Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Som støttepunkt for den modrevolutionære organisation tjente fændrikskolerne og "Ingeniørslottet", i hvilke et temmelig stort antal våben og krigsforråd var samlede, fra hvilke angrebene på den revolutionære regering udgik.
Rødgardisternes tropper og matroserne omringede fændrikskolerne, sendte underhandlinger dertil og krævede våbnene udleverede. Som svar blev der skudt på dem. Belejrerne stod ubeslutsomme deromkring; omkring dem samlede publikum sig og hist og her blev forbipasserende truffet af vildfarende kugler fra vinduerne. Sammenstødene fik en ubestemt og rislende karakter, og det truede de revolutionære tropper med demoralisation. Der måtte gribes de mest afgørende forholdsregler. Opgaven at afvæbne fændikkerne blev betroet kommandanten for Peter Pauls fæstningen, løjtnant B. Han belejrede fændrikskolerne, lod panserautomobiler og artilleri køre frem og stille fændrikkerne et ultimatum om at overgive sig med en betænkningstid pas 10 minutter. Fra vinduet blev der svaret med nye skud. Efter ti minutters forløb befalede B. at åbne artilleriilden. Straks de første skud slog et gabende hul i skolens mur. Fændrikkerne overgav sig, selv om mange forsøgte at redde sig ved flugt og endnu på flugten vedblev at skyde. Således opstod den forbitrelse, der ledsager enhver borgerkrig. Ganske vist øvede matroserne grusomheder mod enkelte fændrikker. Den borgerlige presse bebrejdede bagefter matroserne og sovjetregeringen umenneskelighed og dyrisk brutalitet. Men den fortav, at statskuppet den 25.-26. oktober (6.-7. nov.) forløb næsten uden skud og ofre, og at kun det modrevolutionære komplot, der blev organiseret af bourgeoisiet, og som styrtede deres ungdom ind i borgerkrigens ild imod arbejderne, soldaterne og matroserne, måtte føre til uundgåelige grusomheder og ofre. Den 29. Oktober (11. nov.) bevirkede et brat omslag i Petrograder befolkningens stemning. Begivenhederne havde antaget en mere tragisk karakter. Og tillige havde fændrikkerne indset, at sagen var langt alvorligere, end de havde troet, og at sovjetten ingenlunde tænkte på at afgive den regeringsmagt, de havde erobret, på de kapitalistiske avisers og fændrikkernes befaling.
Udrensningen af de kontrarevolutionære lejre i Petrograd blev foretaget med største energi. Fænrikkerne blev næsten alle afvæbnet og deltagerne i komplottet arresteret; de blev bragt til Peter Pauls fæstningen eller transporteret til Kronstadt. De aviser, der åbent råbte på oprør mod sovjetregeringen, blev undertrykket. Mod nogle ledere af de tidligere sovjetpartier, hvis navne figurerede under de opsnappede modrevolutionære dispositioner, blev der udstedt arrestdekret. Hovedstadens militære modstand var afgjort brudt.
Nu begyndte en langvarig og udmattende kamp mod de strejkende embedsmænd, teknikere, bestillingsmænd osv. Disse elementer, der efter deres lønninger for størstedelen hører hjemme i de undertrykte dele af befolkningen, slutter sig ifølge deres eksistensbetingelser og deres psykologi til det borgerlige selskab. Trofaste og tillidsfuldt tjente de staten, da zarismen stod i spidsen for den. Og de vedblev at tjene denne stat, da magten var overgået i det imperialistiske bourgeoisis hænder. Og med deres kundskaber og tekniske færdigheder gik de i den følgende revolutionsperiode som arvegods over til koalitionsregeringen. Men da de oprørske arbejdere, soldater og bønder fortrængte de udbyttede samfundsklasser fra statsroret og selv prøvede at styre statsskibet, så stillede embeds- og bestillingsmændene sig på bagbenene og vægrede sig ved at understøtte den ny regering. Jo længere, jo værre blev denne sabotage, der hovedsageligt organiseredes af de socialrevolutionære og mensjevikkerne, og som blev underholdt af bankernes og ententegesandternes finansmidler.