bind af "Kapitalen". Disse tabeller anskueliggør processen, men behandler den ikke udtømmende; de tjener udelukkende til at gøre den mere forståelig. De viser et antal enkelte kapitaler (fem i dette tilfælde) af samme størrelsesorden, men med forskellige merværdimængder og forskellige profitrater. Betragter man de fem kapitaler som en eneste kapitals lige så mange grene, så kan hver grens enkelte profitrater transformeres til en gennemsnitlig profitrate for kapitalen som helhed. Dette kan man ligeledes opnå, idet man ændrer de priser, der er realiseret i de enkelte grene, indtil alle indbringer identiske profitrater. Denne "transformation" af værdier til priser skabes, antager man, gennem konkurrencen på markedet.
Konkurrencepriser ændrer intet ved den kendsgerning, at summen af alle priser for samfundet som helhed er lig med totalproduktet, hvor meget priserne end afviger fra deres værdier. Mod denne fremstilling af værdi-pristransformationen har man indvendt - og Samuelson er enig i denne indvending - at Marx skulle have været inkonsekvent, da han bibeholdt antagelsen af konstant kapital både i sine værdi- og i sine prisberegninger, mens konstant kapital ifølge den logik, der foreskriver, at værdier skal transformeres til priser, også skal overføres til priser. Det skulle imidlertid være åbenbart, at det kun drejer sig om prisrelationer. Den værdi-pristransformation, som Marx taler om, refererer ikke til iagttagelige, konkrete faktorer, men er et konkret kunstgreb, der skal forklare de forandringer, som konkurrencen og cirkulationsprocessen fører med sig i et værdi- og merværdiproducerende samfund. Til dette beskedne formål er tabellerne, som Marx forelægger dem, fuldkommen tilstrækkelige; og det er meningsløst at forvente mere af dem, end de skal formidle.
Skønt Samuelson er enig i bebrejdelsen af Marx for at være inkonsistent i problemet omkring værdi-pristransformationen, opdager hans suveræne lærdhed, "at Marx' algoritme i et enkelt tilfælde passer præcist". Naturligvis er dette tilfælde blot et "kuriosum", men det tjener dog til "at vise, at enhver, der tror på relevansen af en minimal eksistensløn /.../, vil forså sin egen teori bedre, hvis han fra første bind kun holder fast ved den betydningsfulde indsigt, at der er en diskrepans mellem det, der kan produceres, og det, der udgør minimallønnen; og han vil gøre klogt i at forkaste den bogstavelige betydning i analysen af de interindustrielle værdier i "første bind som unødvendig og forvirrende".[2]
Det eneste tilfælde, Samuelson tilbyder, i hvilket den marxske fremgangsmåde bliver "eksakt", er et urealistisk tilfælde, nemlig det, hvor "hver afdeling (af Marx' transformationstabeller) tilfældigvis bruger de forskellige råstoffer og maskiner i de samme proportioner, som samfundet i sin helhed producerer dem i", og hvor "det eksistensnødvendige budget består i en varekurv, der har samme proportioner som de goder, der bliver brugt til produktionens input". Det er for denne art himmelråbende vås, Samuelsen finder eufemismen "afstand fra realismen"; den skal "mere tvingende forklare indvendingerne mod Marx" fremgangsmåde". Uden det, som han her selv har udklækket, mener Samuelson ikke, at Marx' fremgangsmåde kan retfærdiggøres; for selv om Marx også forklarer os, "at arbejderne arbejder en halv dag for sig selv og den resterende tid for den udbyttende kapitalist, så angiver han dog ikke i sine forskellige tabeller, hvilken del af de enkelte afdelingers goder, der udgør deres jernration". I virkeligheden tjener denne muntre udredning kun til endnu engang at gentage, at det ikke er muligt at udlede priser af værdier eller værdier af priser.
