Trotskij: Om fagforeninger
Noterne til disse artikler er her placeret sammen med de enkelte artikler.
For dem, der ønsker at se noterne samlet, er de gengivet herunder.
1. Louzon, Robert (1882- ). Revolutionær syndikalist, på det tidspunkt medlem af Frankrigs Kommunistiske Parti. Han og Monatte skulle følge samme vej og begge til sidst tilslutte sig Révolution prolétarienne-gruppen. Trotskij havde midlertidigt tilsidesat sine uenigheder med Monatte og Louzon for at koncentrere sine anstrengelser i kampen mod Frozzard.
2. Den kommunistiske Internationales fjerde kongres. November-december 1922. På denne kongres afgav Trotskij beretning om krisen i det franske parti.
3. Frossard, Louis-Olivier (1889-1946). Venstrecentrist. CPF's sekretær efter 1920, gik ud i 1923 og tilsluttede sig det Socialistiske Parti. Forlod SP i 1935 for at blive arbejdsminister. Minister i Folkefronts-regeringerne og i den første Pétain-regering.
4. Monatte, Pierre (1881-1960). Revolutionær syndikalist, grundlagde i 1909 Vie ouvrière. En af de første der gik imod 1. Verdenskrig. Tilsluttede sig i 1923 CPF, men forlod det et år efter. Grundlagde Révolution prolétarienne i 1924 og Den Syndikalistiske Liga i 1926.
5. Den røde Fagforenings-internationale. også kendt som Profintern efter de russiske begyndelsesbogstaver. Den blev grundlagt i Moskva i 1921 som en konkurrent til den reformistiske ("gule") internationale arbejdersammenslutning, som havde hovedkvarter i Amsterdam.
6. Lasalle, Ferdinand (1825-1864). Tysk socialist; han organiserede Allgemeinen Deutschen Arbeitervereins (Det almindelige Tyske Arbejderforbund) i 1863. Dets sammenslutning med Marx' tyske tilhængere skabte oprindeligt Socialdemokratiet.
7. Vie ouvrière, se note 4.
8. Jouhaux, Léon (1870-1954). Leder af Confédération Générale du Travail (CGT) og dets generalsekretær fra 1921 indtil anden Verdenskrig. Social-patriotisk syndikalist under første Verdenskrig. Modstander af den russiske revolution. For Trotskij var han personificeringen af klassesamarbejde.
9. "Pagten". Underskrevet af 18 anarkister og halvanarkister i februar 1921; dens eksistens blev holdt hemmelig. Gennemsyret at frimureri og den "rene syndikalismes" ånd stræbte dens underskrivere mod at overtage fagforeningsbevægelsen i Frankrig mod kommunisternes ledelse. Dens afsløring nogen tid før Confédération Générale du Travail Unitaire (CGTU) stiftende møde (juni 1922) skabte ophidselse. Pagtens hensigt mislykkedes, da CGTU valgte den kommunistiske og syndikalistiske ledelse.
10. Le Temps. Førende fransk avis mellem 1. og 2. Verdenskrig; blev anset for regeringens halvofficielle stemme; meget korrupt; forbudt efter 2. Verdenskrig for samarbejde med fascisterne.
11. Eisenach. Wilhelm Liebknecht og August Bebel, tyske tilhængere af Marx, grundlagde i 1869 det Socialdemokratiske Arbejderparti i Eisenach som konkurrent til det Lasalle-påvirkede Almindelige Tyske Arbejderforbund. Lasalle-tilhængerne og Eisenach-tilhængerne forenede til sidst deres bevægelser i 1875 ved et møde i Gotha. Se note 6.
12. Louzons nye artikel. Se International Press Correspondence, 14. juni, 1923.
13. CGT. Confédération Générale du Travail (Den almindelige Arbejdersammenslutning), den reformistiske fagforeningssammenslutning ledet af Jouhaux.
14. Renaudel, Pierre (1871-1935). Den socialistiske leder Jean Jaurès højre hånd før 1914, l'Humanités socialpatriotiske redaktør under 1. Verdenskrig; senere en af lederne af Socialistpartiets højrefløj.
15. Jouhaux.... og deres lige. Angående Jouhaux, se note 8. Dumoulin, George (1877-1963). Centrist under l. Verdenskrig; senere tilsluttet Jouhaux og højrefløjen; havde forskellige fagforeningsposter før 2. Verdenskrig, da han samarbejdede med Vichy-regeringen. Merrheim, Alphonse (1871-1923). Støttede Jouhaux i 1917; bekæmpede de revolutionære og forblev i CGT's højrefløj efter splittelsen l 1921.
16. Blum-Renaudel partiet. Det Socialistiske Parti. Léon Blum (1872-1950) redaktør af den vigtigste socialistiske avis, Le Populaire. Efter valgene i 1936 blev han premierminister i den første folkefronts-regering. Angående Renaudel, se note 14.
