Originaltitel: "Krisen und Krisentheorien"
Offentliggjort: Ffg 1974
Oversættelse: Af et oversætterkollektiv på Kurasje
Digitalisering: Jonas Holmgren
I oversættelsen er der i overensstemmelse med forfatteren foretaget enkelte rettelser i forhold til den tyske tekst. I forbindelse med henvisninger til Das Kapital er der indført henvisninger til den danske oversættelse (Rhodos, 1970). Oversættelsen af citaterne fra Das Kapital er dog flere steder korrigeret i forhold til Rhodos-udgaven.
"Men en stor verdensperiode uddør aldrig så hurtigt som dens
arvinger normalt håber og måske også må håbe for at kunne angribe den med
behørigt eftertryk."
Franz Mehring
Den progressive udfoldelse af den kapitalistiske økonomi var fra begyndelsen en proces der var præget af tilbageslag. Der var gode og dårlige tider, og det søgte man en forklaring på. I begyndelsen var landbrugsproduktionen endnu udslagsgivende i den samfundsmæssige produktion, og det tillod at man afledte årsagerne til økonomisk nød af naturens manglende bestandighed. Misvækster kunne gøres ansvarlige for den almindelige mangel. Derudover var det selve landbrugsarbejdets ringe produktivitet, som, i forbindelse med den voksende befolkning, skabte frygten for, at der var sat naturlige grænser for den spirende kapitalistiske produktion, grænser som pegede hen på en uafvendelig stationær samfundstilstand. Den borgerlige politiske økonomi kendetegnedes af en dyb pessimisme, som først overvandtes gennem kapitalens accelererende udvikling. Selv om de samfundsmæssige forhold i den klassiske teori betragtedes som naturlige, forhindrede det ikke klassikerne i, med henblik på fordelingen specielt at vende sig mod de samfundsmæssige forhold.
Når således den klassiske teori på den ene side opfattede ligevægten mellem forskellige interesser som sikret gennem byttet - fordi dette var bestemt af de i varerne indeholdte arbejdsmængder - så stillede den på den anden side spørgsmåltegn ved denne ligevægt. Ved en rent formel betragtning af bytteforholdene og ved antagelsen om fri konkurrence syntes de individuelle interesser at falde sammen med samfundets, og ækvivalentbyttets økonomiske lov syntes at være retfærdig. Men betragtede man den klassemæssige opdeling af det samfundsmæssige produkt i jordrente, løn og profit, viste det sig imidlertid, at den formelle bytteproces ikke var en legitim abstraktion af virkeligheden.
Arbejdsværdiloven, som opstilledes af klassikerne, betragtede de givne tilstande og disses videre udfoldelse fra kapitalens standpunkt og dermed fra den kapitalistiske akkumulations standpunkt. Med få undtagelser antog klassikerne, omend med forskellige argumenter, at der var sat grænser for den kapitalistiske akkumulation, som ville finde deres udtryk i profittens fald. Ifølge David Ricardo fandt akkumulationen sin uundgåelige grænse i landbrugsøkonomiens aftagende produktivitet. En tiltagende udbytteforskel mellem landbrugets og industriens produktivitet ville forøge lønomkostningerne og sænke profitraten til gavn for jordrenten. Denne teori var klart en genspejling af de eksisterende relationer mellem jordejerne og kapitalisterne på Ricardos tid, og havde intet med værdiproduktionens immanente udviklingstendenser at gøre. Ifølge Marx var det Ricardos manglende evne til at forklare kapitalens udviklingslove ud fra kapitalproduktionen selv, der foranledigede ham til "at flygte fra økonomien til den organiske kemi."[1]
Alligevel så Marx i de engelske økonomers frygt for profitratens fald en "dyb forståelse af den kapitalistiske produktions betingelser." Det som f.eks. foruroligede Ricardo, var, "at profitraten, krumtappen i den kapitalistiske produktion og betingelsen og drivkraften i akkumulationen, selv kommer i fare gennem produktionens udvikling [...]. På rent økonomisk vis, dvs. fra bourgeoisistandpunktet, inden for den kapitalistiske forståelses grænser, fra den kapitalistiske produktions standpunkt selv, viser det sig, at denne produktion har sin skranke, sin relativitet, at den ikke er en absolut, men kun en historisk produktionsmåde, som modsvarer en vis begrænset epoke i de materielle produktionsbetingelsers udvikling."[2]
Blev profitratens faldende tendens i begyndelsen afledt af den tiltagende konkurrence, og i forbindelse med befolkningstilvæksten, af den stigende jordrente, så varede det ikke længe før også arbejdslønnen blev sat i modsætning til akkumulationens profitnødvendigheder. På den anden side tilskyndede forøgelsen af lønarbejdet!, gennem det til arbejdstiden knyttede værdibegreb til at stille spørgsmålet om profittens årsag; det fandt sit svar i producenternes krav om fuldt udbytte af arbejdet. Som profitten selv, blev også den akkumulerede kapital forstået som ophobet ubetalt arbejde. Afvisningen af den kapitalistiske udbytnings genstand krævede derfor, at man tog afstand fra arbejdsværditeorien. Derimod kunne man simpelthen glemme akkumulationsproblemet, da bekymringerne i denne henseende viste sig at være falske. Akkumulationen tog ikke af men til, og kapitalen beherskede umiskendeligt hele samfundet. Lønarbejde og kapital udtrykte nu de væsentlige klassemodsætninger og bestemte de videre forandringer i den borgerlige økonomi.
Den apologetiske natur, som økonomien nu udfoldede, behøvede de borgerlige økonomer ganske vist ikke at være sig bevidst. Ud fra den overbevisning, at den kapitalistiske økonomi er den eneste mulige, bliver enhver kritik der rettes mod den, gjort til en uberettiget, subjektiv indstilling til de virkelige tilstande. Apologetikken fremtræder som objektiv, som en videnskabelig erkendelse, der ikke kan rokkes af nogen påviselig mangel ved systemet. Almengørelsen af den kapitalistiske økonomi krævede en uhistorisk betragtningsmåde og en forvandling af den politiske økonomis kategorier til almene love for de menneskelige forhold, således som de kan findes i alle samfundsformer. Da fortiden kun kan begribes ud fra nutiden, var den borgerlige økonomi også for Marx en nøgle til forståelsen af tidligere samfundsformationer; "men ikke på de økonomers maner der udvisker alle historiske forskelle og i alle samfundsformer ser de borgerlige."[3] De almene abstrakte bestemmelser, som mere eller mindre findes i alle samfundsformer, har trods alt i ethvert samfund en karakter, som kun modsvarer dette samfund. Penge som byttemiddel og penge som kapital udtrykker forskellige samfundsmæssige relationer, og de arbejdsmidler som anvendtes i fortiden kan ikke ligestilles med den selvværdiøgende kapital. Den kapitalistiske økonomi lader sig ikke forstå ud fra de abstrakte almene bestemmelser af den menneskelige handel og samkvem. Begrænser man sig til det, kan det kun udspringe af uvidenhed om de virkelige samfundsmæssige sammenhænge eller af ønsket om at gå udenom de dermed forbundne problemer.
Ifølge Marx lå den klassiske værditeori under for en forveksling af produktionens naturlige og økonomiske væsen. Den gik derfor ud fra arbejdet og opfattede kapitalen som en ting, ikke som et samfundsmæssigt forhold. Men for "at udvikle kapitalens begreb er det nødvendigt, ikke at gå ud fra arbejdet, men fra værdien og det fra den allerede i cirkulationens bevægelse udviklede bytteværdi."[4] Det kapitalistiske samfunds eksistens og udvikling beror på forskellen mellem arbejdskraftens bytte- og brugsværdi, og det har arbejdernes adskillelse fra produktionsmidlerne til forudsætning. Arbejdet selv har ingen værdi, men arbejdskraften som vare frembringer udover sin egen værdi endnu en merværdi, af hvilken markedsøkonomiens forskellige økonomiske kategorier, som pris, profit, rente og jordrente fremkommer, og hvori de tillige finder deres tilsløring.
Den marxske kritik af den borgerlige økonomi var således dobbelt: den bestod på den ene side på grundlag af de givne fetichistiske økonomiske kategorier af en konsekvent anvendelse af arbejdsværditeorien på den kapitalistiske udvikling, og på den anden side i afdækkelsen af disse kategorier som klasse- og udbytningsforhold som kendetegnende for der kapitalistiske vareproduktion. Det, som ikke kunne lykkes for klassikerne, nemlig at forklare kapitalens stigende vanskeligheder ud fra modsætningen mellem bytte- og brugsværdiproduktion - der kendetegner den kapitalistiske produktionsmåde - lykkedes for Marx, der dermed blev i stand til at fremstille kapitalens skranker som sat af kapitalen selv. Og da der skjuler sig reale klasseforhold bag de økonomiske kategorier, var de for kapitalen særegne økonomiske modsigelser tillige aktuelle modsætninger og kunne dermed overvindes ad revolutionære veje.
Den klassiske økonomis negligering af udviklingen af klassemodsætningen mellem arbejde og kapital i kapitalismen gjorde, at den forstod sig selv som en fordomsfri videnskab, uden at den dermed forfaldt til ren positivisme. Den havde tillige en normativ karakter, idet den fremsatte forslag om, hvorledes man skulle afhjælpe forhåndenværende eller nyopdukkende misforhold. Den harmoni, som man kunne forvente i markedsøkonomien skulle forhindres gennem modsatrettede bestræbelser på merkantilistisk monopol- og pengepolitik. På den anden side blev den universelle konkurrence samtidig betvivlet som patentmiddel mod økonomiske uretmæssigheder. Den tydelige forarmelse af arbejderne foranledigede John Stuart Mill til at modificere de økonomiske konsekvenser af den kapitalistiske produktion gennem en retfærdigere fordeling, som skulle opnås ad politisk vej. For Marx var forholdet mellem produktion og fordeling sat af produktionen selv. Mills "smagløshed" viste sig for Marx i, at Mill anså "de borgerlige produktionsforhold for evige, men deres distributionsforhold for historiske, (og således) hverken forstår de første eller de sidste."[5] Den klassiske økonomis normative elementer udtrykte blot en manglende forståelse af de kapitalistiske samfund. Men den politiske økonomi, som opstod med kapitalismen var i almindelighed, set fra et borgerligt standpunkt, den ideelle opfattelse og fremstilling af vareproduktionen, som gennem byttet formidlede profitten til besidderne af produktionsmidlerne. Den praktiske kritik af den politiske økonomi var selv stadig politisk økonomi, men set fra arbejdernes standpunkt, og den udmøntede sig som sådan i deres kamp for bedre livsbetingelser. Den politiske økonomi var dermed en klassekamp mellem arbejde og kapital, den klassekamp som tilsløredes i de økonomiske kategorier. Sålænge bourgeoisiet fastholdt den på arbejdstiden baserede værditeori, opfyldte det på sin måde sine forpligtelser overfor de objektive tilstande, selv når det stiltiende gik hen over udbytningens kendsgerning. Idet det tog afstand fra arbejdsværditeorien, berøvede det sig selv muligheden for den objektive erkendelse af de økonomiske sammenhænge, og overlod den videnskabelige betragtning af det borgerlige samfund til den marxske kritik.
Det ville imidlertid være forkert at antage, at den borgerlige afstandtagen fra arbejdsværditeorien udelukkende kan tilskrives fornægtelsen af udbytningen. Bortset fra, at arbejdsværditeoriens virkelige indhold ikke blev forstået, dvs. i betydningen arbejdskraftens dobbeltkarakter som bytte- og brugsværdi, havde den heller ingen praktisk betydning for bourgeoisiet. Det drejede sig her ikke om arbejdstidsværdier, men om priserne, som blev betragtet uafhængig af værdierne og som etableredes gennem konkurrencen. Skønt dette ikke skulle have forhindret klassikerne i ud fra deres totalsamfundsmæssige udgangspunkt alligevel at påvise værditeoriens gyldighed, og skønt dette også i udstrakt grad blev forsøgt, forblev løsningen på værdiproblemet dog forbeholdt Marx. Således var det givet også de teoretiske vanskeligheder i forbindelse med arbejdsværdilæren, der var medansvarlige for, at man tog afstand fra arbejdsværdiloven.
Den ville nemlig vise: At aflede profit, rente og jordrente af værdiloven kunne kun føre til indsigten i, at arbejderne udover deres værdi producerer yderligere en merværdi, som de ikke-producerende samfundslag tilegner sig. Opfattelsen af, at alene arbejdet skaber værdi måtte man lade falde for at kunne retfærdiggøre indkomsterne i form af profit, rente og jordrente. Dette var ikke blot nødvendigt, men også indlysende, da arbejderne under kapitalistiske betingelser ligeså lidt kan producere uden kapitalen som kapitalen uden arbejdere. Var de besiddelsesløse arbejdere en forudsætning for kapitalistisk produktion, så var kapitalbesiddelsen en forudsætning for proletariatets eksistens. Eftersom det ene var ligeså nødvendigt som det andet, og da man levede på Jorden, kunne der kun være tale om tre produktionsfaktorer: land, arbejde og kapital, som ligeligt har del i produktionen. Ud af værditeorien opstod der således for første gang en af disse tre faktorer bestemt omkostningsteori.
Skønt uforenelig med værdiloven, forblev omkostningsteorien et "objektivt" begreb, idet den angiveligt inkluderede forskellige bidrag til den samfundsmæssige produktion og beskrev deres værdi. Varernes værdi fremkom i denne teori ikke blot af det til deres fremstilling anvendte direkte arbejde, men også af de produktionsbetingelser, som først muliggjorde dette arbejde. Renten, ofte ikke andet end profitten, fandt sin kapitalistiske forklaring i kapitalens produktivitet. Den "rene" profit refererede til aflønningen af arbejdsgiverne, hvis virksomhed angiveligt formidlede en yderligere del på en anden måde til den samfundsmæssige totalværdi. Teorien var imidlertid hverken teoretisk eller praktisk tilfredsstillende. At betragte besiddelsen som sådan som værdiskabende, forblev også fremover problematisk. Men identificeringen af arbejdskraftens markedspris med dens værdi tillod den illusion, at det udbytte der opnås på markedet ikke beror på udbytning. Den borgerlige økonomis problemer syntes at forsvinde, såsnart man begrænsede sig til markedet og lod produktionen ude af betragtning. Den rene markedsbetragtning ledte til en forvandling af det objektive til et subjektivt værdibegreb.
Den indlysende tanke, at varernes værdisættelse afhænger af deres nytte for køberen har heller ikke været fremmed for klassikerne. Således forsøgte allerede Jean-Baptiste Say direkte at føre værdien tilbage til nytten, han kom imidlertid til den konklusion, at nytten ikke lod sig måle. Den var kun målelig gennem den mængde arbejde, som en person var i stand til at yde for at producere en hvilken som helst nyttig vare. Også for Marx var varernes brugsværdi en forudsætning for deres bytteværdi. Men det drejede sig her ikke om udveksling af arbejdsprodukter til individuel behovstilfredsstillelse, men derimod om byttet af givne, som bytteværdi optrædende brugsværdier, mod en større mængde bytteværdi i penge- eller vareform. Udtrykt i axbejdstidsækvivalenter er dette kun muligt, hvis der findes en vare, hvis brugsværdi er større end dens bytteværdi, og det i en objektivt målelig forstand. Varen arbejdskraft opfylder denne betingelse. Ser man imidlertid bort fra denne kendsgerning, så fremtræder byttet faktisk som en proces der tjener de individuelle behov og varernes værdisættelse som bestemt af mangfoldige subjektive menneskelige tilbøjeligheder.
Løsrevet fra produktionen kunne prisproblemet betragtes som et rent markedsfænomen. Overgik udbuddet af varer efterspørgslen, så faldt deres pris; var det omvendte tilfældet, så steg prisen. Prisernes bevægelse kunne imidlertid ikke forklare prisen selv. Afviste man det objektive værdibegreb, så måtte man dog fastholde værdibegrebet for ikke at skulle bestemme prisen ud fra prisen. "Løsningen" fandt man i overgangen fra økonomien til psykologien. Priserne, påstod man nu, lå under for konsumenternes individuelle værdifastsættelse som kommer til udtryk i efterspørgslen. Knaphed og sjældenhed i forhold til efterspørgslen forklarer prisrelationerne. Det varede ikke længe før den subjektive værditeori som grænsenytteteori næsten blev til fællesgods i den borgerlige økonomi.
Med grænsenytteteorien mistede den politiske økonomis begreb sin mening og blev udskiftet med den "rene" økonomi. I metodologisk henseende adskilte grænsenytteteorien sig ikke fra den klassiske økonomi, men dens indhold relaterede sig ikke længere til samfundsmæssige problemer, men til den enkeltes forhold til de goder, han havde til rådighed og dette forholds udslag i bytteprocessen. Naturligvis forholdt den klassiske økonomi sig også til enkeltmennesket som Homo Economicus, som i konkurrencen med andre enkeltmennesker anstrengte sig for at få det størst mulige udbytte. Men denne konkurrence blev opfattet som en udjævnings- og ordningsproces, der tilpassede produktionen og fordelingen efter de samfundsmæssige behov. Ganske vist fuldbyrdedes denne proces - som ledet af en usynlig hånd - bag producenternes ryg, men ikke desto mindre fuldbyrdedes den og etablerede den nødvendige forbindelse mellem privat- og almeninteresse. Det kunne naturligvis ikke falde grænseteoretikerne ind, at benægte samfundets eksistens. Men for dem var de samfundsmæssige relationer kun middel til realisering af det enkelte menneskes "økonomiske forhold" til de ting som syntes nyttige for ham. Dette forhold gjaldt i samme grad for den enkelte udenfor samfundet som for hvert menneske i hvilket som helst samfund, således at det ikke gik ind på et bestemt samfunds natur.
Til grund for grænsenytteteorien lå den ikke særlig fjerntliggende opdagelse, at man kan få for meget både af det gode og af det dårlige, og at denne konstatering måtte anvendes på økonomien. I Tyskland var det Hermann Heinrich Gossen[6], der som den første repræsenterede den grundsætning. Han vandt først ingen tilslutning, men fik imidlertid efterhånden anerkendelse gennem den popularitet, der omgærdede begrebet grænsenytte, som William Stanley Jevons[7] udviklede selvstændigt England. På samme tid grundlagde Karl Menger[8] den teoretiske økonomis "østrigske skole" - som var baseret på det subjektive værdibegreb - hvortil blandt andre Friedrich von Wieser[9] og Eugen von Böhm-Bawerk[10] må regnes. Skønt disse økonomers bidrag adskiller sig fra hinanden, kan de dog slås sammen i en bunke som grundlæggere af grænsenytte-læren.
Udgangspunktet for denne teori er de individuelle behov. Vurderingen af disse behov er et anliggende for den menneskelige bevidsthed og dermed subjektiv. Men hensyn til mangel på eller overskud af forbrugsgoder er bytteværdi og brugsværdi kun forskellige former for den almene fremtrædelse af den af bevidstheden bestemte værdi. Behovet for en bestemt vare er imidlertid begrænset. Efter en vedtagen mætningsskala, bestemmer det punkt, på hvilket kravet om en bestemt vare stilles, dennes grænsenytte og dermed dens værdi. Eftersom menneskets behov er mangfoldige, vælger det mellem de forskellige varer på en sådan måde, at det opnår højst mulig grænsenytte. Da nogle øjebliksnydelser har skadelige følger, sammenligner mennesket de momentane nydelser med senere afsavn, for at undgå ethvert nydelsestab. Henført til markedet måler hvert enkelt menneske en vares værdi efter dens grænsenytte, og den højst mulige grænsenytte opnås, når grænsenytten af alle de varer, som han køber, er af samme størrelse.
Hvem ved ikke, at det menneskelige liv ledsages af lyst og ulyst, og at alle forsøger at mindske ulysten og forøge lysten. Ligesom glæde og sorg var kvantificerbare for nyttefilosoffen og socialreformatoren Jeremy Nentham, således anså Jevons lyst og ulyst for beregnelige størrelser, igennem hvilke nationaløkonomien lod sig begribe og fremstille matematisk. Men det som var mislykkedes for Say, lykkedes heller ikke for Jevons og grænsenytteteoretikerne, og forsøgene på at gøre den subjektive nytte målelig blev snart opgivet. Man enedes om, at man ganske vist kan sammenligne nytten, men at man ikke kan måle den nøjagtigt.
Den borgerlige apologetik havde stillet sig to opgaver. På den ene side anså man det for nødvendigt at fremstille profit, rente og jordrente som elementer i værdiskabelsen, og på den anden side anså man det for passende at underbygge økonomiens autoritet naturvidenskabeligt. Det var disse to krav, som beherskede forsøget på at opstille almene, af tid og omstændigheder uafhængige økonomiske love. Kunne man påvise sådanne love, så var det også muligt at retfærdiggøre det bestående samfund og tilbagevise enhver tanke om at ændre dette. Den subjektive værdilære syntes at opfylde begge opgaver samtidigt. Den kunne overse de særlige bytteforhold under kapitalismen, og af de byttendes behov selv aflede fordelingen af det samfundsmæssige produkt, hvordan dette så end måtte falde ud.
Denne bestræbelse var allerede foregrebet af Nassau W. Seniors[11] teori om at rente og profit måtte gælde som betaling for det offer, kapitalisten bragte, i og med at han gav afkald på forbrug for kapitaldannelsens skyld. Således kunne kapitalomkostninger og arbejdsomkostninger - de sidste i betydningen arbejdsmøje - i samme grad betragtes som afkald, og profitten kunne ligestilles med lønnen. Bortset fra disse afkald tjente byttet til tilfredsstillelse af de byttendes behov. Alle kunne have udbytte, da enhver jo klart vurderer de varer og tjenester højere, som han modtager end dem, han giver ud derfor. Kapitalisten køber arbejdskraften, da den betyder mere for ham end den betalte lønsum, og arbejderen sælger sin arbejdskraft, da den betyder mindre for ham end den løn, han får derfor. Således får begge udbytte af byttet, og der kan ikke være tale om udbytning.
Eftersom den subjektive værdi ikke kan måles, renoncerede man snart på den psykologiske begrundelse for grænsenytten, ganske vist uden at lade teorien selv falde. Den refererede sig nu ikke til nytten selv, men derimod til de subjektive vurderinger sådan som de fremtræder i markedsefterspørgslen. Nytten, relaterer sig, sådan hed det nu, mindre til en bestemt vare og mere til det antal varer, som køberen foretrækker at vælge mellem. En sådan forbrugernes ordnings- og præferenceskala konstrueres ved hjælp af såkaldte, grafisk fremstillede indifferenskurver. Man skelnede nu mellem nyttens absolutte (kardinale) størrelse og den relative (ordinale) nytte, som fremstår på præferenceskalaen. Begrebet grænsenytte ændredes til substitutionsgrænseraten. En vares tiltagende kvantitet kompenserer her for en anden vares aftagende kvantitet, indtil de opnåede grænserater for deres gensidige substituerbarhed, formidler den højeste grad af behovstilfredsstillelse. Med andre ord: køberen administrerer sine penge således, at alle de varer han køber er lige meget værd for ham, hvorved hans valghandling kan nå en tilfredsstillende afslutning. Ikke alle grænsenytteteoretikere var parat til at opgive begrebet om den kardinale nytte, og for andre gik begrebet om den ordinale nytte ikke langt nok, eftersom det stadigvæk var relateret til den subjektive værdi. Da grænsenytten kun kan ses i prisen, foretrak de sidste en ren pristeori, befriet for alle værdiproblemerne.
Det var heller ikke muligt at betragte prisen som udelukkende bestemt af efterspørgslen, eftersom der uden tvivl blev produceret og da der eksisterede udbudspriser såvel som efterspørgselspriser. Det var da nærliggende at forbinde den subjektive værditeori med den forudgående omkostningsteori. Ud af denne bestræbelse udviklede sig den såkaldte nyklassiske teori, som fandt sin mest betydningsfulde repræsentant i Alfred Marshall[12]. Rigtignok blev produktionsomkostningerne fremdeles forstået subjektivt som kapitalistens afkald og som ulyst ved arbejdet. Ligesom efterspørgslen bestemmes af grænsenytten, så skjuler der sig bag udbuddet grænsepunktet for beredvilligheden til at arbejde mere og udskyde forbruget til fordel for kapitaldannelsen. Marshall var imidlertid klar over, at de faktorer der bestemmer udbud og efterspørgsel ikke kan erkendes som sådan og at det eneste holdepunkt for disse "reale" faktorer findes i de aktuelle prisrelationer. Det er pengesystemet som forvandler de subjektive værdifastsættelser til priser, i hvilke de "reale" behov og afkald genspejles. Gennem prisen bliver den ikke-målelige subjektive værdi til en målelig værdi. Udbud og efterspørgsel regulerer priserne i retning af en ligevægt, således at forholdet mellem udbud og efterspørgsel på længere sigt bestemmer vareværdierne.
En anden variant af grænsenyttelæren så produktionen som en selvfølgelig forudsætning for bytterelationerne, hvilken ikke behøvede nogen særlig opmærksomhed. For Leon Walras[13], grundlæggeren af "Lausanne-skolen", var hele økonomien kun en teori om varebyttet og prisbestemmelsen.
Også for ham udsprang værdien af knapheden på goder i forhold til de forhåndenværende behov, hvorved grænsenytten giver en forklaring på den forskellige intensitet i behovene. Men præcis sådan som den enkelte igennem sine valghandlinger på markedet bringer sine forskellige behov i en ligevægt af tilfredsstillelse, således tenderer det totalsamfundsmæssige bytte mod en almen ligevægt, i hvilken de efterspurgte varers og tjenesters samlede værdi modsvarer de udbudtes samlede værdi.
Antagelsen om en tilbøjelighed til ligevægt mellem udbud og efterspørgsel formidlet gennem byttet lå ganske vist til grund for alle markedsteorier. Walras forsøgte imidlertid, at påvise denne antagelses berettigelse videnskabeligt-eksakt. For ham var grænsenytten ikke blot selvfølgelig men også målelig: gennem anvendelse af substitutionsprincippet på det samlede varemarked, på hvilket alle priser er uløseligt sammenflettede. Priserne fremtræder for ham som de byttede varemængders omvendte forhold. For ham sammensættes produktionsomkostningerne af de heri indgående arbejdslønninger, renter og jordrenter, der, opfattet som produktive tjenester, er ligestillede. Alle personer bytter deres produktive tjenester med de dertil svarende forbrugsgoder. Den subjektive værdis "realitet", som den manifesterer sig i ligevægtspriserne bliver her synlig i økonomiens ligevægt, og denne ligevægt beviser igen det subjektive værdibegreb. Da værdi og ligevægt betinger hinanden, reduceres værditeorien til teorien om den almene ligevægt, og for at påvise denne mulighed teoretisk, er det tilstrækkeligt at have bragt bevis for den subjektive værdilæres gyldighed.
Trods denne cirkelslutning forblev ligevægtsbetragtningen en af de væsentligste metoder i den borgerlige økonomi - såvel for økonomien som helhed som for dele eller enkeltområder af denne, især fordi al bevægelse i verden - ikke kun i økonomien - ifølge denne opfattelse tenderede mod ligevægtstilstande. Det Walras'ske almene ligevægtssystem, som blev fremstillet gennem et system af simultane ligninger, var naturligvis kun en model og ikke noget billede af de faktiske omstændigheder. Imidlertid gjorde det krav på en virkelighedserkendelse, for ganske vist kunne nationaløkonomien godt fjerne sig fra ligevægtstilstanden men den stræbte altid imod denne igen. Eftersom de mangfoldigt sammenflettede økonomiske processer var uoverskuelige og komplekse, kunne det teoretiske bevis på den mulige ligevægt kun føres ad matematisk vej og på et abstraktionsniveau, som - skønt dette svarede til teorien - havde mistet enhver sammenhæng med virkeligheden.
Med antagelsen om at vareværdien i sidste instans bestemmes af konsumenterne havde man ladet den samfundsmæssige indkomstfordeling ude af betragtning. Dette forsøgte John Bates Clark[14] at rette op på gennem anvendelsen af grænseanalysen på produktionsfaktorerne. Ligesom en mætningsskala i konsumtionen førte til grænsenytten, således betingede den vedvarende forøgelse af arbejdet et fald og et grænsepunkt for dets produktivitet. Dette grænsepunkt korn til udtryk i de til enhver tid afgivne lønninger. Ganske vist kan identiteten eller ligevægten mellem løn og grænseproduktivitet forstyrres, men kun for atter at frembringe sig selv. Hvis f.eks. grænseproduktiviteten overstiger lønnen, så aftager efterspørgslen på arbejde, indtil grænseproduktivitet og løn atter befinder sig i ligevægt. Hvis lønnen overstiger grænseproduktiviteten, går efterspørgslen på arbejde ned, indtil identiteten mellem grænseproduktivitet og løn igen er tilvejebragt. Det, som gjaldt for lønarbejdet, holdt også stik for alle andre produktionsfaktorer, således at alle faktorer i ligevægt havde del i totalindkomsten, svarende til deres grænseproduktivitet. Dermed var ikke blot udbud og efterspørgsel, men også fordelingen af det samfundsmæssige produkt forklaret ud fra princippet om grænsenytte eller manglende grænsenytte. Og da enhver produktionsfaktor fik den del af det samfundsmæssige produkt, som svarede til dennes særlige bidrag til den samfundsmæssige produktion, var den givne fordeling ikke blot økonomisk betinget, men også retfærdig. Inddragelsen af den samfundsmæssige produktion i den subjektive værdilære forekom nogle af dens repræsentanter at være malplaceret. For Böhm-Bawerk[15], for hvem al produktion i sidste ende kun tjente forbruget, havde det ingen mening specielt at gå ind på produktionen, eller at tale om, at indkomstfordelingen afhang af produktionsfaktorernes grænseproduktivitet. Kapitalproduktion var for ham produktion ad omveje i modsætning til direkte produktion uden nogen væsentlige produktionsmidler. Således var enhver produktionsproces, i hvilken der anvendtes produktionsmidler, en kapitalistisk produktionsproces, selv i en socialistisk økonomi. For Böhm-Bawerk var der kun to produktionsfaktorer: arbejde og jord; kapital betragtede han som et rent teoretisk og ikke historisk begreb. Alle nutidens goder er konsumtionsmidler, fremtidens goder, som ligeledes er konsumtionsmidler, optræder i mellemtiden som kapitalgoder og arbejdsydelser. Profitten, som kun betragtes som rente, kan ikke afledes af produktionen, men opstår i byttet mellem eksisterende og fremtidige goder. Grænsenytten afgør nutidens og fremtidens forskellige værdisættelser. Ifølge Böhm-Bawerk er renten ikke blot ikke uundgåelig, men også retfærdiggjort, fordi enhver produktion direkte afhænger af kapitalistens sparsommelighed, og både arbejderen og jordbesidderen er henvist til kapitalkredit. Ingen af dem kan leve direkte af deres produktion, da disse fremstillingstider påkræver forskellig længde. De må leve af produkter, som er fremstillet på et tidligere tidspunkt. Den, der ikke selv er parat eller i stand til at indskrænke og spare på sit forbrug, bliver udelukket fra den indhøstede rente. Selv om renten er den form, i hvilken kapitalgodernes udbytte bliver betalt eller indtaget, er den ikke produkt af arbejde eller kapital, men en gevinst, som er formidlet af det blotte tidsforløb - så at sige en gave fra himlen. Renten er så meget mere en gave fra himlen som den tillige er middel til økonomisk ligevægt og fremskridt. Den regulerer den nødvendige ligevægt mellem nutidig og fremtidig produktion gennem reguleringen af kapitalanbringelserne med henblik på deres udbredelse eller indskrænkning i forhold til de eksisterende konsumtionsbehov. Men med omvejsproduktionens tilvækst vokser massen af forbrugsgoder; den formindsker dermed nødvendigheden af nye besparelser på ekstra produktionsmidler. Således udtrykker det samfundsmæssige fremskridt sig i en aftagende renterate.
Det lønner sig dog ikke at komme ind på flere repræsentanter for den subjektive værdilære, ligesom det var rimeligt at ignorere dem på det tidspunkt, hvor de var i deres højeste glansperiode. Marx har ikke ytret sig direkte herom[16], og for Friedrich Engels var de kun en dårlig vittighed[17], skønt han ganske anså det for muligt, at "en plausibel vulgærsocialisme kunne opbygges på grundlag af den Jevons-Menger'-ske brugsværdi- og grænsenytteteori."[18] Rent faktisk vender en del af det reformistiske socialdemokrati sig også mod grænsenytteteorien, ud fra overbevisningen om, at den formodede marxske forsømmelse af efterspørgselsproblemet og dets indflydelse på prisdannelserne havde berøvet ham muligheden for at begribe de virkelige økonomiske sammenhænge. Medens den subjektive værdilære udbredtes i den socialdemokratiske lejr, mistede den i den borgerlige lejr allerede sin overbevisningskraft og blev snart opgivet fuldstændigt. Det er tilbagevisningen af den psykologiske værdi gennem bourgeoisiet selv, der udøver en udførlig kritik af denne teori.
Overvindelsen af den subjektive værdilære fuldbyrdedes i to forskellige former: på den ene side ved at den blev sat på spidsen, hvorved den mistede den sidste tilsyneladende sammenhæng med virkeligheden, på den anden side ved at man åbenlyst gav afkald på at føre prisen tilbage til værdien. I forbindelse med de første bestræbelser, kan man nævne Joseph A. Schumpeter[19]. Den østrigske skole repræsenterede det standpunkt, at for forbrugerne er værdien af de færdige forbrugsgoder afhængig af disses grænsenytte, og at varer i ufærdig tilstand, f.eks. råmaterialer og maskiner, først gennem en tilvirkningsproces finder deres egen grænsenytte i de færdige varers grænsenytte. Fra forbrugernes synspunkt har de forskellige råmaterialer, produktionsmidler og halvfabrikata ikke nogen direkte, men kun en indirekte nytteværdi, som imidlertid gennem tilvirkningen finder deres udtryk i forbrugsgodernes priser. Det samme gjaldt for varecirkulationen. Man skelnede her mellem goder af første og anden orden, de sidste var sådanne som endnu ikke var gået over i forbrug, og hvis nytte måtte medregnes forbrugsgodernes grænsenytte. Schumpeter sluttede herudfra, at i teoretisk henseende måtte udbud og efterspørgsel være et og det samme, således at efterspørgselssiden kunne betragtes som tilstrækkelig for ligevægtsrelationerne.
I Schumpeters ligevægtsbetragtning var ikke alene udbudspriserne overflødige, da de kunne forstås som efterspørgselspriser, men profit og rente kunne man ligeledes gå hen over ved at indlemme dem i lønrubrikken. Da produktionen kan gælde som bytte så Schumpeter ikke det nødvendige i at tale om nytte eller dennes modsætning. Han erstattede det subjektive værdibegreb med valghandlingernes logik, da heller ikke det subjektive værdibegreb mere kunne sige andet end, at enhver efter forgodtbefindende og svarende til sine indkomster, ved sine køb retter sig efter de givne priser. Han interesserede sig ikke for at undersøge de årsager, der bestemmer valghandlingerne, men tog disse selv som udgangspunkt for den økonomiske analyse. Valghandlingernes logik var tilstrækkelig til de matematiske ligevægtskonstruktioner, som på dette abstraktionsniveau ikke tilkom nogen reel betydning. Ikke desto mindre var "den rene teori" et middel til erkendelse af virkeligheden, og den stod i samme forhold til denne som den teoretiske mekanik til den praktiske maskinbygning. I ethvert tilfælde havde beskæftigelsen med "den rene teori" en egenværdi, fordi den var interessant i sig selv og imødekom den menneskelige nysgerrighed.
Blandt andre anstrengte specielt Gustav Cassel[20] sig for at afskaffe grænsenyttelæren, fordi den beroede på en cirkelslutning. Selv om teorien havde stillet sig den opgave at forklare priserne, blev priserne trukket frem for at forklare grænsenytten. Da kun priserne efter Cassels opfattelse var nødvendige for at afvikle forretninger, behøvede den økonomiske analyse heller ingen særlig værditeori. Forretningsgangen måtte foregå på grundlag af målelige kvantiteter, penge og priser, Cassel gik ud fra antagelsen om en almindelig mangel, som bestemte de økonomiske relationer; det var økonomiens opgave på bedste måde at tilpasse de forskellige behov til de utilstrækkelige midler til behovstilfredsstillelse.
Prisernes afledning af knapheden på goder kan ganske vist kun forklare en pris ud fra en anden og lader fremdeles spørgsmålet stå åbent om, hvad der ligger bag priserne. For den borgerlige økonomi er det imidlertid ikke nødvendigt at stille dette spørgsmål. Således lod den den oprindelige grænsenytte-lære falde, idet den kan klare sig uden, og, om nødvendigt, kan gribe tilbage til den med den påstand, at det i sidste ende er forbrugernes subjektive værdisættelse, der ligger bag priserne. Ja, det blev nu sagt, at den moderne økonomiske teori netop gennem sin subjektivitet blev til en objektiv videnskab. Ifølge Ludwig von Mises[21] lader menneskenes behov sig erkende ud fra deres handlinger, og disse behøver ingen yderligere undersøgelse; de måtte tages for givne. Da grænsenyttelæren til sidst blot blev ensbetydende med en indskrænkning af økonomiens genstandsområde til prismekanismen, må den objektive værditeoris erstatning med den psykologiske begrundede grænsenytte betragtes som mislykket. Forsøgene i denne retning førte kun til at man udelukkede værdiproblemet fra den borgerlige økonomi.
Skønt grænsenytten blev droppet, forblev grænse- og marginalanalysen dog fællesgods i den borgerlige økonomi. Ifølge Joan Robinson vidner dette om, "at også metafysiske begreber, som kun udtrykker meningsløsheder, kan være gavnlige for videnskaben."[22] Som analyseinstrument er marginalprincippet ganske vist ikke andet end en generalisering af den Ricardo'ske differentialrente, som gjorde prisen på landbrugsprodukter afhængig af udbytterne fra de mindst frugtbare jorde. Omend i forskelligt omfang, så skal loven om det aftagende udbytte gælde for såvel industrien som for enhver anden type økonomisk virksomhed, og bestemme priserne og disses forandringer. Som den enkelte i overensstemmelse med grænsenytteprincippet og på basis af de givne priser ordner sine køb, så at han indenfor rammerne af sin indkomst opnår det højeste mål af tilfredsstillelse, således fremkommer gennem universaliteten i dette rationelle og økonomiske princip og gennem prisernes gensidige afhængighed en generel priskonstellation, som bringer udbud og efterspørgsel i harmoni med hinanden. Der, hvor den samlede efterspørgsel dækker det samlede udbud, er alle priser ligevægtspriser; eller omvendt: det økonomiske princip (eller grænsekalkulationen) fører til priser, som udtrykker en generel ligevægt. Dermed var "den rene teori" forankret i det altomfattende marginalprincip, som pristeorien i alle dens vidtgående detaljer er opbygget på.
Hvor det i hverdagen ikke er besværet værd for forbrugerne at "optimere" opdelingen af sine udgifter i grænsekalkulationens forstand - ganske bortset fra om han er i stand til dette eller ej - så spiller grænsekalkulationen heller ikke for den kapitalistiske arbejdsgivers handlinger den rolle, som økonomerne tiltænker dem. Det indrømmes ganske vist, at grænseanalytikernes teoretiske overvejelser ikke er afbildninger af de virkelige forhold. De lå imidlertid virkeligheden tilstrækkeligt nær til udover deres videnskabelige erkendelsesværdi også at have en praktisk gyldighed. Den kendsgerning, at arbejdsgiverne afvikler deres forretninger uden at bekymre sig om den teoretiske økonomis regnemetoder, forhindrer ikke teoretikerne i at finde deres teorier bekræftet i det faktiske økonomiske liv.
Desuden måtte jo "forretningsfolkenes ideer først oversættes til økonomers sprog og omvendt", hvorved det ville vise sig, "at arbejdsgiverne ubevidst gør det samme som teoretikerne gør bevidst. Det er selvfølgeligt, at konstruktionen af en model til analytisk beskrivelse af en proces ikke er det samme som den faktiske proces i det daglige liv, ligesom det heller ikke kan forventes at vi i det daglige liv forefinder de talmæssige nøjagtige overslag, sådan som de findes i den videnskabelige model."[23] Medens det indrømmes, at der også findes "uøkonomiske" elementer i forbrugernes og forretningsfolkenes adfærd, var begge grupper dog i det store og hele nødt til at operere rationelt, dvs. at forsøge at opnå de størst mulige gevinster med de mindst mulige omkostninger. Arbejdsgiverne måtte bekymre sig om de proportionale relationer mellem produktion og efterspørgsel, mellem den investerede kapital og de lønninger, der skulle betales, og endelig om den økonomiske udvælgelse af produktionsinstrumenter og råstoffer; hvilket efter substitionsgrænserateprincippet betyder, at omkostningernes grænserate dækker gevinstens grænserate på det punkt, hvor yderligere ændringer i de forskellige kombinationer af de mangfoldige faktorer, som indgår i produktionen ikke afkaster yderligere gevinst.
Således drejer det sig her egentlig ikke om et økonomisk problem, men derimod om en mere præcis beregning af udgifter og indtægter end den man sædvanligvis forefinder. Desuden anses denne regnemetode også for at være det princip, som ligger til grund for alle økonomiske fremtrædelser, idet det bringer alle bytterelationer på en fælles nævner og dermed fjerner den mangel som var knyttet til den klassiske værditeori gennem en simpel identifikation af værdi og pris. Selv om klassikerne gik ud fra arbejdstidsværdien, havde de dog talt om særlige markedspriser, som imidlertid forblev determineret af værdirelationerne. De så den politiske økonomis sande indhold i spørgsmålet om den klassemæssige fordeling af det samfundsmæssige produkt. Med den subjektive værdis og "den rene teori"s opkomst blev alle økonomiske problemer alene relateret til byttet, og de spørgsmål, som blev rejst af den klassiske teori, såsom spørgsmålene om værdi-pris-forholdet og distributionen, kunne samtidig springes over. Man forholdt sig nu til fordelingen nøjagtigt som klassikerne havde forholdt sig til produktionen, dvs. man så fordelingen, hvordan den så end måtte falde ud, som reguleret af prissystemet. Fordelingsproblemet ophørte med at være en særlig genstand for den teoretiske økonomi. Det blev inddraget i problemet om den almene prisdannelse, eftersom alle priser står i et funktionelt forhold til hinanden, hvorigennem løsningen af det almene prisproblem allerede indbefatter løsningen af fordelingsproblemet.
Alle økonomiske spørgsmål var dermed bragt ind under et enkelt princip og fandt deres forklaring heri. Dette princip bestod i en beregningsmetode som kunne være neutral over for alle økonomiske anskuelser. I dets fortaleres øjne var det først marginalanalysen og den økonomiske ligevægtsbetragtning, som fremgik heraf, der gav økonomien sin positive videnskabelige karakter. Det, som dens beregninger gav sig af med, var imidlertid hverken mere eller mindre end den gamle fra klassikerne hidrørende illusion om muligheden for en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel og de dertil svarende prisdannelser. Den matematisering af økonomien, som grænseanalysen muliggjorde, bestemte allerede i sig selv ligevægtsbetragtningen som en statisk model. Men da den kapitalistiske økonomi ikke kender til nogen statisk tilstand, kan de statiske ligevægtsmodeller ikke bekræftes af virkeligheden, og den matematiske nøjagtighed, som man ikke kan frakende disse modeller "forholder sig ikke til indholdet af de økonomiske erkendelser, men derimod til teknikken i de matematiske beregningsoperationer".[24]
I modsætning til Marx, for hvem antagelsen om en statisk tilstand (eller den simple reproduktion) kun var et metodologisk middel til at påvise det kapitalistiske systems nødvendige dynamik, benyttede den borgerlige økonomi den statiske økonomiske model til at give de antagede ligevægtstendenser "videnskabelig" støtte. Det vedholdende pusleri med sådanne ligevægtsmodeller skabte den overbevisning i den teoretiske økonomi, at dette tankemæssige hjælpemiddel er en forudsætning for enhver økonomisk analyse. Selv om den virkelige økonomi aldrig befandt sig i fuld ligevægt, lod de givne ujævnheder sig først forstå på baggrund af ligevægten. Ligesom enhver maskine kan have brug for reparationer, således kunne det økonomiske ligevægtssystem også blive bragt ud af ligevægt gennem indre eller ydre forstyrrelser. I begge tilfælde tillod først ligevægtsanalysen at lokalisere årsagerne til forstyrrelserne og finde frem til de momenter, der genopretter ligevægten.
Således er forestillingen om ligevægten mellem udbud og efterspørgsel, som på markedet sætter sig igennem ved hjælp af konkurrencen, siden Adam Smith og Jean-Baptiste Say forblevet fællesgods i den borgerlige økonomi op til vore dage, ganske uafhængig af, hvorledes begrundelserne for denne antagelse ændrede sig, og uafhængigt af, hvor virkelighedsfjern den i mellemtiden er blevet. Det spørgsmål, som den nyklassiske teori stillede sig, drejede sig ikke om, hvorledes prissystemet virkeligt fungerede, men om hvorledes det ville fungere, hvis verden så ud, som den gjorde i økonomernes forestillinger. Denne teori behøvede ligevægten for at kunne betragte prissystemet som økonomiens regulator, og den behøvede det rene prissystems amalgam, for at kunne udgive de faktiske tilstande for rationelle og derfor uangribelige. Men det der kom ud af det, var ikke andet end Adam Smith's "usynlige hånd", udtrykt i matematiske formler, og Say's overbevisning om at ethvert udbud bragte en hertil svarende efterspørgsel med sig.
Den nyklassiske teori var ikke alene blevet stående ved den borgerlige økonomiske videnskabs første resultater, men var faldet langt tilbage i forhold til denne, idet den med ligevægtsmetoden ikke var i stand til at komme ind på kapitalens virkelige bevægelse, på akkumulationsprocessen. Den statiske ligevægts øjebliksbillede kan intet udsige om udviklingsprocessen. Man kan imidlertid ikke se bort fra økonomiens forandringer; men her bliver de optaget som selvfølgelige og behøvede derfor ingen yderligere forklaring. Eftersom man ikke kan opgive den statiske ligevægtsbetragtning uden at skulle erklære sin egen teoretiske bankerot, begrænsede markedsteoretikerne sig til den "sammenlignende statik", dvs. en ikke eksisterende ligevægt sammenlignes med en senere ikke eksisterende ligevægt for at kunne konstatere de i mellemtiden foregåede økonomiske ændringer. Da der ikke findes hverken profit eller nogen anden form for overskud i den nyklassiske ligevægt, er enhver udvidet reproduktion af systemet udelukket. For så vidt den alligevel skulle finde sted, falder den uden for rammerne af den teoretiske økonomi. Det bliver ganske vist forventet af de konstaterbare forandringer, at de peger hen på udviklingstendensen, så at man ikke behøver at begrænse sig til forholdene i de allerede givne situationer, men at man også kan beskæftige sig spekulativt med fremtiden.
I modsætning til den nyklassiske teori rettede klassikerne deres opmærksomhed mod kapitalens akkumulation, væksten i den nationale rigdom. Deres distributionsteorier gik ud fra akkumulationens nødvendighed og undersøgte de forhold, hvorigennem akkumulationen blev befordret eller hæmmet. Profitøkonomien var den uundgåelige forudsætning for akkumulationen. Stræben efter profit var derfor en proces, som tjente almenheden, da den skabte forudsætningen for en forbedring af livsbetingelserne gennem den stigende produktion og produktivitet. Markedsproblemerne var underordnet akkumulationens og lå derfor under for udbuds- og efterspørgselslovene. Under den almene konkurrences betingelser blev byttet betragtet som en proces der regulerede økonomien, inden for rammerne af en fremadskridende samfundsmæssig udvikling.