Den formodede dichotomi mellem værdi og pris forpligter Samuelson til at vende sig mod Böhm-Bawerks og Joan Robinsons argumenter, "at kun priser og profit besidder realitet, og at Marx, når han begynder med værdi og merværdirater, allerede har foretaget den omvendte transformation; således bringer den direkte transformation ham kun tilbage til udgangspunktet igen". Samuelson finder ikke dette rigtigt, for Sraffa og Leontief har vist, at "man godt kan nå frem til Marx' værdiskemaer ud fra en uforfalsket arbejdsværditeori, hvor bade den direkte arbejdstid, der kræves til fremstilling af enhver vare, såvel som eksistensomkostningerne kan beregnes i fysiske termini. Men det gælder kun for en arbejdsværdilære i "en uforfalsket, teknokratisk betydning, nemlig som algebraisk fremgangsmåde, igennem hvilken man erfarer, hvad der kan produceres i et statisk system med et givet arbejdstilbud og tilsvarende forhåndenværende og indsatte investerede materialer". På den anden side, mener Samuelson, "kan en teori om udbytningsløn kun baseres på analysen af priser og profit", hvorfor han forventer, at engang "vil marxister sandsynligvis formulere den i disse begreber". Måske var, således overvejer han, "Marx' manglende beherskelse af algebraen, eller at computeren ikke eksisterede", skyld i, "at han formulerede sin eksploitationsteori i første binds begreber, der ganske vist er urealistiske men samtidig er lettere at arbejde med end de walrasiske relationer i tredie bind".
Differencen mellem Samuelsons position til værdi-prisproblemet og Böhm-Bawerks og Joan Robinsons positioner er naturligvis kun af skolastisk art, i den pejorative betydning. Det er rigtigt, at man ikke kan aflede nogle faktisk eksisterende varepriser af deres arbejdstidsværdier, og det er ligeledes rigtigt, at der i realiteten kun eksisterer priser og profitter. Nar Samuelson imidlertid anbefaler, at man kun skal tage hensyn til disse fænomener, så deler han på dette punkt Böhm-Bawerks og Joan Robinsons position. Men, skriver han, det afgørende spørgsmål er ikke længere "om priserne i tredie bind er mere realistiske under konkurrencebetingelser", men om, "som Marx og hans moderne forsvarere har hævdet, profitraten, som den walrasiske ligevægt i tredie bind afhænger af, selv er afgørende bestemt af det første binds merværdianalyse, /.../ eller afgørende afhænger af disse størrelsers summer (forstået på den måde, at profitraten kun kan beregnes, efter at de er opsummeret og gennemsnittet er beregnet". Endvidere vil Samuelson vise, at Marx og Engels "ganske enkelt havde uret med hensyn til deres bestemmelse af det aspekt ved arbejdsværdilæren, der er yderst nødvendigt for udarbejdelsen af en pris-profitstruktur, der svarer til udbytningens minimallønsteori".
Til dette formål tilbyder Samuelson "et klart og skarpt matematisk bevis". Men da han ved, at ikke alle er "virtuoser i matrix-algebra", giver han endnu et bevis i et "forenklet, numerisk eksempel i to afdelinger", hvis højdepunkt er en grafisk analyse, der "tvingende skal bevise, at pris-profitligevægten udelukkende kan bestemmes gennem produktionskoefficienterne, der angiver de enkelte industriers nødvendige specifikke arbejdsindsats, og gennem behovet for eksistensnødvendige goder". Vi kan imidlertid gå let hen over disse matematiske, numeriske og grafiske bevisførelser, for i dem bliver kun endnu en gang bekræftet, hvad vi allerede ved, nemlig, at der ikke er brug for et transformationsproblem, hverken direkte eller inverst. Samuelson smigrer sig selv med, "at hvis Marx levede idag", ville han være enig med ham, og at man i hvertfald "for fremtiden må forvente af marxisterne, at de erklærer sig enige i disse aritmetikkens og logikkens prosaiske og ikke kontroverse kendsgerninger". Vi kan forbigå disse aritmetiske og logiske sandheder, for de har intet at gore med det værdi- og prisproblem, som Marx havde for øje. For at eftervise det vil vi forlade Samuelson og vende os mod Marx selv.