Denne selvregulerende og derfor krisefri økonomi stod imidlertid over for en genstridig virkelighed. Kapitalens akkumulation fuldbyrdedes ikke som en stadigt fremadskridende proces, men blev afbrudt af dybtgående kriser, som gentog sig periodisk fra begyndelsen af det 19. århundrede. Hvorledes skulle man forklare disse kriser, som uden tvivl stod i modsætning til den herskende økonomiske teori? Selv om klassikerne og især Ricardo koncentrerede sig om kapitalens akkumulation, delte de dog samtidig Say's[25] overbevisning om, at markedsøkonomien var et ligevægtssystem, hvori ethvert udbud fandt en modsvarende efterspørgsel. Således forbandt de deres akkumulationsteorier med en statisk ligevægtsbetragtning, som tvang dem til at søge systemets ligevægtsforstyrrelser uden for systemet. Efter Say's mening producerer hvert enkelt menneske med den hensigt, enten at forbruge sit produkt eller at sælge det for at kunne købe andre varer, som tjente til hans forbrug. Da dette gælder for alle producenter, må produktionen nødvendigvis være identisk med forbruget. Når alle individuelle udbud og efterspørgsler stemmer overens, fremkommer den samfundsmæssige ligevægt. Denne kan ganske vist af og til blive forstyrret af et overudbud af en særlig vare eller af manglende efterspørgsel på en anden. De heraf resulterende prisbevægelser førte imidlertid til genoprettelse af ligevægten. Bortset fra sådanne forstyrrelser, kunne der ikke eksistere nogen almen overproduktion ligesom akkumulationen heller ikke formåede at overskride samfundets forbrugskrav.
Heroverfor stod imidlertid de faktiske almene overproduktionskriser, som den klassiske teori ikke fandt nogen systemimmanent forklaring på. Dette fik J. C. L. Sismonde de Sismondi[26] til at frasige sig den klassiske teori for snart at forkaste hele laissez-faire-systemet. Efter hans opfattelse var det netop den almene konkurrence - som ikke relaterede sig til andet end priserne -, som i stedet for at føre til ligevægt og almindelige velfærd, gav plads for overproduktionens elendighed. Den kapitalistiske produktions anarki, jagten efter bytteværdi uden hensyn til de samfundsmæssige behov, implicerede en produktion, som gik ud over den givne efterspørgsel, og foranledigede dermed periodiske kriser. Den af en ulige fordeling forårsagede underkonsumtion var årsagen til overproduktionen og den dermed forbundne stræben efter ydre markeder. Sismondi blev dermed grundlæggeren af den endnu i dag vidt udbredte teori om underkonsumtionen som den kapitalistiske krises årsag.
Blandt mange andre anvendte især John A. Hobson[27] Sismondis teori på den udviklede kapitalisme, og bragte den i forbindelse med imperialismen. Ifølge hans opfattelse, som foregriber den senere Keynes, falder efterspørgslen efter forbrugsgoder, og dermed kapitalekspansionsraten på grund af den ulige fordeling og på grund af kapitalens tiltagende akkumulation. Da konsumtionen ikke kan holde trit med produktionen, opstår der periodiske kriser, fordi en del af den akkumulerede profit ikke mere investeres produktivt og derfor ligger brak. Først reduktionen af overproduktionen i depressionen tillader en genoptagelse af ekspansionsprocessen, for på et senere tidspunkt fornyet at slå om i overproduktion og brakliggende kapital. Den af den manglende konsumtion afledte overproduktion forklarede også den trang efter fremmede markeder, som kendetegnede imperialismen og den imperialistiske konkurrence. Hobson var imidlertid af den opfattelse, at denne tilstand kunne afhjælpes gennem reformatoriske statsindgreb i den økonomiske mekanisme i retning af forbrugsfremmende foranstaltninger, og i denne forstand forblev han rodfæstet i den kapitalistiske økonomi.
Det, der her skal lægges vægt på, er nødvendigheden af, at man tog afstand fra den klassiske og senere nyklassiske teori, for at komme nærmere til de faktiske økonomiske foreteelser. Indenfor rammerne af den tilsyneladende selvregulerende markedsmekanisme, forblev de faktiske økonomiske processer uforståelige, hvilket tvang såvel Sismondi som Hobson til at frasige sig markedsteorien. Således var beskæftigelsen med den kapitalistiske krise, såvel som med de sociale forhold i almindelighed, samtidig et farvel til de overleverede økonomiske forestillinger, hvilket var nødvendigt for at kunne udvikle virkelighedsnære teorier. På grundlag af kapitalistiske ejendomsforhold er dette imidlertid kun muligt i begrænset omfang. Forsøgene herpå var ikke alene betinget af den gabende modsigelse mellem den herskende teori og virkeligheden, men også af den kapitalistiske konkurrences indvirkning på de tilbagestående landes udviklingsmuligheder. Resultatet var på den ene side den historiske skoles empirisme og på den anden side institutionalismens evolutionære indstilling, som vendte sig mod de teorier som klassikerne havde udviklet.
I den kapitalistiske akkumulationsproces beriger de, der kommer først sig på bekostning af de, der kommer sidst. Således fremstod frihandelen som et engelsk privilegium og monopol, som vanskeliggjorde mindre udviklede landes industrialisering, og som fik disses grunderårs elendighed til at forekomme utålelige. I kampen mod den monopolistiske konkurrence måtte man afvige fra laissez-faire-princippet og dermed fra den klassiske økonomis teorier. Det drejede sig her ikke - sådan som Rosa Luxemburg antog - om "det borgerlige samfunds protest mod erkendelsen af dets egne love"[28], men om forsøg på med politiske midler at opnå det udviklingsstade, som ville svare til frihandelsideologien. Først gennem resultaterne fra den internationale konkurrencekamp mistede Englands indtil da virksomme politiske økonomi sin indflydelse i de økonomisk svage lande, for i stedet at formidle en ideologi der modsvarede statsinterventionen og beskyttelsestoldpolitikken. At den historiske skole blot svarede til de særlige nødvendigheder i de konkurrencesvage lande, var allerede tydeligt i den modsigelse, som lå i denne skole, nemlig at den indenfor de nationale rammer anbefalede det, som den forkastede internationalt.
Ganske vist anstrengte repræsentanterne for nationaløkonomiens historiske skole sig også for at påvise, at den rent markedslovmæssige fordeling førte til arbejdernes forarmelse og stillede dermed spørgsmåltegn ved selve det borgerlige samfunds eksistens; en frygt, som syntes at blive bekræftet af opkomsten af en uafhængig arbejderbevægelse. Forarmelsen måtte afhjælpes netop gennem en hurtigere og mere reglementeret kapitalistisk udvikling. Således blev den nationalt orienterede økonomiske politik forbundet med socialpolitikken, den såkaldte "katedersocialisme", en ideologi, som vendte sig mod den klassiske læres abstraktioner, ikke for fuldstændigt at ophæve den, men kun for at tilpasse den til de særlige nationale interesser gennem den historiske kritik.
Økonomisk kundskab var i den historiske skoles øjne langt mere end de deduktivt udviklede indsigter i markedsmekanismen. Den indeholdt også indsigter som opnåedes induktivt, indsigten i de historisk-bestemte, nationalt-specifikke såvel som de ekstraøkonomiske momenter i den samfundsmæssige totalitet og dennes udvikling, så at det først lod sig gøre at udtale sig om den politiske økonomis indhold efter vidtgående historisk forskning. Men det blev ved forskning, fordi den fremadskridende homogenisering af økonomien gennem den kapitalisering der satte sig igennem i den vestlige verden, også standardiserede de økonomiske teorier. Den historiske skole mistede sin indflydelse, men det behov for fordomsfri undersøgelser af de empirisk givne økonomiske fremtrædelser, som denne havde vakt, forsvandt ikke, og det bundfældedes til sidst i konjunkturforskningen.
Skønt den borgerlige økonomi havde været hjemsøgt af kriser og konjunktursvingninger, havde den ikke nogen teori om det kapitalistiske systems immanente kriser. De økonomiske forandringer skulle finde deres forklaring i processer, der må søges uden for systemet. Jevons gik her så vidt som til at forbinde dem med naturlige fænomener uden for Jorden. Han gjorde den opdagelse, at de periodisk opdukkende solpletter faldt sammen med de økonomiske kriser. Solpletterne havde indflydelse på vejret og følgeligt på landbrugsproduktionen, hvis nedgang førte til en almen krise. Ganske vist vandt denne teori ringe tilslutning, selv om vejret uden tvivl har indflydelse på økonomien. Men kriser sætter også ind i godt vejr, og det lader sig ikke gøre at tilvejebringe en virkelig sammenhæng mellem vejret og solpletterne.
Schumpeter[29] forsøgte heroverfor at forklare såvel den udvikling, som er et resultat af konjunkturcyklen som cyklen selv ud fra det kapitalistiske system. Som kender af den marxske teori var han bevidst om, at ethvert væsentligt fremskridt afhænger af udviklingen af de samfundsmæssige produktivkræfter. Bærerne af disse nye produktivkræfter var for ham imidlertid de særligt handlekraftige arbejdsgivere, hvis genialitet kunne bryde de gældende, monotone og blot selvproducerende økonomiske processer. Han udviklede en slags helteteori omkring konjunktursvingningerne, og så det kapitalistiske systems dynamik i disse.
Til dette formål behøvede han ganske vist to forskellige teorier, såvel som to psykologisk forskellige mennesketyper. I "den rene teori"s generelle ligevægt fandtes der ingen udvikling. Men også i den virkelige verden var flertallet af mennesker for dovne og tanketræge til at stille sig op mod ensformigheden i den statiske tilstand. Som allerede påpeget findes der ingen profit i denne ligevægt, og der hvor en sådan dukker op, tyder det på en forstyrrelse af systemet, som imidlertid atter ophæves gennem de modgående bevægelser, som den selv foranlediger. Således var problemet: hvorledes kan man aflede en udvikling fra en tilstand, som ikke kender til nogen udvikling?
Her kom det Schumpeter til gode, at han som tidligere tilhænger af den historiske skole ikke havde glemt, at økonomien ikke nødvendigvis er begrænset til ligevægtsabstraktionerne omkring udbud og efterspørgsel. For at fremstille det kapitalistiske systems dynamik tilfredsstillende, måtte man også betragte det fra historiske og sociologiske synspunkter. Men indenfor rammerne af den økonomiske teori skulle man kun tage højde for den specielle mekanisme, hvorigennem den statiske model blev dynamisk. Mekanismen personificeredes gennem en mennesketype, som - plaget eller velsignet af skaberisk uro - ved sine selvrådige handlinger gennembryder den statiske ligevægts kredsløb. Denne type, den iderige arbejdsgiver, der søger efter stadigt nye industrielle, videnskabelige, kommercielle og organisatoriske kombinationer, som forandrer produktiviteten og produktionen kvantitativt og kvalitativt, ødelægger den af forbrugerne bestemte økonomiske ligevægt på en sådan måde, at denne kun kan genskabes på et nyt og højere niveau. Denne spontane og tilfældige, men stadigt gentagende proces dannede konjunkturcyklen, som på samme tid var en skabelse og en ødelæggelse, og hvori det kapitalistiske systems dynamik udtrykte sig. Det var ganske vist beklageligt, men uomstødeligt, at vanskelighederne ved en tilpasning til omstændigheder, som hele tiden ændrede sig, var forbundet med nød og omkostninger. Disse ulemper kunne dog formidles gennem bedre økonomiske prognoser og statslige indgreb. I ethvert tilfælde var den iboende dynamik i det kapitalistiske system af større vigtighed end problemet om den økonomiske ligevægt, som den borgerlige økonomi næsten udelukkende beskæftigede sig med.
Omend Schumpeters udviklingsteori kun relaterede sig til de kapitalistiske bevægelseslove i hans egen indbildning, så var den dog et udtryk for den vidtgående ængstelse, der genspejledes i den borgerlige teori, for de konjunktursvingninger og kriseperioder, som skærpedes med den tiltagende kapitalakkumulation. Teorien om den selvregulerende prismekanisme gjorde krisefremtrædelserne til en gåde, som ikke kunne løses ved hjælp af den fremherskende teori. Schumpeters forsøg på at forklare dem ud fra en bestemt mennesketypes gentagne beskadigelse af ligevægtsloven, var ikke nogen forklaring, men kun en indrømmelse af, at de ligevægtstendenser, som var blevet tillagt markedet, ikke modsvarede virkeligheden. Dette var allerede blevet erkendt af tidligere kritikere af kapitalismen som Sismondi og Hobson. Men den enkle konstatering, at virkeligheden modbeviste den teoretiske harmoni mellem udbud og efterspørgsel, mellem produktion og konsumtion, reduceredes til sidst til blot og bart en beskrivelse af åbenlyse tilstande, som i sig selv ikke giver nogen forklaring på kapitalens særegne bevægelseslove.
Kunne krisen heller ikke forstås ud fra de dominerende økonomiske anskuelser, så vedblev den dog med at være et problem, som man ikke kunne komme udenom, og som man forsøgte at forfølge ad empirisk vej. Dette var allerede foregrebet gennem etableringen af private institutter, som helligede sig konjunkturtjenesten for at kunne udnytte konjunktursvingningerne kommercielt. Således opstod der en særlig gren af den økonomiske disciplin, der udelukkende beskæftigede sig med konjunkturforskning, og som et langt stykke kunne opbygges ved den dataindsamling af privat og statslig herkomst, som voksede systematisk. Konjunkturforskningen havde til hensigt at fremstille den økonomiske proces, således som den forløb i virkeligheden, hvorved den "kun betjente sig af "den rene teori" som en elementær læresætning".[30]
Denne ikke særligt storstilede tilståelse var imidlertid allerede en overdrivelse, eftersom konjunkturforskningen kun kunne udvikle sig i direkte modsætning til den økonomiske elementære lære. Den elementære lære forholdt sig kun til den statiske ligevægtstilstand, som ikke opviser nogen forandring i det økonomiske kredsløbs data. Det er netop denne stationære ligevægt, som er udelukket fra konjunkturlæren, fordi denne forholder sig til den vedvarende forandring i økonomien. Rigtignok tillades der også i den elementære lære afvigelser fra ligevægten, men disse fører kun til genoprettelse af ligevægten. I konjunkturlæren drejer det sig ikke om forbigående uregelmæssigheder, men derimod om et forsøg på at blotlægge kapitalens bevægelseslove og krisefremtrædelserne. Skulle disse forsøg have nogen succes, så måtte den kapitalistiske udvikling være et dynamisk system, som ville ophæve den statiske ligevægtsbetragtning.
Det siger sig selv, at Marx' teori om den kapitalistiske udvikling og dens bevægelseslove, som allerede havde eksisteret længe, blev overset forsætligt. Den historiske skoles "fordomsfri" metoder skulle give konjunkturforskningen den nødvendige "objektivitet", som først muliggør erkendelsen af de økonomiske foreteelsers faktiske forløb. Man forsøger, ved historiske tilbageblik på markedsforholdenes forandringer og svingninger, ved hjælp af formålstjenlig statistik og ved at gøre brug af matematiske metoder såsom korrelationsberegninger, at forfølge rytmen i det økonomiske liv for at kunne identificere dets drivkræfter og indre sammenhænge. Ganske vist kan den rent empiriske forskning ikke give andet end sig selv, en konstatering af kendsgerninger, der nu som før behøver en forklaring. Hertil er det nødvendigt med en teori, som ikke blot beskriver cyklen, men som også gør den forståelig. I alle de tilsyneladende dynamiske konjunkturteorier[31] kommer man imidlertid ikke ind på årsagerne til de cykliske bevægelser, men disse bevægelser danner udgangspunkt for teorierne, og bliver taget for givne. Under disse omstændigheder vedblev også konjunkturteorierne med at være blotte fremstillinger af økonomiens dynamiske forløb uden at blotlægge dynamikken selv.
De mangfoldige økonomiske fremtrædelser syntes at pege på flere forskellige årsager til konjunktursvingningerne og tillod, at der udvikledes forskellige teorier, som, skønt de stod overfor de samme kendsgerninger, alligevel adskilte sig fra hinanden gennem den særlige vægt, der blev lagt på det ene eller det andet aspekt af totalprocessen. Man skelnede mellem økonomiske og ikke-økonomiske, eksogene og endogene ansvarlige faktorer i konjunkturcyklen, eller man besluttede sig for en kombination af begge, for at fremhæve den økonomiske rytme. I disse forskellige forklaringer bliver enten penge- og kreditspørgsmål, tekniske faktorer, markedsforskelle, investeringsproblemer eller psykologiske momenter trukket frem og gjort til det afgørende element i totalbevægelsen. Ud fra disse forskellige synspunkter søgte man efter årsagerne til krise og depression i den forudgående tids prosperitets- og neddæmpningsforløb, og omvendt efter de midler og veje, som kunne føre ud over krisetilstandene til et nyt opsving.
For konjunkturforskningen gjaldt det ikke om en metodisk forstået nøjere fremstilling af de konjunktursvingninger, som ihvert fald var synlige, men derimod om at finde muligheder for indgreb til mildnelse af krisesituationerne og til "normalisering" af de vekslende økonomiske processer i retning af en udligning af de skarpe modsætninger mellem højkonjunktur og krisens dybeste punkt. Konjunkturdiagnosen skulle på den ene side føre til en konjunkturprognose for at lette den økonomiske aktivitets tilpasning til en given tendens i den økonomiske udvikling, og på den anden side skulle den søge at stabilisere økonomien over længere tid gennem en konjunkturpolitik, som modarbejdede cyklens automatiske forløb. Den betragtede sig således som en anvendt videnskab, hvis prognoser, skønt de forblev abstrakte, dog tillod analogislutninger, som under visse omstændigheder kunne være af praktisk betydning.
Dette skulle ganske vist opnås på et samfundssystems grund, som ikke problematiseredes og forskningen begrænsedes dermed fra begyndelsen til de cykliske undersøgelser af markedsfænomenerne. Det var ikke kapitalismens væsen, men dens fremtrædelsesverden, som skabte konjunkturlærens forskningsområde, og som dannede fundamentet for de forskellige teorier, den iklædte sig. Den udviklede markedsøkonomis uoverskuelighed og det manglende kendskab til eller den forkerte opfattelse af de økonomiske sammenhænge forårsagede efter denne læres mening den disproportionelle økonomiske udvikling, som konjunkturcyklen udtrykte sig i. Forbruget halter bagefter produktionen, kreditudvidelse fører til overinvesteringer, profitterne formindskes gennem en uberettiget produktionsekspansion for på et bestemt punkt, krisepunktet, at udløse en modsatrettet bevægelse, hvor investeringerne må vige for besparelser, hvor det overfyldte marked ikke finder en betalingsdygtig efterspørgsel, hvor kapitalværdi hjemfalder til tilintetgørelse, hvor produktionen aftager hastigt og arbejdsløsheden griber om sig. Krisen og den depressionsperiode, som først og fremmest udvikler sig heraf, rydder ud i ekspansionsperiodens udvækster, indtil de nødvendige økonomiske proportioner atter udvikles og muliggør et nyt opsving, som ganske vist igen går imod et højdepunkt og slår om i en ny krise.
Det drejer sig her om rammende iagttagelser af de økonomiske processer, sådan som de er givet med den kapitalistiske kriselovmæssighed, uden at der er tale om forklaringer på denne kriselovmæssighed selv. De cykliske bevægelser fremtræder som afvigelser fra en norm, som ville forløbe gnidningsløst uden disse afsporinger. Den tankemæssigt foresvævende regel er "den rene teori"s ligevægtsmekanisme, som ganske vist kun kan sætte sig igennem ved hjælp af uregelmæssigheder, således at de proportionaliteter, der er nødvendige for et "normalt" økonomisk forløb, må udvikle sig i op- og nedadgående økonomisk aktivitet. Konjunkturcyklen er den virkelige form, som markedsmekanismens abstrakte ligevægtstendenser antager. Således lå det lige for at antage, at et nøje kendskab til afvigelsesmomenterne kunne resultere i bevidst udførte økonomiske foranstaltninger, som ville kunne mildne og udskille ulemperne ved cyklen.
I følge dette kendetegnedes den kapitalistiske økonomi af statiske og dynamiske tendenser, sådan at de sidste dannede forudsætning for de første. I så fald måtte "den rene teori", den statiske ligevægtsbetragtning, underordnes konjunkturteorierne - den var et udtryk for en kun periodisk optrædende situation, som kun kunne gælde som overgang til tilstande, der vedvarende forandrede sig, og som ikke formåede at give nogle udsagn om økonomiens virkelige tilstand og dens bevægelsesretning. Selv om teorien om den almene ligevægt kun forstod sig selv som en abstrakt fremstilling af prissystemet og ikke selv gjorde krav på nogen umiddelbar overensstemmelse med de virkelige økonomiske processer, holdt den dog fast ved sin gyldighed som erkendelsesteori om de økonomiske sammenhænge. Ud fra dens synspunkt kunne konjunkturbevægelserne også forstås som bevis på faktisk eksisterende ligevægtstendenser, idet afvigelserne fra en som norm forstået ligevægtstilstand i sidste ende dog igen ville føre tilbage til ligevægten. Afvigelserne - hvordan de så end blev bestemt - ville atter blive ophævet af den ligevægtsmekanisme, som var karakteristisk for systemet, således ville ligevægtsteorien ikke kunne frakendes sin forrang blandt de økonomiske teorier. Der var således borgerlige økonomer, dergik så vidt som til overhovedet at bestride eksistensen af en konjunkturcyklus. F.eks. fandt Irving Fischer[32] intet, som kunne give anledning til at tale om en konjunkturcyklus, eftersom det her ikke drejer sig om andet end en registrering af den økonomiske aktivitet over eller under gennemsnittet. Antagelsen om, at der tilkom disse forløb en bestemt periodicitet og at dette skulle kunne føre til økonomiske forudsigelser, var uholdbar, sålænge økonomien blev bestemt af de skiftende prisrelationer. For ham var det vigtigere at vise, hvorledes økonomien ville forløbe uden dens cykliske afvigelser, for at kunne erkende karakteren af disse forstyrrelser og imødegå dem, hvor det var muligt. Således fremstod der endelig en arbejdsdeling i den økonomiske videnskab, hvor "de rene teoretikere" beholdt ligevægtsbetragtningen og overlod konjunkturanalysens område til de mere empirisk orienterede økonomer.
Bortset fra, at der ikke findes nogen empirisk forskning, der ikke er forudindtaget, er det også bemærkelsesværdigt, hvorledes W. C. Mitchell[33] af egen erfaring kunne konstatere, at oven i købet samme datamateriale kunne blive udlagt og anvendt forskelligt af to iagttagere. Følgelig må man betragte alle statistiske undersøgelser skeptisk; en nødvendighed som ganske vist ofte overses, da de fremførte tal og tabeller ganske simpelt gennem deres blotte offentliggørelse antager en autoritet, som ikke tilkommer dem i virkeligheden. Også Oscar Morgenstern[34] henviste til, at de statistiske registreringer af konjunkturbølgerne er aldeles usikre med hensyn til udbredelse, gensidige afhængighedsrelationer og historiske forbindelser, omend denne mangel for det meste ikke bliver iagttaget. De akcepterede data er ikke fejlfri og de erkendelser, som afledes heraf er tvivlsomme.
På trods af de indrømmede mangler ved statistiske undersøgelser og trods forskellige vurderinger af data pegede de forskningsresultater, som kunne opnås, dog hen på den kapitalistiske udviklings cykliske bevægelse. Men hermed blev blot det bekræftet som allerede i forvejen var tydeligt, omend mere i kvalitativ end i kvantitativ henseende. Kriseårene 1815, 1825, 1836, 1847, 1857, 1866 antydede eksistensen af en 10-årig cyklus, selv om man ikke kunne fastslå, hvorfor konjunkturbølgerne fulgte denne særegne rytme. Yderligere kriser og indsamlede data fra tidligere kriser viste en mindre udtalt regularitet i de periodisk indtrædende krisetilstande og ligeledes forskellige virkninger i de forskellige lande. Rigtignok kunne man også konstatere, at krisefremtrædelserne i tidens løb antog en stadigt mere international og ensartet karakter. En nøjere anvendelse af den statistiske tidsrækkeanalyse resulterede på den ene side i mindre konjunkturbevægelser indenfor de to faser af konjunkturcyklen, og på den anden side i såkaldte "lange bølger", som omfattede mindre bølgebevægelser. Dermed var konjunktursvingningerne bragt i forbindelse med en grundlæggende tendens i disse: "de lange bølger" eller "den sekulære tendens", som alt efter beregningsmåde blev vurderet til 25 eller 50 år.
I alle disse tilfælde drejede det sig om forskellige anvendelser og fortolkninger af statistiske tidsrækker, som kun - undtagen hvad angik dem selv - kunne føre til foreløbige sandsynlighedsudsagn. Teorien om "de lange bølger" har imidlertid beholdt sin fascinerende virkning[35] indtil i dag, fordi den på den ene side tillod bourgeoisiet at lade den definitive marxske kriselovmæssighed forsvinde i en mystisk periodisk bølgebevægelse i det økonomiske liv, og fordi den på den anden side gjorde det muligt for dens kritikere at fastholde krisens uundgåelighed på trods af skiftende periodicitet. Men det var ikke muligt at finde nogen forklaringer på "de lange bølger" ud fra de statistiske konstateringer selv, ligesom det også skortede på hypoteser, som kunne lede til afklaring af problemet.
Ud fra disse forvirrende forestillinger om forskellige konjunkturforløb kunne der hverken opstilles en kortsigtet konjunkturprognose eller en langsigtet konjunkturpolitik, eftersom hver enkelt konjunkturcyklus havde sin særlige karakter og som følge heraf fordrede uforudsigelige reaktioner, hvis virkninger ligeledes var uoverskuelige. Selv om en konjunkturpolitik i bred forstand allerede er en praktisk umulighed i og med at samfundet beherskes af privatinteresser, så forsøgte man alligevel ved hjælp af et såkaldt konjunkturbarometer at gøre det almene økonomiske forløb forståeligt for offentligheden, i håb om, herigennem at påvirke økonomien i gunstig retning. De skuffende resultater, der kom ud af disse forsøg, satte dog snart en stopper for dem. Dermed blev konjunkturforskningen en del af den økonomiske historie, og de forventninger som var knyttet til den i henseende til en mulig regulering af økonomien, forsvandt i løbet af dens egen udvikling.
Der var allerede opkastet forskellige teorier om den kapitalistiske kriselovmæssighed uden tilknytning til konjunkturforskningen, og de søgte i deres resultater bekræftelse på forudfattede meninger. De tog udgangspunkt i den hypotetiske ligevægt, kun for at vise hvorledes den blev ødelagt i virkeligheden. Den økonomiske ekspansion kunne så kun forløbe krisefrit, hvis det foregik synkront, hvilket imidlertid ikke var tilfældet. Udligningsmekanismen havde ingen umiddelbar virkning, men blev først mærkbar, når de forskellige afvigelser fra den nødvendige proportionalitet stødte på deres blokerende grænser. Efterspørgslen efter varer kan ikke bestemmes på forhånd for at kunne tilpasses produktionen og dens omfang. Således kunne produktionen overskride efterspørgslen og endelig munde ud i aftagende profitter, som så bragte ekspansionsprocessen til ende og udløste krisen. Denne proces accentueredes yderligere gennem kreditsystemet, da en lav diskonto stimulerer til nye investeringer, som så påvirker hele økonomien og fører frem til et punkt, hvor kreditudvidelsen støder på bankreservernes grænser og dermed finder sin afslutning. Den resulterende forhøjelse af diskontoen førte til deflation, som ligeledes griber hele samfundet og indleder en depressionsperiode. Efterspørgslens aftagen i forhold til produktionen blev enten afledt subjektivt ud fra de tiltagende forbrugsgoders aftagende grænsenytte, eller objektivt af den arbejdende befolknings konsumbegrænsninger, sådan som de er givet i og med lønsystemet.
Heroverfor kunne "den rene teori"s repræsentanter, som ikke blot gik ud fra ligevægtspunktet, men som også blev stående på dette, påstå, at krisesituationen ikke skulle tilskrives systemet, men derimod den vilkårlige negligering eller ødelæggelse af dens regulerende funktioner. Man holdt fast ved de Say'ske markedsloves absolutte gyldighed og fandt det derfor selvfølgeligt, at når man bruger mere, kan der investeres mindre, og når man investerer mere, kan der forbruges mindre. I hvert tilfælde opretholdes ligevægten mellem produktion og konsumtion. Ganske vist er det menneskeligt at fejle, og det kan føre til fejlinvesteringer, hvis skadelige virkninger imidlertid forsvinder af sig selv gennem nye tilpasninger til den forandrede markedssituation. Det havde ingen mening at tabe hovedet på grund af kriserne, for prismekanismerne kunne også overvinde de ujævnheder, som optrådte i økonomien. At så disse ujævnheder i stor udstrækning slår ud ved den ene eller den anden side af cyklen havde mindre at gøre med systemet end med menneskenes psykiske egenskaber. Selv om forandringerne i de objektive data udløser en cyklisk bevægelse, så står dog stadigvæk spørgsmålet åbent, "hvorfor denne bevægelse først drives til yderlighed kun for senere at slå om? Hvorfor fører den til en intertemporal fejlfordeling, i stedet for til en bestandig intertemporal forandring i konsumtions- og produktionsomfanget en gang for alle? Dette spørgsmål kan kun besvares på en utvungen måde ved hjælp af en "psykologisk" teori."[36] Økonomiens forløb er herefter kun dynamisk, "når man - også i den logiske teoretiske abstraktion og ikke blot i virkeligheden - ikke kan finde nogen tendens i dette, som frembringer en ubevægelig ligevægt."[37] Den antagelse om et statisk system, som lå i de teorier, der enten fornægtede eller bekræftede kriselovmæssigheden, lukkede i begge tilfælde på forhånd af for ethvert indblik i det kapitalistiske systems dynamik. Under sådanne omstændigheder måtte disse teorier til stadighed komme i modsætning til virkeligheden, uagtet deres største anstrengelser for at slippe af med disse modsigelser. Disse mørke udsigter til at kunne forstå den kapitalistiske udvikling ved hjælp af den klassiske og nyklassiske læres metoder førte selv i den borgerlige lejr til en skarp kritik af disse teorier og til nye forsøg på at ad andre veje at komme nærmere på udviklingslovene.
Ifølge Smith og Ricardo afhang økonomien i sidste instans af menneskets natur og her specielt af dets evne til bytte, en evne, som adskilte det fra dyret. Arbejdsdelingen, klasserne, markedet og kapitalens akkumulation blev betragtet som naturlige fænomener, som hverken lod sig ændre eller som gjorde krav på ændring. Den politiske økonomi, som udvikledes i England, knyttede desuden an til de franske fysiokraters ideer, dvs. til den forudsætning, at med økonomiens natur skulle alt være i orden, at alt ville vende sig til det bedste, hvis denne tingenes naturlige orden forblev uforstyrret. Fysiokraternes laissez-faire-motiv blev til den klassiske økonomis moralske princip. Hvor dette moralske princip til dels allerede hos Ricardo, og efter ham mere og mere blev erstattet med anskuelser lånt fra Malthus og Darwin, således gjaldt den kapitalistiske produktionsmåde også fremdeles som en naturgiven ordning.
Med socialdarwinismen viste bourgeoisiet sig på højdepunktet af dets selvbevidsthed. Det behøvede ikke længere at give sig hen til en illusion om, hvilken karakter samfundet havde. Klassernes kamp gik op i den almindelige eksistenskamp, som ethvert fremskridt angiveligt er bundet til. Hvert enkelt menneske stod i en konkurrencesituation overfor et andet enkelt menneske, og denne konkurrencekamp havde ikke noget at gøre med kapitalismens særlige samfundsmæssige relationer, men måtte betragtes som en naturlov, der sætter sig igennem i økonomien. Havde en person mere succes end en anden, så var det ikke på grund af forskellige sociale muligheder, men på grund af særlige individuelle evner. Kunne man se bort fra klasseskellene, så kunne man også se bort fra de produktionsforhold, under hvilke de trådte frem.
Som evolutionsteori implicerede darwinismen en forandring i naturen, samfundet og menneskene, som - omend den skete yderst langsomt - til stadighed fuldbyrdedes. Derfor måtte også den givne samfundsmæssige tilstand betragtes som forbigående, som en proces, der ikke kunne begribes ved hjælp af "den rene" eller ortodokse teoris statiske system. I følge Thorstein Veblen[38] - grundlæggeren af institutionalismen, som udvikledes i Amerika - førte negligeringen af udviklingen og den isolerede økonomisk-abstrakte betragtning af de samfundsmæssige sammenhænge til, at enhver virkelig indsigt i de samfundsmæssigt-økonomiske tildragelser blev til lukket land for den ortodokse teori. Samfundets forandringer viser sig i følge Veblen i forandringerne i dets institutioner, hvortil han henfører tænkningens og følelseslivets kulturelt udviklede sædvaner, som bestemmer den måde, hvorpå menneskene tilfredsstiller deres livsbehov. Den kulturelle udvikling er en langsom, skønt uafladelig proces, som - gennem ophobningen af små forandringer - endelig fører til nye skikke og dermed til andre samfundsmæssige forhold.
For nærværende har den almindelige udvikling og ophobningen af erfaringer ledt til det resultat, at der udvikles sædvaner og institutioner, som finder deres økonomiske udtryk i produktionens maskinelle proces og i det kapitalistiske systems arbejdsgiverdømme. Selv om de optræder på samme tid er disse institutioner modsigelsesfulde; den ene tjener produktionen af forbrugsgoder, den anden pengeerhvervelsen. Selv om industrien er den materielle basis for den moderne civilisation, så bestemmes denne dog ikke heraf, men af smarte forretningsfolk. Dette frembringer alle økonomiens meningsløsheder og dens krisesituationer.
Det profitmotiv, der behersker økonomien, betinger dens opsving såvel som dens undergang. Profitten er resultatet af forskellen mellem kostpriserne og de opnåede markedspriser. En produktions værdi bliver imidlertid ikke vurderet efter de profitter, den faktisk frembringer, men derimod efter forventede fremtidige profitter. Den nominelle og den virkelige kapitalværdi falder fra hinanden, men det er den første, der bestemmer produktionens kreditværdighed. Konkurrencen fremtvinger en forhøjelse af produktiviteten, en udvidelse af produktionen og dermed kreditoptagning, som relaterer sig til virksomhedens fremtidige profitabilitet. Sålænge denne er tilstrækkelig, og den prosperitet som udløses af ekspansionen er vedvarende, frembyder den voksende kapitalværdi ikke noget problem. I modsat fald opstår der imidlertid en divergens mellem de opblæste kapitalværdier og de faktiske profitter, hvilket fører til en likvideringsproces resulterende i depressionen.
Dermed har prosperiteten sin egen undergang i sig. Med gensidigt betingende, voksende profitter, tiltagende kreditter og de dermed forbundne prisstigninger udvides produktionskapaciteten og produktionen, indtil kreditudvidelsen støder på sine egne og de aftagende profitters grænse. Med en indtrædende knaphed på lånekapital og med forhøjelsen af diskontoen ændres det hidtidige forhold mellem de forventede profitter og den på basis af disse fuldbyrdede kapitalisering, som fremtvinger en nedskrivning af kapitalværdierne. Tilmed forbindes årsagerne til den faldende profitabilitet, såsom stigende lønninger og aftagende arbejdsintensitet med virksomhedernes omsiggribende desorganisation, som er et resultat af højkonjunkturens hektiske tilstande.
Selv om denne beskrivelse af konjunkturcyklens forløb heller ikke adskiller sig fra de andre, så førte den dog Veblen tilbage til modsigelsen mellem produktion og kapitalistisk produktion. Kun fordi opmærksomheden er rettet mod kapitalforøgelse i stedet for mod tilfredsstillelsen af menneskelige behov, fremkommer de beklagelige tilstande i samfundet og de kriser, der karakteriseres som overproduktion og underkonsumtion. I modsætning til andre iagttagere var kriserne for Veblen ikke fænomener, som beherskedes af ligevægtsrelationer, og som blot registrerede forbigående afvigelser fra normen, men derimod det kapitalistiske samfunds normale tilstand, såsnart det havde nået en vis udviklingsgrad. En forgangen periodes krisecyklus resulterede i den udfoldede kapitalismes kroniske krise, som kun kunne afværges gennem en forandring i samfundssystemet.
Da der ikke findes nogen stationær tilstand og ikke nogen økonomisk ligevægt, kan man i følge Veblen ikke forvente, at det kapitalistiske system fremdeles udfolder sig progressivt på trods af eller ved hjælp af konjunktursvingningerne. Systemet som sådan indeholder ikke nogen udligningsmekanisme. Krisernes periodicitet i penge- og kreditsamfundets opgangsperiode havde intet at gøre med systemet selv, men skyldtes højst sandsynligt ydre omstændigheder. Divergensen mellem kapitalisering og profitabilitet kunne i perioder sættes ud af kraft gennem faktorer, som lå uden for systemet, såsom pengeinflation eller den forøgede og billiggjorte produktion af guld og de dermed forbundne prisstigninger. De periodisk forekommende kriser var for størstepartens vedkommende handelskriser, som adskiller sig fra industrisamfundets kriser. Med den udviklede industri kan modsigelsen mellem kapitalens fordringer og de opnåede profitter heller ikke overvindes periodisk, hvorfor resultatet bliver den kroniske krisetilstand.
I følge Veblen ligger det i maskinproduktionens og den hermed vedvarende voksende produktivitets væsen, at priserne falder, og at en given kapitals profitter formindskes under konkurrencens betingelser. Opretholdelsen af profitterne tvinger enkeltkapitalerne til øget vækst. Således opstår der en slags kapløb mellem kapitalekspansionen og tendensen til faldende profitter, som ganske vist kun den sidste kan vinde. Divergensen mellem kapitalværdier og de opnåelige profitter bliver større; og den forsøges i første omgang imødegået af trustdannelse og monopolisering. Men monopoliseringen frembringer den monopolistiske konkurrence og en genoptagelse af kapløbet. Sikringen af profitable priser nødvendiggør så en overordentlig stor vækst i den uproduktive konsumtion, en spildproduktion, som imidlertid støder på uoverskridelige grænser. Slutresultatet er en tilstand, der må betegnes som kronisk. For Veblen eksisterede denne definitivt uovervindelige krise allerede og hermed forventningen om, at det økonomiske system (som penge- og kreditsystem) måtte erstattes af en andet produktionssystem, hvis ikke man skulle opleve et almindeligt samfundsmæssigt forfald.
Dette nye system skulle være det eksisterende produktionssystem uden dets kapitalistiske degeneration. Det ville allerede blive foregrebet i form af den spaltning mellem besiddelse og ledelse, der stadig udvikler sig, og gennem den bevidsthed, der ville danne sig om, at den industrielle produktion også kan foregå uden parasitære kapitalistiske institutioners mellemkomst. Den tiltagende sabotage af den industrielle udvikling, som den forfejlede profitproduktion (med teknikkens og maskinproduktionens samtidigt tiltagende betydning) medførte, ville bringe forældede sædvaner til ophør og lade nye opstå, som er bedre tilpassede den industrielle produktion, og bedre tjener den videre samfundsmæssige udvikling.
Som gren af den borgerlige økonomi mistede institutionalismen trods sine kritiske indstillinger, megen af den konsekvens, som findes i Veblens arbejder. Hvor Veblen i sidste instans på samme måde som Adam Smith også kun fører kapitalens undergang tilbage til den tiltagende konkurrences profitforringende virkning, så gik hans kritik dog på alle aspekter af den kapitalistiske civilisation. Hans efterfølgeres kritik udsprang derimod mere af en angst for det kapitalistiske samfunds truende undergang end af kravet om nye sociale forhold. De mægtige "profithyæners" uansvarlige handlinger styrede lige mod undergangen. "Institutionalismen er et råb om handling, et SOS, som man råber ud til den synkende verden."[39] Et bevidst indgreb overfor de økonomiske processer var nødvendigt for at finde vej ud af den omsiggribende elendighed. Den ortodokse teori frembød ingen mulighed for løsning af de stadigt mere tilspidsede sociale problemer og modsætninger. Institutionalismen ville afhjælpe disse gennem en række af reformforanstaltninger i retning af en planøkonomi, som ville overvinde konkurrencekapitalismens dårlige sider.
Dermed kunne institutionalismen ikke vinde nogen vidtgående eller vedholdende indflydelse og blev betragtet som et kuriosum, som kun - og det i forvandlet skikkelse - kunne tjene som ideologisk begrundelse for forbigående statslige indgreb i krisesituationerne. Så meget mere florerede den i de forskellige reformbevægelser og her særligt i det engelske Fabianselskab[40]. Den ortodokse lære påkaldte sig den teoretiske økonomis felt, omend denne forgrenede sig i talrige specialområder, som var underordnet "den rene teori", og som sørgede for relativt gode eksistensmuligheder for det hurtigt stigende antal akademikere. Den teoretiske økonomis rent ideologiske funktion viste sig også i, at der opstod handelsskoler, som helligede sig det praktiske forretningsliv, som den teoretiske økonomi efterlod uberørt.
Som apologetisk ideologi for den kapitalistiske økonomi befandt den teoretiske økonomi sig i voksende vanskeligheder på grund af dens stadigt mere tydelige mangel på sammenhæng med de virkelige økonomiske processer. Eftersom den ikke kunne komme denne virkelighed nærmere, uden at opgive sig selv, gik den den omvendte vej og blev endnu mere abstrakt for at kunne undgå enhver konfrontation med virkeligheden. Den henførte sig nu ikke længere til økonomien slet og ret, men derimod til et rationalitetsprincip, som efter sigende angik al menneskelig virksomhed, og som tilpasser knappe midler til alternative formål, for at opnå det bedst mulige resultat. Økonomien koncentrerer sig ifølge denne opfattelse "om et særligt aspekt af de menneskelige forhold, som er bestemt af knaphed på goder. Derfor falder ethvert område af de menneskelige forhold indenfor den økonomiske generaliserings område. Vi siger ikke, at kartoffelproduktionen er en økonomisk virksomhed og at filosofien ikke er det, men at begge aktiviteter har et økonomisk aspekt, for så vidt de implicerer, at man opgiver andre ønskelige alternativer. Herudover findes der ikke andre begrænsninger i den videnskabelige økonomi."[41] Denne universelle udvidelse af økonomien som rationalitetsprincip var samtidig en reduktion af den til en rent analytisk fremgangsmåde, som afviste at udsige noget som helst om den økonomiske udvikling. Hermed lå også den økonomiske krise udenfor den økonomiske interesse, og det krævede en mangeårig verdensomspændende krise - som rokkede ved denne teori - for at ophæve denne interesseløshed.
For Marx var den indholdsmæssige stagnation i den borgerlige økonomi en selvfølgelighed. "Den klassiske økonomi", siger han, "falder i den periode, hvor klassekampen ikke havde udviklet sig. Dens sidste store repræsentant, Ricardo, gør endelig bevidst modsætningen mellem klasseinteresserne, mellem arbejdsløn og profit, mellem profit og jordrente, til det springende punkt for sine undersøgelser, idet han naivt opfatter denne modsætning som en samfundsmæssig naturlov. Men dermed var også økonomiens borgerlige videnskab nået til sin uoverskridelige grænse. [...] Bourgeoisiet havde erobret politisk magt i Frankrig og England. Fra da af antog klassekampen praktisk og teoretisk, mere og mere udtalte og truende former. Den ringede med dødsklokkerne for den videnskabelige økonomi. Nu drejede det sig ikke længere om, hvorvidt dette eller hint teorem var sandt, men om det tjente eller skadede kapitalen, var den bekvem eller ubekvem, var forbudt af politiet eller ikke. I stedet for uegennyttig forskning trådte nu betalt trættekært skriveri, i stedet for fordomsfri videnskabelig undersøgelse apologetikkens dårlige samvittighed og slette hensigt."[42]
Til grund for Marx' kritik af den politiske økonomi ligger hans værdi- og merværditeori. Metodisk adskiller den sig fra den klassiske økonomi gennem Marx' erkendelse af den samfundsmæssige dialektik, som "i den positive forståelse af det bestående samtidigt indeholder forståelsen af dets negation, af dets undergang, som også opfatter enhver tilbleven form i bevægelsens løb, altså også som en forgængelighed, som ikke lader sig imponere af noget, og som i følge sit væsen er kritisk og revolutionær."[43] Ganske vist forudsatte Marx disse bemærkninger, "må fremstillingsmåden formelt adskille sig fra forskningsmåden. Forskningen skal tilegne sig stoffet i detaljer, analysere dets forskellige udviklingsformer og opspore disses indre forbindelse. Først efter at dette arbejde er fuldført kan den virkelige bevægelse fremstilles i overensstemmelse hermed. Lykkes dette og genspejles nu stoffets liv ideelt, så kan det se ud, som om man havde at gøre med en konstruktion a priori."[44]
Det er tydeligt, ud fra Marx' værker at han i tidens løb stadig mere befriede sig fra sin oprindelige filosofiske fortolkning af den samfundsmæssige udvikling. Det er derfor malplaceret at betragte den formal-dialektiske metode som grundlæggende for forståelsen af den kapitalistiske virkelighed og med Lenin at antage, at en virkelig forståelse af Marx' Kapitalen forudsætter forståelsen af den hegelske logik.[45] Hvor filosofi for Hegel var tiden begrebet tankemæssigt, så var dialektikken for Marx udtryk for den faktiske kapitalistiske udvikling, som kun kunne bundfældes som et falsk ideologisk udtryk i den borgerlige filosofi. I følge Marx fører den hegelske filosofi ikke til en rigtig erkendelse af den kapitalistiske verden, men derimod fører forståelsen af kapitalismen til en begribelse af "den rationelle kerne" i den hegelske filosofi.
Ganske vist dannede den hegelske filosofi udgangspunkt for Marx, men det blev snart overskygget af erkendelsen af de konkrete kapitalistiske forhold, som den idealistiske dialektik først var udsprunget af. "Det, som kun syntes at være filosofiens genstand, blev til nationaløkonomiens genstand; det, som kun syntes at være et skema i den begrebslige opløsning, måtte vise sig som virkeligt i den fremtrædende ydre eksistens."[46] Selv om Marx' økonomiske og historiske undersøgelser ikke faktisk var uafhængige af den hegelske logik, så var de det dog i princippet, og de åbnede op for den dialektiske natur i den kapitalistiske udvikling. Dialektikken findes således i Kapitalen, netop fordi den er det kapitalistiske samfunds bevægelseslov, hvilket først retfærdiggør den dialektiske metode som metode til fremdragelse af sandheden.
Den europæiske feudalismes relativt stationære produktions- og udviklingsproces blev gennem den iboende dynamik i de kapitalistiske produktionsforhold, nemlig enheden i modsætningen mellem kapital og arbejde, til en hidtil ukendt rivende og springende samfundsmæssig omvæltningsproces med verdensomspændende konsekvenser. Den frembragte den politiske økonomis teorier, den borgerlige revolution og dennes genspejling i filosofien. Enhver samfundsomvæltende udvikling er baseret på udviklingen af nye produktivkræfter, hvis fulde udfoldelse og udnyttelse kræver tilsvarende produktionsforhold. Omvendt frembringer udviklingen af nye produktionsforhold nye produktivkræfter, som i sig selv indvirker på de eksisterende produktionsforhold. Det, som står i vejen for disse produktivkræfter, og som er bundet til de gamle produktionsforhold, fører gennem den samfundsmæssige klassedeling til politiske kampe, der fører fra en samfundsorden til en anden. Udviklingsprocessen er derfor samtidig en revolutionær proces og omfatter mere eller mindre alle aspekter af den samfundsmæssigt-menneskelige eksistens. Den kapitalistiske produktionsmåde var et resultat af vareproduktionen, som udvikledes under privatejendommens betingelser, og den forudsatte producenternes historiske adskillelse fra produktionsmidlerne. Arbejdskraften blev til en vare og lå til grund for markedsøkonomiens betingelser. Den kapitalistiske produktion er kun samfundsmæssig produktion i den forstand, at varerne ikke fremstilles til eget brug, men derimod til salg til andre konsumenter. Denne samfundsmæssige produktion har samtidig til formål at tilfredsstille de private kapitalbesidderes profitbehov. Den samfundsmæssige arbejdsdeling er dermed samtidig en klassedeling. Den samfundsmæssige produktion tjener kun samfundet, for så vidt som den kan tjene kapitalbesidderne; det er en samfundsmæssig produktion, som er afhængig af privatinteresser. Derfor kan den ikke være en direkte samfundsmæssig produktion, men kun en indirekte, og dette også kun, når kapitalbehovene tilfældigt falder sammen med de samfundsmæssige behov.
I den betydning af samfundsmæssig karakter ytrer den kapitalistiske produktion sig i markedsrelationerne. Den individuelt drevne produktion må tilpasse sig kapitalismens særegne, samfundsmæssige behov. I den borgerlige økonomi fremtræder markedsmekanismen som regulator af de nødvendige forhold mellem produktion og konsumtion og den proportionale opdeling af det samfundsmæssige arbejde, en opdeling, som ligger til grund for disse relationer. I denne opfattelse ser man bort fra produktionens tvedeling som vare- og profitproduktion, da sidstnævnte fuldbyrdes gennem vareproduktionen og dermed allerede er indbegrebet i dennes love. At dette faktisk er tilfældet på grund af arbejdskraftens varekarakter, ændrer dog intet ved, at produktionen af varer forudsætter produktionen af profitter, og at først denne bestemmer markeds- og prisforholdene. Udbud-efterspørgselssymmetrien i den borgerlige økonomi udelukker dermed indsigten i de virkelige markedsforhold og i kapitalens dynamik, som formidles gennem disse, og som følger af profittvangen.
Den borgerlige økonomis grænser danner udgangspunkt for Marx' kritik. For Marx er økonomiske forhold klasseforhold, som under kapitalproduktionens betingelser antager karakter af økonomiske forhold. Værdi og pris er i samme grad fetichistiske kategorier for de reale tilgrundliggende klasseforhold. Medens den klassiske værditeori talte om bytte- og brugsværdi, stillede Marx spørgsmålet, hvorledes man overhovedet kunne komme til værdibegrebet, og besvarede det med den konstatering, at den samfundsmæssige arbejdsproces nødvendigvis må optræde som værdiforhold under de kapitalistiske ejendomsforholds betingelser. Da udbytningsforholdene her har form af bytteforhold, må delingen af den samfundsmæssige produktion i arbejde og merarbejde antage karakter af værdiforhold, af værdi og merværdi. Hvis samfundet ikke var et klassesamfund, som beroede på bytningen, så fandtes der intet bytte mellem besidderne af produktionsmidlerne og de besiddelsesløse arbejdere, og de samfundsmæssige produktionsforhold ville ikke være værdiforhold.
De vanskeligheder, som klassikerne havde med værdilæren, skyldtes, at de, selv om de betragtede varerne som enhed af bytte- og brugsværdi, ikke satte denne dobbeltkarakter i forbindelse med varens arbejdskraft. Det var forbeholdt Marx, og det gjorde det muligt for ham at forstå de faktiske bytteforhold uden at gøre vold på værdiloven. Bytte af varer på basis af arbejdstidsækvivalenter kan ikke afkaste nogen profit. Dobbeltkarakteren af varen arbejdskraft giver muligheden for profit. Medens køberen af arbejdskraften betaler dennes bytteværdi i følge værdiloven, erhverver han tillige den brugsværdi, som formår at producere mere end sin egen bytteværdi. Hermed var allerede sagt, at prisforholdene på markedet kun kan forstås gennem det værdiforhold, forstået som produktionsforhold, der ligger til grund for prisforholdene.
Værdiloven implicerer ikke nogen udveksling af arbejdstidsækvivalenter, men derimod den kapitalistiske tilegnelse af ubetalt merarbejde. Heller ikke kapitalbesidderne udveksler arbejdstidsækvivalenter indbyrdes. Værdiloven behersker kun den kapitalistiske økonomi i den forstand, at de til enhver tid givne samfundsmæssige produktivkræfter sætter bestemte grænser for merværdiproduktionen, og at fordelingen af merværdien mere eller mindre må tilpasses de samfundsmæssige nødvendigheder, for at sikre kapitalens eksistens og udvikling. Bytterelationerne kan derfor ikke være værdirelationer, som er bestemt af arbejdstiden, men må derimod optræde som prisrelationer, der afviger fra disse uden dermed at ophæve den kapitalistiske produktions bestemmelse gennem værdiloven. For den klassiske værdilære som især forholdt sig til fordelingen betød afvigelsen mellem værdi og pris en udelukkelse af den konsekvente medreflektion af arbejdsværdien. Skulle værdiloven fastholdes, så måtte man bringe bevis for, at de faktiske prisforhold, omend de var forskellige fra værdiforholdene, alligevel var bestemt af de sidstnævnte. Kunne dette ikke aflæses af de givne markedspriser, så kunne det dog læses af de skiftende produktionspriser, som var dannet af kostpriserne og gennemsnitsprofitraten. I den kapitalistiske bevidsthed, såvel som i markedets virkelighed, findes der kun varepriser. For den enkelte arbejdsgiver fremstår produktionen også som et problem om køb og salg. Han køber produktionsmidler, råstoffer og arbejdskraft for at fremstille varer, som opnår en pris på markedet, der indbringer ham en profit, som man kan leve af, og som opretholder og forøger hans udlagte kapital. Værdi og merværdi har ingen mening for ham, men kun de i priserne udtrykte produktionsomkostninger og de opnåede udbytter. Denne ligegyldighed, som deles af alle kapitalister, ændrer imidlertid intet på dette, at produktionsomkostningerne, såvel som profitterne blot er andre udtryk for bestemte arbejdstidsmængder indeholdt i varerne.
Den i samfundet anvendte totalarbejdstid frembringer et totalsamfundsmæssigt produkt, som deler sig i løn og profit. Jo mere af det totalsamfundsmæssige produkt, der tilfalder kapitalisterne, jo mindre kan der tilfalde arbejderne og omvendt. I virkeligheden er nu hverken den samfundsmæssige produktion, totalarbejdskraften eller totalkapitalen umiddelbart givne størrelser, hvis gensidige relationer kan undersøges. Kapitalen opsplittes i mange forskellige kapitaler, som ikke står overfor den totale arbejderstand, men overfor større eller mindre grupper af arbejdere. Som kapitalerne selv er forskellige, således er deres udbytningsmuligheder det også. De enkelte kapitalers struktur (eller "den organiske sammensætning") er forskellig alt efter de industrier, hvor de finder anvendelse, dvs. kapitalernes sammensætning med henblik på mængden af produktionsmidler (eller af konstant kapital) og af de anvendte arbejdskræfter (eller af variabel kapital) falder forskelligt ud. Da kun det anvendte levende arbejde i følge arbejdsværditeorien producerer merværdi, og profitten imidlertid relaterer sig til totalkapitalen (dvs. konstant og variabel kapital tilsammen), skulle profitten i industrier med forholdsmæssig stor konstant kapital overfor den variable være mindre end i industrier hvor forholdene er omvendte. Dette er imidlertid i almindelighed ikke tilfældet, ikke mindst netop fordi kapitalisternes indbyrdes konkurrence og købernes konkurrence med dem og indbyrdes medfører, at de faktiske profitter bliver forvandlet til samfundsmæssige gennemsnitsprofitter, som, lagt på produktionsomkostningerne, lader hver enkelt kapital deltage ensartet i den totalsamfundsmæssige merværdi, i overensstemmelse med dens størrelse.
Selv om gennemsnitsprofitraten finder sin forklaring i konkurrencen, så siger konkurrencen i sig selv dog intet om dens størrelse på et givet tidspunkt. Denne størrelse afhænger af den samfundsmæssige totalkapitals ukendte, men dog definitivt givne profitmasse. Og eftersom varernes totalværdi regulerer totalmerværdien, og denne imidlertid regulerer gennemsnitsprofittens størrelse og dermed den almene profitrate, så regulerer værdiloven produktionspriserne. Medens frembringelsen af merværdi finder sted gennem merarbejdet i produktionen, så fuldbyrdes realiseringen af profitterne på markedet. Det er produktionens brugsværdiside, som beherskes af kapitalens akkumulation, og som sætter sig igennem på markedet, der bestemmer forholdet mellem udbud og efterspørgsel og de deraf følgende prisrelationer, og svarende hertil fordeler den totalsamfundsmæssige merværdi på de forskellige kapitaler.
Med en stigning i efterspørgslen efter en bestemt vare forøges produktionen af den, ligesom et fald i efterspørgslen efter en anden vare formindsker produktionen af denne. Således flyder der kapital fra relativt stagnerende til hurtigt udviklende industrier. De heraf resulterende forandringer i enkelte kapitalers organiske sammensætning ændrer intet ved deres profitabilitet. Tværtimod, de fører til højere profitter end dem der tilfalder de mindre produktive kapitaler. Den ekstraprofit, som på et givet prisniveau opnås over den gennemsnitlige profit, tabes imidlertid igen ved at der strømmer kapital fra de profitfattige til de profitrige industrier. Den vedvarende jagt efter ekstraprofitter karakteriserer den kapitalistiske konkurrence og fører herigennem til en højere organisk sammensætning af den samfundsmæssige totalkapital.
Forandringer i værdiforholdene og dermed i priserne må forstås ud fra akkumulationsprocessen. Forandringerne i det almene prisniveau er et resultat af den kapitalistiske akkumulation, som kommer til udtryk i stigende produktivitet. Det almene fald i varepriserne bliver tydeligt, når man sammenligner tidligere og senere produktionsperioder. Hver enkelt vare indeholder mindre arbejdstid end før. Den enkelte vares værdiformindskelse opvejes og overhales af den tiltagende varemængde, således at kapitalens profitabilitet opretholdes trods faldende priser. Således afhænger prisernes tilblivelseshistorie af arbejdets skiftende produktivitet og dermed af værdiloven. Til analysen af den kapitalistiske ekspansion behøver man ikke nogen særlig pristeori, da prisernes udvikling allerede er indoptaget i værdianalysen.
Gennem konkurrencens formidling af prisrelationerne udviskes de enkelte varers og profitters værdibestemmelser såvel som opdelingen af det samfundsmæssige produkt i løn og profit. Men hvordan fordelingen end måtte falde ud: det, som på et givet tidspunkt kan fordeles, er varemængder, som kræver en bestemt arbejdstid, og som finder deres første deling i værdi- og merværdiproduktionen. Den faktiske fordeling, som udtrykker sig i priser, har denne første deling som forudsætning. Dette grundlag, som tilsløres gennem markedet, er ligeså reelt som den umiddelbart givne pris- og vareverden. I lyset af disse sidstnævnte fremtræder det som en forenklende abstraktion fra de komplicerede markedsprocesser, medens vareverdenen fra de grundliggende produktionsforholds standpunkt kun fremstiller en mangesidet modifikation af disse forhold. Disse grundliggende produktionsforhold kan forstås uden markedet, medens markedet imidlertid ikke kan forstås uden disse produktionsforhold. Det er derfor produktionsforholdene, der må ligge til grund for enhver videnskabelig analyse af kapitalen, og som først er i stand til at gøre markedsprocessernes muligheder og grænser erkendelige.
Den til arbejdstiden bundne værditeori er abstrakt i forhold til markedet og konkret i forhold til produktionsforholdene. Den er kun en tankemæssig konstruktion i den forstand, at værdierne ikke direkte relaterer sig til markedet, således at de værdiforhold, som skjuler sig bag priserne, kun lader sig begribe tankemæssigt. Den rene markedsteori er naturligvis også en abstraktion, nemlig fordi den lader de kapitalistiske produktionsforhold ude af betragtning. Den udelukker sig dermed fra en indsigt i totaliteten i de virkelige tilstande og dermed også fra forståelsen af selve markedsprocesserne. Derimod tillader værdianalysen overgangen fra det abstrakte til det konkrete, eftersom den kan påvise markedsforholdenes bundethed til de eksisterende produktionsforhold, og først dermed kastes der lys over den kapitalistiske økonomis totalproces.
Produktionens tvedeling i vare- og profitproduktion udelukker en produktion, som er tilpasset de virkelige samfundsmæssige behov, eller en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel i betydningen ligevægt mellem produktion og konsumtion. I følge Marx er efterspørgslen væsentligt betinget "af forholdet mellem de forskellige klasser indbyrdes, og af deres respektive økonomiske position, nemlig altså for det første af totalmerværdiens forhold til arbejdslønnen og for det andet af forholdet mellem de forskellige dele, som merværdien spalter sig op i (profit, rente jordrente, skatter), og således viser det sig også her igen, hvorledes absolut intet kan forklares ud fra forholdet mellem udbud og, efterspørgsel, før den basis er udviklet, som dette forhold udspilles på."[47] Men basis (eller produktionsforholdene) befinder sig i stadig forandring gennem de voksende vanskeligheder med stigningen i udbytningen, som udspringer af konkurrencen, hvilket kommer til udtryk i vekslende markedsforhold. Dermed befinder markedet sig i en vedvarende uligevægt, selv om denne kan være af skiftende omfang, og formår dermed gennem tilnærmelsen til en ligevægtssituation at foregøgle illusionen om ligevægtstendenserne. De kapitalistiske bevægelseslove udelukker enhver form for ligevægt, også når profit- og vareproduktionen udvikler sig ensartet, da selve denne udvikling bringer en immanent modsigelse til udfoldelse, som kun kan overvindes gennem yderligere udvikling.
Marked og produktion udgør naturligvis en enhed, som kun kan holdes adskilt tankemæssigt. Alligevel er markedsforholdene bestemt gennem produktionsforholdene. Arbejdskraftens pris kan ikke alment falde under dens værdi, dvs. dens reproduktionsomkostninger. Den kan aldrig nå det punkt, hvor den kunne ophæve den kapitalistiske merværdi og dermed afskaffe systemet. Hvad der end foregår på markedet, er det i sine konsekvenser betinget af produktionsforholdene, og markedets tilsyneladende egenbevægelse fuldbyrder sig i baner, som er afstukket af disse produktionsforhold. Hvor meget de faktiske prisforhold end afviger fra de grundliggende værdiforhold, kan vareværdiernes totalsum ikke indeholde mere værdi end der er anvendt arbejdstid i dem. Vareprisernes totalsum kan ganske vist ligge under totalværdien, da ækvivalensen mellem værdi og pris kun er tilstede under antagelse af en fuldstændig realisering af de producerede varemængder. Med andre ord: der kan være produceret mere værdi og merværdi end det, som kommer til udtryk i varepriserne, f.eks. når en del af produktionen ikke kan afsættes og dermed mister sin værdikarakter. Hvordan det end forholder sig, er de realiserede totalpriser lig den realiserede totalværdi. Herigennem retfærdiggøres en analyse af de kapitalistiske bevægelseslove, som udelukkende er baseret på værdirelationer.
Medens de fremtrædelser, "som den kapitalistiske produktionsproces, taget for sig, frembyder," undersøges i første bind af Marx' Kapital, drejer det sig i tredje bind om "at finde frem til og fremstille de konkrete former, der udspringer af kapitalens bevægelsesproces, betragtet som et hele." Kapitalens former, som Marx udviklede dem, "nærmer sig altså trinvis den form, hvori de selv optræder på samfundets overflade, i de forskellige kapitalers aktion overfor hinanden, i konkurrencen og i produktionsagenternes sædvanlige bevidsthed."[48] Men denne trinvise fremgangsmåde begrænser ikke den indsigt i kapitalens udviklingslove, som allerede opnås gennem den blotte betragtning af produktionsprocessen. De forbliver væsentlige også for kapitalen "betragtet som et hele", selvom de under denne betragtning undergår forskellige formforandringer. Det drejer sig her ikke om en rent metodisk fremgangsmåde til at komme nærmere på den vanskeligt gennemtraengelige vareverden, men om et virkeligt tilgrundliggende fundament i denne vareverden, og som må afdækkes for at kunne konstatere den dynamik i systemet, som først frembringer kapitalens mangfoldige skikkelser.
Er arbejdskraftens værdi begrænset af dens reproduktionsomkostninger, så fremstår den arbejdstid, der overskrider disse, som merværdi. Arbejdets voksende produktivitet forøger dets brugsværdi overfor dets bytteværdi og forøger dermed den kapitalmasse, som merværdien frembringer. Kapitaldannelsen lader sig således påvise som udviklingen af arbejdets produktivitet. Den voksende kapitalmasse bestemmer de nødvendige merværdimængder, som kræves til dens videre udvidelse eller værdiøgning. Imidlertid reducerer denne proces på samme tid de anvendte arbejdskræfter i forhold til en given kapital og formindsker merværdimassen tilsvarende. Ved hurtigere akkumulation tiltager den anvendte arbejdskraft ganske vist absolut og formindskes kun relativt i forhold til den voksende kapital. Men også den relative tilbagegang, i forbindelse med den voksende kapitals forøgede værdiøgningskrav, må i tidens løb føre til en aftagende akkumulationsrate. Heraf følger, at kapitalens akkumulation er bundet til bestemte værdirelationer. Hvis merværdien er tilstrækkelig til at værdiøge den allerede forhåndenværende kapital, så udtrykker den kun hemmeligheden i dens videre udvikling. Er den utilstrækkelig overfor den voksende kapital, så ophører kapitalens fortsatte hurtige udvikling også.
Den kapitalistiske vareproduktion er i virkeligheden kapitalproduktion; produktionen af brugsgoder er kun et middel til kapitalforøgelsen, og denne kender ingen subjektive grænser. En kapital, som kastes ind i produktionen og som udtrykkes i penge, må komme ud af cirkulationen som forstørret kapital for at have opfyldt de kapitalistiske produktionsbetingelser. Produktionen er dermed udelukkende merværdiproduktion og determineret af denne. Merværdien er ubetalt arbejdstid, hvorved kapitalproduktionen afhænger af den mængde arbejdstid, som tilegnes på et givet tidspunkt. Således ligger det i kapitalens væsen at forøge massen af ubetalt arbejdskraft. På et givet udviklingstrin og med et givet antal arbejdere kan merværdien kun forøges ved at den arbejdstid, som tilfalder kapitalisterne, forlænges og den, som tilfalder arbejderne, forkortes. I begge retninger er der uoverskridelige grænser, da arbejdsdagen ikke kan strækkes ud over 24 timer og arbejdernes løn ikke kan reduceres til nul. Den ophobning af kapital som ophobning af produktionsmidler, der er mulig under sådanne betingelser kræver yderligere arbejdskræfter og forøger tilsvarende, omend langsomt, merværdimassen. Skal akkumulationen imidlertid foregå progressivt, så må arbejdets produktivitet forøges, hvad der opnås gennem teknikkens udvikling og gennem virksomhedsorganisatoriske midler. Medens dette afhænger af akkumulationen fordrer de tillige den fortsatte og accellererende akkumulation og forvandler værdirelationerne i kapitalens organiske sammensætning.
Under antagelse af en progressiv kapitalakkumulation, som helt igennem svarer til virkeligheden, udtrykkes arbejdets tiltagende produktivitet i en forandring i kapitalens organiske sammensætning til fordel for dens konstante bestanddel. Den variable kapital vokser ligeledes, men mindre end den genstandsgjorte kapital. På trods af, at arbejdernes antal formindskes relativt i forhold til de produktionsmidler som står overfor dem som kapital, forøges merværdien, sålænge arbejdets tiltagende produktivitet tilsvarende forkorter den del af arbejdstiden, som kræves til reproduktion af arbejderne. Således kan kapitalens værdiøgning og dens fortsatte akkumulation finde sted på trods af forandringerne i kapitalens organiske sammensætning.
Medens merværdiraten tager til med forandringerne i kapitalens organiske sammensætning, udøver den sidste en modsatrettet virkning på profitraten. Merværdiraten (eller forholdet mellem merarbejdet og totalarbejdet) er kun relateret til den variable kapital; profitraten imidlertid til begge dele af kapitalen, den konstante såvel som den variable. Med den hurtigere tilvækst af den konstante kapital i forhold til den variable må en given merværdirate føre til en aftagende profitrate. For at forhindre dette må merværdiraten vokse så meget, at profitraten forbliver stationær trods den højere organiske sammensætning. Ved endnu hurtigere vækst i merværdiraten, kan profitraten endog vokse. Da merværdiraten kun kan vokse væsentligt gennem den forhøjelse i kapitalens organiske sammensætning, som indgår i akkumulationen, fremstår akkumulationsprocessen som en proces, der bestemmes af den almene profitrate og som alle kapitalens andre bevægelser afhænger af.
Antager man nu, at der foregår en uophørlig progressiv kapitalakkumulation så må merværdiratens og profitratens kompenserende, men modsatte bevægelser i sidste ende føre til en situation, som udelukker den fortsatte akkumulation. Medens merværdiratens må forøges enormt for at forhindre profitratens fald, formindskes den variable kapital også fremdeles overfor den konstante, og antallet af merværdiproducenter falder i forhold til den kapital, som skal værdiøges. Stadigt færre arbejdere må frembringe en stadigt større merværdi, for at producere bestemte profitter, til den allerede forhåndenværende kapital, hvad der gør den fortsatte ekspansion mulig. Der må uundgåeligt indtræde et punkt, hvor selv den højst mulige merværdimasse, der kan trækkes ud af den formindskede arbejderstand, ikke rækker til fremdeles at værdiøge den akkumulerede kapital.
Her drejer det sig i første række om det logiske resultat af en antaget udviklingslinje, som ikke relaterer sig til andet end produktion og akkumulation af kapital i et forestillet system, hvor totalkapitalen står overfor den totale arbejderstand, altså hvor det drejer sig om den rene udskillelse af merværdiproduktionens mekanisme og akkumulationsprocessens dynamik. Det drejer sig om en iboende og beherskende tendens i den kapitalistiske udvikling, som ligger til grund for kapitalens reale bevægelse, hvilket først gør denne forståelig. Den tjener til at påvise, at alle kapitalens problemer i sidste ende udspringer af kapitalen selv, af merværdiproduktionen og den heraf bestemte udvikling i arbejdets samfundsmæssige produktivitet på den kapitalistiske produktionsmådes basis.
Ligesom værdiloven ikke kommer direkte til syne i de reale markedsprocesser, men må sætte den kapitalistiske produktions nødvendigheder igennem via disse processer, så er profitratens faldende tendens (altså værdilovens indvirkning på akkumulationsprocessen) ikke en direkte synlig proces i virkeligheden, men en akkumulationstvang som udtrykkes gennem markedsfremtrædelserne, en akkumulationstvang, hvis resultater bringer den kapitalistiske produktionsmåde i stadig større modsætning til de virkelige samfundsmæssige behov. "Den sande skranke for den kapitalistiske produktion" skrev Marx, "er kapitalen selv, nemlig dette: at kapitalen og dens selvværdiøgning fremtræder som udgangspunkt og slutpunkt, som produktionens motiv og formål; at produktionen kun er produktion for kapitalen og ikke at produktionsmidlerne er omvendt blotte midler til en stadig udvidelse af livsprocessen for producenternes samfund. De skranker, indenfor hvilke opretholdelsen og forøgelsen af kapitalværdien, som beror på ekspropriation og forarmelse af den store masse af producenter, alene kan bevæge sig, disse skranker træder derfor i modsætning til de produktionsmetoder, som kapitalen må anvende til sit formål, og som styrer mod den ubegrænsede forøgelse af produktionen, mod produktionen som mål i sig selv, mod den ubetingede udvikling af arbejdets samfundsmæssige produktivkræfter. Midlet - ubetinget udvikling af de samfundsmæssige produktivkræfter - geråder i stadig konflikt med det begrænsede mål, værdiøgningen af den forhåndenværende kapital. Hvis den kapitalistiske produktionsmåde derfor er et middel til at udvikle den materielle produktivkraft og fremskaffe det tilsvarende verdensmarked, er den samtidig den bestandige modsigelse mellem denne dens historiske opgave og de tilsvarende samfundsmæssige produktionsforhold."[49]
Den analyse af den kapitalistiske akkumulationsproces - som udelukkende relaterer sig til produktionsprocessen - som resulterede i profitratens faldende tendens, peger på denne produktionsmådes historiske skranke uden dermed at kunne bestemme tidspunktet for dens opløsning. Men da denne tendens er givet fra systemets begyndelse og giver det dets dynamik, så må den til hver en tid komme tilsyne i de virkelige markedsprocesser, omend i forvandlede former. Den er ikke synlig i dens egen skikkelse, men i de foranstaltninger som sættes imod den, i de processer, som Marx opregner som tendenser, der modvirker profitratens fald.[50] Alle disse modvirkende tendenser: forhøjelse af arbejdets udbytningsgrad, trykket på arbejdslønnen til under dens værdi, billiggørelsen af den konstante kapitals elementer, den relative overbefolkning, udenrigshandelen og aktiekapitalens tiltagen er reale fremtrædelser, hvis funktion det er at forbedre kapitalens profitabilitet, dvs. at træde op mod tendensen til den faldende profitrate. For så vidt de bringer resultater og muliggør kapitalens værdiøgning, er tendensen til den faldende profitrate ikke synlig og faktisk sat ud af kraft, selv om den er årsagen til kapitalens modvirkende bevægelser. Kun i de aktuelle kriser, som optræder fra tid til anden, viser profitratens fald sig i sin egen skikkelse, da de modvirkende processer ikke er tilstrækkelige til at sikre kapitalens fortsatte værdiøgning. Den marxske akkumulationsteori er hermed samtidig en kriseteori, da krisen finder sin årsag i en utilstrækkelig værdiøgning af kapitalen og denne igen i tendensen til den faldende profitrate, som bryder igennem. Denne form for krise udspringer direkte af kapitalakkumulationen som den er bestemt af værdiloven og kan derfor kun overvindes gennem en fornyelse af værdiøgningen, dvs. gennem genoprettelsen af en profitrate, der er i overensstemmelse med en fortsat akkumulation. Den indeholder den diskrepans mellem den akkumulerede kapital og den eksisterende merværdi, som forvandler det latente fald i profitraten til en faktisk profitmangel. De heraf forårsagede udfald for den fortsatte akkumulation konstituerer den krisetilstand, som af Marx betegnes som overakkumulation: "Overproduktion af kapital betyder aldrig andet end overproduktion af produktionsmidler - arbejds- og levnedsmidler - der kan fungere som kapital, dvs. kan anvendes til udbytning af arbejdet med en given udbytningsgrad; idet faldet i denne udbytningsgrad under et vist punkt fremkalder forstyrrelser og stagnation i den kapitalistiske produktionsproces, kriser og ødelæggelse af kapital. Det er ingen modsigelse, at denne overproduktion af kapital er ledsaget af en mere eller mindre stor relativ overbefolkning. De samme omstændigheder, som har forhøjet arbejdets produktivitet, forøget massen af vareprodukter, udvidet markederne, fremskyndet kapitalens akkumulation såvel med hensyn til dens masse som til dens værdi, og sænket profitraten, de samme omstændigheder har fremkaldt en relativ overbefolkning og fremkalder den bestandig, en overbefolkning af arbejdere, som ikke bliver anvendt af den overskydende kapital på grund af den lave udbytningsgrad, som de alene kunne anvendes til, eller i hvert fald på grund af den lave profitrate, som de med den givne udbytningsgrad ville afkaste."[51]
For at illustrere overakkumulationens begreb, greb Marx til et yderligere, ganske vist ikke særlig heldigt valgt eksempel. "For at forstå hvad denne overakkumulation er, behøver man blot at betragte den absolut [...] Der ville være en absolut overproduktion til stede, såsnart yderligere kapital til den kapitalistiske produktions formål var = 0. [...] Såsnart altså kapitalen var vokset så meget i forhold til arbejderbefolkningen at hverken den absolutte arbejdstid, som denne befolkning leverer, eller den relative merarbejdstid kan udvides mere, (dette sidste ville desuden være ugørligt i et tilfælde, hvor efterspørgslen efter arbejde er så stærk, altså tendens til lønstigning), hvor altså den forøgede kapital kun producerer ligeså stor eller endda en mindre merværdimasse som før dens vækst, så ville der finde en absolut overproduktion af kapital sted; [... der ville optræde] et stærkere og pludseligere fald i den almene profitrate, men denne gang på grund af en vækst i kapitalens sammensætning, som ikke ville skyldes udviklingen i produktivkraften, men en stigning i den variable kapitals pengeværdi (på grund af de forøgede lønninger) og det hertil svarende fald i merarbejdet i forhold til det nødvendige arbejde."[52]
Da dette eksempel har ført til mange misforståelser, er det nødvendigt at gå kort ind på det. Således blev Henryk Grossman[53], som fører overakkumulationen tilbage til den manglende kapitalværdiøgning, kritiseret af Martin Trottmann[54] for at identificere to forskellige og fuldstændigt modsigende tendenser i en og samme kapitalistiske akkumulation. I den marxske fremstilling af den absolutte overakkumulation drejer det sig ikke om overproduktion som følge af manglende værdiøgning, men derimod som følge af en mangel på arbejdskræfter, som fører til stigende lønninger og aftagende merværdi. Trottmann så imidlertid ikke, at i begge tilfælde er slutresultatet det samme, nemlig en standsning af akkumulationen som følge af mangel på profit. Det var denne kendsgerning, Marx ville vise, selv om hans eksempel halter på begge ben, da det modsiger alle erfaringer og også den marxske akkumulationsteori selv.
På basis af merværditeorien ligger den kapitalistiske produktionsmådes skranke i, "at udviklingen af arbejdets produktivkræfter i profitratens fald fremkalder en lov, som på et vist punkt kommer i den heftigste modsætning til dens egen udvikling og derfor bestandig må overvindes gennem kriser."[55] Hermed er kriselovmæssigheden imidlertid ikke udtømt. Krisen fremstår på den ene side som afbrydelse af kapitalakkumulationens progressive udfoldelse, som går imod sit sammenbrud gennem dens iboende tendens til en faldende profitrate, og på den anden side fremstår den i talrige modsigelser, som er givet i og med markedet, men som finder deres akcentuering og endelige begrundelse i produktionsforholdenes samfundsmæssigt givne modsigelse. Delkriserne kan ikke forstås uden den almene krise, der er givet gennem kapital-arbejde-forholdet, ligesom markedsbevægelserne ikke kan forstås uden hensyntagen til produktionsforholdene.
For at begribe den kriselovmæssighed, som knytter sig til systemet, er det nødvendigt til stadighed at betragte det i dets dynamik, som udelukker enhver form for ligevægtstilstand. Overfor den klassiske økonomis ligevægtsteoretikere, som forvekslede cirkulationsprocessen med den umiddelbare byttehandel, og som konsekvent bildte sig ind, at ethvert køb er et salg og salget er et køb, indvendte Marx, "at dette ikke [var] nogen synderlig trøst for de varebesiddere, som ikke kunne sælge, og altså heller ikke kunne købe."[56] Gennem genstandsgørelsen af den selvstændiggjorte bytteværdi i pengene er krisens mulighed allerede givet, idet køb og salg falder fra hinanden. "Krisens mulighed, som viste sig i varens blotte metamorfose, udvikles atter og yderligere gennem det forhold, at produktionsprocessen og cirkulationsprocessen falder fra hinanden."[57] Således kan efterspørgsel og tilførsel falde fra hinanden. Ja, i følge Marx "dækker de faktisk aldrig hinanden, eller hvis de en enkelt gang dækker hinanden, så er det tilfældigt og må altså videnskabeligt sættes = 0, betragtes som ikke sket."[58] Hermed ligger der allerede et kriseelement i vareproduktionen selv, i den i varen indeholdte modsigelse mellem bytte- og brugsværdi. De modsigelser og dermed krisemuligheder som allerede er indeholdt i vare- og pengecirkulationen, må imidlertid forklares på grundlag af den specifikke kapitalistiske vare- og pengecirkulation. De virkelige kriser må "fremstilles ud fra den kapitalistiske produktions reale bevægelse, konkurrence og kredit."[59], nemlig på den måde som er særegen for kapitalen, ikke sådan som den er givet med den blotte eksistens af vare og penge.
I den umiddelbare produktionsproces optræder disse kriseelementer ikke, selv om de i sig selv er indeholdt i den, fordi produktionsprocessen er produktion og tilegnelse af merværdi. Krisens muligheder optræder først i realiseringsprocessen, i cirkulationsprocessen, som i og for sig er en reproduktionsproces, nemlig reproduktionen af de merværdiproducerende produktionsforhold. "Kapitalens totalcirkulationsproces eller kapitalens total-reproduktionsproces er enheden af dens produktionsfase og dens cirkulationsfase, som gennem begge processer forløber som faser. Deri ligger krisens videre udviklede mulighed eller dens abstrakte form. De økonomer, som benægter krisen, holder derfor kun fast ved enheden af begge disse faser. Hvis de blot var adskilt uden at være det samme, så ville en tvangsmæssig frembringelse af enheden mellem dem ikke være mulig, og så ville der ikke være nogen krise. Hvis de blot var det samme uden at være adskilt, så ville en voldsom tvangsmæssig adskillelse ikke være mulig, hvilket igen er krisen. Den er den tvangsmæssige frembringelse af enheden mellem selvstændiggjorte momenter og den tvangsmæssige selvstændiggørelse af momenter, som i følge deres væsen er de samme."[60]
Selv om krisen først optræder i cirkulationsprocessen kan den reale krise ikke forstås som et cirkulations- eller realiseringsproblem, men kun ud fra totalreproduktionsprocessen, som omfatter produktion og cirkulation. Og da reproduktionsprocessen afhænger af kapitalens akkumulation og dermed af den merværdimasse, som den muliggør, forbliver processerne i produktionssfæren omend ikke de eneste så dog de bestemmende momenter, som afgør om krisens mulighed skal blive til krisevirkelighed. Den krise, som hører til kapitalen, udspringer ikke af cirkulationsprocessen, som allerede i sig selv frembyder krisemulighederne, men derimod af den kapitalistiske produktions- og reproduktionsproces, hvori cirkulationen er en del og det formidlende led i total-reproduktionsprocessen. Den krise, som karakteriserer kapitalen, kan således hverken afledes af produktionen eller af cirkulationen, men af de vanskeligheder som følger af den i akkumulationen iboende og af værdiloven bestemte tendens til den faldende profitrate.
I følge Marx er ganske vist "betingelserne for den umiddelbare udbytning og for dens realisation ikke identiske. De falder fra hinanden, ikke blot i tid og sted, men også begrebsligt. De første er kun begrænset af samfundets produktivkraft, de andre gennem proportionaliteten mellem de forskellige produktionsgrene og gennem samfundets konsumtionskraft."[61] Disse modsigelser gemmer krisens muligheder i sig, adskillelsen af enheden mellem produktion og cirkulation og nødvendigheden af den tvangsmæssige genfrembringelse af denne enhed. Under kapitalproduktionens betingelser relaterer denne genfrembringelse sig ikke til ophævelsen af disproportionaliteten og en styrkelse af konsumtionskraften slet og ret, men til en tilpasning af begge til den kapitalistiske produktions reproduktionsnødvendigheder og dermed til kapitalens værdiøgningsbehov. Det er ikke en fraværende proportionalitet i produktionen og den manglende samfundsmæssige konsumtionskraft, der fører til krisen, men krisen ytrer sig i disproportionaliteten og i den svækkede konsumtionskraft gennem den afbrydelse af akkumulationsprocessen, som må føres tilbage på andre årsager.
Denne disproportionalitet og den manglende konsumtionskraft eksisterer til stadighed i kapitalismen. Det er her heller ikke et spørgsmål om mere eller mindre, og at disproportionaliteten er for stor og konsumtionen for lille, da disproportionaliteten og den utilstrækkelige konsumtionskraft er betingelse for og resultat af akkumulationen overhovedet og bestemmes af denne. Var dette ikke tilfældet, ville krisen kunne afværges ved hjælp af en forhøjelse af konsumtionskraften og ved ophævelsen af disproportionaliteten, selv om dette på grund af markedsforholdene kun kunne lade sig gøre tvangsmæssigt via krisen. Hidtil er enhver real krise imidlertid blevet overvundet uden at fjerne produktionens disproportionalitet og uden at forhøje konsumtionskraften i forhold til produktionen. Tværtimod reproduceredes disproportionaliteten sammen med den kapitalistiske reproduktion, og den samfundsmæssige konsumtionskraft formindskedes relativt i forhold til den akkumulerede kapital.
Marx' kritik af kapitalismen og dens økonomiske teorier er bestandig dobbelt: på den ene side stiller han sig på disse teoriers grundlag, for at påvise deres uholdbarhed i lyset af værditeorien, på den anden side stiller han sig uden for det kapitalistiske samfund for at eftervise dets begrænsede historiske karakter. I dette samfund er produktion ikke blot produktion af produktions- og levnedsmidler, men begge dele sker udelukkende indenfor rammerne af produktionen af kapital og er bestemt og begrænset gennem denne. Dette er ikke samfundets konsumtionskraft slet og ret, men en konsumtionskraft, som er bestemt og nødvendigt begrænset af merværdiproduktionen. Den kapitalistiske økonomi er ikke blot indenfor sine egne betingelser en utilstrækkelig økonomi, som sætter sig igennem i form af kriser, men er, set fra et standpunkt som står i modsætning til dette samfund, en orden, som står i modsætning til de virkelige og mulige samfundsmæssige behov. Fordi overproduktion af kapital indenfor rammerne af den kapitalistiske produktion er en kriseudløsende tilstand, eksisterer der fra de virkelige sociale forholds standpunkt ikke nogen overproduktion, men en mangel på produktionsmidler for at kunne tilfredsstille menneskenes behov og forventninger. Samfundets konsumtionskraft begrænses ikke kun af merværdiproduktionen, men kan finde tilfredsstillelse under andre samfundsmæssige forhold. Således kritiserer Marx ikke kapitalismen blot på grund af de mangelfuldheder, der er særegne for den, men også fra en anden endnu ikke eksisterende samfundsordens standpunkt, en samfundsorden, som først gennem overvindelsen af værdiproduktionen formår at tilpasse den samfundsmæssige produktion til de samfundsmæssige behov.
Marx' dobbelte kritik af kapitalen blev så at sige ført i et åndedrag, en fremstillingsmåde, som førte til misforståelser og til fortolkninger af akkumulationen, som enten afledte krisen af den kapitalistiske produktions disproportionalitet (eller anarki) eller bragte den i forbindelse med underkonsumtionen. Efter disse fortolkninger at dømme måtte kapitalen befinde sigi en vedvarende krisetilstand, da merværdiproduktionen forudsætter underkonsumtion, fordi "arbejderbefolkningen kun kan udvide sit konsum indenfor meget snævre grænser [...] og efterspørgslen efter arbejde aftager relativt, selv om den vokser absolut."[62] Hvis man siger, at der ikke finder en almen overproduktion sted, men en disproportionalitet indenfor de forskellige produktionsgrene, "så betyder dette ikke andet end at, proportionaliteten i de enkelte produktionsgrene indenfor den kapitalistiske produktion fremstår som en bestandig disproportionalitetsproces, i hvilken den totale produktions sammenhæng påtvinges produktionsagenterne som en blind lov, der begribes og dermed beherskes af produktionsagenternes associerede forståelse af produktionsprocessen, underkastet deres fælles kontrol."[63] Denne proportionalitet har i øvrigt intet at gøre med proportionaliteten mellem produktion og konsumtion, men med den proportionalitet mellem merværdi og akkumulation, der kræves af kapitalens reproduktion, og dermed også med den tiltagende disproportionalitet i de kapitalforhold, som kommer til syne i kriserne.
Marx skrev ganske vist også, at jo mere "produktivkraften udvikler sig, desto mere kommer den i modsætning til den snævre basis, hvorpå konsumtionsforholdene beror. Det er på denne modsigelsesfulde basis ingenlunde nogen modsigelse, at et overmål af kapital er forbundet med voksende overmål af befolkning, for skønt den producerede merværdimasse ville stige, hvis de begge to blev bragt sammen, skærpes netop herved modsigelsen mellem debetingelser, hvorunder denne merværdiproduceres, og de betingelser, hvorunder den realiseres."[64] Således forbliver den "endelige grund til de virkelige kriser altid massernes armod og konsumtionsbegrænsning overfor den kapitalistiske produktions tilbøjelighed til at udvikle produktivkræfterne som om kun samfundets absolutte konsumtionsevne udgjorde grænserne for dem."[65] Ud fra disse bemærkninger lader det sig dog ikke gøre at aflede en kriseteori, som bygger på underkonsumtionen eller at gøre realiseringen af merværdien til den kapitalistiske produktionsmådes hovedproblem. Det er en selvfølgelighed, at krisen ikke kun finder sin årsag i den manglende merværdiproduktion, men at den også må fremstilles som et spørgsmål om merværdirealiseringen og den arbejdende befolknings manglende købekraft. Thi de samme omstændigheder, som fører til profitratens fald og dermed til indskrænkning af akkumulationsprocessen, viser sig også på markedsplanet som manglende efterspørgsel og som voksende vanskelighed med at forvandle vare tilbage til penge, i afbrydelsen af det kapitalistiske kredsløb, som ligger til grund for reproduktionsprocessen som et hele.
Modsigelsen mellem produktion og konsumtion er mindre udpræget i den begyndende kapitalistiske akkumulation med en lavere organisk sammensætning i kapitalen end på et højere udviklingstrin, hvor tingene forholder sig omvendt. Alligevel kan den almindelige elendighed være langt større, end den fremtræder på et højere akkumulationstrin, da den konstante kapitals lave akkumulationsrate kun udvikler sig langsomt. Merværdirealiseringen gennem kapitalakkumulationen er således også forbundet med færre vanskeligheder end på et højere trin af den kapitalistiske ekspansion. Disse vanskeligheder forøges sammen med de vanskeligheder, som udspringer i akkumulationen ved tendensen til en faldende profitrate, og de bliver hermed tilspidset i kapitalens akkumulation (eller i den stadigt voksende diskrepans mellem produktionen og merværdirealiseringen, mellem den samfundsmæssige produktion og den samfundsmæssige konsumtion).
Medens denne diskrepans i første omgang gør det kapitalistiske fremskridt muligt, sætter den samtidig skranker for dette fremskridt, fordi den kommer i modsætning til totalkapitalens reproduktionsnødvendigheder, som beherskes af værdiloven, dvs. der hvor et givet akkumulationstempo ikke længere modsvarer merværdiproduktionen. Først gennem en forbedring af den sidste, gennem genfrembringelsen af den fornødne profitrate til den fortsatte akkumulation, kan kapitalen igen ophæve afbrydelsen af reproduktionsprocessen, uden dermed at have ophævet diskrepansen mellem produktion og merværdirealisering, mellem produktion og konsumtion. Gennem merværdirealisering på grund af yderligere akkumulation, fører ophævelsen af krisen tværtimod til en yderligere uoverensstemmelse mellem produktion og merværdirealisering, mellem produktion og konsumtion forstået som de virkelige samfundsmæssige konsumtionsbehov.
Kapitalen realiserer merværdien ved hjælp af den kapitalistiske, uproduktive konsumtion og ved hjælp af den kapitalistiske akkumulation. Sålænge den sidste ikke står i vejen, eksisterer der intet realiseringsproblem. Det gør der netop ikke, fordi profitratens faldende tendens kræver den fortsatte forøgelse af merværdien og dermed akkumulationsratens vækst. Kapitalistisk produktion tjener udelukkende kapitalens akkumulation. Men den produktionsmåde, som beherskes af værdiproduktionen, kan ikke virkeligt befri sig fra den samfundsmæssige produktions brugsværdikarakter, som under denne produktions betingelser betyder: at den ikke kan befri sig fra de begrænsninger, som arbejdskraftens brugsværdi pålægger den. Merværdien kan altid kun være merarbejde, kun en del af totalarbejdet, som til enhver tid sætter sin grænse for akkumulationen. Således kan der trods 'akkumulationen for akkumulationens skyld' ikke findes nogen ubegrænset produktion af kapital, ingen ubegrænset 'produktion for produktionens skyld'. Den til enhver tid givne merværdirate og de til enhver tid profitabelt anvendelige arbejdskræfter bestemmer akkumulationens grænser, som kun kan overskrides gennem en forøget merværdiproduktion. Derfor må enhver midlertidig overproduktion af kapital optræde som en krise, der skal ophæve denne overproduktion, og dette kan kun ske gennem genfrembringelsen af en tabt proportionalitet mellem merværdi og kapitalproduktion, og det i værdirelationer, som samtidigt er brugsværdirelationer, også selv om det sidste aspekt ikke vækker opmærksomhed. Mere af det samfundsmæssige arbejde må tilfalde kapitalen, mindre arbejderne.
Denne proces fuldbyrdes ved hjælp af krisen på to forskellige måder. På den ene side gennem ødelæggelse af kapital, på den anden side gennem forhøjelsen af merværdi, indtil begge processer har frembragt en proportionalitet - der er i overensstemmelse med værdirelationerne - mellem profitrate og den videre akkumulations værdiøgningsbehov. En ny akkumulationscyklus begynder, der dog som alle de foregående påny må ende med overproduktion af kapital, således at den ukontrollerbare mani efter merværdi atter driver akkumulationen ud over punktet for dens mulige værdiøgning. Gennem krisen bliver "en stor del af samfundets nominelle kapital, dvs. den eksisterende kapitals bytteværdi, tilintetgjort en gang for alle, selv om netop denne tilintetgørelse i stor udstrækning kan fremme den nye reproduktion, da den ikke vedrører brugsværdien."[66] Den sænkede bytteværdi forskyder den værdimæssige side i kapitalens organiske sammensætning og forhøjer profitraten ved uforandret merværdirate. Men krisen fremtvinger den skærpede konkurrence gennem en sænkning af produktionsomkostningerne og dermed foranstaltninger indenfor produktionssfæren, som i sig selv forhøjer merværdiraten. Således udvikles under krisen betingelserne for genoptagelsen af akkumulationsprocessen og dermed den fortsatte mulighed for realisering af merværdien gennem kapitalistisk ekspansion.