For at klargøre værdiopfattelsen, indledte Marx "Kapitalen'" med den urealistiske bytning af værdier, skønt han var klar over, at en sådan bytning ikke finder sted, og ikke kan finde sted i kapitalismen. Han gik frem på den made, ikke fordi den klassiske økonomi var hans grundlag, men fordi klassikerne ikke anvendte deres egen arbejdsværditeori konsekvent og derfor ikke formåede at forstå deres egen økonomi til bunds. Teoretisk svaghed og ikke realitetssans, som Samuelson mener, forklarer Adam Smiths manglende evne til at udvikle konkurrencepriser på basis af arbejdsværdilæren. Teoretisk svaghed er ifølge Marx også grunden til, at Ricardo vendte sig helt bort fra økonomien til fordel for kemien; hans vanskelighed var den, at han ikke kunne bringe arbejdsværdilæren i overensstemmelse med grundrentefaktoren. Ud fra kritikken af den klassiske økonomi udviklede Marx sin egen værdi- og merværditeori; det har intet formål at nærme sig marxismen fra de klassiske teoriers indkonsistens og svagheder.
Medens Marx i første bind af "Kapitalen" undersøger de fremtrædelsesformer, som den kapitalistiske produktionsproces i sig selv frembyder som umiddelbar produktionsproces, hvor der ses bort fra alle sekundære indvirkninger på den fra fremmede omstændigheder",[3] så beskæftiger han sig i tredie bind med en betragtning af de "konkrete former", der vokser frem af kapitalens bevægelsesproces, betragtet som et hele /.../ Kapitalens strukturer, sådan som vi udvikler dem i denne bog, nærmer sig altså skridt for skridt den form, hvori de optræder på samfundets overflade, i de forskellige kapitalers indbyrdes bevægelser, i konkurrencen og i produktionsagenternes almindelige bevidsthed".[4]
Det mål, Marx satte sig, var opdagelsen af og forklaringen på den kapitalistiske produktionsmådes udviklingslove. Til dette formål giver markedet alene ingen forklaring; man må også undersøge de produktionsforhold, der ligger til grund for den. Ser man i første omgang bort fra de stadig vekslende markedsforhold, så deler ethvert socialprodukt sig i værdi og merværdi. Hvad markedet på sin måde kan fordele, afhænger af disse to aggregater. Denne opdeling af socialproduktet, som er bestemmende for de kapitalistiske produktionsrelationer, kommer ikke umiddelbart til udtryk i markedsfænomenerne. Den må blotlægges gennem en tankemæssig anstrengelse, igennem hvilken man skal finde ud af, hvorfor markedet fungerer netop pa denne made og ikke anderledes.
Produktions- og cirkulationsprocessen udgør naturligvis en udelelig enhed; ignorerer man den sidstnævnte, bliver kun en abstrakt værdi- og merværditeori tilbage. Denne er abstrakt med henblik på markedsrelationer, om end meget konkret, hvad angår de tilgrundliggende, isoleret betragtede produktionsrelationer. Gennem negligeringen af produktionsrelationerne forbliver den borgerlige markedsteori ligeledes en abstraktion. Men medens den borgerlige teori bliver stående på dette abstrakte plan, så tillader den marxske teori en tilbagevending fra den abstrakte betragtning af den kapitalistiske produktionsmådes grundlæggende relationer til en betragtning og forståelse af den kapitalistiske økonomis konkrete totalitet.
Betragter man priser og profit, sådan som de bliver dannet af markedet, så begriber man kun Marx for så vidt, som de kræver en begrundelse i værdibegreber. Værdirelationerne, eller arbejdstidsrelationerne, er soleklar virkelighed. Ingen, endda ikke en borgerlig økonom, ville nægte, at uden arbejde eksisterer der ingen produktion og intet marked. Lige så lidt ville de afvise, at bestemte varer kræver bestemte mængder arbejdstid og at allokationen af den disponible samfundsmæssige arbejdstid må ske på en sådan måde, at de forskellige materielle goder, som samfundet behøver til sin eksistens, kan produceres. Selv om denne kendsgerning også optræder i den borgerlige teori i den uskyldige form af produktionskoefficienter - så optræder den altså ikke desto mindre; ganske vist behandles den kun som et aspekt ved prismekanismen. Men heller ikke den klare kendsgerning, at alt beror på arbejde, interesserer Marx. Han er optaget af spørgsmålet, hvorfor de samfundsmæssige arbejdsrelationer fremtræder som værdirelationer. Medens den klassiske økonomi kendte to former for værdi - bytte- og brugsværdi - og akcepterede dem som givne, spurgte Marx videre, hvordan værdiopfattelsen overhovedet kunne opstå; og han fandt svaret i den kapitalistiske produktionsmådes specifikke klasserelationer.