Eksisterede denne mulighed ikke, så kunne krisen overhovedet ikke overvindes, fordi hverken proportionaliteten i de forskellige produktionsgrene eller ophævelsen af uoverensstemmelsen mellem produktion og konsumtion er kapitalistisk mulige. Proportionaliteten i de forskellige produktionsgrene bestemmes af akkumulationen og formidles af de samme processer, som fører til den gennemsnitlige profitrate. Den "kvantitative skranke for den mængde samfundsmæssig arbejdstid, som er anvendelig i de forskellige særlige produktionssfærer, er kun et videreudviklet udtryk for værdiloven overhovedet; omend den nødvendige arbejdstid her har en anden betydning. Det er kun så og så meget arbejdstid, der er nødvendigt for at tilfredsstille de samfundsmæssige behov. Begrænsningen indtræder her gennem brugsværdien. Samfundet kan under de givne produktionsbetingelser kun anvende så meget af sin totalarbejdstid på denne enkelte produktionstype."[67] Denne tilpasning, som i praksis er en tilpasning til markedsefterspørgslen, opfylder naturligvis - ligesom dannelsen af gennemsnitsprofitraten - "kun på en yderst kompliceret og tilnærmet måde, som et gennemsnit af evige svingninger, der aldrig kan fastholdes,"[68] men den fuldbyrdes ikke desto mindre såvel i tider med kapitalistisk opsving som i depressionstider og kan derfor ikke trækkes frem som kriseforklaring. Uoverensstemmelsen mellem produktion og konsumtion, som angiveligt munder ud i krisen, vedbliver ikke blot med at bestå under krisen, men optræder under den i skærpet form; og alligevel fører krisetilstanden til et nyt opsving. Derfor kan man ikke aflede krisecyklen af underkonsumtionen.
Krisecyklen kræver ikke kun en forklaring på depressionen, men også på konjunkturerne. De sidste ville overhovedet ikke være mulige, hvis underkonsumtion og disproportionalitet i sig selv førte til krisen. Så ville allerede kapitalens første krise have været dens sidste. Men kapitalen har over talrige kriser udviklet sig progressivt op til vore dage, hvad der i praksis var muligt gennem arbejdets voksende produktivitet, gennem den tiltagende merværdi og gennem arbejdskraftens dermed faldende værdi, som heller ikke modsiger forbedringerne i proletariatets levevilkår, da en lavere bytteværdi kan fremtræde i form af en større mængde brugsgoder. Krisen må derfor ikke forklares ud fra de fremtrædelser, som optræder på markedets overflade, men ud fra merværdiproduktionens love, som ikke er direkte iagttagelige, men som ligger til grund for den kapitalistiske økonomi. Også her gælder Marx' udtalelse, at "al videnskab ville være overflødig hvis tingenes fremtrædelsesform og deres væsen umiddelbart faldt sammen."[69]
Opnås der merværdi i produktionen, så er "forvandlingen af merværdien til profit bestemt såvel af cirkulationsprocessen som af produktionsprocessen".[70] Det er en kendsgerning, fordi den på den ene side fører til krisen, på den anden side tillader kapitalen at komme ud af krisen. Den ødelæggelse af kapitalen, som finder sted i krisen, er en forudsætning for den periodisk anspændte og voldsomme strukturforandring i kapitalen, som danner forudsætning for den fortsatte akkumulation. Ødelæggelse af kapital og dannelse af kapital følges bestandig ad, men i økonomiske opsvingstider i modereret form. I krisen finder ødelæggelsen af kapital hurtigere sted og accentuerer den bestandigt forhåndenværende og gennem konkurrencen givne koncentration og centralisation af kapitalen, både hvad angår produktionen og cirkulationen. Denne proces fører, sammen med den forbedrede merværdiproduktion og værdiformindskelsen af kapitalen til genfrembringelse af den nødvendige profitrate på trods af den yderligere forhøjelse af kapitalens organiske sammensætning.
Umiddelbart kommer krisen til udtryk i overproduktion af usælgelige varer og i manglende købekraft. "Da kapitalen består af varer, omfatter overproduktion af kapital [også] overproduktion af varer."[71] Således er det nærliggende at antage, at krisen finder sin endelige årsag i underkonsumtionen. Og dette så meget mere som "produktion af den konstante kapital", i følge Marx, "aldrig finder sted for sin egen skyld, men kun fordi der behøves mere af den i de produktionssfærer, hvis produkter indgår i den individuelle konsumtion."[72] Er der imidlertid mangel på samfundsmæssig købekraft, så kan forvandlingen af penge til vare og forvandlingen tilbage fra vare til penge ikke finde sted, og dette indskrænker såvel produktionen af varer som produktionen af konstant kapital. Selv om dette sker, forklarer det ikke, hvorledes kapitalen kommer ud af dette dilemma, da selve krisen kun formår at forringe denne tilstand. Hvis det rent faktisk her kun drejede sig om underkonsumtion, og det synes Marx at påstå, så kunne krisen ikke overvindes ved, at produktionen af varer og konstant kapital udvides ud over det punkt, hvor konjunkturen ville føre til krisen. Enhver ny konjunktur, som fører ud af krisen, lader den forudgående konjunktur bag sig, som førte ind i krisen, for så vidt det drejer sig om produktion af varer og produktionsmidler. Var dette ikke tilfældet, så fandtes der ikke nogen kapitalistisk udvikling, ingen progressiv kapitalakkumulation.
Med Marx' påstand synes det således enten at dreje sig om en tanketorsk eller om en uklar udtryksmåde, ikke mindst fordi disproportionaliteten i de enkelte produktionsgrene og disproportionaliteten mellem produktion og konsumtion heller ikke bestrides af den borgerlige økonomi. I den borgerlige økonomis opfattelse fører markedets ligevægtstendenser imidlertid til en ophævelse af disse uregelmæssigheder, dvs. at indskrænkningen af produktionen af varer og kapital frembringer den tabte proportionalitet mellem produktion og konsumtion igen. "Udvides produktionen af den konstante kapital kun så meget som den er bestemt af produktionssfærerne, hvis produkter indgår i den individuelle konsumtion", så ville den marxske kriselære ikke være en teori, der adskilte sig fra de borgerlige konjunkturteorier, men ville ligeledes være en markedsteori, i hvilken udbud-efterspørgselsrelationerne er afgørende for udvidelsen eller indskrænkningen af produktionen. Men herimod taler Marx' teori om akkumulationen, som den vedvarende tilspidsning af de kapitalistiske modsigelser frem til kapitalens sammenbrud. Således tilbagevises den underkonsumtionsteori, som tilskrives Marx, og som rent faktisk kan læses ud af mange af hans formuleringer, meget overbevisende af hans dobbelte kritik af kapitalen. På den ene side fremstår krisen som overproduktion af varer og som manglende købekraft, altså som udtryk for overakkumulation af kapital, på den anden side er den kapitalistiske akkumulation baseret på en vedvarende voksende uoverensstemmelse mellem produktion og konsumtion, således at den egentlige årsag til alle virkelige kriser - set fra et standpunkt som peger ud over det kapitalistiske samfund - må findes i massernes armod og konsumtionsbegrænsninger, selv om dette også kun betyder, at denne årsag må findes i kapitalismen.
Kapitalisterne oplever krisen som manglende efterspørgsel efter varer, arbejderne som manglende efterspørgsel efter deres arbejdskraft. Udvejen for begge ligger i den omvendte situation, i en vækst i den almindelige efterspørgsel gennem den fortsatte akkumulation. Men hvorledes kan den dermed forbundne yderligere udvidelse af vareproduktionen finde et marked, når den hidtidige produktion allerede var for stor i forhold til efterspørgslen? Svaret ligger i, at kapitalismen netop ikke producerer i overensstemmelse med konsumtionsefterspørgslen, men derimod producerer ud over denne, indtil den støder på merværdiskabelsens grænser; grænser, som ikke kan erkendes i produktionen, men som først bliver bevidst igennem markedsprocesserne. Således kan enhver krise kun forklares ud fra den foregående konjunktur og denne igen ud fra, at konjunkturen ikke afhang af samfundets konsumtionskraft, men af enkeltkapitalernes akkumulationsbehov - givet gennem kapitalkonkurrencen - som til enhver tid ikke vokser svarende til et givet marked, men derimod udvider sig svarende til et forventet marked. Dette sker på den ene side som følge af den almene samfundsmæssige udvikling og på den anden side gennem udskillelsen af ikke-konkurrencedygtige kapitaler, som således også med akkumulationen giver et større marked til de konkurrencedygtige.
Produktionen går bestandig forud for konsumtionen. I kapitalismen foregår den imidlertid i blinde, ikke kun for at opnå en større andel af et givet marked, men også for at øge denne andel fortløbende og for ikke at blive udelukket fra denne. Forudsætningen derfor er den hastige stigning i produktiviteten, altså omkostningssænkningen og dermed ophobningen af kapital i form af produktionsmidler og den hermed sammenhængende forandring i kapitalens organiske sammensætning. Den almene konkurrence fører således til en hurtigere vækst i den konstante kapital i forhold til den variable - det gælder for de enkelte kapitaler såvel som for hele samfundet. Det er selve denne proces, som muliggør realiseringen af merværdien gennem akkumulationen uden hensyntagen til konsumtionsbegrænsningerne, som etablerer processens forudsætning. Merværdien fremtræder som ny kapital, som igen producerer kapital. Hvor meningsløs den end er, er denne proces resultat af den produktionsmåde, som udelukkende er indrettet på merværdiproduktion. Men kapitalen kan ikke vokse ind i himlen, fordi samme proces finder sin nemesis i profitratens faldende tendens. På et vist punkt i merværdirealiseringen gennem akkumulationen ophører akkumulationen med at give den nødvendige merværdi til processens fortsættelse. Først nu viser det sig, at uden merværdirealisering gennem akkumulationen kan en del af merværdien overhovedet ikke realiseres, og at den efterspørgsel, som beror på konsumtionen ikke er tilstrækkelig for at omsætte den i varerne indeholdte merværdi til profit.
Ligesom Marx med henblik på akkumulationen stillede spørgsmålet, hvorfor profitraten på trods af den enorme udvikling af produktivkræfterne ikke faldt hurtigere end det faktisk var tilfældet, og forklarede dette med dens modvirkende tendenser[73], så kunne man også spørge, hvorfor kapitalen var i stand til at akkumulere igennem alle kriserne, og ikke hvorledes der kommer krise? Krisen er lettere at forstå end konjunkturen, da overproduktionen som den fremtræder på markedets overflade er tydelig for enhver. Et enkelt blik er tilstrækkeligt for at se, at det, som er blevet produceret, ikke kan indgå i konsumtionen. Men det er ikke slet så indlysende, hvordan kapitalen i længere perioder kan skride fra konjunktur til højkonjunktur trods dens iboende modsigelser, når udbuddet samtidigt er svagere end efterspørgslen. Det bliver forståeligt gennem den historisk bekræftede kendsgerning, at det marked som akkumulationen skaber, ikke er andet end udviklingen af det kapitalistiske samfund selv.
Denne udvikling indeholder ikke kun akkumulation af den allerede eksisterende kapital, men også den fortsatte nyskabelse af kapital: udbredelsen af kapitalistiske produktionsforhold til stadig flere områder. Udbytningen af større arbejdermasser kræver yderligere produktionsmidler, som først må produceres, før de selv kan anvendes produktivt. En del af den merværdi som forvandles til kapital går direkte ind i akkumulationen gennem den bestandige cirkulation mellem konstant og variabel kapital. Medens en del af den konstante kapital overgår til vareproduktion, trækker andre dele varer ud af cirkulationen uden samtidig selv at frembringe varer. Denne aldrig afbrudte proces og dens acceleration tillader, at selv de voksende varemængder finder et marked, eftersom dette vedvarende bliver udvidet gennem akkumulationsprocessen.
Gennem den accelererende akkumulation, gennem de vedvarende nyinvesteringer, kan også den tiltagende produktion af slutprodukter, som indgår i konsumtionen, finde afsætning i totalcirkulationen. Kapitalens akkumulation bliver under disse betingelser snarere hæmmet end fremmet af den voksende varemængde, hvor en del af kapitalen kan sætte en række andre i bevægelse, og hvor kapitalisterne kan konsumere mere og de fuldtbeskæftigede arbejdere har mere at give ud, således at den resulterende højkonjunktur allerede bærer kimen til krisen i sig. Produktionen forskydes til fordel for konsumvareindustrien og hæmmer hermed totalkapitalens profitabilitet. Det herigennem accentuerede fald i gennemsnitsprofitraten fører til nedbrydning af konjunkturen og slutteligt til krisen.
Det, som her kommer til udtryk, er ikke blot en konsumtion, som er proportionalt for stor i forhold til akkumulationsbehovene, men derimod den merværdiindskrænkning, som er et resultat af selve akkumulationen, og som må føre til en konsumtionsformindskelse for at kunne indhente det tempo, som akkumulationen allerede har opnået. Hvis den frembragte merværdi i produktionen var stor nok til fremdeles at fremskynde akkumulationen, så ville den forøgede konsumtion heller ikke være nogen hindring for den fortsatte akkumulation, men den kunne derimod vokse med denne. Formindskelsen af akkumulationsraten angiver imidlertid, at den allerede opnåede konsumtion ikke kan indhentes gennem de ændrede værdiforhold, som fører til profitratens fald, og at merværdien med den organiske sammensætning, som kapitalen har opnået, ikke er tilstrækkelig til at sikre akkumulationen ved voksende konsumtion. På markedet betyder den aftagende akkumulationsrate en nedgang i nye investeringer, og dette har konsekvenser for den samlede produktion. Den samme proces, som udløste ekspansionen, forløber nu omvendt og griber i større eller mindre udstrækning ind i alle produktionsgrene i den samfundsmæssige produktion.
Forholdet mellem produktion og konsumtion forbliver uforstyrret i en ekspansiv kapitalisme, også når produktionen af konsumtionsmidler er mindre end produktionen af produktionsmidler. På den ene side tillader arbejdets stigende produktivitet en nedsættelse af omkostningerne til levnedsmiddelproduktionen, på den anden side fører den hurtige industrialisering til en stadig forøgelse af de i konsumtionen indgående industriprodukter og dermed til en forbedring af den almindelige levestandard. Selv om akkumulationen kræver den bestandige forøgelse af produktionsmidlerne, udvides varemarkedet fortsat gennem en samtidig indførelse af stadigt nye brugsværdier. Merværdiproduktionen tillader udbygningen af en infrastruktur, som trækker stadigt større menneskemængder ind i kapitalens totalcirkulation. Var verdensmarkedet en forudsætning for den kapitalistiske produktion, så fører akkumulationen til en kapitalisering af verdensproduktionen, som stadigt accelereres, og som heller ikke modsiger kapitalens koncentration i få kapitalintensive lande, eftersom disses produktion er integreret i verdensproduktionen. Kapitalens akkumulation er dermed ikke blot den prosaiske produktion af profit, men også erobringen af verden gennem kapitalen, hvis krav ingen nok så stor profitmasse kan honorere.
Kapitalen lider altid af profitmangel, under depression såvel som under prosperitet. Enhver kapital må fortsat akkumulere for ikke at gå til grunde, og akkumulationen afhænger af tilførslen af kapital enten fra dens egne profitter eller fra profitterne fra andre kapitalister. Med virksomheden vokser markedet og med væksten i markedet må også virksomheden vokse for ikke at blive fortrængt af konkurrencen. Man har endnu aldrig set en kapital, som var ved at blive kvalt i sin egen profit, og kapitalen 'som helhed' har på intet tidspunkt klaget over for megen merværdi. At en opsvingsperiode slår om i sin modsætning kan fra kapitalens standpunkt kun betyde, at profitten var for lille, at det ikke kan betale sig at udvide produktionen, fordi den ikke profitmæssigt kan retfærdiggøres. For kapitalisterne fremtræder denne tilstand altid kun som markedsfænomener, da det ikke er dem bevidst, at deres egne profitter er bestemt af den samfundsmæssige merværdi, og fordi det, hvis de vidste det, ikke ville være dem til nogen nytte, eftersom den eneste reaktionsmulighed, der står åben for dem, består i også fremdeles at forsøge at sikre eller genfrembringe deres egen profit på de måder, som er praktisk mulige.
Den kapitalistiske prosperitet afhænger af den stadigt accelererende akkumulation og denne af den voksende merværdimasse. Kapitalen kan ikke ligge stille uden dermed at fremkalde krisen. Enhver ligevægtssituation, dvs. enhver situation hvor produktionen ikke er større end konsumtionen, er en krisesituation, en stagnation, der må fjernes gennem merværdiforøgelse for ikke at føre til systemets undergang. Ligesom profitratens faldende tendens selv er givet i latent form selv med en stigende real profitrate, således er krisen usynligt indeholdt i enhver prosperitet. Disproportionaliteten mellem merværdi og akkumulation kan ligesom enhver anden disproportionalitet i systemet imidlertid også kun forandres gennem de ukoordinerede markedsprocesser, kun gennem krisens tvang, i overensstemmelse med akkumulationsnødvendighederne. Det drejer sig her ikke om genoprettelsen af en svunden ligevægtssituation mellem produktion og konsumtion, men om genoprettelsen af den disproportionalitet, der som indhold har 'proportionaliteten' mellem merværdi og akkumulation.
Når den reale krise i følge Marx må forklares ud fra den kapitalistiske produktion, konkurrencen og kreditten, så må den tilskrives akkumulationen, da denne er produktionens indhold. Gennem konkurrencen og kreditten finder den sin acceleration, men også sin krisetilbøjelighed, da de voksende krav om merværdi kan overskride den faktisk opnåede merværdi, på grund af profitratens faldende tendens, og på trods af udviklingen af arbejdets produktivitet. Hvis merværdien på dette punkt i overproduktionen ikke kunne forøges mere, så ville der indtræde en tilstand, - der følger af analysen af en uafbrudt kapitalakkumulation, som alene refererer til produktionsprocessen - hvori akkumulationen fører til sammenbrud. Da denne proces imidlertid udspiller sig som reproduktionsproces for en totalkapital, der består af mange kapitaler, og merværdien fremdeles kun akkumuleres delvis, bliver resultatet ikke blot en langsommere akkumulationsproces, men også muligheden for vedvarende strukturforandringer i kapitalen, som formår at tilpasse kapitalens totale merværdi til den fortsatte akkumulation, på bekostning af de mange enkeltkapitaler og ved hjælp af højere udbytningsrater. I denne forstand er overproduktion af kapital kun forbigående, selv om tendensen til overakkumulation findes hele tiden.
Afhænger den kapitalistiske prosperitet på den ene side af akkumulationens acceleration, så fører denne acceleration på den anden side til overakkumulationskrisen. På denne måde fremstår den kapitalistiske udvikling som en proces, der sætter sig igennem og er bundet til kriser, hvorigennem nødvendighederne i reproduktionen af den kapitalistiske produktionsmåde tvangsmæssigt sætter sig igennem. Kriserne behøver man naturligvis ikke at påvise, da de opleves direkte. Men spørgsmålet er, om de udspringer af systemet selv eller om de er bestemt af årsager der ligger uden for systemet og dermed opfattes som tilfældige. Eller drejer det sig her om overvindelige ufuldkommenheder i systemet, som før eller senere kan skaffes af vejen. For Marx var en krisefri akkumulation imidlertid utænkelig. Medens kriserne i en henseende fjerner de vanskeligheder, som udspringer af akkumulationen, så er de i en anden henseende det sikreste tegn på det kapitalistiske samfunds uundgåelige undergang.
Verdensmarkedskriserne må i følge Marx "opfattes som den reale sammenfatning og tvangsmæssige udligning af alle den borgerlige økonomis modsigelser."[74] Også de aspekter af krisen, som ikke kan føres direkte tilbage på de kapitalistiske produktionsforhold, får gennem disse en særlig karakter, som kun er betegnende for kapitalismen. Da verdensmarkedskriserne omfatter alle lande, omend med forskellige konsekvenser, og da den egentlige årsag til krisen - manglen på merværdi - fremtræder på markedet i fordrejet skikkelse, som en usælgelig overflod af varer, så er krisens betingelser såvel som betingelserne for dens ophævelse komplekse på en sådan måde, at de ikke kan undersøges empirisk. Tidspunktet for krisen såvel som dens udbredelse og længde kan ikke forudsiges; det er kun krisen selv som kan forventes med bestemthed. På trods heraf forsøgte Marx at bringe krisernes periodicitet i forbindelse med reproduktionen af kapitalen, eller mere specifikt, med erstatningen af den faste kapital. Da det med kapitalens akkumulation især drejer sig om forøgelsen af produktionsmidler, burde erstatningen og forøgelsen af den faste kapital i det mindste være et element som er medbestemmende for kriseperiodiciteten.
Den værdi, der er nedlagt i den faste kapital, overføres i løbet af nogen tid til de producerede varer og forvandles gennem disse til penge. Pengenes forvandling tilbage til fast kapital eller fornyelsen af de opbrugte produktionsmidler afhænger af disse sidstes levetid, som igen bestemmes af de forskellige produktionsgrenes særlige karakter. Erstatningen af den faste kapital er gennem teknikkens udvikling samtidigt en forbedret fornyelse af den, som tvinger andre kapitaler til at forny deres faste kapital før tiden, for at kunne vedblive med at være konkurrencedygtige. Det hermed forbundne 'moralske slid' på den faste kapital medfører sammen med de almindelige bestræbelser på at tage del i den ændrede teknik den kapitalistiske interesse i at forkorte den faste kapitals omslagstid. Jo kortere denne er, jo før kan de nye anlæg få del i den forhøjede produktivitet gennem den bestandige forandring af produktionsmidlerne, og jo mindre er omkostningerne på 'det moralske slid', som går forud for kapitalens fysiske endeligt. Da den faste kapitals levetid varede gennemsnitligt ti år, stillede Marx sig selv spørgsmålet, om dette stod i en eller anden forbindelse med den ti-årige krisecyklus.
Ganske vist kan den faste kapitals levetid forlænges eller forkortes. Det afgørende er dog i følge Marx ikke et bestemt antal år. Så meget stod klart for ham: "Gennem denne cyklus, som omfatter en række år, og som består af sammenhængende omslag, i hvilke kapitalen er bundet gennem sin faste bestanddel, skabes det materielle grundlag for de periodiske kriser, hvori økonomien gennemgår forskellige på hinanden følgende afmattelsesperioder præget af liv, hastværk og krise. De perioder, hvor kapitalen anlægges, er nemlig meget forskellige og ikke sammenfaldende. Alligevel danner krisen altid udgangspunktet for et stort nyanlæg. Danner altså også mere eller mindre et nyt materielt grundlag for den næste omslagscyklus - hvis man betragter samfundet som helhed."[75]
Denne vage hypotese forfølges ikke yderligere af Marx. Skønt krisen fører til en ophobning af samtidige investeringer og dermed bliver en slags "materielt grundlag for den næste omslagscyklus", er der hermed når alt kommer til alt kun sagt, at "krisen altid danner udgangspunkt for et stort nyanlæg", uden at krisen eller dens periodicitet hermed forklares. Og selv om det hænder, at den kapital, som er opløst i varer, i mellemtiden hober sig op i form af penge, er der hermed ikke sagt, at den må forblive i denne form indtil den faste kapitals fornyelse. Da de forskellige kapitalers levetid er forskellig, og da de fornyer sig svarende til deres individuelle udgangspunkt, finder den faste kapitals omslagsproces sted i løbet af hele opsvingsperioden sammen med de gennem akkumulationen givne nye anlæg, som medfører konjunkturopsvinget. Det er denne proces, der slår om i krisen, i hvilken kapitalen foreløbig hverken anlægges på ny eller for første gang. Først under kriseforløbet foretages der yderligere investeringer for at hæve arbejdets produktivitet. Ud af disse bestræbelser vokser den nye konjunktur, som ikke kun opbygges på fornyelserne af den faste kapital, men også på den fortsatte akkumulation.
Selv om den faste kapitals omslagstid på denne måde kan spille en vis afgørende rolle i kapitalens totale reproduktionsproces, så er dette dog ikke tilstrækkeligt til at forklare krisens bestemte periodicitet. Da kriserne i følge Marx er "den reale sammenfatning og tvangsmæssige udligning af alle den borgerlige økonomis modsigelser" - modsigelser, som ikke kan isoleres og således ikke kan vurderes efter deres virkninger, - kan krisernes periodicitet ikke forklares ud fra en særlig proces indenfor totalprocessen. Den krisecyklus, som Marx oplevede kunne kun vise, at den udviklingsproces, som den løb ind i, formåede at opretholde en konjunktur på ikke mere end ti år på grund af de særlige vanskeligheder, som knytter sig til udviklingsprocessen, uden at det hermed var sagt, at kapitalen var dømt til en ti-årig cyklus.
Friedrich Engels skrev senere, at "den periodiske proces' akutte form med dens hidtidige ti-årige cyklus synes at være afløst af en mere kronisk, mere langtrukken skiften mellem en relativt kort og mat økonomisk bedring og en relativt lang og ubestemmelig depression, en vekslen, som finder sted på forskellige tidspunkter i de forskellige industrilande. Men måske drejer det sig kun om en udvidelse af cyklens varighed. I verdenshandelens barndom, 1815-1847, kan der påvises tilnærmelsesvist fem-årige cykler; fra 1847-1867 er cyklen tydeligt ti-årig; befinder vi os nu i forberedelsesperioden til et nyt verdenskrak af uhørt voldsomhed? Meget synes at tyde på det. Siden den sidste almene krise i 1867 er der indtrådt store forandringer. Transport- og kommunikationsmidlernes kollossale udvidelse - oceandampere, jernbaner, elektrisk telegraf, Suezkanal - har først nu gjort verdensmarkedet til et virkeligt faktum. En række konkurrerende industrilande er kommet op på siden af det England, som tidligere monopoliserede industrien: uendeligt større og mere mangfoldige områder er åbnet for investering af europæisk overskudskapital i alle verdensdele, således at den fordeles langt mere, og således at lokal overspekulation lettere overvindes. På grund af alt dette er de fleste af de gamle krisekilder og anledninger til krisedannelse blevet overvundet eller stærkt afsvækket. Samtidig viger konkurrencen på hjemmemarkedet tilbage for karteller og truster, medens konkurrencen på de fremmede markeder bliver begrænset af den beskyttelsestold, som alle store industrilande omgiver sig med. Men disse beskyttelsestolde er selv ikke andet end oprustningen til det endelige, almene industrifelttog, der skal afgøre herredømmet på verdensmarkedet. Således rummer ethvert af de elementer, som søger at modgå en gentagelse af de gamle kriser, kimen til en langt voldsommere fremtidig krise."[76]
Hermed er det allerede sagt, at krisens periodicitet ligeledes har sin historie og at den afhænger af historiske særtræk. Finder enhver krise sin endelige årsag i selve kapitalismen, så adskiller hver enkelt krise sig fra den foregående ved de stadigt ændrede verdensmarkedsrelationer og ved verdenskapitalens ændrede struktur. Under disse betingelser kan man ikke forudbestemme hverken krisen selv eller dens varighed og dybde, og dette så meget desto mindre som krisesymptomerne senere optræder som selve krisen og trækkes frem i offentligheden. Krisen kan fremdeles ikke føres tilbage til 'rent økonomiske' processer, skønt den udspringer 'rent økonomisk', dvs. af de i økonomiske former iklædte sociale produktionsforhold. Også den internationale konkurrencekamp, som føres med politiske og militære midler har indflydelse på den økonomiske udvikling, ligesom denne igen skaber de forskellige konkurrenceformer. På denne måde kan den reale krise kun forstås i sammenhæng med den samlede samfundsmæssige udvikling.
Det 19. århundredes kriser opviste egenskaber, der i lige høj grad hang sammen med kapitalismens udviklingstrin og de politiske begivenheder. Således var krisen i 1816 utvivlsomt snævert forbundet med de mange krigsår, der gik forud for Napoleons fald.[77] Trods den tiltagende mekanisering af arbejdet, var især den engelske kapital vokset for hurtigt i forhold til sine værdiøgningsbehov, således at den ikke kunne undgå krisen gennem yderligere ekspansion. Den stagnation, som satte ind, viste sig som overproduktion, der på grund af Kontinental-Europas forarmelse ikke kunne afværges gennem udenrigshandel. Dette resulterede i et voldsomt prisfald, som især ramte landbruget og tekstilindustrien, og som førte til indførelse af beskyttelsestold for at stabilisere landbrugsproduktionen, som endnu var dominerende. Det kom til mange likvidationer og banksammenbrud. Lønningerne sænkedes voldsomt, voksende arbejdsløshed frembragte såvel masseelendighed, social uro og Luditter-bevægelsens maskinstorm som Sismondis og Robert Owens kapitalkritiske teorier. Depressionsperiodens almindelige prisfald, der ti år senere blev afbrudt af en ny krise, ophørte først igen i 1849.
Krisen i 1836 udgik fra England og De Forenede Stater. I begge lande havde den industrielle udvikling ført til omfattende spekulation og til en situation, i hvilken profitproduktionen ikke mere var i overensstemmelse med profitkravene. Krisen viste sig især som penge- og børskrise, men den greb dog ind i hele økonomien, og indledte en lang depressionsperiode, der snart bredte sig over hele Europa. Den tilsyneladende permanente krisetilstand førte til de revolutionære begivenheder i 1848 og til de første spirer til en antikapitalistisk arbejderbevægelse. Selv i konjunkturopsvingene indenfor depressionen blev arbejdernes levevilkår kun forbedret uvæsentligt, for at sænkes så meget mere ved den første økonomiske nedgang.
Det overvejende lave lønniveau var et udtryk for, at arbejdets produktivitet endnu var lav. Den relativt ringe mængde merværdi samt den skarpe konkurrence fremtvang en akkumulation, som netop på grund af de kapitalistiske produktionsforholds endnu snævre basis snart stødte på udbytningens grænser. Kapitalens selvudfoldelse var endnu ikke omfattende nok til, at den kunne udvide markedet tilstrækkeligt i forhold til sin egen udvidelse. Kriserne fremtrådte som handelskriser og gav sig udslag i ruinerende fald i varepriserne, der ikke tillod yderligere produktive investeringer. Under disse betingelser kunne selv tilfældigheder som opdagelsen af Californiens guldminer føre til prisstigninger og til en ny konjunktur. Begivenheder som den amerikanske borgerkrig, der først udløste krisen, drev senere den industrielle og kapitalistiske udvikling fremad i et accelererende tempo. Med kapitalproduktionens geografiske udvidelse blev kriserne i stadig større omfang internationale, men denne udvidelse betød også at ethvert økonomisk opsving blev hjulpet frem. Alligevel tillod kapitalens faktiske udvikling ingen andre prognoser end Marx'; teorien fandt sin direkte bekræftelse i virkeligheden og forstærkede de hertil knyttede revolutionære forventninger.
Skønt hver krise havde sin særlige karakter, der kun kunne forklares ud fra den givne situation i sin helhed, forblev krisernes fælles kendetegn dog akkumulationens ophør og den hermed sammenhængende overproduktion, hvis resultat var masseelendigheden. Og skønt krisens periodicitet ikke var en proces, der regelmæssigt gentoges, forblev den som uregelmæssig proces dog en realitet. Som Friedrich Engels fastslog, så det imidlertid ved slutningen af det 19. århundrede ud som om kriserne blev svagere og konjunkturperioderne længere, hvorved arbejdernes økonomiske vilkår også forbedredes. Arbejdets produktivitet var steget tilstrækkeligt til, at den akkumulerende kapitals profitabilitet kunne opretholdes over længere tidsrum. På baggrund af denne situation opstod den socialdemokratiske reformisme og en afstandtagen fra den marxske akkumulationsteori som en krise- og sammenbrudsteori.
Mens Engels i afsvækkelsen af krisen så kimen til endnu voldsommere fremtidige kriser fastslog Eduard Bernstein i 1899: "Man kan hverken fastslå tegn på et økonomisk verdenskrak af uhørte dimensioner eller betegne den økonomiske fremgang, der i mellemtiden er indtrådt, som særlig kortvarig. Man må stille spørgsmålet [...] om ikke den vældige rumlige udvidelse af verdensmarkedet sammen med den enorme forkortelse af den tid, der er nødvendig til kommunikation og transport, udvider mulighederne for udligning af forstyrrelserne, og om ikke den enorme vækst i de europæiske industristaters rigdom sammen med det moderne kreditvæsens elasticitet og de industrielle kartellers opkomst, har forringet lokale eller partikulære forstyrrelsers tilbagevirkende kraft på den almindelige økonomiske situation så meget, at almindelige økonomiske kriser af den art, som man har set tidligere, i det hele taget må betragtes som usandsynlige, i det mindste for et længere tidsrum.[78]
Bernstein besvarede selv spørgsmålet med den påstand, "at kriseskemaet hos Marx eller for Marx ikke var et billede af fremtiden, men derimod et billede af nutiden."[79], således at der idag, "hvis ikke uforudsete ydre omstændigheder foranlediger en krise, ikke er nogen tvingende grund til at slutte, at en krise snart vil indtræde på grund af rent økonomiske årsager."[80] Dermed var en på kriselovmæssigheden opbygget klassekampsteori for Bernstein og for reformismen i almindelighed forældet, idet man ikke mere kunne forvente en revolutionær situation på grundlag af et kapitalistisk sammenbrud.
I sit svar på Bernsteins revisionisme erklærede Karl Kautsky, at der ikke findes en sammenbrudsteori hos Marx, men at denne derimod er Bernsteins polemiske opfindelse. "Kriserne", påpegede Kautsky, "virker i retning af socialismen gennem fremskyndelsen af kapitalernes koncentration og gennem forstærkelse af proletariatets usikre levevilkår, altså gennem skærpelse af den drivkraft, som presser proletariatet i armene på socialismen. [...] Den stadige nødvendighed af at udvide markedet indeholder derimod et yderligere moment; det er klart, at den kapitalistiske produktionsmåde bliver en umulighed fra det historiske øjeblik, hvor det viser sig, at markedet ikke mere kan udvide sig i samme tempo som produktionen, d.v.s. så snart overproduktionen bliver kronisk. Ved begrebet historisk nødvendighed forstår Bernstein en tvangslov. Her er der tale om en sådan tvangslov, som, når den indtræder, uundgåeligt avler socialismen."[81] Således afsluttedes den marxske teori ifølge Kautsky alligevel i kapitalens sammenbrud, skønt der ikke fandtes en sammenbrudsteori hos Marx. Denne modsigelse forsøgte man at overvinde ved hjælp af den antagelse, at den kroniske overproduktion kunne være en proces, der forløb langsomt, så langsomt, at man endog kunne betvivle, at den overhovedet ville indtræde. Klassekampen kunne gøre en ende på kapitalismen allerede længe før denne var udlevet.
Heinrich Cunow bragtedenne teori i tættere sammenhæng med Marx's akkumulationsteori. I sit bidrag til "sammenbrudstemaet" påpegede Cunow at Marx og Engels "havde forklaret kapitalismens sammenbrud på den ene side ud fra den kapitalistiske akkumulation, på den anden side ud fra spaltningen mellem den kapitalistiske produktionsmåde og den eksisterende udvekslingsform, en spaltning, der forhindrer den fulde udnyttelse af de givne produktivkræfter [...] Der findes ikke mere, hverken i produktions- eller varecirkulationsprocessen, adækvate værdiøgningsmuligheder for den opståede kapitalrigdom; den udvidelsesevne, som industrien har opnået, kommer i stadig større modsætning til mekanismerne i den kapitalistiske økonomi, for til slut helt at sprænge den."[82] Ganske vist var denne sammenbrudsproces endnu henvist til fremtiden, idet kapitalen havde forstået at overvinde de modsætninger der udspringer af varecirkulationen gennem udvidelse af kapital- og industrimarkederne i verdensmålestok. I sidste instans forbliver modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og dennes fordeling dog udslaggivende, og den vil gøre en ende på kapitalproduktionen.
Således forblev opmærksomheden dog hovedsageligt rettet mod produktionens og fordelingens modsigelsesfulde udvikling, mod de stigende vanskeligheder ved merværdiens realisering på grund af den kapitalistisk begrænsede konsumtion. For at dokumentere kapitalens levedygtighed var det nødvendigt at afvise, at denne disproportionalitet kunne true kapitalen. Tugan-Baranowsky[83] påtog sig denne opgave. I sin bog om handelskriserne beskriver han krisecyklen på samme måde som alle andre, der afleder krisen af en forstyrrelse i proportionaliteten mellem udbud og efterspørgsel. Tugan-Baranowsky anså disproportionaliteten, der også kan forstås som en disproportionalitet i kapitalens fordeling på de forskellige brancher, for at være den eneste kriseårsag. Med en kapitalfordeling, der svarede til den virkelige efterspørgsel efter varer ville kriserne være afværget. De var begrundet i den kapitalistiske konkurrences planløshed og kunne derfor mildnes og i princippet ophæves gennem en tiltagende kontrol over økonomien.
Når krisens årsag ifølge Tugan-Baranowsky skal søges i den ikke-proportionale kapitalfordeling, er der dog her ikke tale om fordelingen af det samfundsmæssige produkt mellem arbejde og kapital. Konsumbegrænsningen er for ham ikke en grænse for akkumulationen eller merværdirealiseringen, da indskrænkningen i efterspørgslen efter konsumtionsmidler på ingen måde er identisk med indskrænkningen i selve efterspørgslen efter varer. "Akkumulationen af samfundsmæssig kapital fører til en indskrænkning i den samfundsmæssige efterspørgsel efter konsumtionsmidler og tillige til en forhøjelse af den totale samfundsmæssige efterspørgsel efter varer."[84] Dermed kan "kapitalakkumulationen ledsages af en absolut tilbagegang i den samfundsmæssige konsumtion. En relativ tilbagegang i den samfundsmæssige konsumtion - i forhold til det samfundsmæssige produkts almene sum - er i hvert fald uundgåelig."[85]
Tugan-Baranowsky refererede til Marx i to henseender. Ligesom Marx så han den fundamentale modsigelse "mellem produktion som et middel til at opfylde menneskelige behov, og produktion som et teknisk moment i kapitaldannelsen, d.v.s. som et mål i sig selv."[86] Han indrømmede også, at "folkemassernes fattigdom, ikke fattigdom i absolut forstand, men relativt i betydningen arbejdets ringe andel i det totalsamfundsmæssige produkt, (er) en af betingelserne for handelskriserne;" men det ville være forkert at antage, "at arbejderens elendighed [...] umuliggør realisationen af den stadigt mere udvidede kapitalistiske produktion på grund af manglende efterspørgsel [...] da den kapitalistiske produktion skaffer sit eget marked." Tværtimod, "jo lavere arbejdernes andel er, jo højere er kapitalisternes - og så meget desto hurtigere fuldbyrdes kapitalakkumulationen - nødvendigvis ledsaget af stagnation og kriser."[87]
For at bevise den ubegrænsede akkumulation henviste Tugan-Baranowsky til Marx' reproduktionsskemaer i Kapitalens 2. bind, som efter hans mening åbner mulighed for en fortsat og krisefri totalreproduktion af kapitalen, hvis de hertil nødvendige proportioner inden for produktionens enkelte sfærer og brancher er til stede. Da disse proportioner forstyrres på grund af det økonomiske anarki opstår der kriser, men det betyder ikke, at fortsat akkumulation er objektivt umulig. Dermed må enhver sammenbrudsteori forkastes og overvindelsen af det kapitalistiske samfund vil være et spørgsmål om den socialistiske bevidsthedsudvikling.
Når Tugan-Baranowsky knyttede an til Marx glemte han imidlertid den værditeori, der lå til grund for den marxske akkumulationsteori. Eller rettere, han forholdt sig til Marx uden at tage hensyn til dennes teori, idet han, ligesom Bernstein og andre reformister, allerede havde tilegnet sig den borgerlige økonomis subjektive værditeori. Således anvendte han, som han selv siger, ikke "den sædvanlige marxske terminologi (konstant kapital, variabel kapital, merværdi)", da der efter hans mening "slet ikke skal skelnes imellem den menneskelige arbejdskraft og de døde arbejdsmidler ved dannelsen af merproduktet - altså renten. Man kan med samme ret betegne maskinen og den menneskelige arbejdskraft som variabel kapital, da begge skaber merværdi."[88] Som konsekvens heraf tilegnede han sig, trods nogle forbehold, den ligevægtsteori, som stammer fra Say, nemlig at vareudbuddet vil svare til efterspørgslen ved en proportional opdeling af den samfundsmæssige produktion, og på denne måde fortolkede han også de marxske reproduktionsskemaer. Den modsigelse i akkumulationen, der opstår på grund af profitratens fald, forsvandt således fra hans betragtninger, og dermed bortfaldt alle den kapitalistiske produktions grænser.
Mærkelig nok vakte dette forhold ingen opmærksomhed i den diskussion der, inden for socialdemokratiet, førtes mod Tugan-Baranowsky. Selv om Kautsky indrømmede "at også manglende proportionalitet i produktionen kan fremkalde en krise", forblev han dog af den opfattelse, at "årsagen til de periodiske kriser i sidste instans må søges i underkonsumtionen." Han vendte sig imod ligestillingen af menneskelig arbejdskraft og de døde produktionsmidler, for dog kun at fremhæve, at "det menneskelige arbejde forbliver i sidste instans den eneste værdiskabende faktor og derfor er udvidelsen af den menneskelige konsumtion også i sidste instans afgørende i forhold til udvidelsen af produktionen."[89] Dermed var kapitalakkumulationen afhængig af arbejderens konsumtion - da man ikke kunne klage over den kapitalistiske konsumtion - og kapitalekspansionen var bundet til de menneskelige behov, da "produktionsmiddelkonsumtionen ikke var andet end produktion af konsumtionsmidler."[90]
Også for Conrad Schmidt var konsumtionsspørgsmålet afgørende for produktionens omfang, og overproduktionen opstod på grund af den arbejdende befolknings konsumbegrænsning. "Den kapitalistiske konkurrence på varemarkedet må med tiltagende afsætningsvanskeligheder i sin tendens komme til udtryk i et voksende tryk på prisen og dermed i et fald i avancen eller den gennemsnitlige profitrate. På grund af dette fald bliver den kapitalistiske produktionsform stadig mere urentabel og risikabel, selv for flertallet af private erhvervsdrivende, medens arbejdsmarkedet samtidig også vedvarende bliver forværret for arbejderne og den industrielle reservearme antager et stadig mere frygteligt omfang."[91] Schmidt forholdt sig heller ikke til den af ham afviste marxske akkumulationsteori, der er baseret på værditeorien, men førte derimod, ligesom i sin tid Adam Smith, profitratens fald tilbage til den stadig mere skærpede konkurrence. Selv om krisen for ham var et resultat af den manglende konsumtion, så var han dog enig med Tugan-Baranowsky i opfattelsen af, at man ikke kunne slutte til et kapitalistisk sammenbrud ud fra kriserne, eftersom krisernes årsag, konsumbegrænsningen, lod sig, om ikke helt ophæve, så dog mildne gennem de forbedringer i arbejdernes leveforhold, der var opnået gennem de sociale kampe.
Den omfattende diskussion omkring krisen og kapitalens sammenbrud, der dog ikke skal behandles yderligere her, afspejler tvetydighederne i den marxske krisefremstilling. Som allerede påpeget, var krisen for Marx på den ene side et resultat af det for akkumulationen karakteristiske profitratefald, uafhængig af alle de fremtrædelsesformer for krisen, der optræder på samfundets overflade, men på den anden side også et resultat af arbejdernes underkonsumtion. Således kunne både Kautsky, Schmidt og Tugan-Baranowsky påberåbe sig Marx. Forvirringen blev så meget større, eftersom man på grundlag af underkonsumtionsteorien kunne slutte til kapitalens sammenbrud - eller lade være, men man kunne også bestride sammenbruddet, netop fordi underkonsumtionen ikke formåede at frembringe dette. Tvetydighederne i de marxske udredninger bærer op til idag ansvaret for de førte krise- og sammenbrudsdebatter, selv om de sandsynligvis ikke udtrykker andet end Marx' egen usikkerhed, eftersom de blev nedskrevet mange år før udgivelsen af Kapitalens første bind, og på et senere tidspunkt temmelig sikkert ville være formuleret mindre modsigelsesfyldt.
Hvorom alting er, så viser kapitalens faktiske udvikling, så vel som værdi- og merværdianalysen af akkumulationen entydigt at kapitalens fortsatte akkumulation er bundet til en for kapitalværdiøgningen adækvat disproportionalitet mellem produktion og konsumtion og at kapitalen kun er i stand til at overvinde de kriser, der opstår, hvis denne disproportionalitet opretholdes. Men når krisen ikke mere kan overvindes kapitalistisk, så må depressionens permanente karakter vise sig som en absolut forarmelse af den arbejdende og arbejdsløse befolkning, og kapitalens modsigelse må vise sig som en modsigelse mellem den kapitalistiske produktionsmåde og de samfundsmæssige konsumtionsbehov.
Med Tugan-Baranowskys henvisning til de marxske reproduktionsskemaer i Kapitalens 2. bind antog krisediskussionen en ny karakter. Kriseproblemet var ikke mere et spørgsmål om kapitalens overakkumulation eller om underkonsumtion, men et spørgsmål om den samfundsmæssige ligevægt eller proportionaliteten i reproduktionsprocessen. Her bliver det nødvendigt kort at gå ind på Marx' reproduktionsskemaer. Produktionsprocessen er samtidig en reproduktionsproces, der fuldbyrdes over cirkulationen. Teoretisk og til demonstration af denne proces er en opdeling af den totale samfundsmæssige produktion i to afdelinger tilstrækkelig til at fremstille betingelserne for en teoretisk mulig gnidningsløs udveksling. Skønt kapitalistisk produktion er fremstilling af bytteværdi, forbliver den dog bundet til brugsværdien. Selv om enhver kapitalist kun stræber efter at forøge sin kapital som kapital, kan han dog kun gøre dette indenfor rammerne af den samfundsmæssige produktion, der tillige er et samfundsmæssigt stofskifte, baseret på brugsgenstande. Samfundsmæssigt betragtet forudsætter en teoretisk mulig ligevægt i den kapitalistiske udveksling en ligevægt i de for reproduktionen nødvendige brugsværdier.
Ligesom konkurrencen ikke kan forklares ud fra konkurrencen selv, kan cirkulationsprocessen heller ikke forklares ud fra cirkulationen. Den forudsætter bestemte arbejdstidsrelationer, bestemt som værdi- og brugsværdirelationer, samt en bestemt fordeling af disse, for at muliggøre reproduktionen. Det siger sig selv, at de marxske reproduktionsskemaer ikke refererer til den reale reproduktionsproces, men derimod til de nødvendigheder i den kapitalistiske reproduktion, der ligger til grund for den reale proces, nødvendigheder der ganske vist forbliver uænsede under kapitalismen, men som alligevel må sætte sig igennem på en eller anden måde for at formidle kapitalens akkumulation. Det drejer sig her om det simple forhold, at også akkumulationen er bundet til bestemte proportionaliteter, der må frembringes over markedet. Skemaerne er formuleret sådan, at de ved såvel simpel som udvidet reproduktion resulterer i en ligevægt mellem produktionens to sektorer. Dermed er dog ikke sagt, at den reelle kapitalistiske reproduktionsproces, hverken med hensyn til den simple eller den udvidede reproduktion, forløber eller kan forløbe sådan, som det fremtræder i reproduktionsskemaerne.