Samuelson hævder i sin ikke-marxistiske eksploitationsteori, at siden arbejdere ikke kan yde konsumafsavn og altså ikke spare den for kapitalen nødvendige kapital, må det nødvendigvis være kapitalisten som besidder af denne kapital, der spiller den væsentlige rolle i produktionsprocessen. Faktisk er det for arbejderne som klasse slet ikke muligt at spare, fordi produktionsbetingelserne beherskes udelukkende af kapitalistklassen, der således også bestemmer fordelingen af socialproduktet. Den tilegner sig en del, men må dog levne noget til arbejderne, for at disse kan arbejde og reproducere sig selv såvel som de gældende produktionsbetingelser. Disse bestemte klasserelationer antager karakter af værdirelationer, fordi de etableres under kapitalistiske markeds- og ejendomsrelationer.
Da produktionsbetingelserne til hver en tid befinder sig under alle kapitalisters private kontrol, bliver den samfundsmæssige produktions krav lige så lidt styret bevidst som distributionsprocessen. Men alle kapitalister råder til hver en tid og i lang tid over produktionen af bestemte varemængder, der behøver et bestemt kvantum af arbejdstid. Arbejderne sælger til kapitalisterne deres arbejdskraft til en pris, der muliggør deres eksistens. Dette nødvendige minimum, eller Samuelsons eksistension, var for mange arbejdere gennem hele kapitalismens historie bitter virkelighed, især i dens tidlige stadier. Alligevel behøver "eksistenslønnen" ikke at være en kendsgerning, d.v.s. den behøver ikke nødvendigvis at omfatte et stort antal arbejdere. Men alligevel kan man antage, at den på en generel måde bestemmer kapitalistens andel af det samlede socialprodukt. Alt, udover det, som arbejderne får, er produkt af merarbejde, som tilfalder kapitalisterne. Fordi de samfundsmæssige relationer mellem udbyttere og udbyttede har antaget karakter af bytterelationer, får delingen mellem arbejde og merarbejde karakter af værdirelationer. Var samfundet ikke grundlæggende delt i to samfundsmæssige klasser, fandt der heller ingen bytning sted mellem besiddere af produktionsmidler og arbejdere; og de samfundsmæssige produktionsrelationer ville ikke være værdirelationer.
For Marx er værdi- og prisrelationer ikke "økonomiske" relationer i den borgerlige økonomiske teoris betydning, men samfundsmæssige klasserelationer, der under den kapitalistiske vareproduktions betingelser fremtræder som "økonomiske" relationer. Skønt de ikke kan fremtræde på anden vis, så udgør de dog kun en historisk form for samfundsmæssige klasserelationer. Fra denne position er værdi og pris feticherede kategorier for den tilgrundliggende relation mellem kapital og arbejde, og kun så længe denne eksisterer, har de mening. Men så længe den eksisterer, må man nødvendigvis behandle de samfundsmæssige produktionsrelationer som værdi- og prisrelationer.
Marx' abstrakte værdimodel for kapitalproduktion skal tjene til at vise, at klasserelationers fremtrædelsesform som værdirelationer selv under de mest gunstige omstændigheder for kapitalismen implicerer en immanent modsigelse, der i stadig højere grad bliver tydelig, jo mere kapitalens arbejdsproduktivitet og akkumulation tager til. Da Samuelson imidlertid ikke behandler spørgsmålet, om "udbytningsmodellen kaster lys over systemets bevægelseslove" - skønt dette var den eneste hensigt med Marx' værk - må vi undvære beviset for, at det var værdi- og merværditeorien, der gjorde det muligt for Marx at forstå kapitalismens almene udviklingstendenser og dens endelige død.
Skønt det ikke er muligt at presse den marxistiske teoris dynamik ind i den borgerlige pristeoris statiske opfattelse, og skønt disse statiske opfattelser selv er meningsløse i en dynamisk verden, vil vi akceptere Samuelsons urealistiske antagelser i vores argumentations interesse, for antagelserne viser hans manglende evne til at forstå værdi-prisproblemet, sådan som Marx stiller det. Kapitalismens dynamik bliver ikke tydelig i en statisk ligevægtsteori, der ovenikøbet, selv i sin fordringsfulde matematiske, walrasiske form, ikke er andet end Says gamle ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Dette ligevægtspostulat udelukker med vilje den væsentlige uligevægt, der forklarer både kapitalismens udvikling og dens sammenbrud. Denne væsentlige uligevægt, nemlig den modsigelsesfyldte udvikling mellem bytte- og brugsværdi kan ikke erkendes i et prissystem.
Nar Marx undersøger priserne, gør han det ikke, fordi han på nogen måde har en reel interesse i relative priser og deres stadig vekslende, gensidige afhængigheder, men fordi der i virkeligheden kun eksisterer priser og profit, som man altså må forklare for at vise, at deres eksistens ikke afkræfter en værdianalyse af kapitalismen. Værdianalysen kan kun foretages ved hjælp af en tankemæssig konstruktion. Denne utilstrækkelighed deler den imidlertid med den borgerlige pristeoris ligevægtsmodeller. Når Samuelson forsøger at overbevise os om overflødigheden af den marxske værdianalyse, så nærer han den illusion, at den borgerlige pristeori fyldestgørende forklarer alle relevante økonomiske fænomener, mens den i virkeligheden kun behandler de overfladiske forandringer, hvis udgangspunkt er udbud og efterspørgsel, d.v.s. den borgerlige pristeori forklarer blot den ene pris gennem den anden, men ikke prisen selv. Selv om det også lykkes for ham at fremstille udbytningens kendsgerning indenfor en model, der kun beskæftiger sig med priser, så har en sådan model ingen betydning for marxister; deres interesse gælder jo ikke konkurrenceprisers mulige konstellationer, men afskaffelsen af prissystemet selv.
Marx' primære interesse angik ikke selve udbytningen som faktor, for den var blevet erkendt længe for ham, men spørgsmålet om den historiske overlevelsesevne for udbytningens specifikt kapitalistiske form. Til dette formal var en analyse af de samfundsmæssige aggregater af arbejde og merarbejde værdi og merværdi - såvel som af deres givne bevægelser i løbet af den kapitalistiske udvikling nødvendig. Således voksede nødvendigheden af at bevise, at de virkelig eksisterende pris- og profitrelationer er afledt af værdirelationer, skønt prisernes afvigelse fra værdierne ikke er tilgængelig for en direkte betragtning. Ifølge Marx beviste man ikke prisernes afstamning fra værdierne gennem en undersøgelse af den arbejdstid, der er indeholdt i varerne, som Samuelson antager. Langt snarere er en undersøgelse af ændringerne i det generelle prisniveau i løbet af den voksende arbejdsproduktivitet nødvendig.
Værdi og merværdi har ingen betydning for kapitalisterne. Deres eneste interesse er produktionsomkostninger og profit udtrykt i priser. Konkurrencen har en tendens til udligning af profitrater. En sådan proces forudsætter eksistensen af forskellige profitrater og ligeledes en bestemt totalmængde af samfundsmæssig profit. Medens eksistensen af en gennemsnitlig profitrate kan forklares gennem konkurrencen, kan dens givne omfang ikke udledes på denne måde. Dens omfang bestemmes gennem den ubekendte, men alligevel eksisterende totalprofit relativ i forhold til den samfundsmæssige totalkapital.