Reproduktionsskemaernes illustrerende og forklarende funktion blev nu opfattet som en proces, der faktisk finder sted, og de udvekslingsrelationer, der fremstår som resultat af disse, blev benyttet som belæg for enten at bevise eller bestride systemets ligevægtstendenser. For Tugan-Baranowsky leverede reproduktionsskemaerne beviset for, at ubegrænset kapitalakkumulation var mulig så længe de hertil nødvendige proportionaliteter blev overholdt. Denne opfattelse blev taget op af Rudolf Hilferding. Han var enig med Tugan-Baranowsky og med Marx deri, at den kapitalistiske produktion ikke er afhængig af konsumtionen, men derimod af kapitalens værdiøgningsbehov. Men han ville også yde underkonsumtionsteorien retfærdighed på en eller anden måde og fastslog, at "værdiøgningsbetingelserne gør oprør mod konsumtionsudvidelsen, og da værdiøgningsbetingelserne er de afgørende skærpes modsætningerne indtil det punkt, hvor krisen indtræder."[92] Ganske vist forlader han straks dette standpunkt, da "krisens periodiske karakter [...] overhovedet ikke kan forklares ud fra et vedvarende fænomen (nemlig underkonsumtionen)."[93] Krisen er for Hilferding "helt alment en cirkulationsforstyrrelse", som medfører, at de ligevægtsbetingelser, der er nødvendige for den samfundsmæssige reproduktionsproces ikke kan opretholdes. Også for ham viser de marxske skemaer, "at reproduktionen i såvel simpel som udvidet målestok kan foregå uforstyrret inden for den kapitalistiske produktion, hvis de (nødvendige) proportioner opretholdes. Omvendt kan krisen også ved simpel reproduktion indtræde ved forstyrrelse af proportionen f.eks. mellem kapital, der er ophørt med at fungere og nyanlagt kapital. Det følger altså på ingen måde, at krisen må have sin årsag i massernes underkonsumtion, der er immanent i den kapitalistiske produktion. En altfor hurtig udvidelse af konsumtionen ligesom opretholdelse eller indskrænkelse i produktionsmidlerne ville i sig selv nødvendigvis føre til krise. Lige så lidt følger muligheden for en almindelig overproduktion af varer af selve skemaerne; man kan langt snarere vise enhver udvidelse af produktionen, der overhovedet kan finde sted ved de forhåndenværende produktivkræfter, som en mulighed."[94]
Kapitalens krisekarakter, der opstår på grund af disproportionaliteten, ændrer sig for Hilferding med begrænsningen af konkurrencen ved kapitalens trustdannelse og kartellisering. Skønt overproduktion af varer delvist kan ophæves gennem en bedre tilpasning til vareefterspørgslen drejer det sig imidlertid i forbindelse med krisen ikke om overproduktion af varer, men derimod om overproduktion af kapital, hvilket ikke betyder andet "end at kapitalen er anlagt i produktionen i en sådan målestok, at dens værdiøgningsbetingelser er kommet i uoverensstemmelse med dens realiseringsbetingelser, således at afsætningen af produkterne ikke mere afkaster en profitmængde, der muliggør yderligere udvidelse, yderligere akkumulation. Vareafsætningen går i stå, fordi udvidelsen af produktionen hører op."[95] Da krisen for Hilferding er en 'cirkulationsforstyrrelse' drejer det sig ikke her om profitratens fald, der er et resultat af kapitalens voksende organiske sammensætning, men derimod om manglende afsætning i forhold til den for hurtigt voksede produktion, eller om en modsigelse, mellem kapitalens 'værdiøgnings- og realiseringsbetingelser', altså alligevel om en divergens mellem udbud og efterspørgsel, omend uafhængig af arbejderens konsumtionsbegrænsning. Disse 'cirkulationsforstyrrelser' bliver ikke mildnet, men skærpet, af den fremadskridende kartellisering uden dermed at føre til et sammenbrud, da et økonomisk sammenbrud for Hilferding "overhovedet ikke er nogen rationel forestilling".[96] Ophævelsen af det kapitalistiske samfund kan dermed kun fuldbyrdes som en politisk proces, der ganske vist i stadig større målestok bliver forberedt af kapitalens kartellisering og bankkapitalens overtagelse af den industrielle kapital, altså dannelsen af finanskapitalen. "Finanskapitalen betyder tendentielt tilvejebringelsen af en samfundsmæssig kontrol over produktionen. Men det er en samfundsmæssiggørelse i antagonistisk form; magten over den samfundsmæssige produktion forbliver i hænderne på et oligarki. Kampen for at styrte dette oligarki udgør den sidste fase i klassekampen mellem bourgeoisi og proletariat."[97] Hertil er det tilstrækkeligt "hvis samfundet gennem sit bevidste eksekutionsorgan, den af proletariatet erobrede stat, bemægtiger sig finanskapitalen for straks at opnå kontrol over de vigtigste produktionsgrene."[98] Selv om der ifølge Hilferding ikke var sat en økonomisk skranke for den kapitalistiske akkumulation, så forblev den dog en proces, kendetegnet af kriser, der kun kunne overvindes ved hjælp af socialismens samfundsmæssiggørelse af produktionen. Under kapitalistisk ledelse nødvendiggjorde akkumulationen, på grund af den stadig fortsatte udvidelse af produktionen, kapitaleksport og en kamp om markeder og råstofkilder for at forøge den nationalt organiserede kapitals merværdi. Imperialismen var det direkte resultat af verdensøkonomiens kapitalisering og var såvel et krisefremkaldende som et kriseovervindende moment. Omkring århundredskiftet antog imperialismen, der ikke kunne adskilles fra kapitalismen, særligt faretruende former, da de imperialistiske magter rustede sig til nye konfrontationer. Den imperialistiske politik og kolonisationen fandt såvel modstandere som tilhængere også i den socialdemokratiske lejr, og var bestemmende for Rosa Luxemburgs arbejde over kapitalens akkumulation.[99]
Idet hun knyttede an til Heinrich Cunows kriseteori, men fuldstændig overså Hilferdings teori, betragtede Rosa Luxemburg imperialismen som en direkte konsekvens af kapitalproduktionen, og det gjaldt nu om at eftervise dette videnskabeligt. "Den strengt økonomiske bevisførelse" for nødvendigheden af imperialismen førte hende med hendes egne ord, "til de marxske formler i slutningen af Kapitalens 2. bind, der for længe siden forekom mig uhyggelige, og hvor jeg nu finder det ene 'vindbøjtlen' efter det andet."[100] 'Vindbøjtleriet' bestod i den angivelige ligevægtsbetragtning af den kapitalistiske reproduktion. Resultaterne af Rosa Luxemburgs analyse af de marxske skemaer over den udvidede reproduktion var de modsatte af Marx' resultater, nemlig at ligevægten var en umulighed. "Tager man skemaet bogstaveligt", skriver hun, "så fremkalder det det indtryk, at den kapitalistiske produktion alene realiserede sin samlede merværdi og anvendte den kapitalistiske merværdi til egne behov."[101] Men det ville ifølge Rosa Luxemburg betyde, at "kapitalisterne (er) fanatiske tilhængere af produktionsudvidelsen for produktionsudvidelsens egen skyld" og "hele tiden lader nye maskiner fremstille, for med dem at kunne fremstille nye maskiner", d.v.s. at de ikke akkumulerer deres merværdi som kapital, men derimod i form af en formålsløs produktion af produktionsmidler. Her kommer merværdien "fra første færd til verden i en naturalform, der udelukkende er beregnet for akkumulationens behov."[102], hvilket imidlertid ikke er tilfældet i virkeligheden, da kapitalen først må sælge, før den kan akkumulere. Men hvor skal de, der realiserer merværdi, finde køberen? Kapitalistisk akkumulation er for Rosa Luxemburg "ophobning af pengekapital", som forudsætter realiseringen af den producerede merværdi. Hvordan kan denne proces fuldbyrdes, "når kapitalisterne som klasse hele tiden selv er eneaftagere af deres samlede varemasse - bortset fra den del, som de til enhver tid må anvise arbejderklassen til dens opretholdelse - når de selv med egne midler til stadighed må opkøbe varerne og 'forgylde' den deri indeholdte merværdi -, så kan ophobning af profit, akkumulationhos kapitalistklassen som helhed umuligt finde sted."[103] Rosa Luxemburg fandt svaret på sit spørgsmål "i den dialektiske modsigelse, at den kapitalistiske akkumulation af hensyn til sin bevægelse må være omgivet af ikke-kapitalistiske sociale formationer, hvor den udvikles i et stadigt stofskifte med disse og kun kan eksistere så længe sådanne omgivelser forefindes."[104] Efter hendes opfattelse kunne der i den internationale kapitalistiske omsætning "i bedste fald kun realiseres bestemte værdidele af det samfundsmæssige totalprodukt: den forbrugte konstante kapital, den variable kapital og den del af merværdien, der bliver konsumeret; derimod må den del af merværdien, der er bestemt til kapitalisering, realiseres 'udenfor'."[105] Således breder kapitalismen sig stadig mere, takket være vekselvirkningen med de ikke-kapitalistiske områder og lande, idet den akkumulerer på disses bekostning, men samtidig skridtvis søndergnaver og fortrænger dem for selv at træde i deres sted. Men efterhånden som antallet af kapitalistiske lande, der deltager i denne jagt efter akkumulationsområder, øges, og efterhånden som de ikke-kapitalistiske områder, der står til rådighed for kapitalens verdensekspansion, indskrænkes, bliver kapitalens konkurrencekamp om de eksisterende akkumulationsområder mere og mere forbitret, og kapitalens strejftog på verdensarenaen forvandles stadigt mere til en kæde af økonomiske og politiske katastrofer: verdenskriser, krige, revolutioner.[106]
Forklaringen på imperialismen var ikke bundet til Rosa Luxemburgs 'strengt økonomiske bevisførelse'. Også uden at tage hensyn til nødvendigheden af ikke-kapitalistiske afsætningsområder, der skal tjene til realisering af merværdien, kunne imperialismen bestemmes som et resultat af akkumulationen, som f.eks. i Hilferdings teori. Men det, som det imidlertid drejede sig om for Rosa Luxemburg, var ikke så meget selve forklaringen på imperialismen, som det var bevisførelsen for, at der er sat absolutte, uoverskridelige grænser for kapitalismen, hvorved den fremadskridende tilnærmelse til disse grænser måtte føre til stadig større sociale rystelser. Det var Tugan-Baranowskys og Hilferdings teori - opbygget på reproduktionsskemaerne - om, at der objektivt ikke er hindringer for akkumulationen, der foranledigede Rosa Luxemburg til at gennemgå reproduktionsskemaerne, hvor hun opdagede, at der på grund af umuligheden af at realisere merværdien indenfor kapital-arbejde-forholdet opstår en vedvarende uligevægt, nemlig en usælgelig varerest, som kun kan realiseres udenfor systemet og dermed akkumuleres. Det var således ikke problemet om merværdiproduktionen og dens vanskeligheder i løbet af akkumulationen, men derimod spørgsmålet om merværdiens realisering, der for Rosa Luxemburg var afgørende for kapitalens fremtid. Dermed var de periodiske kriser overproduktionskriser, der viste sig som uafsættelige varemængder, og som ikke lod sig ophæve inden for systemet. Denne tankegang var til en vis grad plausibel, idet kapitalismen faktisk bredte sig geografisk og trak stadig flere lande ind i verdensøkonomien. Men den havde intet med den marxske akkumulationsteori at gøre. Derfor blev også Rosa Luxemburgs teori i stort omfang forkastet ikke blot af højre-, men også af venstrefløjen i den socialdemokratiske bevægelse.
Diskussionen af den marxske akkumulations- og kriseteori resulterede i to modsat rettede opfattelser, og indenfor disse forskellige modifikationer af hver enkelt retning. Den ene opfattelse gik ud på, at der er sat absolutte grænser for kapitalakkumulationen, og at man derfor kan regne med systemets økonomiske sammenbrud, medens den anden opfattelse anså dette for meningsløst, og holdt fast ved, at systemet ikke ville forsvinde på grund af økonomiske forhold. Det siger sig selv, at reformismen for at retfærdiggøre sig gjorde sidstnævnte opfattelse til sin. Men også fra et venstre-radikalt standpunkt, som f.eks. Anton Pannekoeks, var sammenbruddet som en 'rent økonomisk' proces, en forfalskning af læren om den historiske materialisme. Pannekoek anså problemstillingen for falsk, hvad enten den førte til Tugan-Baranowskys svar, den ubegrænsede akkumulation, eller til Rosa Luxemburgs sammenbrudsteori. Han anså de af Marx fremstillede utilstrækkeligheder i det kapitalistiske system samt de konkrete krisefremtrædelser, der var et resultat af det økonomiske anarki, for at være tilstrækkeligt til at føre til en revolutionær bevidsthedsudvikling hos proletariatet og dermed til den proletariske revolution.
Skønt Pannekoek vendte sig imod Tugan-Baranowskys harmoniske udlægning af de marxske reproduktionsskemaer[107], da kapitalens kredsløb i virkeligheden var en proces, der er præget af kriser, og da den marxske formulering med henblik på en teoretisk analyse kun kunne gælde som en foreløbig og forenklet fremstilling, anså han også Rosa Luxemburgs kritik for en misforståelse[108], da kapitalen efter hans opfattelse kan realisere sin merværdi også uden hjælp fra ikke-kapitalistiske markeder. Selv om imperialismen var en åbenlys kendsgerning, var den ikke en nødvendig forudsætning for den kapitalistiske produktion. I det hele taget modsiger antagelsen om kapitalens endelige og automatiske sammenbrud Marx' forestillinger, hvori revolutionens objektive og subjektive betingelser var sammenfaldende. Revolutionen afhænger af arbejderklassens vilje, også selv om denne vilje vokser frem af de økonomiske omstændigheder. Således ville proletariatet ikke gå mod en afsluttende krise, men derimod gennem mange kriser, indtil det afgørende element, den revolutionære bevidsthed, havde udviklet sig tilstrækkeligt til at gøre en ende på det kapitalistiske system.
Blandt socialdemokratiets teoretikere stødte Rosa Luxemburgs "Akkumulation des Kapitals" på næsten total afvisning; ikke så meget, fordi hun vovede at kritisere Marx eller at aflede den imperialistiske realitet af akkumulationens realiseringsvanskeligheder, men derimod fordi hun henviste til kapitalismens uundgåelige afslutning og dermed til en proletarisk klassekampspolitik, der stod i diametral modsætning til den dominerende reformistiske holdning. På den anden side var det netop det forhold, at hun holdt fast ved kapitalens uundgåelige undergang, som, med eller uden accept af hendes specifikke begrundelse, sikrede hende de venstreoppositionelle arbejderes tilslutning, idet disse ikke så meget var interesseret i, om og hvordan kapitalen af disse eller hine grunde ville bryde sammen, så længe den blot var dømt til selve sammenbruddet.
Blandt de mange teoretikere, der polemiserede mod Rosa Luxemburg gør Otto Bauer og Nikolai Bucharin krav på særlig opmærksomhed. Bucharins forsinkede kritik[109] var ikke blot begrundet i en teoretisk interesse, men også i den daværende bolsjevikiske kamp mod 'luxemburgismen' for at overvinde de traditioner inden for de kommunistiske partier, der var knyttet hertil. Bucharin havde intet at indvende mod de marxske reproduktionsskemaer og tilbageviste den kritik, som Rosa Luxemburg rettede herimod. Ganske vist behøvede denne fremstilling af kapitalkredsløbet, der var foretaget på et meget højt abstraktionsniveau en efterfølgende komplettering, fremstillet på et lavere og mere konkret plan. I hvert fald tillod reproduktionsskemaerne hverken Tugan-Baranowskys eller Rosa Luxemburgs udlægning. Ifølge Marx og Lenin var der ikke, heller ikke i et 'rent' kapitalistisk system, noget i vejen for akkumulation og realisering af merværdien.
Bucharin så årsagen til Rosa Luxemburgs forkerte teori deri, at hun identificerede kapitalens akkumulation med pengekapitalens akkumulation. Hun forestillede sig, at den del af merværdien, der skal akkumuleres som tillægskapital, først må omsættes i penge, for tilsvarende at forøge den pengemængde, der allerede er til stede inden for systemet. Først da var merværdien realiseret og dermed den kapitalistiske akkumulations udvidede reproduktion. Akkumulationen lod sig ikke fuldbyrde uden denne forvandling af merværdien fra vareform til pengeform. Bucharin henviste imidlertid til det forhold, at merværdien, ligesom selve kapitalen, fremtræder i forskellige former: som vare, som penge, som produktionsmiddel og som arbejdskraft. For alle disse former er pengeformen kun en fase i den samfundsmæssige reproduktionsproces. Derfor lader merværdien i sin pengeform sig ikke identificere med den totale merværdi i dens forskellige former. Merværdien må gennemløbe pengefasen, ikke den samlede merværdi på samme tid, men derimod lidt efter lidt, gennem utallige forretningsmæssige processer, hvor en given pengesum flere gange kan formidle forvandlingen fra vare til penge og fra penge til vare. Den samlede merværdi behøver ikke stå over for en tilsvarende pengesum, selv om enhver vare, for at realiseres, må forvandles til penge. Den kendsgerning, at den voksende kapital er ledsaget af en tiltagende pengemængde betyder ikke, at kapitalakkumulationen skal foregå i takt med akkumulationen af pengekapital. Kapitalen genstandsgør sig i mange former, blandt hvilke pengeformen er en formidlende, men ikke den realiserede merværdis eneste form.
Bucharins kritik af den Luxemburgske teori tager udgangspunkt i hans egen kriseteori, der påberåber sig Lenin, og som ganske vist ikke adskiller sig væsentligt fra Tugan-Baranowskys og Hilferdings disproportionalitetsteorier, selv om Bucharin forsøgte at stille sig selv i modsætning til Tugan-Baranowsky. Denne angivelige modsætning består i inddragelsen af underkonsumtionen i disproportionaliteten mellem produktionsmiddelproduktionen og produktionen af konsumtionsmidler. Man skulle nu tro, at der her er tale om en tautologi, men for Bucharin er det netop inddragelsen af underkonsumtionen, der adskiller den marxske teori fra Tugan-Baranowskys. Vi støder her igen på det allerede omtalte spørgsmål, om Marx udviklede to kriseteorier, nemlig den, som følger af værditeorien som en faldende profitrate og den, som refererer til arbejderens manglende konsum. Hverken Lenin eller Bucharin ser her en modsigelse. På den ene side påstår de, at produktionen af produktionsmidler foregår fuldstændig uafhængigt af produktionen af konsumtionsmidler, medens det på den anden side jo er arbejdernes manglende konsumtion, som sætter grænser for akkumulationsprocessen, idet Marx jo har understreget, at produktionen af produktionsmidler i sidste instans kun skal tjene konsumtionen. De mener følgelig at Tugan-Baranowskys antagelse om, at kapitalen ved en udlignet proportionalitet mellem produktionssektorerne kan udfolde sig grænseløst også under disse omstændigheder, er forkert.
Det var altså ikke den faldende profitrate, der er et resultat af akkumulationen, som Lenin og Bucharin satte op imod Tugan-Baranowskys fantasteri om en ubegrænset kapitalekspansion, men derimod arbejderens underkonsumtion, der blandt alle andre disproportionaliteter udøvede en særlig virkning, der hæmmede akkumulationen. Og dermed er det arbejderens tiltagende konsum, som fremmer muligheden for at realisere merværdien med akkumulation for øje. Således henviste Bucharin til det forhold, at med væksten i den konstante kapital tiltager også den variable kapital, hvorved en del af merværdien kan realiseres. I praksis kan dette ganske vist kun betyde, at kapitalisterne giver en del af den merværdi, som er berøvet arbejderne, tilbage til disse; de havde kunnet spare sig besværet, hvis de straks havde frarøvet arbejderne mindre merværdi. Selv om det holder stik, at yderligere produktionsmidler behøver yderligere arbejdskraft, hvilket imidlertid ikke altid behøver at være tilfældet, så ændrer dette dog ikke noget ved, at forholdet mellem den konstante og den variable kapital i løbet af akkumulationen forskydes til fordel for den konstante kapital. Trods den absolutte vækst i antallet af arbejdere, bliver dette lavere i forhold til den hurtigere voksende konstante kapital; hermed forøges den merværdimængde, der er berøvet arbejderne, og problemet om dens realisering - hvis et sådant problem skulle eksistere - ville ikke blot blive opretholdt, men det ville blive så meget mere akut.
Nu er hele den marxske akkumulationsteori bygget op på den antagelse, at arbejderne i stedet for at blive betalt i forhold til deres værdi bliver betalt i forhold til deres produktions- og reproduktionsomkostninger. Dermed kan merværdien kun tilfalde kapitalisterne og må realiseres af disse gennem deres egen konsumtion og deres akkumulation. Marx antog i første omgang, at der ikke var noget i vejen for denne realisering og efterviste, at akkumulationen trykker profitraten selv under disse velsignede omstændigheder, indtil akkumulationen til sidst går i stå på grund af profitmangelen. Dermed var ikke sagt, at denne realiseringsproces forløber så gnidningsløst, som det er tilfældet i den almene teori om kapitalakkumulationen; men dermed er sagt, at kapitalen allerede finder en skranke i selve merværdiproduktionen uafhængigt af alle realiseringsvanskeligheder. Lader akkumulationsprocessen sig fremstille uden hensyntagen til cirkulationsprocessen, så lader reproduktionsprocessen sig også gengive uden de realiseringsvanskeligheder, som den møder i virkeligheden, for at påvise, hvad der menes med kapitalens kredsløb. Man kan anse dette for rimeligt eller urimeligt; Marx var i hvert fald overbevist om, at den abstrakte fremstilling af den kapitalistiske kredsløbsproces, selv om den ikke svarede til virkeligheden, dog kunne bidrage til en bedre forståelse af denne. Men lige så lidt som Tugan-Baranowskys konklusioner kan uddrages af reproduktionsskemaerne, lige så lidt kan man modsige dem med den meningsløse påstand, at arbejderne realiserer en del af den kapitalistiske merværdi og at en krise må indtræde, når dette ikke mere sker i fornødent omfang.
For Bucharin var krisen et resultat af en uoverensstemmelse mellem produktion og konsumtion, eller, hvilket er det samme, af overproduktion. Den kapitalistiske produktions anarki indbefatter i sine forskellige disproportionaliteter uoverensstemmelsen mellem produktion og konsumtion. Deraf følger, at den kapitalistiske reproduktionsproces ville kunne forløbe gnidningsløst uden disse disproportionaliteter. Og da krisen kun optræder periodisk, følger også at konjunkturen er et resultat af en passende proportionalitet i systemet. Således bliver resultatet, at reproduktionsprocessen ved en rigtig proportionalitet ville forløbe sådan, som det blev fremstillet i de marxske reproduktionsskemaer. Dermed bliver det forståeligt, hvorfor Lenin i debatten mellem Rosa Luxemburg og Otto Bauer, som vi nu skal behandle, stillede sig på Otto Bauers side.[110] At det hverken faldt Lenin eller Bucharin ind at nærme sig kriseproblemet ud fra værditeorien kan allerede ses af, at Bucharin var enig med Rosa Luxemburg i, at hvis man ville søge årsagen til kapitalens sammenbrud i den faldende profitrate, så ville kapitalen "stadig have lang tid tilbage, ja omtrent indtil solen var udbrændt"[111], selv om han samtidig vendte denne bemærkning mod Rosa Luxemburg selv, idet profitraten i hendes teori ligeledes måtte falde vedvarende på grund af det aftagende antal ikke-kapitalistiske markeder.
Eftersom hele diskussionen om de marxske reproduktionsskemaer kan følges i de impliceredes originalarbejder, og de bestemte, vilkårligt valgte størrelser i de pågældende marxske diagrammer er uden betydning for os, er det her tilstrækkeligt at gentage: Marx forsøgte at vise, at det ved opretholdelse af bestemte bytteproportioner mellem de produktionssektorer, der fremstiller produktions- hhv. konsumtionsmidler, er muligt ikke blot at forny den konstante og den variable kapital inden for hver sektor, men at begge kan udvide sig gennem kapitalisering af merværdien. Marx fremstillede først denne proces som et stationært kredsløb, som en simpel reproduktion af en given tilstand, og derefter som akkumulationsproces, som udvidet reproduktion, hvor den simple reproduktion indeholdtes som en del af den totale proces. Den stationære tilstand syntes at være lige indlysende for alle, der deltog i debatten; først ved betragtningen af den udvidede reproduktion delte meningerne sig. Thi når akkumulationen inddrages, bliver kredsløbet til en "spiral, der stadig snor sig opad, som om den er under en matematisk målelig naturlovs tvang."[112]
Rosa Luxemburg påpegede, at ifølge Marx "fuldbyrdes reproduktionsudvidelsen under streng overholdelse af cirkulationens lovmæssigheder: den gensidige forsyning af produktionens to afdelinger med tilskud af produktions- og levnedsmidler foregår som bytte af ækvivalenter, som varebytte, og netop herved muliggør og betinger akkumulationen i den ene afdeling akkumulationen i den anden. Det komplicerede problem omkring akkumulationen er således forvandlet til en forbavsende enkel skematisk progression."[113] Netop derfor var det nødvendigt, "at undersøge, om vi ikke når frem til så forbavsende nemme resultater, fordi vi til stadighed kun foretager visse matematiske øvelser med addition og subtraktion, som ikke kan byde på overraskelser, og om akkumulationen ikke forløber uden forstyrrelser i det uendelige, fordi papiret så tålmodigt lader sig fylde med matematiske ligninger."[114]
I første omgang beskæftigede Rosa Luxemburg sig imidlertid meget indgående med disse ligninger og nåede til den konklusion, at Marx' beregninger ikke gik op, at merværdien ikke kunne realiseres inden for hans model, hvilket udelukkede reproduktionsprocessen på udvidet basis, sådan som han fremstillede den. Otto Bauer påtog sig nu den opgave at tilbagevise dette angreb på Marx. Han fastslog først, at ethvert samfund med tiltagende befolkning nødvendigvis må udvide sit produktionsapparat, at akkumulationen altså er uomgængelig. "En del af merværdien bliver forvandlet til kapital; nærmere bestemt føjes en del af den akkumulerede merværdi til den variable kapital, en anden til den konstante kapital. Kapitalisterne fuldfører denne akkumulation for at forøge deres profit; men den samfundsmæssige effekt af denne akkumulation er, at de konsumgoder og produktionsmidler, der er nødvendige for befolkningstilvæksten, stilles til rådighed."[115]
Selv om kapitalisterne således, i følge Bauer, trods deres egennytte, forøger deres kapital i overensstemmelse med de samfundsmæssige behov, er der dog på grund af produktionens anarkistiske karakter hele tiden fare for, at akkumulationen enten distanceres af befolkningstilvæksten eller løber forud for denne. Derfor må det først undersøges, "hvorledes akkumulationen skulle forløbe for at være i ligevægt med befolkningstilvæksten."[116] Under forskellige antagelser, som f.eks. en årlig befolkningstilvækst på 5 % og dermed en vækst i den variable kapital på 5 %, en 10-procents vækst i den konstante kapital og en foreløbig antagelse om en konstant merværdirate, opstiller Bauer en række tabeller, hvoraf det fremgår, at akkumulationsraten ved en stadigt stigende organisk kapitalsammensætning må stige år for år, for at opretholde ligevægten mellem akkumulation og befolkning.
Så langt forholdt Bauer sig til totalkapitalen, for herefter at gå ind på produktionens to afdelinger. Kapitalens højere organiske sammensætning implicerer overførslen af en del af den merværdi, der er akkumuleret i konsumtionsmiddelproduktionen til den afdeling, hvor produktionsmidlerne fremstilles. Der er efter Bauers mening intet i vejen herfor, da det i sig selv er et resultat af produktionens nødvendigheder og af bytteforholdene. De vilkårligheder, som Rosa Luxemburg kritiserede som mangler ved de marxske skemaer, bliver ikke afvist af Bauer; han forsøger i stedet at besvare kritikken med et bedre skema, da den marxske tankegang, trods alt, var korrekt. I Bauers eget skema ligger vilkårligheden kun i de forudsætninger, der danner udgangspunktet for akkumulationen; hvis disse accepteres, så følger alle de fremstillede størrelser med matematisk nødvendighed heraf. Det resultat, der alene interesserer os her indebærer, at den samlede varemasse i begge afdelinger lader sig afsætte og realisere.
Bauer stiller sig nu spørgsmålet, hvorledes Rosa Luxemburg kunne komme frem til den modsatte opfattelse, og mener at kunne føre den tilbage til en misforståelse. Hun havde antaget, at den akkumulerede merværdi måtte realiseres år for år, sådan som det er fastsat i skemaet. Dette var imidlertid kun en metodisk bestemt forenklende antagelse, mens det i virkeligheden forholder sig sådan, at den merværdi, der er produceret inden for et år, kan realiseres over en flerårig periode. Det, at en del af merværdien ikke kan realiseres, vil kun være "en forbigående fase i det samlede kredsløb, som strækker sig over en periode på flere år."[117] Har man indset dette, og holder man sig til hans skema, så er resultatet en harmonisk akkumulationsproces. "Arbejdernes konsumtionsevne vokser lige så hurtigt som deres antal. Kapitalisternes konsumtionsevne vokser lige så hurtigt, idet merværdimængden vokser med antallet af arbejdere. Hele samfundets konsumtionsevne vokser altså lige så hurtigt som værdiproduktet. Akkumulationen ændrer intet herved; den betyder kun, at færre konsumgoder vil kræve flere produktionsmidler end ved den simple reproduktion. Udvidelsen af produktionens område, som er en forudsætning for akkumulationen, er her givet gennem befolkningstilvæksten."[118]
Hvordan kan krisen opstå under disse harmoniske omstændigheder? Ligevægtstilstanden mellem akkumulation og befolkningstilvækst kan, ifølge Bauer, kun opretholdes, "hvis akkumulationsraten stiger så hurtigt, at den variable kapital, trods kapitalens stigende organiske sammensætning, vokser lige så hurtigt som befolkningen."[119] Hvis dette ikke er tilfældet indtræder der en tilstand af underakkumulation. Denne resulterer i arbejdsløshed og løntryk, men også en stigning i merværdiraten. Stiger merværdiraten, så øges - ved ændret akkumulationsrate - også den merværdidel, der skal akkumuleres. "Den merværdimasse, der bliver anvendt til udvidelse af den variable kapital, vokser altså også. Den udvidelse, der således finder sted, må foregå indtil ligevægten mellem væksten i den variable kapital og befolkningstilvæksten er genoprettet."[120] Dermed bliver underakkumulationen altid ophævet igen, og den periodiske krise udgør en forbigående fase i den industrielle cyklus. Underakkumulationen er bagsiden af den af Marx beskrevne overakkumulation. "Prosperitet er overakkumulation. Den ophæver sig selv i krisen. Den depression, der nu følger, er en underakkumulationsperiode. Den ophæver sig selv idet depressionen af sig selv skaber betingelserne for prosperitetens tilbagevenden. Prosperitetens, krisens og depressionens periodiske tilbagevenden er det empiriske udtryk for den kendsgerning, at den kapitalistiske produktionsmådes mekanisme af sig selv ophæver overakkumulation og underakkumulation, altså at den hele tiden tilpasser kapitalakkumulationen til befolkningstilvæksten."[121]
Rosa Luxemburg havde endnu lejlighed til at svare sine kritikere. Hun indvendte over for harmoniteoretikerne, at med antagelsen om en grænseløs kapitalistisk akkumulation, "smuldrer den objektive historiske nødvendigheds granitgrund bort under socialismens fødder. Vi fortaber os herefter i den tåge, som omgav de førmarxistiske systemer og skoler, der ville aflede socialismen ud fra denne verdens blotte uretfærdighed og dårligdom og ud fra den arbejdende klasses blotte revolutionære beslutsomhed."[122] Det faldt hende ikke ind, at den objektive nødvendighed også kunne finde en anden begrundelse. Således fandt hun intet i sin teori, der burde revideres. Trods indsigten i, "at matematiske skemaer overhovedet ikke beviser noget i akkumulationsspørgsmålet"[123], holdt hun dog så stædigt fast ved sin fortolkning af de marxske reproduktionsskemaer, at hun ikke kunne give sin imperialismeteori et andet grundlag.
Idet Rosa Luxemburg hovedsageligt rettede sin opmærksomhed mod Bauers kritik, dog uden at gå ind på hans tabelberegninger, vendte hun sig imod hans befolkningsteori for at tilbagevise den som meningsløs. Hun står her fuldstændig på Marx' standpunkt, for hvem det er produktions- og akkumulationsmekanismen, der tilpasser antallet af beskæftigede arbejdere til kapitalens værdiøgningsbehov, og ikke akkumulationen, der tilpasses befolkningstilvæksten. Hun tilbageviser også den Bauerske antagelse om, at hun skulle have henført de marxske skemaer til kalenderår, uden imidlertid at gå nærmere ind på de deraf følgende implikationer. Hun henviser til den nødvendige skelnen mellem enkeltkapitalernes og totalkapitalens merværdirealisering, uden at bemærke at realiseringen af totalmerværdien kun kan fuldbyrdes gennem enkeltkapitalernes merværdirealisering, eftersom der ikke findes en reelt eksisterende totalkapital, selv om alle kapitaler tilsammen uden tvivl udgør totalkapitalen. Er de marxske forudsætninger for reproduktionsskemaerne for hende en "videnskabelig fiktion", så kan hendes anvendelse af kategorierne totalkapital og totalmerværdi også kun være en teoretisk antagelse, der tjener andre formål: et middel til erkendelse af virkeligheden, ikke denne selv.
I det hele taget er Rosa Luxemburg ikke blevet klar over reproduktionsskemaernes funktion, hvilket fremgår af hendes antagelse om, at disse "foregriber den kapitalistiske udviklings virkelige tendens."[124] Marx antager, skrev hun, "at den tilstand hvor kapitalismen besidder det almene absolutte herredømme på hele jorden, og den fulde udvikling af verdensmarkedet og verdensøkonomien, som kapitalen og hele den nuværende økonomiske og politiske udvikling faktisk styrer hen imod, at denne tilstand allerede er opnået."[125] Hvis det forholdt sig sådan, så ville det ikke tale for, men imod Rosa Luxemburg, for reproduktionsskemaerne viser uden tvivl, at kapitalens kredsløb i udvidet målestok er tænkeligt, selv under hendes betingelser. Tilmed kan, ifølge Rosa Luxemburg, denne tilstand som Marx skal have forestillet sig, overhovedet ikke indtræde, eftersom kapitalismen netop ikke kan eksistere på dette grundlag, og Marx skulle dermed have indbildt sig en tilstand, der aldrig kan opnås. I virkeligheden ville Marx imidlertid "fremstille reproduktionsprocessen i dens fundamentalform - hvori alle tilslørende mellemled er elimineret - for at befri sig for de forkerte udflugter, der leverer en tilsyneladende 'videnskabelig' forklaring, når den samfundsmæssige reproduktionsproces i sin indviklede konkrete form fra første færd bliver gjort til genstand for analysen."[126] For ham drejede det sig altså ikke om kapitalismens fremtidige tilstand, men om udforskningen af den kapitalistiske reproduktions indre, fundamentale sammenhænge, der ikke optræder på overfladen.
Medens Rosa Luxemburg ikke indlod sig på Otto Bauers skematiske beregninger, så skænkede Henryk Grossmann dem så meget større opmærksomhed. Grossmann afviste fuldstændig Rosa Luxemburgs teori, men også Bauers kritik. Hans egen fortolkning af den marxske akkumulationsteori går ud fra den marxske værdilære og behandler akkumulationsproblemet som et værdiøgningsproblem, der stammer fra den kapitalistiske produktion, selv om det fremtræder i cirkulationsprocessen. Men han kunne ikke undlade at komme ind på hele diskussionen omkring akkumulationen og her især på det Bauerske bidrag. Grossmann fremhæver, at det er lykkedes Bauer "at konstruere et reproduktionsskema, der [...] faktisk opfylder de formelle krav, der overhovedet kan stilles til en sådan skematisk konstruktion, og som ikke udviser nogen af de mangler, som Rosa Luxemburg havde tillagt det marxske reproduktionsskema."[127] Ganske vist er den Bauerske befolkningsteori "en hensynsløs og åbenlys prisgiven af den marxske befolkningslære", men i og for sig har det Bauerske reproduktionsskema intet med hans befolkningsteori at gøre, det er ikke nødvendigt forbundet dermed."[128] Idet Grossmann fuldt og helt overtager de Bauerske forudsætninger, fortsætter han det Bauerske skema, der forholder sig til en 4-årig periode, til og med det 35. år, og når til et resultat, der er fuldstændig modsat de Bauerske konklusioner.
Bauer vidste selvfølgelig, at kapitalens stigende organiske sammensætning implicerer en faldende profitrate, en proces, der imidlertid kan imødegås gennem en hurtigere vækst i merværdiraten. I hans skema forbliver merværdiraten imidlertid konstant, i stedet for at tiltage med den voksende organiske sammensætning, en modsigelse, som Rosa Luxemburg allerede har påpeget i sin antikritik.[129] Ifølge Bauer lod denne modsigelse sig overvinde gennem at inddrage den voksende merværdirate senere, selv om han ikke selv påtog sig denne opgave. I hans skema, hvori den konstante kapital vokser dobbelt så hurtigt som den variable, falder profitraten således også. Men dette fald forhindrer i første omgang ikke kapitalens vækst og det tiltagende kapitalistiske konsum. I Grossmanns fortsættelse af de Bauerske reproduktionsskemaer viste det sig nødvendigvis, at merværdien på et givet punkt i akkumulationen ikke mere er tilstrækkelig til at videreføre akkumulationen under de givne forudsætninger. Dermed blev selve det Bauerske skema for Grossmann et yderligere bevis for, at der gennem profitratens faldende tendens, der er immanent i systemet, er sat en objektiv grænse for dette system.
Loven om profitratens tendens til fald er imidlertid ikke relateret til reproduktionsskemaerne, hverken Marx' eller Otto Bauers, men til totalkapitalens stigende organiske sammensætning, uafhængig af bytterelationerne mellem produktionens to store afdelinger. Ifølge Marx kan der også indtræde kriser på grund af disproportionaliteter i produktions- og cirkulationsprocessen, ligesom disse disproportionaliteter også kan ophæves igen gennem de samme kriser, således at reproduktionsprocessen lader sig fremstille som en krisefri proces, akkurat som man kan forestille sig en i praksis aldrig eksisterende ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. De kriser, der opstår af kapitalproduktionen, kan imidlertid ikke ophæves af sig selv, men kun gennem tilpasning af merværdiproduktionen til den ændrede kapitalstrukturs værdiøgningsbehov, kun gennem forøgelse af udbytningen. Kun for så vidt som kapitalens værdiøgning kan genoprettes i kriserne, udgør disse forudsætningerfor yderligere akkumulation; for så vidt som de udelukkende står i forbindelse med systemets disproportionaliteter, er de kun et udtryk for det kapitalistiske anarki, og ikke for de produktions- og udbytningsforhold, der ligger til grund for dette anarki, og de finder i så fald deres løsning i en omfordeling af merværdien, ikke i en forøget merværdiproduktion.
Otto Bauer har ikke beskæftiget sig med den krise, som er et resultat af produktionsforholdene og kapitalproduktionen. De kriser, der opstod, var for ham disproportionalitetskriser, om ikke i Tugan-Baranowskys og Hilferdings forstand, så dog af disproportionaliteten mellem akkumulation og befolkningstilvækst. Han efterviste derved, at de marxske reproduktionsskemaer absolut er i stand til at bevise en 'ren' kapitalismes akkumulationsmuligheder. Grossmann tilsluttede sig hans standpunkt, men viste samtidig, at kriseproblemet ikke dermed er ude af verden, men at det også fremover viser sig som et værdiøgningsproblem for akkumulationen. Da hele krisediskussionen bevægede sig omkring de marxske reproduktionsskemaer, var det nødvendigt at beskæftige sig med dem. Og dette så meget mere, eftersom arbejdet med reproduktionsskemaerne fremkaldte indtrykket af, at det her drejede sig om den virkelige marxske kriseteori, medens den sammenbrudsteori, der fremkommer på grundlag af akkumulationsteorien, således som den findes i Kapitalens første bind fik status af en opfattelse, som Marx senere havde opgivet. Dermed kunne krisen fortsat begrænses til systemets disproportionalitet, og der kunne skabes en overbevisning om, at enhver krise ville kunne overvindes gennem genoprettelse af en tabt proportionalitet, og at den måske helt ville kunne undgås gennem bedre organisation af systemet. Således var det nok også denne opfattelse, som foranledigede Rosa Luxemburg til at vende sig imod de harmoniske udlægninger af reproduktionsskemaerne, for til sidst at frakende dem enhver erkendelsesværdi.
For Grossmann kunne man ikke drage slutninger fra reproduktionsskemaerne, som direkte havde noget med virkeligheden at gøre. I den af Marx udarbejdede form henviste de hverken til en økonomisk ligevægt eller uligevægt. Da de kun beskæftigede sig med reproduktionsprocessens værdiside, var de ude af stand til "at fremstille den reale akkumulationsproces ud fra både værdi og brugsværdi."[130] De måtte forstås i lyset af den marxske tilnærmelses- eller isolationsmetode, som stiller krav om senere modifikationer og kompletteringer, for at svare til virkeligheden. Med reproduktionsskemaerne "ville Marx udtrykke [...] vareudvekslingen som en nødvendig forudsætning for den kapitalistiske produktionsmåde; til det formål måtte han nødvendigvis skildre, ikke en enkelt kapitalist, men derimod to uafhængige vareproducenter, eller producentgrupper"[131], hvilket resulterede i tvedelingen i reproduktionsskemaerne. Men reproduktionsskemaet "gør ikke krav på i sig selv alene at være en afbildning af den konkrete kapitalistiske virkelighed, det er blot et led i den marxske tilnærmelsesmetode som udgør en udelelig helhed, sammen med de forenklende antagelser, der ligger til grund for skemaet, og de efterfølgende modifikationer med henblik på en progressiv konkretisering."[132]
Dette enkelte led i en tilnærmelsesmetode, der har stillet sig den opgave at begribe kapitalen som totalproces, var imidlertid for Grossmann af særlig vigtighed, eftersom det ifølge hans opfattelse udgjorde det bestemmende element i planen for opbygningen af Kapitalen. Grossmann henviste til, at Marx i 1863 ændrede sin opbygningsplan, og han anså det for meget sandsynligt, at dette stod i forbindelse med Marx' samtidige opdagelse af reproduktionsskemaerne; dette så meget mere fordi "det metodiske synspunkt, der faktisk blev fulgt i den endegyldige opbygning af Kapitalen - nemlig inddeling af det empiriske stof efter de funktioner, som kapitalen udøver under sit kredsløb."[133] ville modsvare en sådan fortolkning.
Nu havde Marx allerede i Grundrids, der blev udarbejdet i 1857, lavet et udkast til et ganske vist mere ligefremt reproduktionsskema[134], som beskæftiger sig med cirkulationen mellem de forskellige produktionsafdelinger - hvilket Grossmann ganske vist ikke kunne vide, da han affattede sine egne arbejder. Således havde udformningen af reproduktionsskemaerne ikke behøvet at vente på opdagelsen i 1863, omend denne muligvis kan være ansvarlig for skemaernes endegyldige form. Men den har ikke bestemt opbygningsplanen for Kapitalen. Hvorom alting er, så er det, der her har interesse vedrørende denne udarbejdelse det forhold, at Marx allerede på dette sted underordner bytteproblemerne under kapitalens værdiøgningsproblem. I denne proces, der er fremstillet som simpel reproduktion "etableres på et givet trin i produktivkræfternes udvikling - (thi disse vil bestemme det nødvendige arbejdes forhold til merarbejdet) - et fast forhold, hvori produktet deler sig i en del - svarende til råmateriale, maskineri, nødvendigt arbejde, merarbejde -, og endelig merarbejdet selv i en del, der anvendes til konsumtion, og en anden del, der igen bliver til kapital. Denne indre begrebslige deling af kapitalen fremtræder i udvekslingen således, at der etableres bestemte og begrænsede proportioner for kapitalisternes indbyrdes udveksling - om end de hele tiden ændres i løbet af produktionen. [...] I og for sig giver udvekslingen disse momenter, der begrebsligt er bestemt i forhold til hinanden, en tilfældig skikkelse; de eksisterer uafhængigt af hinanden; deres indre nødvendighed fremtræder i krisen, som gør en ende på det skin, at de forholder sig ligegyldigt til hinanden."[135]
Kapitalens værdiøgning er for Marx "produktion af ny og større værdi"[136], således at kapitalens reproduktion kun kan forstås som akkumulation. Enhver revolution inden for produktivkræfterne ændrer udvekslingsrelationerne, "hvis grundlag - fra kapitalens standpunkt og derfor også værdiøgning gennem bytningen - til stadighed forbliver det nødvendige arbejdes forhold til merarbejdet, eller [...] de forskellige momenter i det genstandsgjorte arbejdes forhold til det levende arbejde."[137] Ligegyldigt hvilke betingelser, der heraf opstår for udvekslingen, så må den finde sted således, "at forholdet mellem merarbejdet og det nødvendige arbejde forbliver det samme - thi dette er det samme som kapitalens uforandrede værdiøgning."[138] Krisen indtræder, "for at genoprette det rigtige forhold mellem nødvendigt arbejde og merarbejde, hvorpå alt i sidste instans beror."[139] Udvekslingen, fortsætter Marx, "ændrer ikke de indre betingelser for værdiøgningen; men den yderliggør dem; giver dem selvstændige former i forhold til hinanden, og lader således kun enheden eksistere som indre nødvendighed, der følgelig træder voldsomt frem i kriserne. Begge dele er derfor sat i kapitalens væsen: såvel kapitalens værdiformindskelse gennem produktionsprocessen som også ophævelsen af samme og genoprettelsen af betingelserne for kapitalens værdiøgning."[140] Krisen fremtræder her ikke som resultat af, at en proportionalitet, der refererer til forholdet mellem produktion og konsumtion, er gået tabt, men som tvangsmiddel til genoprettelse af proportionaliteten mellem det nødvendige arbejde og merarbejdet, der er gået tabt på grund af udvekslingens og produktionens selvstændiggjorte, ukoordinerede bevægelse. Med andre ord: Skønt produktions- og cirkulationsprocessen udgør en nødvendig enhed, eksisterer de ikke reelt i en sådan, og først gennem krisen undergår de en forbigående koordinering. Denne regulering implicerer i det væsentlige ikke andet end genoprettelse af værdiøgningen, hvad der ganske vist også må vise sig i en forskydning i forholdet mellem produktionssfærerne, og i forholdene i cirkulationen. Bevægelserne i kapitalens totale proces er dermed bestemt gennem profittens og akkumulationens bevægelse. De konkrete former, hvori disse processer fuldføres kan ifølge Marx først udvikles, når konkurrencen inddrages og den reale kapital betragtes.
Overskrifterne til Kapitalens tre bind - produktionsprocessen, cirkulationsprocessen og totalprocessen - illustrerer dens opbygning. Totalprocessen, som enhed af produktions- og cirkulationsproces, svarer til den reale kapitalistiske reproduktionsproces. Den udgør forudsætningen for de separate redegørelser for produktion og cirkulation, hvormed allerede er sagt, at de bind, der omhandler produktions- og cirkulationsprocessen, og som er baseret på værdianalysen, refererer til forhold som i virkeligheden antager andre former. Dermed er ikke sagt, at værdibetragtningen af produktionen eller værdibytningen i cirkulationen ikke har reel eksistens. Det har de, men i forvandlede former. Således som "kapitalen i almenhed til forskel fra de særlige kapitalier (har), en reel eksistens"[141], således har også værdibytningen, ligesom varens arbejdstidsværdi, en reel eksistens, omend disse forhold kun kan manifestere sig som udvendigt usynlige, indre lovmæssigheder i den kapitalistiske økonomi. Men forvandlingen af værdi til pris gør hverken værdien eller et reproduktionsskema, der er baseret på værdirelationer, til rene fiktioner, eftersom der ikke ligger andet end arbejdstidsværdier til grund for de produktionspriser, der optræder i virkeligheden.