Den gennemsnitlige profitrate er ikke et "postulat" af Marx, som Samuelson hævder, men en empirisk betragtning, der tilsyneladende modsiger arbejdsværdilæren. Den peger pa en difference mellem produktionen af merværdi og dennes fordeling, forårsaget af markedsprocesser, der genspejler de samfundsmæssige behov inden for rammerne af den kapitalistiske produktion. Kapitalisterne, der kun er interesseret i profitten, må tilegne sig denne via produktion af varer, der tilfredsstiller efterspørgselen på markedet. Den voksende og skiftende efterspørgsel efter materielle goder forskyder kapitalen fra den ene produktionssektor til den anden, fra den ene industri til den anden, fra lave til høje priser; dette er processen, der udligner profitraterne via skiftende pris- og markedsrelationer. Men gennem det, der her sker, kan kun fordelingen af den samfundsmæssigt producerede totalprofit ændres blandt de konkurrerende kapitalister. Udligningen af profitrater bevirker allokationen af den kapitalistiske produktion i overensstemmelse med samfundsmæssige behov, sådan som de kommer til udtryk i efterspørgselen på markedet.
Dermed er kun på en anden måde sagt, at efterspørgsel og konkurrenceprismekanismen regulerer den kapitalistiske økonomi. Og her er punktet, hvor den borgerlige teori standser og den marxistiske teori først begynder. Skønt det aldrig sker, er det tænkeligt, at tilbud og efterspørgsel kunne befinde sig i ligevægt, og at følgelig alle priser, hvad de så end måtte betegne, var ligevægtspriser. Men dette er ikke vigtigt for marxister. Marx i det mindste, forudsatte en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, for at kunne udvikle sin teori fri for alle forstyrrelser gennem konkurrence og ligevægtssvingninger på markedet. Kun således var det muligt at blotlægge kapitalproduktionens grundstruktur og forstå de forskellige markedsfænomener. For skønt det er rigtigt, at konkurrence og prissystem regulerer markedet, så er dog denne regulering selv bestemt gennem værdirelationens regulerende kraft, d.v.s. gennem mulighederne og indskrænkningerne i produktionen af merværdi i løbet af den kapitalistiske akkumulation. Men dette igen forer til kapitalismens "bevægelseslove", der på nuværende tidspunkt ikke interesserer Samuelson. På grund af denne mangel på interesse tror han, at Marx har søgt efter en mulighed for at omsætte de deduktivt opdagede værdirelationer i faktisk givne prisrelationer. Skønt Marx til tider legede med denne ide, opgav han den snart som praktisk umulig og teoretisk uden betydning. "Set ud fra den samfundsmæssige totalkapital, er værdisummer af de varer, der er produceret af den (eller udtrykt i penge, deres pris) = den konstante kapitals værdi + den variable kapitals værdi + merværdi".[5] Men denne værdisum opdeles gennem konkurrencemarkedsrelationer og den uproduktive cirkulationsproces på en sådan måde, at det er umuligt at genkende specielle værdiindhold i varepriserne.
Den uproduktive cirkulationsproces' materielle nødvendighed - uproduktiv, fordi den bruger merværdi og ikke producerer den - og det samfundsmæssige arbejdes allokation, bestemt af kapitalproduktionens fysiske nødvendighed, fordeler merværdisummen via profitratens udligning således, at produktionsprocessens værdirelationer ikke kan fremtræde som sådan, men som tilsyneladende uafhængige prisrelationer. Den enkelte kapitalist beskæftiger sig ikke med værdier men med produktionspriser, d.v.s. med omkostningspriser plus den gennemsnitlige profitrate. Da hans produktionspris kan være en anden kapitalists omkostningspris og således indgå i dennes produktionspris, er det praktisk taget ikke muligt at skelne værdielementet fra priselementet; så meget desto mindre som de faktiske markedspriser ikke er lig produktionspriserne, men foretager udsving omkring dem. Da desuden den konstante og variable kapital, der benyttes i produktionen, indtræder i cirkulationsprocessen sammen med produkterne, der repræsenterer merværdien, tillader deres sammenblanding en vis yderligere redistribution af værdi- og merværdisummen i stadig vekslende konstellationer. Kort sagt, det er meningsløst at søge efter værdiindholdet i vareprisen. Men "hvorledes priserne så end er reguleret /.../ værdiloven behersker deres bevægelse, idet formindskelsen eller forøgelsen af den arbejdstid, der er nødvendig til produktion, får produktionspriserne til at stige eller falde".[6]
For Marx finder altså værdiloven ikke sin empiriske bekræftelse i aktuelle prisrelationer, men i produktionsprisernes generelle fald eller stigning. "Da nu varernes totalværdi regulerer totalmerværdien, og denne størrelsen af gennemsnitsprofitten og dermed ar den almene profitrate /.../, så regulerer værdiloven produktionspriserne".[7] Den gennemsnitlige profitrate viser, at priserne bestemmes af hele systemet. Systemet som et hele er tilgængelig for værdianalysen. Hverken Marx' værditeori eller dens "transformation" til priser kan forstås indenfor en statisk model af prisrelationer, men kun indenfor rammerne af hans dynamiske akkumulationsteori. I denne forstand er der ikke, som Samuelson formoder, nogen umiddelbar sammenhæng mellem Marx' værditeori og hans pristeori, der kunne retfærdiggøre forsøgende pa at transformere den ene ind i den anden; værditeorien forklarer prisfænomenet i et værdi- og merværdiproducerende samfund, der determineres af værdirelationer og ikke af prisrelationer.