Således er det ved en isoleret betragtning af cirkulationen ikke nødvendigt at gå ind på de virkelige bytteforhold i den faktiske reproduktion. Også på reproduktionsskemaernes abstrakte basis er reproduktionsprocessen en proces, der kræver en bestemt proportionalitet i bytterelationerne. For at fremstille disse konstruerede Marx reproduktionsskemaerne, der kun gjorde krav på at svare til virkeligheden, for så vidt som de illustrerede en proces, der også må fuldbyrdes i den reale reproduktion, omend i andre former. Da akkumulationen kun kan foregå gennem merarbejdets proportionalt adækvate forhold til arbejdet slet og ret, så må dette forhold også vise sig i proportionale forhold mellem de to produktionssektorer og deres bytterelationer. Hvor denne proportionalitet ikke er til stede vil der indtræde en krise, for at frembringe en proportionalitet, der er adækvat for yderligere akkumulation. Vil man betegne den nødvendige proportionalitet mellem profit og akkumulation som en 'ligevægt' - hvad den ganske vist ikke er - så kan man betragte mangelen på denne proportionalitet som en 'uligevægt'. I begge tilfælde drejer det sig blot om, at udbytningsraten er enten tilstrækkelig eller utilstrækkelig for akkumulationen.
Når Grossmann henviser til, at reproduktionsskemaerne ikke er i stand til "at fremstille den reale akkumulationsproces ud fra både værdi og brugsværdi", så er der først og fremmest det at sige hertil, at Marx her ikke bekymrede sig om at vise den reale akkumulationsproces, og videre, at hans skemaer ikke desto mindre forholder sig til både værdi og brugsværdi. Det var jo netop skemaernes funktion at henvise til, at ved betragtningen af enkeltkapitalerne "var vareproduktets naturalform ganske underordnet for analysen (... men at) denne rent formelle fremgangsmåde ikke længere er tilstrækkelig ved betragtningen af den samfundsmæssige totalkapital og dens produktværdi. At en del af produktværdien igen forvandles til kapital, at en anden del indgår i kapitalisternes - såvel som i arbejderklassens - individuelle konsumtion, dette danner en bevægelse inden for selve den produktværdi, der er et resultat af totalkapitalen. Denne bevægelse er erstatning ikke kun værdimæssig, men stoflig, og den er derfor i lige så høj grad betinget af det indbyrdes forhold mellem det samfundsmæssige produkts værdibestanddele som af deres brugsværdi, deres stoflige skikkelse."[142]
Værdianalysen af produktionen var for Marx en ufravigelig forudsætning for at forstå kapitalen og dens bevægelseslove, selv om det ikke er værdierne, men produktionspriserne, der behersker markedet, og selv om disse først igen falder sammen med værdierne i den teoretiske betragtning af totalkapitalen. På samme måde var værdianalysen af cirkulationsprocessen den rationelle forudsætning for forståelsen af den kapitalistiske reproduktion, skønt der også her kun byttes produktionspriser og skønt disse først og fremmest forholder sig til varernes brugsværdi. Marx forsøgte at gøre det klart, at værdiforholdene i sig selv, uafhængigt af de modifikationer heraf, som er et resultat af markedsrelationerne, allerede indeholder krisen i kimform, og at kapitalens reproduktionsproces, selv under antagelse af værdibytte, der tillige er bytte af brugsværdier, er en proces, der sætter sig igennem i form af kriser. "Den kendsgerning, at vareproduktionen er den kapitalistiske produktions almene form, indbefatter allerede den rolle som pengene spiller i den, ikke kun som cirkulationsmiddel, men som pengekapital, og frembringer visse betingelser, karakteristiske for denne produktionsmåde, i den normale omsætning, altså reproduktionens normale forløb, det være sig i simpel eller udvidet målestok, der slår om i lige så mange betingelser for et unormalt forløb, muligheder for kriser, da ligevægten selv - ved denne produktions naturgroede udformning - er en tilfældighed."[143]
Marx viste derefter, hvorledes den tilsyneladende ligevægt i den simple reproduktion allerede bliver til en uligevægt gennem varens dobbeltkarakter af værdi og brugsværdi. Således opstår der f.eks. med hensyn til sliddet på og erstatningen af den faste kapital[144] forskydninger i de værdimæssige byttebetingelser, som gennembryder forudsætningerne for en ligevægtig reproduktion. Uden at gå nærmere ind på Marx' eksempler på disproportionaliteter, der opstår i forbindelse med den simple reproduktion, skal her blot betones, at disse udelukkende forholder sig til den kapitalistiske reproduktion. "Er reproduktionens kapitalistiske form først engang afskaffet", sammenfatter Marx "så drejer det sig kun om, at størrelsen af den faste kapitaldel, der har udtjent og derfor skal erstattes in natura [...] kan skifte i løbet af forskellige på hinanden følgende år. Er den det ene år meget stor [...] så er den det følgende år sikkert så meget mindre. Mængden af råstoffer, halvfabrikata og hjælpestoffer [...] aftager derfor ikke af denne grund; totalproduktionen af produktionsmidler skulle altså i det ene tilfælde stige, i det andet tilfælde falde. Det kan kun klares ved bestandig relativ overproduktion; på den ene side et vist kvantum fast kapital, der produceres ud over, hvad der er direkte nødvendigt; på den anden side og navnlig forråd af råstoffer osv., der er større end det umiddelbare årlige behov [...]. Denne art overproduktion betyder samfundets kontrol over de materielle midler til sin egen reproduktion. Men inden for det kapitalistiske samfund repræsenterer overproduktionen et element af anarki."[145]
Således drejer det sig i forbindelse med skemaerne over den simple og den udvidede reproduktion ikke om at påvise et gnidningsløst bytte, som bringer de to produktionssektorer i ligevægt, men derimod om opstillingen af en sådan antagelse, og den samtidige påvisning af, at denne hverken lader sig realisere i et kapitalistisk eller i et socialistisk samfund. Mens en nødvendig overproduktion imidlertid for sidstnævntes vedkommende kommer sikringen af de samfundsmæssige behov tilgode, og her må anses for tingenes normale forløb, udgør den samme situation under kapitalismen, hvor den må vise sig som overskud eller underskud i reproduktionen, et problem, som må fremtræde i desorganisation og kriser. Det er ikke faldet Marx ind, at den kapitalistiske akkumulations harmoniske forløb kunne læses ud af hans reproduktionsskemaer; dette så meget mere, fordi Kapitalens første bind som utvetydigt henviste til det kapitalistiske sammenbrud, gik forud for disse.
Måske havde det alligevel, for at forebygge alle harmonistiske fortolkninger, været bedre, ikke at følge cirkulationsprocessen på basis af værdibytte, idet totalkapitalen er en forudsætning for værdiberegningerne. Grossrnanns begrundelse for reproduktionsskemaernes nødvendighed, nemlig den omstændighed, at vareudvekslingen gør krav på mindst to byttende korporationer er ikke overbevisende eftersom denne indlysende kendsgerning ikke behøver bevisførelse, og eftersom det reale bytte aldrig er baseret på værdier, men derimod på priser, hvorfor systemets tvedeling også lod sig fremstille på basis af produktionspriserne, uden forudgående værdibetragtning. Nu refererede Rosa Luxemburgs indvendinger til de marxske reproduktionsskemaer som værdirelationer, og hun påviste i forbindelse hermed, at den af Marx antagne ligevægt aldrig kan være indeholdt i disse, hvilket Marx ligeledes havde påpeget, omend med andre argumenter. Grossmann belærte nu Rosa Luxemburg om, at den manglende ligevægt i reproduktionsskemaerne ville forsvinde, lige så snart transformationen fra værdier til priser var fuldført. At den merværdidel, der, som Rosa Luxemburg havde opdaget, ikke kunne realiseres inden for systemet (gennem gennemsnitsprofitraten, der etableres ved hjælp af konkurrencen og den fordeling af totalmerværdien, der er et resultat af gennemsnitsprofitraten) fuldt ud kunne indgå i systemet. Med andre ord: at uligevægten i det reproduktionsskema, der beror på værdier, ville føre til ligevægt i et reproduktionsskema, der var baseret på produktionspriser.
Ikke desto mindre fremstillede Marx, iflg. Grossmann "i sit reproduktionsskema akkumulationens midterlinie, altså det ideale normalforløb, hvor akkumulationen forløber harmonisk i begge produktionssektorer. I virkeligheden opstår der afvigelser fra denne midterlinie, men disse afvigelser kan kun forstås på basis af den ideale gennemsnitslinie. Rosa Luxemburgs fejltagelse består netop deri, at hun betragter det, som blot skal fremstille et idealt normalforløb blandt mange mulige tilfælde, som en præcis fremstilling af det virkelige forløb."[146] Med denne forklaring er vi imidlertid nået tilbage til Tugan-Baranowskys, Hilferdings og Otto Bauers teorier, som jo også kun forholdt sig til et 'idealt normalforløb', der i virkeligheden gennembrydes af alle mulige disproportionaliteter eller 'afvigelser' fra 'midterlinien'. Også for dem drejer det sig kun om akkumulationens teoretisk mulige 'normalforløb', hvori afvigelserne fra 'midterlinien' til stadighed fører tilbage til denne, sådan at ligevægten sætter sig igennem som tendens og dermed berettiger den antagelse, at der ikke er sat objektive grænser for systemet. Således førte Grossmanns forsøg på at erstatte den Luxemburgske uligevægt med en marxsk ligevægt (først som 'midterlinie' i en fiktiv værdimæssig reproduktion, og dernæst uligevægtens opløsning ved hjælp af værdi-pris-transformationen gennem konkurrencen) til den fuldstændig unødvendige indrømmelse, at reproduktionsskemaerne i den ene eller den anden form sikrer et gnidningsløst bytte mellem produktionssektorerne.
For Marx opstod de væsentlige kapitalistiske vanskeligheder ikke på grund af bytterelationerne mellem de forskellige kapitaler, skønt disse også eksisterer, men på grund af produktionsforholdene, der fremtræder som bytteforhold. Merværdiens realisering er kapitalens problem, som den selv må løse, og som er et resultat af de udbytningsforhold i produktionen, der ligger til grund for kapitalen. Kan kapitalen ikke realisere merværdien, så kan den heller ikke eksistere, da den selv kun består af merværdi. Kapitalens blotte eksistens beviser, at den er i stand til at forvandle merværdien til kapital. Den tiltagende akkumulation udgør beviset for, at den er i stand til at realisere en tiltagende merværdimasse. Merværdiens realisering har overhovedet intet med arbejderne at gøre, da disse både producerer deres egen værdi og merværdien og realiserer deres egen værdi i konsumtionen. Merværdien realiserer sig i akkumulationen og i den kapitalistiske konsumtion, hvortil også hører samfundets uproduktive udgifter.
Hvad der var af betydning for Rosa Luxemburg, var ikke så meget selve realiseringen af merværdien, som ikke kunne betvivles, men den mekanisme, hvorigennem merværdirealiseringen fuldbyrdedes. Denne mekanisme fremgik ikke af reproduktionsskemaerne, da disse allerede gik ud fra den antagelse, at merværdien finder sin realisering i kapitalens cirkulation. Nu havde Marx også kunnet fremstille et reproduktionsskema, hvor dette ikke er tilfældet; dette ville imidlertid have været meningsløst, da kapitalens akkumulation, teoretisk såvel som praktisk, forudsætter merværdiens realisering. Rosa Luxemburg anså denne forudsætning inden for et lukket system for at være forkert, også hvis der helt ses bort fra reproduktionsskemaerne, fordi hun ikke kunne forestille sig, hvorledes den del af merværdien, der er bestemt for akkumulationen, kunne forvandles til penge.
Hun var klar over, at de kapitalistiske nationers udenrigshandel ikke gav svar på dette spørgsmål, men derimod flyttede problemet til et andet niveau. Der måtte være købere til stede, som ikke selv solgte, men som indløste den merværdi, der i de kapitalistiske lande var frembragt i vareform, mod penge. Hun klarlægger ikke, hvorfra disse skulle tage den nødvendige pengemængde, men denne må dog stamme fra de ikke-kapitalistiske udbytningsforhold, som følgelig må være tilstrækkelig udbytterige til at opsuge hele den del af de kapitalistiske landes merværdi, der er bestemt for akkumulation. Således afhænger merværdiproduktionen ganske vist af udbytningen af arbejderne i de kapitalistiske lande, uden dog at garantere disse landes akkumulation; hermed er kapitalens akkumulation i sidste instans betinget af udbytningen i de ikke-kapitalistiske lande.
Denne fantastiske forestilling betyder, at den samlede akkumulerede kapital i den kapitalistiske verden først blev muliggjort af udbytningen i den ikke-kapitalistiske verden, at sidstnævnte må opsuge en for den kapitalistiske akkumulation adækvat vareværdi, for at denne kan indgå i den kapitalistiske akkumulation som realiseret værdi, som penge. Hvis dette var muligt, hvilket ikke er tilfældet, så ville dermed også kun være sagt, at inddragelsen af "udenrigshandelen i analysen af den årligt reproducerede produktværdi kun kan skabe forvirring uden at tilføje noget nyt moment, hverken til problemet eller til dets løsning,"[147] og dette gælder for udenrigshandelen i almindelighed. Også pengene er vare, og varebytte mod penge forbliver varebytning, hvor varens pengeform kun er en fase i cirkulationsprocessen, hvad enten bytningen finder sted inden for kapitalismens område eller på verdensmarkedet.
Også for Marx fandtes et realiseringsproblem. Men her drejer det sig om et problem, som er knyttet til den kapitalistiske verden, og som heller ikke kan fjernes gennem de ikke-kapitalistiske landes eksistens. Anarkiet inden for den kapitalistiske produktion og akkumulation udelukker permanent realiseringen af en del af den producerede merværdi, hvorved den realiserede merværdi til stadighed adskiller sig fra den producerede. Om varerne inden for markedsforholdene repræsenterer over- eller underproduktion, viser sig først senere, efter deres produktion. Den værdi og merværdi, som er bundet i de usælgelige varer, går tabt og kan ikke kapitaliseres. Hvis produktionen, der er orienteret mod ekspansion, når et punkt, hvor værdiøgningen bliver tvivlsom, stopper den sin udvidelse og frembringer dermed en usælgelig varemængde, hvis værdi ikke kan realiseres ved hjælp af akkumulationen og dermed overhovedet ikke kan realiseres. Således fremstår akkumulationens udsættelse som et realiseringsproblem, og det er faktisk det, det handler om, eftersom varerne ikke kan sælges. Som markedsfremtrædelsen for kapitalens overakkumulation, bliver overproduktionen først bemærket gennem de stadig større realiseringsvanskeligheder, og derfor ført tilbage til disse, selv om den har sin egentlige årsag i den ikke-iagttagelige tiltagende divergens mellem produktion og værdiøgning. For Marx eksisterer realiseringsproblemet således i dobbelt forstand; for det første som allestedsnærværende udtryk for det kapitalistiske anarki, og for det andet som kriseproblem, som divergens mellem den producerede profit og de krav om merværdi, som en yderligere akkumulation stiller, en divergens, som dukker op på overfladen i markedsfremtrædelsen.
Kapitalens akkumulation afhænger således ikke af merværdiens realisering; derimod afhænger realiseringen af merværdien af kapitalens akkumulation. Dermed er realiseringsprocessens mekanisme endnu ikke afdækket. For enhver enkeltkapital må den pengesum, der er resultatet af varesalget, være større end summen af hans indskudte kapital. Også for totalkapitalens totalmerværdi, udtrykt i penge, gælder det, at akkumulationen må resultere i en større værdi, der kan udtrykkes i penge. Hvor kommer denne supplerende pengemængde fra? Marx så ikke noget problem her, men fandt et foreløbigt svar i guldproduktionen og kreditten, et svar, der var fuldt tilstrækkeligt for den abstrakte analyse af cirkulationsprocessen. Først ved behandlingen af de konkrete markedsforhold var det efter hans opfattelse nødvendigt at gå nærmere ind på den videre udvikling af pengefunktionen i merværdiens cirkulationsproces.[148]
Marx' svar på Rosa Luxemburgs spørgsmål om, hvorfra pengene til vareværdiernes forvandling til tilskudskapital skulle komme, var allerede givet i de svar fra Bucharin og Otto Bauer, som vi tidligere har anført. Derudover var dette problem for Marx ikke så meget et spørgsmål om muligheden for en tilstrækkelig og stadig større guldproduktion som en forøgelse af pengemængden, men omvendt var det vigtigt for kapitalen at begrænse guldproduktionen i form af pengeproduktion mest muligt, for at befordre akkumulationen. Han skrev: "Den totale sum af arbejdskraft og samfundsmæssige produktionsmidler, der forbruges i den årlige produktion af guld og sølv som cirkulationsinstrument, udgør en tung vægt af faux frais for den kapitalistiske og overhovedet for enhver produktionsmåde, der bygger på vareproduktion. Den trækker en tilsvarende sum af ekstramidler, der kunne bruges til produktion og konsumtion, d.v.s. virkelig rigdom, bort fra den samfundsmæssige udnyttelse. I samme grad som omkostningerne til dette dyre cirkulationsmaskineri formindskes ved et givet produktionsniveau eller given grad af produktionsudvidelse, kan det samfundsmæssige arbejdes produktivkraft øges. For så vidt som de hjælpemidler, der udvikles med kreditvæsenet, har denne virkning, øger de direkte den kapitalistiske rigdom, enten ved at en større del af den samfundsmæssige produktions- og arbejdsproces fuldbyrdes uden interventioner fra virkelige penge, eller ved at den virkeligt fungerende pengemængdes funktionsduelighed bliver forøget."[149]
Som cirkulationsmiddel fremstår varepenge i guld og sølv som en bekostelig og unødvendig udgift. Således har kapitalen fra begyndelsen bestræbt sig på at erstatte varepenge med symbolske pengemidler. Med udviklingen af bankerne og kreditvæsenet mistede varepengene deres tidligere betydning. Da pengenes begreb allerede er indeholdt i begrebet om varen, var guldmøntfoden en historisk, men ikke en nødvendig fremtrædelse for varecirkulationen. Da alle varer udgør potentielle penge, og penge råder over alle varer, kan, inden for nationale rammer og i den sidste tid i stigende omfang også på internationalt plan, enhver form for betalingmiddel tjene som udvekslingsmiddel. Frembringelsen af penge fuldføres over banksystemet. Bankernes kreditgivning er afhængig af den statslige pengeproduktion - gennem seddeludstedelse og skatteanvisninger - og af de statsligt fastlagte, men varierende reservebestemmelser med hensyn til mindstereserver. Kan kreditten kun delvis dækkes af bankreserverne, så er den dog i almindelighed sikret gennem kredittagernes kapitalbesiddelse. Hvor der ikke er nogen kapitalækvivalent forhånden, gives der heller ingen kredit; kreditten forholder sig således ikke til den forhåndenværende pengemængde, men til den forhåndenværende kapital.
I cirkulationsprocessen antager den akkumulerede kapital den ene gang vareform, den anden gang pengeform. Produktionsmidler og varer kan forvandles til penge, ligesom det omvendte også er tilfældet, således at kapitalbesiddelsen kan udtrykkes som pengebesiddelse. Skønt kapitalens begreb er penge indeholder det dog alle varer i sig, hvor en af dem har evnen til at indtage pengenes plads. Skønt de varemængder, der kastes på markedet, skal omsættes i penge, så legemliggør de kun en del af den eksisterende kapital; derfor behøver også kun en del af kapitalbesiddelsen at antage pengeform. De nødvendige pengemidler bestemmes alment af de i cirkulationen indgående varepriser og pengenes omløbshastighed, modificeret gennem betalinger, der ophæver hinanden eller som bliver udsat til et senere tidspunkt.
Bortset fra, at penge i århundreder er blevet ophobet i form at varepenge, og også yderligere forøges gennem den fortsatte produktion af ædelmetaller, og dermed indirekte kan byttes mod andre varer, har den kapitalistiske akkumulation gennem kreditmekanismen, der er baseret på den allerede akkumulerede kapital, gjort sig fri af disse begrænsninger. Forvandlingen af merværdien til tillægskapital kan klares uden supplerende varepenge, og den akkumulerede kapital kan i sin vareform fremtræde som akkumuleret kapital. Der står ingen reel vare over for de kreditpenge, der er nødvendige hertil; de er den 'symbolske form' for en supplerende pengemængde, der reelt ikke eksisterer, men som er tilstrækkelig til at gennemføre vareværdiernes forvandling til tillægskapital: tillægskapital, som så igen bestemmer en yderligere kreditudvidelse. Således er det kapitalakkumulationen selv, der løser problemet med den nødvendige supplerende pengemængde og ved hjælp af finansteknikken fjerner realiseringsvanskelighederne.
For at penge kan fungere som kapital må de først ophøre med at være penge, d.v.s. de må udlægges i produktionsmidler og arbejdskraft. Merværdiens forvandling til penge er kun et af markedet betinget trin i dens forvandling til tillægskapital. Det er fuldstændig ligegyldigt om denne finder sted gennem varepenge eller symbolske penge. Sidstnævnte kan dog forøges og tilpasses akkumulationens krav efter behag. De udvider sig med udvidelsen af den akkumulerede kapital og finder deres begrænsning i denne. Dermed er vi igen nået til det punkt, der forekom Rosa Luxemburg så usandsynligt, nemlig produktion for produktionens skyld, og som hun yderligere anså for uigennemførligt i et lukket system, eftersom denne produktion ikke forklarede noget om den supplerende pengemængde, der var nødvendig hertil.
Hvis kapitalen kan realisere sin merværdi gennem akkumulationen, så fremstår de udvidede kapitaler som forøget pengekapital og udtrykkes som sådan. Akkumulationen afhænger imidlertid ikke af penge eller kredit, men af profitabiliteten. Falder profitterne og dermed også akkumulationsraten, så falder med den samlede efterspørgsel også efterspørgselen efter kredit. Den manglende efterspørgsel fremtræder som pengemangel og krisen i produktionen fremtræder også som finansiel krise. For Marx syntes det derfor vigtigt "i første omgang at forudsætte metalcirkulationen i dens mest simple, oprindelige form, fordi pengenes frem- og tilbagebevægelse, balancernes udligning, kort sagt alle de momenter, der i kreditsystemet fremtræder som bevidst regulerede forløb, her lader sig fremstille som uafhængige af det givne kreditsystem; sagen fremtræder her i sin naturgroede form i stedet for i den senere reflekterede form."[150]
På den tid da Kapitalen blev nedskrevet var udvidelsen af produktionen og dannelsen af nye pengekapitaler desuden understøttet af et kreditsystem, "hvis basis (var) metalcirkulationen"[151], en tilstand, der ikke længere svarer til den moderne kreditfrembringelse. Men den stadige udvikling af nye metoder til realisering af merværdien i tillægskapital er kun af historisk interesse og er vidnesbyrd om, at den akkumulerede kapitals voksende omfang fører til stadig nye midler for merværdirealiseringen. Kreditsystemet på basis af metalcirkulationen opfylder ingen anden funktion end kreditfrembringelsen uden denne basis. I begge tilfælde er den bestemt af kapitalens bevægelse. Den kan ikke selvstændiggøre sig, eftersom den hele tiden kun kan forholde sig til de reelle processer i den samfundsmæssige produktion, der ligger til grund for kreditfrembringelsen. Lige så lidt som pengene kan kreditten frembringe noget, den kan kun formidle, at den i produktionen indvundne merværdi finder vej til akkumulationen. Hvis den faktiske merværdi ikke er tilstrækkelig til at kunne kapitaliseres og samtidig værdiøges, så kan kreditten heller ikke ændre noget derved, og den svigter som formidlende instrument for kapitalakkumulationen.
Akkumulation for akkumulationens skyld, d.v.s. uden hensyn til faktiske samfundsmæssige behov og uden hensyn til selve kapitalens værdiøgningsnødvendigheder, er netop det karakteristiske ved merværdiproduktionen og bør ikke skabe forundring. Konkurrencen på basis af værdiproduktionen tvinger enhver kapital til at akkumulere af selvopretholdelsesgrunde. Den må vokse eller gå under, og det samlede resultat af alle disse bestræbelser er totalkapitalens vækst og de deraf følgende forandringer i værdirelationerne, som bringer profitratens fald med sig så snart den blinde akkumulationstvang går ud over arbejdets aktuelle produktivitet.
Når merværdien ikke er tilstrækkelig til at videreføre akkumulationsprocessen profitabelt, kan den heller ikke realiseres gennem akkumulationen; den bliver til overproduktionens ikke-realiserede merværdi. Hvor der ikke eksisterer nogen merværdi, der kan forvandles til tillægskapital, kan heller ingen supplerende pengemængde eller kredit forvandle merværdien til kapital. For ikke at geråde ud i denne krisetilstand må kapitalen uafbrudt akkumulere, hvilket imidlertid kun er muligt ved en vedvarende og samtidig til akkumulationen tilpasset vækst i arbejdsproduktiviteten, som holder profitratens tendentielle fald latent. Kapitalen kan ikke koordinere den materielle produktion til kapitalakkumulationens værdimæssige krav, hvilket viser sig i kriserne, hvis opgave er at genoprette kapitalproduktionens indre sammenhænge, der i det ydre er gået tabt, for hermed at muliggøre en fortsat kapitalekspansion.
Det afgørende moment for den kapitalistiske produktion er merværdien. Gennem tendensen til faldende profitrate kan den blive for lille, men aldrig for stor. Dette gælder ikke kun for totalsamfundet, men også for hver enkelt kapital. Den kapitalistiske produktion tjener således vedvarende merværdiforøgelsen og sikrer derigennem sin eksistens. For kapitalen fremstår den voksende merværdi hele tiden som utilstrækkelig, ligegyldigt hvilken størrelse den end måtte nå. Hvis markedet sætter en grænse for kapitalen i en produktionsbranche, så flytter den over i andre eller nydannede produktionsbrancher, indtil disse ligeledes støder på deres markedsgrænser. I løbet af akkumulationen ændres således markedsrelationernes materielle side - som udtryk for samfundets stadigt voksende produktivkræfter og som udtryk for udviklingen af nye behov samt produktivkræfternes anvendelse i større omfang og på mere omfattende områder. Den materielle rigdom vokser også ved akkumulationens værdimæssige udfoldelse. Kapitalisternes konsum kan udvides enormt, omfanget af samfundets uproduktive lag kan tiltage, og selv arbejderne kan forbedre deres forhold gennem forbrugsgodernes værdimæssige fald. Dermed vokser også belastningen af merværdien og gennemtvinger stadig nye forsøg på at forøge den for at holde processen i gang. Under disse betingelser kan der ikke forekomme nogen 'mæthed' på merværdi, men kun en mangel på merværdi, der i sidste instans må fremstå på markedet som overproduktion og manglende efterspørgsel. Kapitalismen må akkumulere, da den ellers sidder fast i krisen. Enhver ligevægtstilstand er en krisetilstand, der i den dynamiske økonomi kun kan føre til sammenbrud eller til nyt opsving. Enhver ligevægtssituation modsiger dermed den kapitalistiske virkelighed, og kan aldrig referere til selve virkeligheden, men højst til en metodisk antagelse for at udskille særlige ejendommeligheder ved den dynamiske økonomis forløb. Ikke desto mindre henviser marxister, i samklang med den borgerlige økonomi, til angivelige ligevægtstendenser i den kapitalistiske økonomi og til disses udfoldelse. For blot at gå ind på en skal henvises til Bucharin, ifølge hvem "hele konstruktionen af 'Kapitalen' [...] begynder analysen med det faste stabile ligevægtssystem. Efterhånden indføjes mere komplicerede momenter. Hele systemet kommer i svingninger, bliver bevægeligt. Disse svingninger taber dog ikke deres lovmæssige karakter, og på trods af de bratte ligevægtsforstyrrelser (kriser) bliver systemet som helhed opretholdt. Gennem forstyrrelsen af ligevægten indtræder en ny ligevægt så at sige af højere orden. Først når man har erkendt ligevægtens love kan man gå videre og rejse spørgsmålet om systemets svingninger. Kriserne selv betragtes ikke som ophævelse af ligevægten, men som forstyrrelse af den; i den forbindelse er det nødvendigt for Marx at opspore loven for denne bevægelse og at begribe, ikke kun hvorledes ligevægten forstyrres, men også hvorledes den genoprettes."[152] og derefter sammenfatter Bucharin ligevægtsbetragtningen på følgende måde: "Værdiloven er ligevægtsloven for produktionens simple varesystem. Loven om produktionspriserne er ligevægtsloven for det modificerede varesystem, det kapitalistiske system. Loven om markedspriserne er loven om dette systems svingninger. Loven om konkurrencen er loven om den bestandige genoprettelse af den forstyrrede ligevægt. Loven om kriserne er loven om den nødvendige periodiske forstyrrelse i systemets ligevægt og dennes genoprettelse."[153]
Alle teorier om disproportionalitet og underkonsumtion var bygget op på dette ligevægtspostulat, og i forlængelse heraf blev kriserne betragtet som ligevægtsforstyrrelser og deres ophævelser som genoprettelsen af den nødvendige ligevægt. De ligevægtsbetragtninger, Marx anvendte, var imidlertid hele tiden kun foreløbige metodiske antagelser, der udelukkende var relateret til udarbejdelsen af hans abstrakte teori og ikke gjorde krav på nogen sammenhæng med processerne i virkeligheden. Ofte var det rene tautologier, som f.eks. antagelsen om ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, der under alle omstændigheder ikke spiller nogen rolle ved betragtningen af totalkapitalen og den isolerede produktionsproces, og ofte tjente de som udgangspunkt for fremstillingen af kapitalens udvikling, et udgangspunkt, som man inden for udviklingens egne rammer ikke mere skal tage hensyn til. For Marx var det ikke ligevægtstendenser, der beherskede økonomien, men derimod værdiloven, der sætter sig igennem "ligesom tyngdeloven, når et hus braser sammen over ens hovede."[154]
Ved kriserne drejer det sig dermed ikke om en ligevægtsforstyrrelse, der kan ophæves, men derimod om kapitalværdiøgningens midlertidige sammenbrud, som hverken før eller efter er kendetegnet ved en eller anden ligevægt. Kriseovervindelsens kendsgerning refererer ikke til genoprettelsen af en ligevægt, der er gået tabt, men derimod til, at det trods systemets afbrudte dynamik lykkedes at forøge merværdien til endnu en ekspansionsfase. "Der findes ingen ligevægtstilstand for produktionens omfang, hvortil den ved afvigelsen bliver trukket tilbage [...]. Den industrielle cyklus er ikke en svingning omkring en eller anden middelstilling, der er bestemt gennem et eller andet behov"[155]. Selv om Marx et sted skriver: "Permanente kriser findes ikke"[156], så er dermed ikke, som Bucharin vil give det udseende af, sagt at "forstyrrelsen af ligevægten fører til en ny ligevægt af højere orden", men derimod kun, at den akkumulation, der blev afbrudt på et bestemt niveau i den kapitalistiske produktion, kan fortsætte på et andet niveau. At dette ikke kan være tilfældet for evigt viser sig i den abstrakte analyse af den værdibestemte akkumulation. Men sålænge kapitalen reelt formår at tilpasse merværdien til akkumulationskravene gennem krisen, er enhver krise af midlertidig natur.
Men også til en kriseteori, der afstår fra alle ligevægtsbetragtninger, må man stille spørgsmålet, hvorledes kapitalismen kan bryde sammen, når enhver af dens kriser lader sig overvinde. Således stillede f.eks. Otto Benedikt det spørgsmål til Henryk Grossmann, for hvem sammenbruddet er en krise, der i sidste instans ikke mere kan overvindes, "hvorfor hans 'økonomiske endepunkt' adskiller sig fra de overvindelige kriser. Hvorfor den sidste krise ikke mere kan overvindes?"[157] Idet Benedikt følger Lenins disproportionalitetsteori, kommer han til den slutning, at, uanset dens gyldighed eller ugyldighed, er Grossmanns kriseteori netop kun en kriseteori og ikke en sammenbrudsteori. Ifølge Benedikt drejer det sig ved krisespørgsmålet ikke om muligheden eller umuligheden for vedvarende akkumulation, "men derimod om en voksende tvangsmæssig dialektisk proces af forstyrrelser, modsigelser og kriser - ikke om en absolut, rent økonomisk umulighed for akkumulation, men om en stadig vekselvirkning mellem overvindelse af krisen og dens reproduktion på et højere niveau, indtil proletariatet sprænger skemaet."[158]
Det svar, som Grossmann kunne give, var det, Benedikt gav sig selv, og det, som alle de implicerede i diskussionen om kriseproblemet fremførte i enten forskellige reformistiske eller revolutionære variationer. I sidste instans fandtes der ikke noget 'rent økonomisk' eller 'automatisk' sammenbrud. Ligesom det hos Tugan-Baranowsky, Hilferding og Otto Bauer ville være etiske og politisk bevidste sociale bevægelser, der forvandlede den dårlige samfundsordning til en bedre, og ligesom det hos Rosa Luxemburg og Anton Pannekoek er de klassebevidste arbejdere, der, længe før et eller andet teoretisk endepunkt for den kapitalistiske ekspansion, gør ende på kapitalismen, ligeledes bryder efter Grossmanns opfattelse "intet samfundssystem sammen af sig selv, lige meget hvor angrebet det end måtte være; det må omstyrtes. [...] Den 'såkaldte historiske nødvendighed' fuldbyrdes ikke automatisk, men kræver derimod arbejderklassens bevidste deltagelse."[159] Men det er en sag for klassekampene, ikke for den økonomiske teori, der kun kan klarlægge de objektive betingelser, under hvilke klassekampen udfolder sig og som bestemmer dens retning.
På en ejendommelig måde forholdt selv de mest forskellige kriseforklaringer sig til det uundgåelige i den kapitalistiske tilbagegang og i dens sammenbrud gennem de politiske bevægelser, den fremkalder. Vi har allerede påvist dette ved eksemplerne Rosa Luxemburg og Henryk Grossmann. Men også disproportionalitetsteoretikere som Bucharin fastslog, "at (kapitalens) forfaldsproces sætter ind med absolut uundgåelighed, efter at den udvidede negative reproduktion har opslugt den samfundsmæssige merværdi. Den teoretiske undersøgelse kan ikke med absolut sikkerhed fastslå nøjagtig hvornår forfaldsperioden begynder, og hvilket konkret tal, som karakteriserer denne proces. Det er allerede et questio facti. De konkrete forhold i Europas økonomi i årene 1918-1920 viser tydeligt, at denne forfaldsperiode allerede er indtrådt, og varslet om en genopstandelse for produktionsforholdenes gamle system mangler."[160] Også ved en konsekvent anvendelse af underkonsumtionsteorien kan man slutte til kapitalens undergang. Således skrev f.eks. Natalie Moszkowska: "Hvis kløften mellem produktion og forbrug når en vis dybde, forbrugsdeficittet et vist omfang, så forvandles den relative forarmelse til en absolut. Produktionen indskrænkes, arbejderne smides på gaden. Hvis højkapitalismens kendetegn er relativ forarmelse, så er senkapitalismens absolut forarmelse. Og denne absolutte, i længden uudholdelige forarmelse bevirker kapitalismens tilbagegang."[161]
Det var ikke underligt, at den økonomiske tilstand under og efter første verdenskrig aktualiserede tankerne om kapitalismens tilbagegang. Selv i den borgerlige lejr fremkaldte den ikke blot en dyb pessimisme, men nedbrød også den tidligere overbevisning om at samfundet kan blive herre over sine kriser. Ganske vist har "de indreøkonomiske kriser aftaget i styrke", bemærkede Adolf Löwe, "men når en international værdiødelæggelse som verdenskrigen må anses som den imperialistiske tidsalders moderne kriseform, hvilket der er meget der taler for, så kan der ikke være grund til overdrevne forhåbninger om en automatisk statisk tilstand."[162] I denne situation var der ikke meget fornuft i at påstå at der ikke findes nogen absolut håbløs situation for kapitalen, men heller ikke i at antage det modsatte. Under de givne betingelser kunne begge dele tænkes. Eftersom det for marxismen ikke er økonomien, der betinger de givne klasseforhold, men det derimod er de kapitalistiske produktionsforhold - som klasseforhold - der under markedsøkonomiens betingelser antager den fetischistiske form af økonomiske forhold, er enhver 'rent økonomisk' betragtning af kapitalen og dens bevægelseslove på forhånd malplaceret. Ikke desto mindre bestræbte Marx sig gennem årtiers arbejde på, at påvise kapitalismens forgængelighed, på grundlag af dens specifikke økonomiske kategorier, selv om for ham "hele det økonomiske lort ender i klassekampen."
Den kapitalistiske akkumulations tendens i retning af sin egen ophævelse kan kun demonstreres ved en model, der tager hensyn til systemets væsentlige basis. I den marxske konstruktion må kapitalen gå til grunde som følge af sine modsigelser, og da historien selv intet skaber, men skabes af mennesker, følger det uden videre, at kapitalens historiske grænse ligger i den proletariske revolution. Omvendt forudsætter denne omstyrtelse imidlertid den kapitalistiske opløsning. Hvis kapitalen gennem sin akkumulation graver sin egen grav, så ligger dens endeligt allerede i akkumulationsprocessen, og man kan med rette tale om akkumulationsteorien som en sammenbrudsteori, uden dermed at forskrive sig til en 'rent økonomisk' eller 'automatisk' sammenbrudsteori.
Bedømmelsen af den store krise mellem de to verdenskrige som kapitalens mulige slutkrise var ønsketænkning. Men det viste sig først senere. I princippet kan enhver stor krise i den udviklede kapitalisme blive til slutkrisen. Bliver den det ikke, så bliver den forudsætningen for fortsat akkumulation. Dermed er dog ikke sagt, at der ikke kan forekomme nogen 'permanent' krisetilstand, selv om begrebet ikke må opfattes som evighed, men kun i modsætning til den midlertidige, hurtigt overståede krise. I denne betydning er den 'permanente' krise nøjagtig lige så tænkelig og forankret i det marxske system som den overvindelige krise. Selv om Marx hævdede, at der ikke fandtes permanente kriser, så forholdt han sig dog her kun til det forgangne århundredes konjunkturcyklus og til Adam Smiths akkumulationsteori, hvori profitraten må falde vedvarende. At der under verdenskapitalens nuværende betingelser kan opstå en vedvarende økonomisk-politisk krisetilstand, er nøjagtig lige så muligt som antagelsen, at det også for fremtiden vil lykkes for kapitalen at frembringe ny ekspansion gennem krisen.
Den anden økonomiske verdenskrise i det nittende århundrede blev opfanget af Første Verdenskrig, der blev antændt af den imperialistiske konkurrence. Værdiformindskelsen af kapitalen, der foregår i krisen, samt kapitalens koncentration og centralisering blev nu forbundet med den fysiske ødelæggelse af produktionsmidler og arbejdskræfter og en dermed forbundet forskydning af det økonomiske styrkeforhold fra de europæiske lande til USA. USA blev verdens største eksport- og kreditorland. De territoriale forandringer, der var et resultat af krigen, Ruslands udskillelse fra verdensøkonomien, den kapitalistiske krigsskadeerstatningspolitik, valutasammenbruddet og verdensmarkedets sammenbrud, alt dette vanskeliggjorde i langt højere grad genopbygningen end tilfældet er ved en 'rent økonomisk' krise. Genoplivelsen af de europæiske økonomier forløb så langsomt, at den krise, der mundede ud i Første Verdenskrig, strakte sig helt frem til Anden Verdenskrig - undtagen i USA. Der var dog dermed allerede fra begyndelsen givet en begrænset tidsfrist for Amerikas særstilling, der udløb i 1929. Det amerikanske sammenbrud drev den samlede verdensøkonomi mod videre forfald.
Det var ikke sådan, at kapitalen ikke havde anstrengt sig for at komme ud af krisen ved hjælp af amerikanske lån, vidtgående kartelliseringer, produktionsrationalisering samt inflation; men altsammen uden resultat. Det skal bemærkes, at i årene fra 1929 til 1932 var den industrielle produktion i det fattigste land, Tyskland, faldet med 50 %, at arbejdsløshedstallene i 1932 androg 7 millioner og at nationalindkomsten var faldet fra 73,4 til 42,5 milliarder mark. I Amerika, som var det rigeste land, var nationalindkomsten ligeledes i 1932 faldet til det halve fra 87,5 til 41,7 milliarder dollars, og 16 millioner arbejdsløse registrerede halveringen af den industrielle produktion. En økonomisk verdenskrise af dette omfang oversteg alle hidtidige erfaringer og kunne ikke, som den første efterkrigskrise, føres tilbage på den omstændighed, at der havde været krig.
Tilhængerne af den marxske kriseteori i alle dens afskygninger så i den vedvarende krise bekræftelsen på deres kapitalkritik og søgte at overvinde krisen enten gennem reformer eller gennem afskaffelsen af det kapitalistiske system. Den statiske teori om den generelle ligevægt stod rådløs overfor krisen, da den postulerede udligningsmekanisme ikke gjorde sig gældende. Da de kapitalistiske landes regeringer i første omgang stolede på virkningerne af den økonomiske deflation og ikke greb ind i økonomiens udvikling kan krisen heller ikke føres tilbage til en forkert statslig økonomisk politik. Der var således ingen anden mulighed end at gøre arbejderne ansvarlige for krisen på grund af deres uvillighed til at akceptere lavere lønninger. Krisens vedholdenhed og den stadig mere omsiggribende arbejdsløshed tvang dog til sidst den borgerlige økonomi til en revision, der er gået ind i historien som den 'keynesianske revolution'.[163]
Uden i almindelighed at vende sig mod den nyklassiske teori fastslog Keynes den åbenlyse kendsgerning, at den traditionelle teori ikke var i overensstemmelse med den eksisterende situation. Den teoretisk implicerede tilstand med fuld beskæftigelse fremstod for ham kun som en mulig, men ikke som en nødvendig forudsætning for den økonomiske ligevægt. Says standpunkt, at udbuddet altid måtte falde sammen med efterspørgslen, blev nu med hundrede års forsinkelse erkendt som en fejltagelse, da 'opsparingen' ikke nødvendigvis fører til nye investeringer. Da produktionen skal tjene konsumtionen, der imidlertid aftager med tiltagende mætning af markedet, så må udvidelsen af produktionen og dermed af arbejdsmarkedet også gå tilbage. Således kan der i et fuldmodent kapitalistisk samfund kun foretages stadig mindre rentable nyinvesteringer, hvad der heller ikke ændrer sig ved en radikal formindskelse af lønningerne. Selv om det også fortsat er korrekt, at lave lønninger giver høje profitter og dermed tilskynder til nyanlæg, så vil det dog - i betragtning af de vanskeligheder, der står i vejen for sådanne lønsænkninger og på grund af det på længere sigt uundgåelige fald i akkumulationsraten - ikke blot være forkert, men også farligt viljeløst at lade det økonomiske forløb gå sin gang. Depressionen måtte bekæmpes ved at regeringen udløste en ekspansionistisk politik, der på den ene side måtte bygge på en inflatorisk pengepolitik og på den anden side på offentlige arbejder på bekostning af statslig underskudsbudgettering.
Skønt Keynes forsøgte at forklare kapitalens cykliske bevægelse ud fra kapitalens varierende profitabilitet, udviklede han egentlig ingen kriseteori. I følge hans opfattelse var det den faldende forbrugstilbøjelighed - et resultat af den samfundsmæssige rigdom - der forringede akkumulationsglæden og tilskyndede kapitalisterne til ikke at forvandle deres penge til kapital. Hvis de fortsat skulle investere, så kunne det kun gøres med en aftagende profitrate, der imidlertid fandt sin undergrænse i den eksisterende rentefod. For at komme ud af depressionen var det nødvendigt at supplere de kendte krisebekæmpelsesmidler med nye midler. Lønningerne måtte formindskes ved hjælp af inflation, profitraten styrkes gennem sænkning af rentefoden og den resterende arbejdsløshed måtte opsuges gennem offentlige udgifter indtil der ved hjælp af alle disse forholdsregler var udviklet en ny konjunktur, hvorved man for endnu en etape kunne overlade økonomien til markedets automatik. Da det for Keynes i det væsentlige kom an på at overvinde den aktuelle krise, blev de langsigtede udviklingstendenser, der var forbundet med hans teori, kun et filosofisk ornament, der ikke blev tilskrevet nogen umiddelbar betydning. Hans teori bevægede sig på den stationære ligevægts grundlag og var ude af stand til at tage højde for dynamikken i systemet.
Den keynesianske teori relaterede sig nødvendigvis til den nationale økonomi, ikke til den kapitalistiske verdensøkonomi, da de ønskede regeringsindgreb kun kunne iværksættes indenfor nationale rammer, selvom teorien ganske vist var kædet sammen med forhåbninger om, at en produktionsforøgelse i de enkelte lande ville have en gunstig indflydelse på verdenshandelen og at den internationale konkurrence dermed ville aftage i styrke. De forholdsregler, der var nødvendige for at afskaffe arbejdsløsheden, tvang til en tilbagevenden til den klassiske makroøkonomi, der beskæftigede sig med totalsamfundsmæssige og -økonomiske størrelser i modsætning til den næsten enerådende mikroøkonomi, der kun beskæftigede sig med delanalyser af separate økonomiske processer. De praktiske forslag var jo - uanset af hvilken art - ingenlunde nyopdagelser, men en genoptagelse af mekanismer, der var trådt i baggrunden under laissez-faire teoriens blomstring. Trods en enorm anvendelse af nyslåede økonomisk-tekniske termer gemte der sig bag den 'nye økonomis' krav blot det ordinære kapitalistiske princip om profitforøgelse ved hjælp af statslige indgreb i markedsforholdene.
Den nødvendighed af statslige indgreb i økonomien, der var dikteret af krisen, blev i hænderne på de økonomiske teoretikere snart til en dyd i den statslige regulering af økonomien. Den traditionelt fremherskende mening, at alle offentlige udgifter har en uproduktiv karakter, blev nu betragtet som en fejltagelse, og det blev betonet, at de har en fremmende virkning på produktionen og indkomsten, nøjagtig ligesom de private investeringer. I følge Alvin Hansen medfører "parkanlæg, svømmebade, legepladser akkurat den samme tilvækst i de faktiske indkomster, som oprettelsen af en fabrik, der fremstiller radioer [...] Offentlige udgifter forøger både beskæftigelsen og nationalindkomsten [...] Selv en krig kan på grund af de manglende nyinvesteringer medføre en efterspørgsel i efterkrigsperioden, der forøger nationalindkomsten nøjagtig lige så meget som den private industris nyanlæg. Kort sagt, når mangelen på nyanlæg fører til en nedgang i økonomien så er det alene regeringen, der ved hjælp af offentlige udgifter kan forøge nationalindkomsten."[164] Fordi økonomerne ikke skelner mellem økonomi og kapitalistisk økonomi, så forbliver det også et lukket land for dem, at produktivitet og 'kapitalistisk produktiv' er to forskellige ting, at offentlige såvel som private udgifter kun er produktive for så vidt som de skaber merværdi og ikke fordi de bringer materielle goder eller behageligheder med sig.
I forestillingerne hos samtidens økonomer bidrager den private kapital og regeringen på samme måde til nationalindkomsten og begge øser af indkomsternes store 'strøm'. Skønt regeringsbidraget hviler på skatter og låntagning, så vil den dermed forbundne rentebelastning blive opvejet af den forøgelse af indkomsterne, som skabes gennem de offentlige udgifter. Inflatoriske følger behøvede man ikke at frygte, så længe det var muligt at udligne den voksende pengemængde gennem en ligelig vækst i produktionen og i de reale indkomster. For at eftervise dette, henvises til et såkaldt 'accelleratorprincip' og et 'multiplikatorprincip' eller til en kombination af begge, hvis virkninger matematisk lader sig begrunde under bestemte tænkte antagelser. Man kan ganske vist ikke eftervise om resultaterne af disse 'principper' i virkeligheden er som forudsat eller noget lignende, da det økonomiske forløbs empiriske kompleksitet står i vejen herfor. Men selv som en teoretisk eftervisning, er resultatet intet andet end den indlysende indsigt, at lige såvel som alle andre udgifter, kan også statsudgifter føre til yderligere private udgifter, således at den samlede købekraft ligger over de oprindelige statsudgifters størrelse.
Alvin Hansen bestrider at hans teori kan indrangeres i den almindelige række af underkonsumtionsteorier. Ifølge hans opfattelse resulterer krisen ikke af manglende efterspørgsel på konsumgoder, men af overinvesteringer, der udvikler sig spontant. Da systemets dynamik driver produktionen af produktionsmidler hurtigere frem end det samfundsmæssige konsum, så måtte forøgelsen af konsumet gøres til det afgørende princip for at undgå overproduktionen. I det moderne kapitalistiske samfund er investeringerne ikke længere bestemt af konsumtionen og de klassiske og nyklassiske økonomers kredsløbsteorier med deres udbuds-efterspørgselsligevægt er i modstrid med de virkelige forhold. Konsumtionen er kun en funktion af akkumulationen ud af hvilken krisecyklen fremkommer som et uundgåeligt resultat af den kapitalistiske ekspansion. For at imødegå arbejdsløshed og overproduktion skulle det offentlige konsum forøges ved hjælp af offentlige udgifter til en art blandingsøkonomi i hvilken prisrelationerne er integreret således med pengepolitiske og finanspolitiske forholdsregler, at økonomien også fortsat kan udvikle sig progressivt.
Før denne 'revolution' i den teoretiske økonomi fandtes allerede en tilsvarende praksis, opstået af nødvendighed, der udviste forskellige former i de forskellige lande. F.eks. imødegik hjælpen til de arbejdsløse via offentlige midler i de Forenede Stater en tydelig radikalisering af den arbejdende befolkning, hvorimod beskæftigelsesprogrammerne i Tyskland antog form af oprustning for at neutralisere Første Verdenskrigs resultater og for at overvinde krisesituationen ad imperialistisk vej på andre nationers bekostning. Dermed tjente markedsøkonomiens integration med den statslige regulering af økonomien på den ene side et forsvar for de eksisterende magtpolitiske tilstande og på den anden side et forsøg på at nedbryde dem. Den almene krisesituation og de modstridende kapitalistiske interesserblandede krisebekæmpelsen med en række imperialistiske eventyr og sociale konfrontationer, der mere eller mindre omfattede alle lande og sluttelig mundede ud i den Anden Verdenskrig, der drev integreringen af staten og økonomien voldsomt fremad. Den fuldtudviklede blandingsøkonomi fremtrådte således først som krigsøkonomi og afsluttede den tilsyneladende permanente krisetilstand gennem tilintetgørelsen af uhyre kapitalværdier og en gensidig nedslagtning af producenterne.
Først efter krigen blev den 'nye økonomi' til den herskende klasses ideologi, da den statslige indflydelse på økonomien ikke lod sig ophæve i efterkrigstidens kaos. Med undtagelse af Amerika befandt verden sig i bourgeoisiets øjne i en tilstand af dybeste opløsning og havde brug for politiske og militære indgreb for ikke at forfalde i fuldstændig anarki. Statens økonomiske funktioner, som var vokset frem under krigen og krisen kunne kun ændres, men ikke afskaffes. De konfrontationer, der straks opstod blandt de sejrende magter ved fordelingen af krigsbyttet og oprettelsen af nye indflydelsessfærer, skaffede også fortsat de statslige institutioner en stor indflydelse på det økonomiske forløb. De nyafstukne grænser måtte sikres og genopbygningen af den kapitalistiske verdensøkonomi hjælpes på vej med statslige midler. En voksende del af den samfundsmæssige produktion gik til disse formål og således fortsattes oppustningen af statsbudgettet gennem beskatning og låntagning.
Den forestilling, at den 'modne' kapitalisme uundgåeligt havde en tendens til stagnation og voksende arbejdsløshed, der kun kunne ophæves gennem offentlige udgifter, blev fællesgods i den 'nye økonomi'. Den fulde beskæftigelse under krigen gjaldt som tilstrækkeligt bevis på, at statslige indgreb formåede at frembringe den samme tilstand under alle betingelser, og at den statslig-integrerede økonomi kunne gøre en ende på krisecyklen og muliggøre en uafbrudt økonomisk ekspansion. Inddragelsen af den økonomiske vækst i den økonomiske analyse nødvendiggjorde udarbejdelsen af en dynamisk teori, der kunne erstatte den statiske ligevægtsteori. Blandt andre forsøgte R. F. Harrod[165] og E. D. Domar[166] at levere det teoretiske bevis for muligheden af en balanceret vækstrate i økonomien ved hjælp af en dynamisering af den keynesianske model for indkomstdannelse og ved hjælp af accelerator- og multiplikatorprincipperne.
Denne vækstrate var på den ene side bestemt af opsparingstilbøjeligheden og på den anden side af den dertil krævede kapital og dens afkast. Væksten ville dog betyde, at man forlod ligevægtssituationen, og ville have en tendens til autonomt at fortsætte med at bevæge sig i den retning, den engang var slået ind på og dermed stedse blive mere ustabil. Da nyinvesteringerne har den dobbelte funktion, at de på den ene side øger indkomsten, men på den anden side også forøger produktionskapaciteten, hvor den ene side altså repræsenterer efterspørgslen og den anden udbuddet, så må en vækstrate, der skal garantere den økonomiske stabilitet, bringe den voksende produktionskapacitet i overensstemmelse med den voksende efterspørgsel. For at muliggøre dette er det ikke tilstrækkeligt at opnå en ligevægt mellem opsparing og investering, men investeringerne må overgå opsparingen for at undgå arbejdsløsheden. Således vil den økonomiske vækst være et middel til at imødegå arbejdsløsheden, men også en kilde til ny arbejdsløshed, så snart væksten afveg fra den balancerede udviklings slagne vej.
Selv om man allerede havde erkendt, at den statiske ligevægt var en illusion, måtte man have endnu mindre tiltro til en ensartet udviklingsrate. Men hvad en autonom vækstproces ikke kan opnå, det kan fuldbyrdes gennem en bevidst regulering af den. Økonomien og dens udvikling lader sig i følge Paul Samuelson sammenligne med en "cykel uden rytter der er ustabil hvis den bevæges vertikalt, (men som) kan forandres til et stabilt system af en beroligende og kompenserende menneskelig hånd. Ligeledes kan en Harrod-Domar vækstlinie, der vil være ustabil under laissez faire, gøres stabil med kompenserende penge- og skattepolitikker i en blandingsøkonomi."[167] Skønt "intet er umuligt i en uexakt videnskab som økonomien", så er dog i dag "sandsynligheden for en stor krise, for et udstrakt og stadig skærpet tilbageslag, som i årene 1930, 1890 og 1870 reduceret så meget, at den nærmest ikke eksisterer".[168]
Denne tillidsfuldhed syntes at finde sin berettigelse i den faktiske økonomiske udvikling og havde desuden yderligere den "fortjeneste at have bevist, at ved siden af andre udviklingsmuligheder findes også en vækst uden ligevægtsforstyrrelser, hvad der tidligere var blevet bestredet af forskellige forskere (bl.a. af Marx i hans sammenbrudsteori)."[169] Dermed var problemet med den kapitalistiske dynamik tilfredsstillende fremstillet for den borgerlige økonomi uden at man havde opgivet ligevægtsbetragtningen og dette fandt sit udtryk i den neo-nyklassiske teori, hvor den statiske analyse blev forbundet med den dynamiske.
Vækstteorierne beskæftigede sig dog mindre med det økonomiske forløb i de udviklede lande end med spørgsmålet om den kapitalistiske udvikling af de underudviklede nationer, et spørgsmål der var dukket op med udgangen af Anden Verdenskrig. Ganske vist var dette spørgsmål hurtigt og let besvaret, selv om det stødte på uovervindelige vanskeligheder at udføre de forslag, der blev givet i svarene, nemlig at gentage den proces, der var fuldbyrdet i de udviklede lande. Ikke desto mindre har diskussionen af underudviklingen åbnet en ny branche i den teoretiske økonomi, der forsøger at forklare hele verden blandingsøkonomiens succes og anbefaler en efterligning. Da denne evolutionistiske udviklingsteori imidlertid intet har at gøre med kriseproblemet, kan den her lades ude af betragtning.
Under den marxske kriseteoris synsvinkel bød efterkrigskonjunkturen, der satte ind med nogen forsinkelse, ikke på nogen overraskelser, da det er krisens funktion at skabe forudsætningerne for et nyt opsving. Dermed er ikke sagt, at hver krise er i stand til at indlede en ny akkumulationsperiode; den kan måske blot nå en tilstand af relativ stagnation, som tilfældet var for mange lande i kølvandet på Første Verdenskrig, og udløse en ny krise indenfor denne stagnation. Med kapitalens voksende destruktivkræfter bliver krigen som krise til en hindring for en hurtig genoplivning, og den kan kun langsomt forvandle sig til en ny ekspansion. Under sådanne omstændigheder er den fortsatte eksistens af statslige indgreb i økonomien en nødvendighed, og de fremtræder faktisk som det væsentligste instrumentarium for det nye opsving.
Selv om stagnationen i den kapitalistiske økonomi fører til statslige indgreb for at sætte den i sving påny og blive herre over arbejdsløsheden, så er der ikke dermed sagt, at den nye konjunktur, der til slut bliver resultatet, udelukkende skyldes disse indgreb. Den kan godt opstå af den genoprettelse af den kapitalistiske profitabilitet, der foregår samtidigt med og relativt uafhængig af disse indgreb. Dette var således tilfældet i tidligere kriser, hvor staten gennem en deflatorisk politik snarere skærpede end afsvækkede krisetilstanden. Hvis forsøget på at forbedre kapitalens profitabilitet gennem en begrænsning af statsbudgettet var et utilstrækkeligt middel, så giver forøgelsen af de offentlige udgifter imidlertid heller ingen garanti for overvindelsen af krisen. I begge tilfælde afhænger en fortsat progressiv akkumulation i sidste ende af forandringerne i kapitalstrukturen og af en merværdirate, der kan værdiøge den ekspanderende kapital. Udvidelsen af kapitalproduktionen efter Anden Verdenskrig lader sig uden tvivl kun forklare med kapitalens endnu ubrudte eller genoprettede ekspansionskraft og ikke med den statsligt inducerede produktion. Hermed forbindes garantien for en ny overakkumulationskrise imidlertid med nødvendigheden af fortsatte statslige indgreb.
Set ud fra den 'nye økonomi's standpunkt kunne man dog ikke længere regne med en tilstrækkelig autonom kapitalekspansion, hvorfor man kun kunne forestille sig en fortsat udvikling af kapitalen i form af blandingsøkonomien. En skeptisk minoritet blandt økonomerne holdt dog stadigvæk fast ved laissez-faire-princippet og betragtede blandingsøkonomien slet og ret som markedsøkonomiens undergravning, hvilket til syvende og sidst måtte føre til privatkapitalismens sammenbrud. Den vedvarende prosperitet i de vestlige lande, der ikke direkte kunne forklares med de statslige indgreb, trængte atter den keynesianske overbevisning i baggrunden, og i den akademiske verden indtog mikroøkonomien påny den dominerende stilling. Den statslige deltagelse i økonomien blev ikke blot betragtet som overflødig, men hindrede endda kapitalens frie bevægelse og blev altså anset for at være et element, der forhindrede udviklingen. Denne nye kapitalistiske selvbevidsthed blev imidlertid afhængig af den fremherskende prosperitet og ligesom den 'nye økonomi' ikke fuldstændig kunne tilsidesætte laissez-faire læren, så var denne heller ikke i stand til at tvinge den 'nye økonomi' på tilbagetog blot på grund af den faktiske prosperitet. Blandingsøkonomien var allerede blevet til den moderne kapitalismes uafvendelige form selv om også indblandingens art kunne forandres. De statslige indgreb kunne øges eller formindskes alt efter de nødvendigheder, der opstod på grund af den endnu ukontrollerede økonomiske udvikling.
Under den vestlige kapitals uventet hurtige og vedvarende ekspansion var de økonomiske tilbageslag korte nok til at forvandle depressionsbegrebet til et recessionsbegreb. Under ekspansionen oversteg den almindelige stigning i produktionen den statsligt inducerede produktion, hvilket ikke blot forandrede den keynesianske teoris karakter, men også de økonomiske opfattelser, der var forbundet med marxismen, for sluttelig at føre til forskellige nye revisioner af den marxske kapital- og kriseteori. Skønt revisionerne i almindelighed knyttede an til den keynesianske teori om den manglende efterspørgsel som årsag til stagnationen, så forfægtede en række forfattere[170] det standpunkt, at de kapitalistiske vanskeligheder ikke udsprang af en mangel, men at et overskud på merværdi. De forandringer i kapitalstrukturen, der er gunstige for merværdiproduktionen, som f.eks. billiggørelsen af den konstante kapital som resultat af den moderne teknologi, og de egenmægtige prismanipulationer, der er forbundet med monopoliseringen skulle resultere i en merværdiproduktion, der gik ud over akkumulationsmulighederne og som kun lod sig forbruge gennem offentlige udgifter. Da den kapitalistiske produktionsmåde udelukkede en forbedring af den arbejdende befolknings konsum, svarende til den stigende produktionskapacitet, vil økonomien vakle mellem en tilstand med stagnation og dennes overvindelse ved hjælp af en spildproduktion i form af rumforskning, oprustning og imperialistiske eventyr. Således afskaffer profitoverskuddet ganske vist ikke kriserne, men disse havde intet at gøre med den faldende profitrate og den deraf resulterende kriselovmæssighed. Disse forfattere var dermed, omend ad andre veje, vendt tilbage til Tugan-Baranowskys og Hilferdings opfattelse, nemlig den at der ikke er sat objektive grænser for kapitalen, da den på trods af den antagonistiske fordeling ubegrænset kan udvide produktionen, selv om også en del deraf må bortødsles 'irrationelt'.
Uden her at gå ind på de indre modsigelser, som disse teorier indeholder[171], skal det dog bemærkes, at de ikke formåede at støtte sig på noget andet end på den vestlige kapitals åbenlyse opsving, der ikke blot muliggjorde en fortsat akkumulation samtidig med en forbedring af den arbejdende befolknings levevilkår, men også var uforstyrret af de voksende offentlige udgifter. Og i modsætning til antagelsen under depressionen var det ikke forøgelsen af offentlige udgifter, der holdt økonomien levedygtig. Derimod tillod de høje profitter den luksus, som spildproduktionen er, og ydermere en angivelig forvandling af kapitalismen til et 'overflods- eller forbrugssamfund'.
Prosperitetsperioden kræver imidlertid en forklaring, der kun kan findes i de reelle processer. For marxismen er den almene forklaring på prosperiteten simpelthen anerkendelse af den kendsgerning, at profitten er tilstrækkelig til progressivt at fortsætte akkumulationen, ligesom krisen og depressionen er et resultat af, at denne situation ikke er til stede. Enhver konjunkturbølge kan aflæses specifikt af de økonomiske fremtrædelser, der forekommer i den, selv om dette kun kan gøres bagud. Når den lange depression i førkrigsårene var kendetegnet ved en almen profitmangel, en yderst lav akkumulationsrate og ved desinvesteringer, så skyldes dette ikke, at arbejdets produktivitet pludselig var formindsket afgørende, men at den eksisterende produktivitet ikke var stor nok til at garantere den forøgede kapital en fortsat profitmæssig ekspansion. Den gennemsnitsprofitrate, der resulterede af den eksisterende kapitalstruktur, var for lav til at få de enkelte kapitaler til at udvide deres produktion gennem en udvidelse af deres produktionsapparat - selv om faldet i gennemsnitsprofitraten ikke fremtrådte som sådan for dem, men som voksende vanskeligheder ved at afsætte varerne. Kapitalens profitkrav, der var oppustet gennem fiktive og spekulative kapitalværdier, kunne ikke indløses af den forhåndenværende profitmasse, og det profitfald for hver enkelt kapital, der fulgte heraf, førte med udsættelsen af yderligere ekspansion til den almene krisetilstand. Vejen ud af en sådan situation ligger i at vende den om, altså i en kapitalstruktur og en merværdimasse, der muliggør en fortsat akkumulation. Kombinationen af den vedvarende kapitaldestruktion under den lange depressionsperiode med den enorme accelleration af denne proces under krigens tilintetgørelse af kapitalværdier skabte en forandret verden for den overlevende kapital; her tilfaldt den givne profitmasse en i høj grad formindsket kapital og forøgede dennes rentabilitet tilsvarende. Samtidig muliggjorde den af krigen forcerede tekniske udvikling en betydelig stigning i arbejdsproduktiviteten, som i forbindelse med den forandrede kapitalstruktur forøgede kapitalens profitabilitet nok til at forøge produktion og produktionsapparat.
Den amerikanske kapital var ude af stand til at akkumulere under krigen, eftersom cirka halvdelen af den nationale produktion blev anvendt til krigsformål. Efterkrigstiden var en periode, hvor den forsømte akkumulation og den dermed sammenhængende fornyelse af produktionsmidlerne skulle indhentes. Dette skabte en konjunktur, hvor arbejdsløsheden i perioder kunne reduceres til det nødvendige minimum. "Mellem årene 1949 og 1968 voksede den kapital, der stod overfor hver enkelt arbejder med 50%, hvilket medførte en stigning i arbejdsproduktiviteten fra 2,3 til 3,5 %. Da væksten i produktiviteten oversteg væksten i lønningerne, var kapitalens profitrate - omend relativt lav - så dog stabil."[172] Genopbygningen af den europæiske og japanske økonomi blev delvis igangsat og finansieret af amerikanske leverancer og kreditter, der genoplivede den amerikanske vareeksport og skaffede afsætningsmarkeder til den voksende produktion langt ud over dens egen akkumulation. Ved de første tegn på en profitabel produktion blev den statslige kapitaleksport ledsaget af privat kapitaleksport, først og fremmest i form af direkte investeringer, som internationaliserede den amerikanske kapitals akkumulation og lettede dens værdiøgning. Den kapital, der påny dannedes i genopbygningslandene, kunne anvende den udviklede teknik, og da lønningerne samtidig blev holdt nede, blev den konkurrencedygtig på verdensmarkedet indenfor forskellige produktionsområder.
Arbejdets produktivitet steg f.eks. i Tyskland med 6 % om året og en fjerdedel af den samlede produktion blev udlagt som tillægskapital. Med undtagelse af England var det ikke meget anderledes i de andre europæiske lande, mens akkumulationsraten i Amerika forblev under dens historiske gennemsnit. De højere profitrater i de hurtigere akkumulerende europæiske lande fremskyndede den amerikanske kapitaleksport, og denne atter den samlede økonomiske udvikling i importlandene. De omstændigheder, der var skabt med krigens udfald, førte til en uhyre forøgelse af de multinationale selskaber, der for størstepartens vedkommende var af amerikansk oprindelse, og denne udvikling fremskyndede kapitalens almene koncentrationsproces yderligere gennem nye sammensmeltninger og aftaler. Uden at gå yderligere ind på denne velkendte historie, der i stort omfang blev fejret som et 'økonomisk mirakel' og dokumentarisk bekræftet i overmål, skal det dog siges, at den ikke var baseret på andet end en fremskyndet akkumulationsrate, der netop herved drev profitraten opad for dernæst med forøgelsen af den samlede produktion også at forøge konsumtionsandelen tilsvarende.
Den 'nye økonomi' var dog blevet udviklet som svar på en tilsyneladende uendelig krisetilstand. Der fandtes to retninger indenfor keyne-sianismen; den første regnede med at overvinde krisen gennem statslige indgreb ("pumppriming") for så igen at give økonomien frit løb, når ekspansionen var opnået. Den anden var overbevist om, at kapitalismen allerede havde nået en stationær tilstand og dermed havde behov for vedvarende statslige indgreb. Den faktiske udvikling bekræftede hverken den ene eller den anden retning, men skabte en konjunktur, hvor den statslige regulering af økonomien samtidig fortsat bestod. I de vesteuropæiske lande drejede det sig således om den statsligt forcerede accelleration af akkumulationen, således at 'socialøkonomien' ikke var forskellig fra 'blandingsøkonomien'. I Amerika var det dog stadig nødvendigt at holde produktionsniveauet stabilt ved hjælp af offentlige udgifter, hvilket førte til en fortsat stigning i statsgælden, omend den foregik langsommere.
Denne tilstand kunne også begrundes med Amerikas imperialistiske politik og senere specielt med krigen i Vietnam. Da arbejdsløsheden imidlertid ikke kom under fire procent, og da produktionskapaciteten ikke blev udnyttet fuldt ud, er det mere end sandsynligt, at arbejdsløshedstallet ville have været langt højere end tilfældet rent faktisk var uden det 'offentlige konsum' af oprustning og uden menneskeslagteriet. Og da cirka halvdelen af verdensproduktionen faldt på Amerika, kunne man trods opsvinget i Vesteuropa og Japan ikke tale om en fuldstændig overvindelse af verdenskrisen, og især ikke hvis de underudviklede lande tages i betragtning. Hvor livlig konjunkturen end var, så omfattede den dog kun dele af verdenskapitalen og kunne altså ikke skabe et alment opsving, der omfattede hele verdensøkonomien.
Men bortset derfra: den 'nye økonomi' forfægtede den opfattelse, at den kapitalistiske krise var ophørt med at være en nødvendighed, da ethvert økonomisk tilbageslag skulle kunne forhindres gennem modvirkende regeringsindgreb. Krisecyklen var en ting, der hørte fortiden til, eftersom ethvert tilbageslag i den privatøkonomiske produktion skulle kunne udlignes ved hjælp af en modsvarende forøgelse af den statsligt inducerede produktion. Et helt arsenal af økonomiske styringsmidler stod nu til rådighed for at garantere den økonomiske ligevægt og en balanceret udvikling. Den ekspanderende pengepolitik til stimulering af de private investeringer, variationerne i beskatningen, samt de indbyggede stabilisatorer såsom arbejdsløshedsforsikring skulle sammen med deficitfinansieringen af de offentlige udgifter garantere et reguleret økonomisk forløb med fuld beskæftigelse og prisstabilitet. Regeringen behøvede blot at ønske dette for at det skulle blive en realitet.
For så vidt man diskuterer tesen om den statsligt kompenserende regulering af økonomien behøver den marxistiske kritik blot at henvise til den kapitalistiske produktions karakter af profitproduktion for at fremholde denne opfattelse som en illusion. Men dermed har man dog ikke frakendt den enhver virkning. Ligesom ekspansionen i den private kredit kan stimulere den økonomiske aktivitet ud over den grænse, der ellers ville være sat for den, således kan forøgelsen af de offentlige udgifter, der opnås via kreditten, også i første omgang have en fremmende virkning på den samlede økonomi. Begge forholdsregler finder deres skranke i den faktiske profitproduktion. På grund af disse skranker kan man se bort fra kreditten i kapitalens almene udviklingsteori uden at teorien mister den ringeste værdi herved. Hvor der ikke kan opnås profit, kræves heller ikke kredit, og hvor økonomien befinder sig i en nedgangsperiode, gives der også kun sjældent kredit. Under alle omstændigheder har den kapitalistiske produktion gennem lange tider været en produktion baseret på kredit, uden at det har ændret noget ved kriselovmæssighederne. Medens udvidelsen af kreditsystemet kan være et moment, der forsinker krisen, så bliver det ved krisens gennembrud til et moment, der skærper krisen på grund af den større betydning af kapitalens værdiformindskelse, omend værdiformindskelsen i sidste ende bliver til et middel til krisens overvindelse.
Allerede udvidelsen af den statsligt inducerede produktion ved hjælp af kreditten viser, at den private kreditudvidelse ikke formåede at forhindre krisen. Da en statslig produktion, der konkurrerer med den private kapital, i stigende grad ville gøre privatkapitalens økonomiske position vanskeligere uden dermed at ændre noget ved den lave profitabilitet, så er den statsligt inducerede produktion en sådan, der ikke indgår i markedet, hvor den skal realiseres og akkumulere, men derimod en produktion for det 'offentlige konsum'. Dette 'offentlige konsum' bliver til alle tider finansieret gennem beskatning af arbejderne og den merværdiproducerende kapital for at tilfredsstille de kapitalistisk-almen-samfundsmæssige behov. Udvidelsen af det 'offentlige konsum' gennem deficitfinansiering kan også kun betales gennem et fradrag i merværdien og en formindskelse af det private konsum; ganske vist med en forsinkelse, da finansieringen ikke frembringes gennem yderligere beskatning, men gennem langfristet beslaglæggelse af privat pengekapital eller gennem statslig gældsættelse.
Hele problemet reducerer sig i sidste ende til den enkle kendsgerning, at det, som bliver konsumeret, ikke kan akkumuleres, således at det voksende 'offentlige konsum' ikke kan være et middel til at få den faldende eller stagnerende akkumulationsrate til at slå om i sin modsætning. Hvis dette alligevel sker, så er det ikke på grund af de offentlige udgifter, men på grund af en via krisen fuldbyrdet genoprettelse af kapitalens' profitabilitet, der er vidtrækkende nok til at føre frem til en ny ekspansion på trods af de forøgede offentlige udgifter. Dette ændres heller ikke ved at den opblomstring i økonomien, der er formidlet via statsudgifterne, sætter skub i en fortsat ekspansion, da ekspansionen selv kun kan opnås ved en faktisk forøgelse af den private merværdi. I modsat fald kan den statsligt inducerede produktion kun føre til en fortsat nedadgående akkumulationsrate.
Blandingsøkonomi betyder, at en del af den nationale produktion nu som før er den private kapitals profitproduktion, mens en mindre del består af statsligt induceret produktion, der ikke afkaster nogen merværdi. Dermed står der en formindsket profitmasse til rådighed for den samlede produktion. Da staten i almindelighed ikke råder over produktionsmidler og råstoffer, må den betjene sig af den brakliggende kapital for at sætte den statslige produktion i gang, dvs. statslige ordrer til forskellige virksomheder, der sælger det ønskede produkt til staten. Disse virksomheder må værdiøge deres kapital og deres arbejdere frembringer merværdi. Denne 'merværdi' bliver dog ikke 'realiseret' på markedet i bytningen med andre varer, men gennem regeringens lånte penge. Selve produkterne bliver enten anvendt eller spildt.
For de kapitalister, der arbejder på statsordrer, er livet blevet lettere, da de er sluppet af med produktions- og realiseringssorgerne. Deres indkomst finder sin ækvivalent i beskatningen og statsgælden. Den del af kapitalen, der er velsignet med statsordrer, realiserer således sin profit nøjagtig ligesom den for markedet profitproducerende del af kapitalen. Det ser ud som om den statsligt inducerede produktion har forøget den samlede profit, men i virkeligheden er det kun den merværdi, der realiseres på markedet, der er nyproduceret merværdi, mens den merværdi der 'realiseres' gennem statslige indkøb trækker på en merværdi, der tidligere er materialiseret i pengekapital.
Hvis krisen fuldstændig og totalt ødelagde kapitalens profitabilitet, så ville den kapitalistiske produktionsmåde dermed høre op. Faktisk vedbliver en del af kapitalen at være profitabel selv i det dybeste krisepunkt og fører således produktionen videre omend i begrænset omfang. En anden del bliver offer for krisen og bidrager derved til at opretholde profitabiliteten for de kapitaler, der producerer videre. Hvis man lod denne proces få frit løb, som det i vidt omfang skete i kriserne i det nittende århundrede, så ville der efter en kortere eller længere lidelsesperiode udkrystalliseres en tilstand, hvor kapitalen med forvandlet struktur og højere udbytningsgrad kan overskride den før krisen nåede akkumulationshøjde og kan fortsætte akkumulationen. Denne 'helbredelsesproces' er i vore dage for samfundsmæssig risikabel og fremtvinger statslige indgreb for at forebygge sociale rystelser.
På grund af den allerede nåede høje kapitalkoncentration mister den værdiformindskelse, der foregår formidlet af konkurrencen, og den forbedring af profitabiliteten, der foregår ved hjælp af kapitalkoncentrationen, en stor del af deres virkninger med mindre de udvider sig over den nationale ramme til verdensøkonomien, hvilket må føre til krigeriske konfrontationer. Da de koncentrerede kapitaler i deres kapitalistiske bestemmelse også lader de samfundsmæssige nødvendigheder fuldstændig upåagtet, må disse nødvendigheder sikres politisk f.eks. gennem statslig subventionering for at opretholde nødvendige produktionsgrene trods manglende profitabilitet. Kort sagt: for at samfundet skal forblive levedygtigt, må staten gribe ind i fordelingen af den totalsamfundsmæssige profit.
Den statsligt inducerede produktion er en form for statslig regulering af økonomien, der retter sig mod en omfordeling af den samfundsmæssige totalprofit uden at ændre noget ved dennes størrelse. Da denne yderligere produktion ikke giver nogen yderligere profit, kan den ikke tjene kapitalens akkumulation. Krisen var dog et resultat af den utilstrækkelige akkumulation; en situation, der ikke lader sig ophæve gennem den statsligt inducerede produktion. Hvis man antager, at kapitalismen ikke er i stand til at fortsætte akkumulationen - altså en vedvarende krisesituation, der som en mulighed kan blive til virkelighed - ville resultatet af en krisebekæmpelse ved hjælp af forøgede, uprofitable offentlige udgifter via deficitfinansiering være følgende: Med lånte penge køber staten produkter, der ellers ikke ville være blevet fremstillet. Denne ekstraproduktion har en øjeblikkelig positiv effekt på den samlede økonomi, uden af denne effekt skal sættes i forbindelse med det platte, rent spekulative multiplikatorteorem, som er en model, der hviler på den uholdbare borgerlige økonomiske teori. Det er indlysende at enhver ny investering, uanset hvorfra den kommer, må forøge den økonomiske aktivitet, hvis den ikke samtidig fører til desinvesteringer, der igen ophæver dens effekt. Produkter bliver fremstillet, arbejdere beskæftiget og den almindelige efterspørgsel øges i takt med nyinvesteringerne. Da den forøgede del af produktionen imidlertid ikke afkaster nogen profit, ændres intet ved kapitalens akkumulationsvanskeligheder. Disse vanskeligheders eksistens fortsætter foreløbig uden at blive forøget af den statsligt inducerede produktion.
Da den private kapital ikke akkumulerer i følge vores antagelse, og da den statsligt inducerede produktion som produktion for det 'offentlige konsum' ikke kan bidrage til akkumulationen, så tvinger opretholdelsen af det nåede produktionsniveau til vedvarende ekstra statsudgifter, altså til en vedvarende vækst i statsgælden. Den deraf resulterende renteforpligtelse medfører nødvendigheden af en tilsvarende højere beskatning af den private kapital. Naturligvis er disse rentebetalinger en indtægtskilde for statens kreditorer og indgår som sådan igen i konsumet eller bliver investeret påny enten i den private økonomi eller atter i statspapirer. Men det drejer sig dog her kun om en og samme sum, der bliver opgivet som profit for at optræde et andet sted som rente. Da en ikke-akkumulerende kapital ikke blot kan ligestilles med en stationær tilstand, men implicerer en regressiv tilstand, så må der med økonomiens fortløbende forfald opstå en nødvendighed for stadigt mere vidtgående statsindgreb, der i tiltagende grad indsnævrer enhver ny opsvingsmulighed for den private kapital. Den kompenserende statsligt inducerede produktion ændres således fra oprindelig at være et middel til at lindre krisen til et middel, der skærper den, da en voksende del af den samfundsmæssige produktion bliver afklædt sin kapitalkarakter, nemlig evnen til at producere yderligere kapital.
Dette billede af en vedvarende krisetilstand skal kun vise, at den uprofitable statsligt inducerede produktion er langt fra at være et middel til overvindelse af krisen, og at den i tidens løb må bringe den kapitalistiske produktionsmåde i fare. Da krisen dog selv udvikler elementerne til sin egen overvindelse, forsvinder nødvendigheden af en stadigt voksende statsligt induceret produktion; bortset fra at regeringen - som kapitalistisk regering - ud fra sine egne behov vil afbryde den statsligt inducerede produktion der, hvor den begynder at blive farlig for systemet. For at opretholde den kapitalistiske økonomi skal der ikke blot produceres, men produceres mere profit. Hvis profitten blot lod sig øge gennem yderligere produktion, så ville kapitalen af sig selv bestræbe sig derpå, og den behøvede ikke den statslige intervention.
Den borgerlige økonomi tænker ikke i værdi- og merværdiproduktionskategorier. For den er profitten angiveligt ikke det bestemmende moment i økonomien og dens udvikling, ja den bestrider sågar profittens eksistens. "Hvad der sædvanligvis bliver kaldt profit", skriver f.eks. Paul Samuelson, "er intet andet end renter, udbytter og lønninger under et andet navn."[173] Hvis der ikke skelnes mellem løn og profit, så ligger forholdet mellem produktion og profitproduktion i det dunkle, og enhver form for aktivitet optræder som ligeværdig i nationalindkomsten, af hvilken enhver får sin andel i overensstemmelse med sit bidrag. I den samlede produktion, udtrykt i penge, forsvinder forskellen mellem profitabel og uprofitabel produktion, og den statsligt inducerede produktion smelter sammen med den private produktion i et amalgam af prisrelationer, hvor alle katte er grå. Det samfundsmæssige totalprodukt optræder som nationalindkomst, i hvilken den modsigelsesfyldte bevægelse mellem produktion og profitproduktion er udvisket. Således kan den borgerlige økonomi ikke se konsekvenserne af sine egne anbefalinger.
Alligevel gjorde den 'nye økonomi' krav på æren af at have fundet nøglen til kriseproblemets overvindelse. Det viste sig først senere, at den smykkede sig med lånte fjer, at den faktiske overvindelse af krisen intet har at gøre med den keynesianske kriseovervindelsesmekanisme. Alligevel kan man, som allerede sagt, ikke frakende den enhver økonomisk virkning, da dens anvendelse faktisk kan give anstød til en ny konjunktur, når mulighederne for en sådan konjunktur foreligger. I sig selv kan en yderligere statsligt induceret produktion ikke forøge den samfundsmæssige merværdi, men må formindske denne, når den udvides vedvarende. Trods dette kan den dermed forbundne udvidelse af produktionen, afsvække krisetilstanden, som enhver kreditudvidelse, da dens negative indvirkning på den samlede profit først bliver mærkbar på et senere tidspunkt. Hvis det i mellemtiden lykkes kapitalen at arbejde sig ud af krisen, så kunne dette se ud som et resultat af de statslige indgreb, selv om disse indgreb ville have været resultatløse uden kapitalens egenmægtige forbedring af værdiøgningsbetingelserne. Men alligevel skaber den statsligt forøgede produktion umiddelbart et større spillerum for den private kapital og et bedre grundlag for dens egne bestræbelser på at komme ud af profitknapheden og ind i akkumulationen.
Det er således ingen modsigelse både at se et kriseskærpende og et kriseafsvækkende moment i regeringens finanspolitiske forholdsregler. Den yderligere produktion, der muliggøres af deficitfinansieringen, udtrykker sig i en yderligere efterspørgsel, men det er en efterspørgsel af en særlig art. Den er ganske vist resultatet af en forøget totalproduktion, men uden en tilsvarende stigning i den samlede profit. Tillægsefterspørgslen beror på de penge, som staten har pumpet ind i økonomien, altså på regeringskreditterne. Ikke desto mindre er der umiddelbart tale om en yderligere efterspørgsel, der stimulerer den samlede økonomi, og som kan danne udgangspunkt for en ny konjunktur, hvis denne ikke står overfor uovervindelige skranker. Men kun under disse omstændigheder kan den uprofitable ekspansion af produktionen bane vejen for en profitabel ekspansion uden dermed at miste sin kapitalistisk-uproduktive karakter. Det er den statsligt inducerede produktions kapitalistisk-uproduktive natur, der sætter definitive skranker for dens anvendelse i det kapitalistiske samfund. Disse skranker nås desto hurtigere jo længere kapitalen forbliver i en krisetilstand.
Under alle omstændigheder bliver den statsligt inducerede produktion ikke muliggjort af staten selv, men af dens kreditevne. Den må altså bæres af den private kapital. De udlånte penge, der bliver anvendt til forøgelsen af efterspørgslen, er privatkapital. Det er således den private kapital selv, der finansierer deficittet og som er villig til det, fordi den netop ikke kan handle eller tænke ud fra totalsamfundsmæssige synsvinkler. De penge der stilles til rådighed for regeringen afkaster renter, og disse renter er for en del af kapitalen tilstrækkelig tilskyndelse til at låne sine penge til staten. Er denne proces først sat igang, bliver resultatet en voksende skattebyrde for den endnu profitabelt producerende kapital, der dermed bliver draget ind i finansieringen af deficittet. Således sætter staten en proces i bevægelse, der foranlediger totalkapitalen - som pengekapital og som produktiv kapital - til en delvis uprofitabel produktion. Da en del af kapitalen, som allerede sagt, selv under krisen stadigvæk afkaster profit, som ikke forvandles til yderligere kapital, så bliver profitabihteten for denne del af kapitalen yderligere beskåret af den udvidede statslige produktion. Dermed slår uviljen mod at foretage nyinvesteringer i løbet af nogen tid om i en objektiv umulighed. I denne forstand må den statsligt inducerede produktion - uden en autonom genoptagelse af en profitabel produktion - slå om fra at være en følge af krisen til at være årsagen til dens videre uddybning.
Den positive virkning af de statslige indgreb i økonomien er dermed kun af temporær natur, og den slår om i sin modsætning, når den forventede opkvikkende virkning på den profitable produktion udebliver eller lader vente længe på sig. Repræsentanterne for den 'nye økonomi' har haft det svineheld, som man siger, at den nye konjunktur, som de ikke regnede med, udfoldede sig samtidig med de statslige indgreb. Hvis dette ikke havde været tilfældet, så ville den statslige produktionsudvidelse vel nok i første omgang have haft en opkvikkende virkning, der dog i løbet af nogen tid ville have været progressivt aftagende for til sidst selv at blive til en hindring for overvindelsen af krisen. Lige så lidt som keynesianismen kan tilskrives æren for den faktiske prosperitet, lige så lidt indeholder den instrumenterne til overvindelsen af krisen. Den kapitalistiske kriselovmæssighed går sine egne veje, som tilfældet også var før den 'nye økonomis' opdukken.
Den lange opgangsperiode var dog indtryksfuld nok til - ligesom omkring århundredskiftet - at give plads for den forventning, at konjunkturcyklen tenderede til at flade ud, således at de nu mildere depressionsperioder skulle kunne imødegås med mere beskedne regeringsindgreb. De afbrydelser af ekspansionen, der stadigvæk forekom, var intet andet end 'vækstrecessioner', der ikke gjorde indhug i det allerede nåede produktionsniveau. Eller også var det simple pauser i en uafbrudt produktionsstigning. Når sådanne pauser forekom, skulle den statslige penge- og finanspolitik være tilstrækkelig til at ophæve den indtrådte divergens mellem efterspørgsel og udbud og skabe fri bane for den fortsatte vækst.
Den relative tilbagegang i deficitfinansieringen af de offentlige udgifter, der var muliggjort af profitproduktionens hurtige udvikling, forstærkede den opfattelse, at samspillet mellem markedsøkonomien og den statslige regulering af økonomien én gang for alle havde bragt kriseproblemet ud af verden. Selv om beskatningen opsugede en stor del af nationalindkomsten - i Amerika f.eks. 32 % og i Forbundsrepublikken 35 % - så voksede statsudgifterne dog ikke hurtigere end den samlede produktion. Og selv om statsgælden voksede, så var det dog i et langsommere tempo. I Amerika androg statsgælden f.eks. 278,7 milliarder dollars i 1945 og 493 milliarder dollars i 1973. Rentebyrden steg fra 3,66 milliarder dollars (1945) til 21,2 milliarder dollars (1973). Renteudgifternes andel af nationalproduktet var dog den samme, nemlig 1,7 %. Disse forhold udviklede sig forskelligt i de forskellige lande. Det, som er af interesse her er: ved en hurtigt voksende totalproduktion kan rentebyrden af den voksende statsgæld holdes stabil.
Statens voksende andel af den nationale totalproduktion udgør et fradrag i den samlede merværdi. Det er en merværdidel, der ikke kan indgå i den private kapitals akkumulation. Men den private kapitalakkumulation, der trods alt foregår, kan holde denne merværdidel relativ stabil, medens den stiger absolut omend kun langsomt. Det deraf resulterende forhold mellem den statsligt inducerede produktion og den samlede produktion, mellem statsgælden og nationalindkomsten, kan måske udvikle sig sådan, at produktionen fortsat forøges med den samme akkumualtionsrate, men med en relativt lav profitrate. Men dette forhold er yderst ømtfindligt netop på grund af den relativt lave profitrate, der til stadighed bliver modsætningsvis påvirket af den fortsatte akkumulation. På den ene side forøger akkumulationen arbejdets produktivitet, på den anden side trykkes profitraten af den dermed forbundne højere organiske kapitalsammensætning. Enhver ny divergens mellem profitabilitet og akkumulation må gøre den merværdidel, der tilfalder staten og som hidtil var tålelig, til en faktor, der vanskeliggør en fortsat akkumulation. Derfor er den private kapitals første reaktion på et fald i den allerede lave profitrate kravet om en beskæring af de offentlige udgifter eller om genoprettelse af et forhold mellem den statsligt inducerede produktion og den samlede produktion, der ikke hæmmer akkumulationen.
Med kapitalens akkumulation tiltager også dens følsomhed med hensyn til profitten. For at imødegå trykket fra den faldende gennemsnitsprofitrate og for at sikre den voksende kapitals værdiøgning, forsøger den monopoliserede kapital at tilpasse sine udbudspriser til sine egne profitbehov og at gøre sin egen akkumulation uafhængig af markedsprocesserne. Imidlertid er dette kun muligt inden for bestemte grænser. Eftersom hverken det samfundsmæssige totalprodukt eller den samlede merværdi kan forøges via prismanipulationer, kan monopolprofitten kun opstå på basis af et yderligere fald i profitten for de konkurrerende kapitaler, der er underlagt gennemsnitsprofitraten. I samme udstrækning som monopolprofitten ligger over gennemsnitsprofitten reducerer den denne og ødelægger dermed til stadighed sin egen basis. Dermed bevæger monopolprofitten sig tendentielt mod gennemsnitsprofitten, men det er en proces, der forsinkes af den internationale udvidelse af monopoliseringen. Denne uensartede tilegnelse af den totalsamfundsmæssige merværdi kan imidlertid ikke indvirke på merværdiens størrelse, med mindre monopoliseringen ikke blot omfatter prisbestemmelsen, men også produktionsprocessen i den forstand, at ødelæggelsen af de konkurrerende kapitaler fører til en samtidig vækst i arbejdets produktivitet og dermed i merværdien.
I blandingsøkonomien og under monopolernes indflydelse er kapitalens udvikling i langt højere grad bestemt af en hurtigt voksende merværdimasse, end tilfældet var under laissez-faire situationen. Væksten i produktionen udelukker en ensartet vækst i profitten, og derfor må produktionen vokse hurtigere end profitten for at sikre at denne kan være i overensstemmelse med akkumulationens krav. Derfor vil en formindskelse af akkumulationsraten blive straffet med en krise. Omvendt forudsætter akkumulationen på sin side tilstrækkelige profitter. Men ligesom de monopolistiske profitter over et længere tidsrum kan opnås på den almene profits bekostning, så kan den almene profit også opretholdes for en betragtelig periode på det samlede samfunds bekostning. Midler til dette mål findes i den statslige penge- og finanspolitik.
Kapitalens akkumulation skaber ingen problemer, så længe de nødvendige profitter er til stede. Den forløb gennem lange tider i høj grad uafhængigt af statslige indgreb. Anvendelsen af den statslige penge- og finanspolitik for at påvirke økonomien antyder at akkumulationen er blevet et problem, der ikke længere kan løses uden en bevidst indvirkning på økonomiens forløb. Problemet kan angives med det ene ord: profit. Enhver kapital må sørge for sin egen profit, men netop fordi den gør det, fremkommer overakkumulationskrisen som resultat, hvis periodiske optræden samfundsmæssigt bliver stadig mere uudholdelig. Følgerne af krisen - overproduktion og arbejdsløshed - vil kunne mildnes gennem en forøgelse af de offentlige udgifter, men krisens årsag, nemlig den manglende profit, der forhindrer en fortsat akkumulation, kan ikke ophæves dermed. Nu som før vil det være overladt til kapitalen, at hjælpe sig selv ud af krisen. For ikke at lægge yderligere vanskeligheder i vejen for kapitalen må de forøgede offentlige udgifter finansieres ved hjælp af underskudsbudgettering. Beskatningen af kapitalen kan dermed i vidt omfang holdes tilbage for ikke yderligere at indskrænke den merværdi, der er nødvendig for akkumulationen. Dette resulterer dog i en inflationær proces, der, når den først er i gang, bestemmer den videre udvikling i den kapitalistiske produktion.
Inflationen hører til keynesianismens våbenarsenal. Ved den hurtigere tilvækst i priserne i forhold til lønningerne øges den til ekspansionen nødvendige profit, og ved den stadigt voksende pengemængde sænkes rentefoden, hvilket letter investeringerne. Inflationen ses her som et middel til forøgelse af merværdien og finder sin hensigtsmæssighed deri. Den merværdi, der opnås gennem inflationen, er lig med en reduktion af arbejdskraftens værdi plus en merværdioverførsel fra pengekapitalen til den produktive kapital, hvormed akkumulationen fremskyndes tilsvarende.
Indsprøjtningen af de penge, som regeringen har lånt, relaterer sig til en profitløs produktion. Skønt dennes slutprodukter falder indenfor området 'offentlig konsum' og dermed ikke optræder på varemarkedet, så øger produktionen af dem umiddelbart den samlede efterspørgsel. De pengesummer, der i stigende omfang indgår i cirkulationen, tillader dermed også prisstigninger på de varemængder, der indgår i det private konsum. Denne proces bliver direkte synlig i krigstider. For at undgå den inflation, der ville resultere af en aftagende eller konstant varemængde samtidig med en voksende pengeindkomst på grund af krigsproduktionen, går regeringerne over til tvangsopsparing og rationering af forbrugsmidlerne. Selv om det er i en svagere form, så er den forøgelse af pengene, der formidles af deficitfinansieringen, en inflatorisk proces, der ikke kan holdes i tømme, da intet står i vejen for de prisstigninger, der er muliggjort af den voksende pengemængde.
I første omgang står den voksende pengemængde, der indgår i cirkulationen, overfor en uforandret totalmerværdi, der udtrykker sig i en given varemængde. De prisstigninger, der er muliggjort af pengeforøgelsen, forbedrer kapitalens profitabilitet. Den merværdi, der opnås i produktionen, bliver tilføjet den del, der er et resultat af prisstigningerne eller af pengenes mindskede købekraft. Dermed forringes dels arbejdskraftens værdi ad den omvej, som cirkulationen udgør, og dels formindskes den del af merværdien, der går til befolkningslag, som tærer på merværdien, hvorved kapitalens andel forøges tilsvarende. Det drejer sig her om en deling af det samfundsmæssige totalprodukt for anden gang til gunst for kapitalen, hvilket imidlertid intet ændrer ved selve totalproduktet. Først når den ekstra merværdi, der er draget ud af cirkulationen, indgår i akkumulationen og med en større arbejdsproduktivitet forøger det samfundsmæssige produkt, har den forøgede profitmasse forvandlet sig fra pengeform til kapitalform. I modsat fald fører den forbedrede profitabilitet kun til et yderligere fald i den private efterspørgsel og til en større brakliggende kapital.