Hvad Samuelson forlanger af sine læsere med kravet om at opgive arbejdsværdilæren er dette: Man skal stille sig tilfreds med en teori, der kun beskæftiger sig med den borgerlige vareproduktions status quo og som betragtes som selve den økonomiske teori. Men storsindet, som det passer sig for en nobelpristager at være, tilbyder han "en forsonlig formulering, der ikke krænker nogens ære", idet han tilstår Marx en "væsentlig indsigt" i "første binds beskæftigelse med merværdien", der i hans øjne ganske vist kan udtrykkes langt bedre med "den borgerlige analyses instrumenter". Naturligvis hører "dette udbytningsbegreb" kun hjemme i "videnskabens rige", og det er samtidig kun et andet udtryk for en "sammenligning af eksistensgoderne til arbejdets produktion og reproduktion med mængden af goder, som en rigtig forstået arbejdsværdilære beregner som producerbar for alle klasser med hensyn til de nødvendige arbejdsmængder". Samuelson indrømmer endda gerne, "at første binds vej, selv om man idag ved, at den er unødvendig, dog har den fordel, at den var lettere at forklare logisk". Endnu idag, mener han, "kan den mest puristiske elev og lærer med god samvittighed gribe tilbage til første binds terminologi", dog forudsat, at han indleder sine udredninger med den bemærkning, at tilfældet med samme organiske sammensætning, skønt det ikke er særlig realistisk, kaster et klart lys på naturen og den dynamiske udvikling af en model for arbejdskraftens udbytning.
Samuelson selv klarer sig naturligvis uden en koncept om værdi og merværdi, der er en uhåndterlig og upræcis måde at behandle pris- og profitrelationer på. For Marx derimod var netop omvendt pris- og profitrelationer kun de overfladiske fremtrædelsesformer for de indre og væsentlige klasserelationer, der udtrykker sig som værdirelationer. Samuelson forsøger at bevise, at der ikke er nogen forbindelse mellem værdi- og pristeori, men han afslører i virkeligheden kun dermed sin manglende evne til at interpretere Marx korrekt. Med hensyn til denne artikel, så har Samuelson ganske givet misbrugt sin tid - samt pengene fra National Science Foundation.
[1] Paul A. Samuelson, "Understanding the Marxian Notion of Exploitation: A summary of the So-Called Transformation Problem between Marxian Values and Competitive Prices", i: Journal of Economic Literature, Vol. IX, No. 2, June 1971.
[2] K. Marx, "Das Kapital", Bd. III, MEW 25, Berlin 1969, s. 165 f.; Rhodos 3:1, s. 202 f. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
[3] MEW 25, s. 33; Rhodos 3:1, s. 36.
[4] Ibid.
[5] MEW 25, s. 176; Rhodos 3:1, s. 216.
[6] MEW 25, s. 189; Rhodos 3:1, s. 232.
[7] Ibid., Rhodos 3:1, s. 233.
Last updated on: 8.23.2009