Den reelle inflationsgevinst, der tilfalder kapitalen, er kun en anden form for den værdiformindskelse af arbejdskraften, der sker i enhver krise. Hvor dette traditionelt har foregået ad deflatorisk vej, sker det nu via inflationen; ikke ved en sænkning af lønningerne, men ved en stigning i priserne eller ved en kombination af begge midler. Der er dog sat uoverskridelige skranker for profitforøgelsen via inflation, da reduktionen af arbejdskraftens værdi har absolutte grænser og da selv disse ikke vil kunne nås på grund af arbejdernes modangreb. Desuden er en forøget totalefterspørgsel også forbundet med en forøget efterspørgsel efter arbejdskraft, hvilket allerede begrænser sænkningen af lønningerne gennem prisinflation.
Krisen kan da først regnes for at være overvundet, når kapitalens ekspansion foregår uden en værdiformindskelse af arbejdskraften, og når den nye konjunktur er knyttet sammen med stigende lønninger. Dette kan ikke gennemføres med regeringens 'offentlige udgifter', da de i sidste ende ikke formår andet end at opsuge en voksende del af den merværdi, der foreligger i pengeform, i det 'offentlige konsum'. Hvis man trods dette griber til denne politik, skyldes det, at der ikke foreligger noget andet valg, med mindre kapitalen vil løbe risikoen for en større arbejdsløshed og en mere omfattende kapitalødelæggelse end det, som bliver resultatet af det 'offentlige konsum'. Det drejer sig her om en reguleret kapitalødelæggelse, der må tages med i købet i forventning om, at systemet af sig selv vil udvikle betingelserne for en fortsat progressiv akkumulation. Det drejer sig altså ikke om kontrol med økonomien, men om kontrol med krisen.
For at de voksende offentlige udgifter ikke skal blive til en faktor, der uddyber krisen, må det lykkes kapitalen at holde den voksende statsgæld indenfor de grænser, der er sat af den faktiske merværdifrembringelse og samtidig lykkes at genetablere betingelserne for yderligere akkumulation, dvs. at forøge profitten hurtigere end den går tabt i den profitløse produktion. Der er dog her udelukkende tale om omkostningerne til en forøget statsligt induceret produktion for at formindske arbejdsløsheden, ikke om den på anden vis fornødne statslige merværdiandel, der under alle betingelser må fradrages den samlede merværdi. Da statens andel af den samlede merværdi også er vokset uden denne forøgede statsligt inducerede produktion, er forøgelsen endnu en hindring, der vanskeliggør kapitalakkumulationen, men en hindring, der kan ryddes af vejen, når det lykkes kapitalen af afskaffe arbejdsløsheden gennem sin fortsatte akkumulation. Dette kræver dog en akkumulationsrate, hvor det absolutte antal merværdiproducerende arbejdere øges sådan, at det ophæver den relative tilbagegang i den fulde beskæftigelse, der er forbundet med kapitalens højere organiske sammensætning. En akkumulationsrate, der nærmede sig denne tilstand, blev opnået i nogle vesteuropæiske lande og førte til en import af arbejdskraft, der blot pegede på, at arbejdsløsheden vedblev at bestå i andre lande. I USA stabiliserede arbejdsløsheden sig omkring 4 % af det samlede antal beskæftigede - en officiel fastslået procentsats, der nu blev anset for 'normal' uden at det gjorde nogen skade på begrebet fuld beskæftigelse.
For så vidt som en forøget statsligt induceret produktion kommer til udtryk i underskud på statsbudgettet, har den hidtil kun berørt en mindre del af den samlede produktion. Denne samt den yderligere kendsgerning, at omkostningerne hertil i første omgang var begrænset til forrentningen af de kreditter, der var stillet til rådighed for staten og altså kun lagde beslag på en brøkdel af den kapital, der forsvandt i det 'offentlige konsum', udskød den dermed forbundne belastning af den private kapital til et senere tidspunkt og havde ingen umiddelbar negativ virkning. De penge, der er lånt til regeringen, har rigtignok antaget form af statsgæld, bag hvilken der dog ikke ligger andet end regeringens løfte om en dag at indløse denne gæld og i mellemtiden betale renter til kreditorerne. Den pengekapital, som regeringen anvender, er ikke blevet anvendt som kapital og dermed blevet bevaret, men er blevet bragt ud af verden som 'offentligt konsum'. Skal statsgælden indløses, hvilket ganske vist ikke behøver at være tilfældet, så kan det kun ske på basis af en i produktionen nyfrembragt merværdi, hvilket dog ikke ændrer noget ved, at den merværdi, der er udtrykt i statsgælden er sporløst forsvundet og ikke indgået i kapitalakkumulationen.
Dette viser, at den statslige krisebekæmpelse ved hjælp af forøgede offentlige udgifter kun kan sætte sig igennem via et kapitalforbrug. Men dette forbrug viser sig som en vækst i produktion og beskæftigelse, der ved sin profitløse karakter ikke mere er baseret på kapitalismen og dermed er lig med en tilsløret form for kapitalekspropriation gennem staten, der ved hjælp af penge fra en gruppe kapitalister køber sig retten til en anden gruppes produktion og stiller begge tilfreds, idet den sikrer kapitalens forrentning for den ene gruppe og kapitalens profitabilitet for den anden. Men de indkomster, der her optræder som rente og profit, vil kun kunne betales af den faktisk producerede totalsamfundsmæssige merværdi, hvis udligningen også til stadighed lader sig forsinke, således at det udbytte, der kommer ud af den statsligt inducerede produktion - fra et samfundsmæssigt synspunkt - gælder som et fradrag i den samlede profit og dermed som en formindskelse af den del af merværdien, der er nødvendig for akkumulationen. Hvis krisen resulterer af en mangel på merværdi, så kan den på ingen måde overvindes gennem en forøgelse af denne mangel.
Det er naturligvis rigtigt, at den utilstrækkelige profit, der viser sig som krise, hverken umiddelbart bliver forøget eller formindsket af den statsligt inducerede produktion og at produktionen, beskæftigelsen og indkomsterne forøges, netop fordi produktionsmidler og arbejdskræfter bliver sat i bevægelse, hvilket ikke ville have været tilfældet uden de statslige indgreb. Denne del af produktionen - de anvendte produktionsmidler og de forbrugsgoder, der indgår i arbejdernes konsum - har ikke en kapitalistisk karakter, hvis man betragter den fra totalkapitalens synsvinkel. Den bevarer ganske vist den kapitalistiske karakter hos de profiterende enkeltkapitaler, der er berørt af den, men den profit, der tilfalder dem, betinger en formindskelse af profitten for alle andre kapitalister og dermed også disses forsøg på at vælte deres tab over på den samlede befolknings skuldre ved hjælp af prisstigninger. Netop fordi profittabet ved den statsligt inducerede produktion stykkes ud på hele samfundet bliver det tåleligt gennem længere tid, uden at det af den grund hører op med at mindske den samlede profit.
Dette er ikke stedet til at gå ind på de yderligere implikationer af den statsligt inducerede produktion. Det er blot magtpåliggende på dette sted at holde fast ved, at kapitalens kriselovmæssighed ikke lader sig ophæve af denne vej. Uanset hvad virkningerne af den statsligt inducerede produktion måtte være i en krisesituation, så er den ikke et middel til at forøge profitten og dermed heller ikke et instrument til at overvinde krisen. En fortsat anvendelse af den kan kun udvide den profitløse del af den samlede produktion og dermed progressivt ødelægge dennes kapitalkarakter. Enhver prosperitet hviler imidlertid på en forøgelse af merværdien til kapitalens fortsatte ekspansion. Man må således tildele kapitalen den ære, at den via sin egen selvudfoldelse har frembragt de senere års højkonjunktur, men dermed har den også frembragt forudsætningerne for en ny krise.
Dette må dog tages med en vis modifikation. Ligesom den sidste store krise adskilte sig fra de foregående og rystede verden på en egenartet måde, ved sin varighed, udbredelse og voldsomhed, så havde den konjunktur, der satte ind efter Anden Verdenskrig, en specifik karakter, der adskilte den fra alle tidligere konjunkturer. Den var fra begyndelsen forbundet med en uhyre vækst i kreditten og dermed i pengemængden, der langt oversteg den voksende produktion og således sikrede og fremskyndede konjunkturen ved hjælp af inflationen. Væksten i kreditten er en fremtrædelsesform under enhver prosperitet, og dens accellerering er ifølge Marx et symptom på, at krisen nærmer sig. Også i den borgerlige økonomiske teori blev den hurtige kreditekspansion og den dermed forbundne prisinflation taget som et tegn på en afmattende konjunktur, der måtte følges af en periode med økonomisk tilbagegang, da bankernes lovpligtige reserver sætter afgørende grænser for udvidelsen af kreditten. Med tilnærmelsen til disse grænser blev kreditten dyrere og efterspørgslen formindskedes, hvorved højkonjunkturens inflatoriske virkning kom til en ende. Men skal konjunkturen fastholdes og kan den ikke gøre dette af sig selv, dvs. skabe en adækvat profitrate, der kan drive akkumulationen fremad, kan konjunkturen imidlertid fortsættes på bekostning af en tiltagende inflation ved hjælp af den langt mindre begrænsede statslige penge- og kreditpolitik.
Ved hjælp af de 'billige penges' politik, der på den ene side forringer den almene gældsbyrde og letter statens renteforpligtelser og på den anden side forøger statens efterspørgsel efter kredit med industriens og konsumenternes kreditefterspørgsel, kunne produktionen drives hurtigt fremad på bekostning af en tiltagende gæld og voksende inflation. I USA var f.eks. det reale totalprodukt vokset med ca. 130 % i årene fra 1946 til 1970; udtrykt i penge dog med 368 %. Den samlede gældsforpligtelse - med undtagelse af regeringens - steg i den samme periode med 798 %. Ligesom det er tilfældet med regeringens efterspørgsel efter kreditter til deficitfinansieringen af de offentlige udgifter, således forøger den private kreditekspansion også den økonomiske aktivitet ud over den grænse, der ellers ville være sat for den, uden derved dog at kunne ændre noget ved arbejdets produktivitet og merværdien, der udvikler sig uafhængigt af kreditekspansionen. Og ligesom den statslige deficitfinansiering hviler også accellerationen i den private gældsstiftelse på forventningen om, at der ikke er sat nogen skranker for den voksende produktion og at denne lader sig udvide proportionalt med kredittens ekspansion.
Hvori denne proportionalitet består lader sig dog ikke fastslå. I forventning om en vedvarende og stadigt stigende produktion og deraf følgende højere indkomster og drevet af nødvendigheden i at ekspandere for at kunne værdiøge kapitalen, sætter den almene konkurrence sig igennem, også ved kreditsystemets hjælp, og man risikerer at udvikle kreditten langt ud over den basis, som indeholdes i den faktisk givne samfundsmæssige produktion. Ganske vist mindskes faren for kreditorerne af deres udstrakte mulighed for egenhændig prisfastsættelse og for at indkalkulere de sandsynlige tab i rentesatsen, hvilket i sig selv igen øger priserne. Risikoen bliver delvis væltet over på den samlede befolkning, da de kapitalistiske debitorer har ret til at trække gæld og renter fra deres skat. Trods dette undslipper den inflatoriske kredit den statslige penge- og kreditpolitik, da det er selve inflationen, der modvirker kreditfordyrelsen gennem den statslige regulering af rentefoden, og da efterspørgslen efter kredit også kan stige med højere rentesatser. Naturligvis kan regeringen bremse kreditekspansionen ved at afslå at forøge bankernes genbelåningsmuligheder, hvilket dog ville bringe den konjunktur i fare, som regeringen selv har brug for. Overalt hvor man har forsøgt at bringe inflationen til standsning på denne måde, er man blevet tvunget til at genoptage den inflatoriske kreditpolitik af det tilbageslag i økonomien, der har været resultatet.
Ligesom den uhyre vækst i den private gæld var et middel til at opretholde konjunkturen, hvorved væksten i statsgælden kunne neddæmpes, så var penge- og kreditinflationen på samme tid forudsætning for og følge af en prosperitet, der i vidt omfang måtte baseres på kommende profitter, og som måtte bryde sammen, hvis disse udeblev. Da profitten kan forøges af den inflatoriske forskel mellem pris- og lønfastsættelsen, blev akkumulationens tryk på profitraten også mindre føleligt. Alt, hvad der kom ud af dette - i det mindste for Amerika, som allerede bemærket - var en profitrate, der stabiliserede sig på et relativt lavt niveau, og som ikke af sig selv uden den statslige inflationspolitik ville have kunnet udvide produktionen i den målestok, som tilfældet rent faktisk var. Ganske vist indeholder inflationen sine egne modsigelser; den kan fra at være et stimulerende middel blive til et middel, der opløser økonomien, fordi den kapitalistiske produktions reale modsigelser ikke kan afskaffes ved hjælp af finansteknik. Hvis den private kreditudvidelse støder på de grænser, der er sat for den af kapitalens faktiske profitabilitet, ophører den konjunktur, der er blevet fremmet af kreditudvidelsen og dermed gøres en ny statsligt induceret produktion nødvendig for at bremse det økonomiske tilbageslag uden dog at kunne afværge det.
Under den 'nye økonomis' synsvinkel var den inflatoriske penge- og kreditpolitik et middel til at overvinde krisen og til at genoprette den fulde beskæftigelse. Illusionen om at genskabe en ny ligevægt, der hvilede på prisstabilitet, forsvandt dog hurtigt, om ikke på grund af teoretisk indsigt, så på grund af empiriske kendsgerninger. Økonomen A. W. Phillips fastslog i en historisk undersøgelse af forholdet mellem lønninger og beskæftigelsesgrad i England den ikke særligt overraskende kendsgerning, at voksende lønninger og priser var forbundet med en aftagende arbejdsløshed og faldende lønninger og priser med en tiltagende arbejdsløshed. Som vanligt er for økonomer blev disse kendsgerninger afbildet i en såkaldt Phillips-kurve, der viser ændringerne i lønninger og priser som en funktion af beskæftigelsen. Deraf skulle angiveligt følge, at en voksende beskæftigelse altid implicerer en løn- og prisinflation, og at man således kun har valget mellem enten at akceptere inflationen eller arbejdsløsheden.
På basis af Phillips-kurven blev det f.eks. for efterkrigstidens Amerika regnet ud, at uden inflation ville arbejdsløsheden stige til 6-8 % af den arbejdende befolkning, medens den dog lod sig reducere til 4-4½ % ved en inflationsrate på 3-4 %. Således havde man ikke blot valget mellem arbejdsløshed og inflation, men endog mulighed for at skabe den for konjunkturen nødvendige balance mellem inflation og arbejdsløshed ved hjælp af statslige indgreb. En for stor vækst i arbejdsløsheden ville således kunne ophæves ved hjælp af en modsvarende forøgelse af inflationen, hvilket i økonomernes øjne virkelig ikke er en for høj pris for en permanent konjunktur. Dette så meget desto mere som det i følge talsmændene for den funktionelle finanspolitik gælder, at "inflationen på ingen måde begrænser befolkningens købekraft. Det ville være forkert at antage, at det tab i den enkelte købers købekraft, der er forbundet med inflationen, også betyder et samfundsmæssigt tab, da det dog ligger lige for hånden, at den enes tab er den andens gevinst. Køberens tab er sælgerens gevinst. Da køber og sælger tilhører det samme samfund, registrerer samfundet hverken tab eller gevinst. Og da de fleste mennesker samtidig er købere og sælgere, ophæves tab og gevinst i det store og hele gensidigt. For så vidt som indkomstfordelingen ændres herved ville ændringen stort set være neutral og i hvert fald ikke større, end tilfældet også ville være uden inflationen."[174]
Denne brutale forfalskning af inflationens virkelige funktion gjorde det umuligt for den 'nye økonomis' fortalere at finde bekræftelsen på deres teoris sandhed i den inflatoriske konjunktur med en stabiliseret arbejdsløshed, indtil den voksende inflation en dag var forbundet med en voksende arbejdsløshed, hvilket afslørede, at teorien var forkert. Dermed kom den borgerlige økonomiske teori ud i sin anden krise, hvis man betragter den almindelige forvirring, der herskede før keynesianismen og som angiveligt blev overvundet af denne, som den første krise. Det viste sig således, at de kontrolmekanismer, der blev udviklet med Keynes' teori, ikke alene er begrænsede og tveæggede, men også til stadighed underlagt de immanente modsigelser i det kapitalistiske system. Nationaløkonomien, der i følge Paul Samuelson med keynesianismen ændredes fra at være en sørgelig til "en munter videnskab",[175] faldt atter tilbage til sin oprindelige traurige tilstand. "I æraen efter Keynes" påpegede Samuelson, "råder vi med penge- og skattepolitikken over instrumenter, der kan skabe den købekraft, som er nødvendig for at undgå store kriser. Ingen, der er godt informeret, bekymrer sig længere over den offentlige gælds størrelse. Så længe bruttonationalproduktet og nationens skatteevne holder trit med væksten i rentebetalingerne for den offentlige gæld, er dette problem reduceret til en syvende rangs bekymring, og ingen tilbringer urolige nætter på grund af den voksende automation eller på grund af konjunkturcyklen. Men i al vores triumferende selvtilfredshed rumsterer dog et spøgelse, som forfølger os: den snigende inflation. Det er den nye svøbe, som teoretikerne før 1914 ingen anelse havde om. [...] Med vores nuværende kendskab ved vi ganske vist, hvordan man undgår en kronisk recession, eller hvordan man fører en nødvendig udgiftspolitik. Men vi ved stadigvæk ikke, hvordan man skal undgå en cost-push-inflation uden at terapien tilføjer økonomien stort set lige så megen skade som sygdommen."[176]
Det går dog fuldstændig hen over hovedet på Samuelson, at 'inflationens frygtede svøbe' og den 'triumferende penge- og skattepolitik' er et og samme, og at man ikke kan bekæmpe inflation med inflation. Ganske vist skelner han mellem to inflationstyper: for det første en, der opstår på grund af en for stor efterspørgsel, og som let lader sig betvinge ved hjælp af en nedskæring af indkomsterne; og for det andet den nyere cort-push-inflation, der resulterer af "trykket fra lønningerne såvel som fra gigantforetagendernes forsøg på at opretholde en uformindsket gevinstmargin."[177] Overfor denne er der endnu ikke fundet nogen løsning, da erfaringerne viser, at den statslige løn- og priskontrol kun har kortfristede virkninger.
Da den kapitalistiske krise blev afledt af en manglende efterspørgsel, der netop blev betvunget ved hjælp af den 'triumferende penge- og skattepolitik', kan man ikke forstå, hvorledes denne krisebekæmpelse nu på sin side bliver til en inflatorisk krisetilstand, der på ny må fremtræde i en voksende arbejdsløshed. For at ophæve denne nye krisetilstand må lønningerne og profitterne ifølge Samuelson formindskes, hvorved der igen uvægerligt vil opstå en manglende efterspørgsel, der dermed påny vil kunne betvinges ved hjælp af den 'triumferende penge- og skattepolitik'.
Samuelson regner det for "en selvfølgelighed, at prisniveauet må stige, når alle omkostningselementerne stiger hurtigere end produktionsvolumenet".[178] Men hvorfor stiger produktionsvolumenet ikke? Fordi "lønningerne stiger hurtigere end den gennemsnitlige arbejdsproduktivitet", svarer Samuelson. Men hvorfor stiger arbejdsproduktiviteten ikke hurtigere end lønnen? Da stigningen i arbejdsproduktiviteten afhænger af den tekniske udvikling og denne af kapitalakkumulationen, akkumulerer kapitalen åbenbart ikke hurtigt nok. Men hvorfor ikke, når 'gigantforetagenderne opretholder deres gevinstmargin uformindsket'? Ja, det ved vi ikke; "en god videnskabsmand", siger Samuelson, "må kunne tilstå sin uvidenhed."[179] Denne uvidenhed hos den gode videnskabsmand indbragte Nobelprisen.
En anden nobelpristager fastslår resigneret, "at løsningen af et problem desværre altid fører et nyt problem med sig. Siden begyndelsen af den keyneske æra har man altid frygtet, at den fulde beskæftigelse ville føre til inflation. Den økonomiske teori er baseret på ideen om ligevægt mellem udbud og efterspørgsel på alle markeder, inclusive arbejdsmarkedet, og implicerer prisstabilitet, mens et for stort udbud ville trykke priserne. Arbejdsløshed skulle således føre til et fald i lønningerne, hvilket ganske vist ikke har været tilfældet i de sidste år. Således er den samtidige eksistens af arbejdsløshed og inflation en gåde og en ubehagelig kendsgerning."[180] Indtil man har fundet løsningen på denne gåde og dermed fået afskaffet den ubehagelige kendsgerning, skal man dog holde sig for øje, "at de hidtidige inflationsrater ikke har medført et uovervindeligt problem og ikke skabt nogen afgørende vanskeligheder, der lader sig sammenligne med dem under fortidens store depressioner. Menneskene vil lære eller har allerede lært at omgås inflationen og indrette deres planer derefter."[181]
Den uvidenhed, som Samuelson bekender sig til, og Arrows uløste gåde kan ikke overvindes på den borgerlige økonomiske teoris grundlag. Men denne teori kan ikke prisgives uden at man fjerner en vigtig bestanddel af det kapitalistiske samfunds nødvendige ideologi. Det er dog ikke kun den 'gåde', at der er inflation samtidig med en voksende arbejdsløshed - en bankerot for den keynesianske teori om den fulde beskæftigelse i dens nyklassiske udgave - men hele den borgerlige økonomis samlede tankegods, der i lyset af den faktiske virkelighed mister selv den tilsyneladende relation til virkeligheden, som dens ideologiske funktion er bundet til. Selv for mange af de økonomiske ideologer[182] bliver belastningen fra den nyklassiske pris- og ligevægtsteori utålelig, hvilket fører til forsøg på at slippe fri af den ved at udvikle teorier, der i mindre grad gør grin med de reale forhold. Den såkaldte krise i den akademiske økonomiske teori er imidlertid ikke nogen almen foreteelse. Flertallet af de økonomiske teoretikere er stadigvæk upåvirkede af forskellen mellem teori og virkelighed, hvilket ikke kan undre, da dette fænomen også kan iagttages på andre ideologiske områder: der findes således ingen gud, men alligevel teologer i hundredetusindvis.
For en anden del af den økonomiske teori drejede den 'anden krise' sig ikke om den gåde, at penge- og skattepolitikken svigtede i opretholdelsen af den fulde beskæftigelse, men om fordelingsproblemet, der var ladt helt ude af betragtning hos nyklassikerne. Ligesom neo-marxisterne a la Baran og Sweezy uden videre medgav, at produktionen lod sig forøge frem til fuld beskæftigelse ved hjælp af de keynesianske metoder, så holdt også 'venstre'-keynesianerne fast ved denne overbevisning. I modsætning til neo-marxisterne regnede 'venstre'-keynesianerne dog ikke den spildproduktion, der hidtil var forbundet hermed, for uundgåelig. Den fulde beskæftigelse lod sig også opretholde ved hjælp af en forøgelse af befolkningens konsum. De hævdede, at grænseproduktivitetsteorien er et teoretisk uholdbart forklaringsprincip på indkomstfordelingen og blot en apologi for den eksisterende uretfærdige fordeling. Økonomien er et spørgsmål om distributionen af det samfundsmæssige produkt, som det oprindeligt var blevet formuleret af Ricardo. De keynesianske metoder til forøgelse af produktionen ved hjælp af statslige indgreb må sammenknyttes med en dertil svarende politisk bestemt distribution, hvilket ville svare til en tilbagevenden fra økonomien til den politiske økonomi.
Mens de nuværende tilstande indeholder en uløst gåde for talsmændene for den 'nye økonomi', så baserer 'venstre-keynesianismen' sig stadigvæk på den allerede forældede antagelse, at økonomien er kriseløs, og at det blot kommer an på at lade den glædelige kendsgerning, at produktionen til stadighed forøges, komme det samlede samfund til gode. Dette kræver ikke blot et andet fordelingsprincip end det eksisterende, men også en anden opdeling af det samfundsmæssige arbejde for at man kan gå over fra spildproduktion til produktion for det private konsum. Da dette ville kræve, at den statsligt inducerede produktion konkurrerer direkte med den privatøkonomiske produktion, og altså blot ville trænge den private sektor i økonomien yderligere tilbage i forhold til den statslige, lader dette program sig kun gennemføre ved hjælp af en kamp mod privatkapitalismen. Og i virkeligheden bevæger 'venstre'-keynesianismen sig i retning af statskapitalisme og falder i denne forstand sammen med neo-marxismen uden dermed at miste sin manglende relation til virkeligheden.
Den endnu uløste 'gåde', som den økonomiske stagnation med voksende arbejdsløshed og tiltagende inflation, der er blevet kendt under begrebet 'stagflation', udgør, er overhovedet ingen gåde, men blot en fremtrædelse for de i lang tid kendte og anvendte bestræbelser på tvangsmæssigt at øge profitten under betingelser, der er ugunstige for merværdiproduktionen. Inflation og arbejdsløshed optrådte på samme tid under den 'klassiske' tyske inflation efter Første Verdenskrig. Og det ledsager i dag forceringen af akkumulationen i de kapitalfattige lande. Den snigende inflation, der er et vedvarende fænomen i de kapitalistisk udviklede lande, peger på en profitabilitet, der ikke lever op til kapitalens akkumulationsnødvendighed, og som nok lader sig tilsløre, men ikke ophæve af en forøgelse af produktionen. Inflationen er ikke et naturfænomen, men resultatet af penge- og finanspolitiske forholdsregler, som man også kunne have ladet være med. Når regeringerne vægrer sig ved at opgive en inflatorisk kurs, skyldes det angsten for den deraf følgende økonomiske stagnation, der er nøjagtig ligeså skadelig for regeringerne selv som for kapitalen. Enhver deflatorisk forholdsregel, ethvert økonomisk tilbageslag formindsker også den merværdidel, der tilfalder regeringen.
Hvori kapitalens akkumulationsbehov består lader sig ikke konstatere empirisk og dermed heller ikke hvilken merværdimasse, der ville opfylde det. At forholdet mellem disse to størrelser ikke er 'i orden' viser sig først indirekte gennem tildragelserne på markedet. Om de statslige indgreb er i stand til ved hjælp af penge- og skattepolitik midlertidigt at frembringe det nødvendige forhold mellem profit og akkumulation, lader sig ligeledes kun fastslå af de senere tildragelser på markedet. Der findes således kun blinde reaktioner på de uforståede svingninger i økonomien, som de statslige indgreb forholder sig til for på den ene side at anspore økonomien og på den anden side sikre den dertil nødvendige profitabilitet for kapitalen. Men det ene er i modstrid med det andet, hvilket ganske vist også først gør sig bemærket i senere tildragelser på markedet og begynder at ytre sig i inflation, ledsaget af voksende arbejdsløshed.
Hvis den inflatoriske penge- og kreditpolitik er et middel til forøgelse af produktionen, så skulle den arbejdsløshed, der optræder påny, igen lade sig ophæve gennem al accellererende inflation. Men selv inflationsteoretikerne viger tilbage for denne konsekvente anvendelse af deres teori, der ville føre fra den snigende til den galloperende inflation. Deficitfinansieringen af de offentlige udgifter og den inflatoriske penge- og kreditpolitik bør ikke overdrives, da det ville sætte selve systemets fortsatte eksistens på spil. Med denne tilståelse er imidlertid også sagt, at den snigende inflation kun kan være nyttig for kapitalen for så vidt som den formår at øge profitten på hele samfundets bekostning, hvormed ikke er sagt, at denne profitforøgelse fører til en akkumulationsrate, der kan kaldes kapitalistisk prosperitet. At den voksende arbejdsløshed optræder samtidig med den snigende inflation peger dermed på, at profitterne heller ikke kan forøges tilstrækkeligt ved hjælp af inflationen til at afværge den begyndende stagnation.
Inflationen er et verdensomspændende fænomen, der ikke blot henviser til den gensidige afhængighed og den opnåede sammenfletning af verdensøkonomien, men også til den stadig skærpede almene konkurrence, der også må føres med valutapolitiske midler. Profithungeren er universel og kravet om yderligere kapital kan ikke indfries i en verden, hvor stadigt større kapitalmasser står konkurrerende overfor hinanden og altid må vokse yderligere, ikke blot for at kunne hævde sig, men også for at undgå den ellers begyndende stagnation. Det er uden tvivl rigtigt, at monopolistiske profitter kan fastholdes og sågar forøges selv under stagnationsbetingelser, men kun på bekostning af en yderligere stagnation og et uopholdeligt forfald i økonomien. Af dette resulterer nødvendigheden af yderligere statslige indgreb, der så igen bidrager til systemets undergravning. Således er kapitalens fremtid bundet til dens akkumulation, omend akkumulationen ikke lover den nogen fremtid.
Ligesom den mangeårige konjunktur ikke omfattede alle kapitalistiske lande på samme måde, således er virkningerne af den begyndende krise også endnu forskellig i de forskellige lande. I alle lande er skiftet fra konjunktur til stagnation dog allerede mærkbart, og frygten for yderligere inflation forenes med frygten for en ny krise. Om den krise, der er under udvikling endnu engang lader sig bremse gennem statslige indgreb for at imødegå de nuværende vanskeligheder på bekostning af kapitalens levetid kan ikke konstateres teoretisk. Det vil uden tvivl blive forsøgt, men resultatet kan meget vel blot føre til en temporær konsolidering af de givne elendige tilstande - og dermed til et langstrakt systematisk sammenbrud af det kapitalistiske system. Hvad der før eller senere dagligt vil ske for vores øjne er den empiriske bekræftelse på den marxske akkumulationsteori, kapitalens kriselovmæssighed.
[1] Karl Marx, Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie, Berlin 1953, s. 639.
[2] Karl Marx, Das Kapital, Bd. III, MEW 25, s. 269-270/ 3:2, s. 341.
[3] Marx, Grundrisse, op. cit., s. 26.
[4] Ibid., s. 170.
[5] Ibid., s. 644.
[6] Entwicklungsgesetze des Menschlichen Verkehrs, und der daraus fliessenden Regeln für Menschliches Verhalten, 1854.
[7] Theory of Political Economy, 1871.
[8] Grundsatze der Volkswirtschaftslehre, 1871.
[9] Über den Ursprung und die Hauptgesetze des Wirtschaftlichen Wertes, 1884.
[10] Kapital und Kapitalzins, 1884.
[11] Outline of the Science of Political Economy, 1836.
[12] Principles of Economics, 1890.
[13] Elements d'economie politique pure ou theorie de la richesse sociale, 1874.
[14] The Distribution of Wealth, 1899.
[15] Smlgn. fodnote 10.
[16] Det fremgår af Marx' studium af den engelske økonom W. F. Lloyd, at han var fortrolig med den subjektive værdilæres tankegange, hvilket W. Pieper har henvist til i et efterskrift til et brev fra Marx til Engels (MEW 27, s. 169.) Selv om Lloyd er gået i glemmebogen, endnu mere end det er tilfældet med Gossen i Tyskland og A. J. Etienne-Juvenal Dupuit i Frankrig, må han dog betragtes som en af den subjektive værdilæres første repræsentanter (W. F. Lloyd, A Lecture on the Notion of Value as Distinguishable not only from Utility, but also from Value in Exchange, London 1834). Både i Das Kapital og i Theorien über den Mehrwert beskæftigede Marx sig indgående med S. Bailys subjektive værditeori (A critical Dissertation on the Nature, Measures, and Causes of Value: chiefly in reference to the writings of Mr. Ricardo and his followers, 1825); og ligeledes med brugsværditeorien i Randglossen zu A. Wagners "Lehrbuch der Politischen Ökonomie" (MEW 19, s. 355-383).
[17] Den 5. januar 1888 skrev Engels til N. F. Danielson: "For tiden er Stanley Jevons' teori på mode her; i følge denne teori bestemmes værdien gennem nytten, dvs. bytteværdi-brugsværdi, og på den anden side gennem udbuddets størrelse (dvs. gennem produktionsomkostningerne), hvilket kun er en konfus og bagvendt måde at sige, at værdien skulle være bestemt gennem udbud og efterspørgsel." (MEW 37, s. 8.)
[18] MEW 25, s. 17/3:1, s. 17.
[19] Das Wesen und der Hauptinhalt der theoretischen Nationalokonomie, 1908.
[20] Theoretische Nationalokonomie, 1918.
[21] Nationalokonomie, Theorie des Handels und Wirtschaftens, 1940.
[22] Economic Philosophy, 1964, s. 70.
[23] F. Machlup, 'Marginal Analysis and Empirical Research' i: The American Economic Review, September 1946, s. 537; 547.
[24] H. Grossmann, Marx, die klassische Nationalökonomie und das Problem der Dynamik, 1969, s. 53.
[25] Traite d'economie politique, 1803.
[26] Nouveau Principes d'Economie Politique, 1819.
[27] The Industrial System, 1909; Imperialismus, 1902.
[28] Gesammelte Werke 1/1, 1970, s. 731.
[29] Iheorie der Wirtschaftlichen Entwicklung, 1911.
[30] E. Wagemann, i: Vierteljahrshefte zur Konjunkturforschung, 1937, hefte 3, s. 243.
[31] Bl.a.: Juglar, Des crises commerciales et de leur retour periodique, 1889; Veblen, The Theory of Business Enterprise, 1904; Karmin, Zur Lehre von der Wirtschaftskrise, 1905; Lecue, Des crises generales et periodiques de Surproduction, 1907; Bouniatan, Studien zur Theorie und Geschichte der Wirtschaftskrisen, 1908; Mitchell, Business Cycles and their Causes, 1913; Hartrey, Good and Bad Trade: An Inquiry into the Causes of Trade Fluctuations, 1913; Sombart, Der Moderne Kapitalismus, 1917; Vogel, Die Theorie des volkwirtschaftlichen Entwicklungsprozesses und das Krisenproblem, 1917; Aftalion, Les crises periodiques de Surproduction, 1913; Mombert, Einfuhrung in das Studium der Konjunktur, 1921; Liefman, Grundsätze der Volkwirtschaftslehre, 1922; Hobson, Economics of Unemployment, 1922; Kuznets, Cyclical Fluctiations, 1926; Spiethoff, 'Krisen', i: Handwörterbuch der Staatswissenschaften, 1925; Löwe, Der gegenwärtigen Stand der Konjunkturforschung in Deutschland, i: Festgabe für Lujo Brentano, 1925; Cassel, Theoretische Nationalökonomie, 1918.
[32] 'Our Unstable Dollar and the so-called Business Cycle', i: Journal of the American Statistical Association, Bd. XX, s. 192.
[33] Business Cycles: The Problem and its Setting, 1927, s. 364.
[34] On the Accuracy of Economic Observations, 1963, s. 60.
[35] Parvus var en af de første, der gjorde opmærksom på de længere opsvings- og depressionsperioder, som varede ud over de 7-10årige cykler (Handelskrisen und Gewerkschaften, 1902). Den hollandske økonom J. van Gelderen talte om en 60-årig cyklus (De Nieuwe Tijd, 1913). De Wolff tilsluttede sig denne og Parvus ('Prosperitäts- und Depressionsperioden', i: Der Lebendige Marxismus, 1924). Den russiske økonom N. D. Kondratieffs teori om 'de lange bølger' med en levetid på 50 år vaktesærlig opmærksomhed (Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik, Bd. 56, hefte 3, 1926). Ernest Mandel adopterede denne teori til sin beskrivelse af den nuværende økonomiske situation (Der Spatkapitalismus, 1972). J. B. Shuman og D. Rosenau støttede deres økonomiske prognose over Amerikas fremtidige udvikling indtil 1984 på Kondratieffs 'lange bølger' (The Kondratieff Wave, 1972).
[36] L. A. Hahn, Wirtschaftswissenschaft des gesunden Menschenverstandes, 1955, s. 157.
[37] A. Löwe, 'Der Gegenwärtige Stand der Konjunkturforschung in Deutschland', i: Festgabe für Lujo Brentano, 1925, s. 359.
[38] The Theory of Business Enterprise, 1904.
[39] J. A. Estey, 'Ortodox Economic Theory: A Defense', i: The Journal of Political Economy, December 1936, s. 798.
[40] S. og B. Webb, The Decay of Capitalist Civilisation, 1923.
[41] L. Robbins, An Essay on the Nature and Significance of Economic Science, 1945, s. 17.
[42] Karl Marx, Das Kapital, Bd. I, MEW 23, s. 21./1:1, s. 98.
[43] Ibid., s. 28/1:1, s. 106.
[44] Ibid., s. 27/1:1, s. 105.
[45] 'Aus dem Philosophischen Nachlass', Lenin, Werke, Bd. 38, Berlin 1964 s. 170.
[46] O. Morf, Geschichte und Dialektik in der politischen Ökonomie, 1970, s. 64.
[47] MEW 25, s. 191/3:1, s. 235.
[48] Ibid., s. 33/3:1, s. 36.
[49] MEW 25, s. 260/3:2, s. 329-330.
[50] Ibid., s. 242-50/3:2, s. 307-317.
[51] MEW 25, s. 266/3:2, s. 336-337.
[52] Ibid., s. 262/3:2, s. 330-331.
[53] Das Akkumulations- und Zusammenbruchsgesetz des kapitalistischen Systems, 1929.
[54] Zur Interpretation und Kritik der Zusammenbruchstheorie von Henryk Grossmann, 1956.
[55] MEW 25, s. 268/3:2, s. 340.
[56] MEW 13, s. 78-79.
[57] MEW 26.2, s. 508.
[58] MEW 25, s. 199/3:1, s. 245.
[59] MEW 26.2, s. 513.
[60] Ibid., s. 514.
[61] MEW 25, s. 254/3:2, s. 322.
[62] MEW 26.2, s. 493.
[63] MEW 25, s. 267/3:2, s. 338.
[64] Ibid., s. 255/3:2, s. 322-323.
[65] Ibid., s. 501/3:3, s. 636-637.
[66] MEW 26.2, s. 496.
[67] MEW 25, s. 649/3:3, s. 827-828.
[68] Ibid., s. 171/3:1, s. 209.
[69] Ibid., s. 825/3:4, s. 1052.
[70] MEW 25, s. 836/3:4, s. 1066.
[71] Ibid., s. 267/3:2, s. 337-338.
[72] Ibid., s. 317/3:2, s. 399.
[73] MEW 25, s. 242/3:2, s. 307.
[74] MEW 26.2, s. 510.
[75] Ibid., s. 185 f.
[76] MEW 25, s. 506/3:3, s. 643-644, fodnote 8.
[77] Maurice Flamant og Jeanne Singer-Kerel: 'Modern Economic Crises and Recessions', Paris 1968, New York 1970, giver en kortfattet, men tilstrækkelig empirisk fremstilling af kriserne siden 1816.
[78] Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Sozialdemokratie, Reinbek, s. 99.
[79] Ibid., s. 104.
[80] Ibid., s. 110.
[81] Protokoll des Hannoverschen Parteitags (cit. efter L. Woltmann, Die wirtschaftlichen und politischen Grundlagen des Klassenkampfes, i: Sozialistische Monatshefte, Februar 1901, s. 128).
[82] Die Neue Zeit, 1898-99, Bd. I, s. 358.
[83] Studien zur Theorie und Geschichte der Handelskrisen, 1901,
[84] Ibid., citeret efter Texte-Anhang zum Kapital, Bd. II (Ullstein-udgaven), s. 649.
[85] Ibid., s. 651.
[86] Ibid., s. 652.
[87] Ibid., s. 657.
[88] Ibid., s. 642.
[89] Ibid., s. 619.
[90] Ibid., s. 671.
[91] C. Schmidt, 'Zur Theorie der Handelskrisen und der Überproduktion' i: Sozialistische Monatshefte, September 1901, s. 675.
[92] R. Hilferding, Das Finanzkapital, 1909, citeret efter det ny oplag, Frankfurt 1968, s. 330.
[93] Ibid.
[94] Ibid., s. 347.
[95] Ibid., s. 411.
[96] Ibid., s. 501.
[97] Ibid., s. 503.
[98] Ibid.
[99] Die Akkumulation des Kapitals, 1912.
[100] Briefe an Leon Jogisches, 1967, s. 332.
[101] Die Akkumulation des Kapitals, op. cit., s. 299.
[102] Ibid., s. 315.
[103] Was die Epigonen aus der Marxschen Theorie gemacht haben, 1921, s. 17.
[104] Die Akkumulation des Kapitals, op. cit., s. 338.
[105] Ibid., s. 339.
[106] Was die Epigonen aus der Marxschen Theorie gemacht haben, op. cit., s. 20.
[107] 'Herrn Tugan-Baranowskys Marx-Kritik' i: Die Neue Zeit, Bd. 1, 1909.
[108] Bremer Bürger Zeitung, 29./30. januar 1913,
[109] Imperialismus und die Akkumulation des Kapitals, 1924.
[110] I sit bidrag om Marx til den russiske encyklopædi Granats skrev Lenin: 'Den marxske teori om kapitalakkumulationen bliver behandlet i en ny bog af Rosa Luxemburg. Analyser af hendes fejlagtige fortolkning af Marx's teori findes i 0. Bauers artikel i 'Neue Zeit', 1913, og i Ecksteins anmeldelse i 'Vorwärtz' og Pannekoeks i 'Bremer Bürgerzeitung'."
[111] Was die Epigonen aus der Marxschen Theorie gemacht haben, op. cit., s. 38
[112] Rosa Luxemburg, Die Akkumulation des Kapitals, op. cit., s. 90.
[113] Ibid., s. 91 f.
[114] Ibid.
[115] O Bauer 'Die Akkumulation des Kapitals', i: Die Neue Zeit, 1912 til 1913, Bd. 1, cit. efter: Texte-Anhang zum Kapital, Bd. II (Ullstein-udgaven) s. 774.
[116] Ibid.
[117] Ibid, s. 748.
[118] Ibid., s. 786.
[119] Ibid., s. 787.
[120] Ibid.
[121] Ibid., s. 790.
[122] Was die Epigonen aus der Marxschen Theorie gemacht haben, op. cit., s. 37.
[123] Ibid. s. 26.
[124] Ibid., s. 107.
[125] Ibid.
[126] MEW 24, s. 454/2:2, s. 583.
[127] H. Grossmann, Das Akkumulations- und Zusammenbruchsgesetz des kapitalistischen Systems, 1929, s. 101.
[128] Ibid., s. 104.
[129] Was die Epigonen aus der Marxschen Theorie gemacht haben, op. cit., s. 62.
[130] Das Akkumulations- und Zusammenbruchsgesetz des kapitalistischen Systems, op. cit., s. 105.
[131] 'Die Änderung des ursprünglichen Aufbauplans des Marxschen 'Kapital' und ihre Ursachen'. Citeret efter Aufsätze über die Krisentheorie, 1971, s. 32.
[132] Ibid.,s. 48.
[133] Ibid., s. 17.
[134] Grundrisse der Kritik der Politischen Ökonomie, 1953, s. 345.
[135] Ibid., s. 347-48.
[136] Ibid., s. 346.
[137] Ibid., s. 348.
[138] Ibid.
[139] Ibid., s. 351.
[140] Ibid.
[141] Ibid., s. 353.
[142] Karl Marx, Das Kapital, bd. II, MEW 24, s. 393/2:2, s. 507-8.
[143] Ibid., s. 491/2:2, s. 630.
[144] Ibid., s. 463/2:2, s. 594.
[145] Ibid., s. 465/2:2, s. 597.
[146] Das Akkumulations- und Zusammenbruchsgesetz des kapitalistischen Systems, op. cit., s. 246.
[147] MEW 24, s. 466/2:2, s. 599.
[148] Ibid., s. 347/2:2, s. 447 f.
[149] Ibid.
[150] MEW 24, s. 496/2:2, s. 637.
[151] Ibid.
[152] N. Bucharin, Ökonomie der Transformationsperiode, 1922, s. 158 f.
[153] Ibid.
[154] MEW 23, s. 89/1:1, s. 175.
[155] A. Pannekoek, "Theoretisches zur Ursache der Krise': Neue Zeit, 1913, Nr. 22, s. 783, 792.
[156] MEW 26.2, s. 497.
[157] O. Benedikt, 'Die Akkumulation des Kapitals bei wachsender organischer Zusammensetzung', i: Unter dem Banner des Marxismus, hft. 6, december 1929, s. 887.
[158] Ibid., s. 911.
[159] Grossmann, Aufsatze zur Krisentheorie, op. cit., s. 210-11.
[160] Ökonomie der Transformationsperiode, op. cit., s. 53.
[161] Zur Kritik moderner Krisentheorien, 1935, s. 106.
[162] Die Wirtschaftswissenschaft nach dem Kriege, bd. II, s. 371.
[163] Sammenlign P. Mattick, Marx og Keynes. Blandingsøkonomiens grænser, København 1973.
[164] A. H. Hansen, Fiscal Policy and Business Cycle, 1941, s. 150.
[165] Essays in Dynamic Theory, 1939.
[166] Essays in the Theory of Growth, 1957.
[167] Economics, 1973, s. 757.
[168] Ibid., s. 266.
[169] H. Rittershausen, i: Das Fischer Lexikon: Wirtschaft, 1958, s. 259.
[170] Bl.a. J. M. Gillman, Das Gesetz des tendenziellen Falls der Profitrate og Prosperität in der Krise, 1969; Paul A. Baran & Paul M. Sweezy, Monopoly Capital 1966.
[171] Se bl.a. U. Rödel, Forschungsprioritäten und technologische Entwicklung, 1972; Braunmühl, Funken, Cogoy, Hirsch, Probleme einer materialistischen Staatstheorie, 1973; R. Schmiede, Grundprobleme der Marxschen Akkumulationsund Krisentheorie, 1973; C. Deutschmann, Der linke Keynesianismus, 1973; Hermanin, Lauer, Schurmann, Drei Beitrage zur Methode und Krisentheorie bei Marx, 1973; P. Mattick, Kritik der Neomarxisten, 1974.
[172] Monthly Economic Letter. First National City Bank, februar 1974, s. 15.
[173] Economics, 1973, s. 619.
[174] A. P. Lerner, Flation, 1973, s. 59.
[175] P.A. Samuelson, 'Inflation - der Preis des Wohlstandes', i: Der Spiegel 35/1971, s. 104.
[176] Ibid.
[177] Ibid.
[178] Ibid.
[179] Ibid.
[180] K. J. Arrow, 'Somehow, It has Overcome', i: The New York Times, march 25, 1973.
[181] Ibid.
[182] I en bemærkelsesværdig artikel beskæftiger Oskar Morgenstern sig med hovedfejltagelserne i den nuværende økonomiske teori, der, ifølge hans opfattelse, ikke kan bidrage med noget som helst brugbart til løsningen af de økonomiske problemer. Efter at have slået fast, at teorien intet har at gøre med virkeligheden, går han over til en immanent kritik af dens postulater og leverer en overbevisende påvisning af, at slutningerne ikke lader sig uddrage af dens præmisser. Morgenstern begrænser sig imidlertid til kritikken af den ny-klassiske teori uden at kunne erstatte den med andet end den spilteori, der er udviklet af ham selv og Neumann og som lige så lidt forholder sig til virkeligheden. ('Thirteen Critical Points in Contemporary Economic Theory. An Interpretation', i: Journal of Economic Literature, Vol. X, No. 4, december 1972).
Last updated on: 12.23.2008