17. Epigoner. Disciple, der korrumperer deres lærermesters doktriner.
18. Brandler-gruppen. Tilhængere af Heinrich Brandler, det Tyske Kommunistpartis leder, som blev ekskluderet i 1928-29, da Komintern foretog sit ultra-venstre zig-zag. Brandlerianerne havde internationale forbindelser med den amerikanske Lovestone-gruppe og andre af Bukharins tidligere medarbejdere, dvs. Højreoppositionen i den kommunistiske bevægelse.
19. Cachin, Monmousseau og følgesvende. Marcel Cachin (1869-1958), en brændende social-patriot under 1. Verdenskrig, gik over til kommunismen i 1920. Han blev en urokkelig stalinist og beholdt l'Humanités redaktørpost indtil sin død. Gaston Monmousseau (1883-1960), en tidligere revolutionær syndikalist, blev kommunist og CGTU-leder og en trofast stalinist.
20. Rosmer, Alfred (1877-1964). Oprindelig anarkist, siden syndikalist, han agiterede mod 1. Verdenskrig. Dette samarbejdede han med Trotskij om indtil dennes udvisning fra Frankrig. Som medstifter af det Franske Kommunistparti blev han valgt til Kominterns Eksekutiv-Komité. Ekskluderet af Kommunistpartiet i 1924; medlem af den trotskistiske bevægelse fra dens begyndelse til sin tilbagetræden i 1930. Han forblev en nær personlig ven af Trotskij og Natalia Sedova (Trotskijs enke).
21. Guesdister. Tilhængere af Jules Guesde's (1845-1922) socialistiske bevægelse. Guesde var den første marxistiske leder i Frankrig og Jaures' konkurrent i det forenede parti. Guesde roste sig af sin strikte marxistiske ortodoksi, men han blev social-patriot under l. Verdenskrig.
22. Den Tredje Republik. Regeringen i Frankrig fra slutningen af det andet kongedømme (1871) til nazi-invasionen og dannelsen af Vichy-regimet (1940).
23. Proudhonisme. Det tankesystem der er grundlagt af Pierre-Joseph Proudhon (1809-1865), den berømte utopiske socialist. Han forestillede sig et samfund baseret på udveksling mellem uafhængige producenter og betragtede staten som mindre vigtig end de virksomheder, som han troede skulle erstatte den.
24. Quai de Jemmapes. Vie Ouvrières hovedkvarter, Monattes tidligere avis, havde til huse her.
25. Amiens-chartret. Vedtaget af CGT under indflydelse af syndikalister på Amiens-kongressen (1906); det forlangte fagforeningernes fuldstændige autonomi og absolut uafhængighed af politiske partier.
26. Den Anglo-russiske komité. Dannet i maj 1925 med lige stor repræsentation fra de britiske og russiske fagforeningssammenslutningers ledelser. Den passede de britiske arbejderledere, så de kunne foretage en venstredrejning over for kommunistpartiets kritik, mens de solgte den britiske generalstrejke i 1926. Da de ikke mere havde fordel af den, forlod de britiske arbejderledere komiteen.
27. Révolution prolétarienne. Syndikalistisk avis grundlagt af Monatte i 1924, efter at han havde forladt Kommunistpartiet.
28. Lenins testamente. Lenins brev af 25. December 1922 med en efterskrift dateret 4. januar 1923, der foreslog det Sovjetiske Kommunistparti, at Stalin blev fjernet fra posten som generalsekretær. Dets eksistens blev i lang tid benægtet af stalinisterne, men blev officielt afsløret af Khrusjov i afstaliniseringsperioden.
29. Amsterdam. Se note 5.
30. Monatte tager det endelige skridt. Monatte og hans venner i den Syndikalistiske Liga havde udsendt en deklaration "Til fagforenings-enhedens rekonstruktion". Den var underskrevet af toogtyve aktivister fra CGT, CGTU og uafhængige fagforeninger herunder George Dumoulin (se note 15), og deklarationen erklærede: "Nogle fagforenings-aktivister ... er enige om, at efter ti års fraktionskamp var det nødvendigt at gøre et forsøg på at standse splittelsen i fagforeningerne. De var enige om at iværksætte ideen om at genetablere fagforenings-enheden i en enkelt central organisation på basis af Amiens-dokumentet. Efter deres mening kan dette kun udføres på baggrund af klassekampen og fagforeningsbevægelsens uafhængighed, uden nogen indblanding fra politiske partier, kliker eller grupper, såvel som fra regeringer". (Révolution prolétarienne, nr. 112, 5. december 1930).
31. Sebastian Faure ... Malvy. I januar 1915 opfordrede Faure til kamp mod krigen. Kort efter aftalte han med indenrigsminister Malvy at afstå fra antikrigsagitationen.
32. Den franske børs. Aktiemarked.
33. Chambelland, Maurice (1901-1966). I Vie ouvrières redaktion i 1922, i Kommunistpartiet i 1923, redaktør af l'Humanité. Trak sig tilbage fra avisen og CPF i 1924. Medlem af Révolution prolétarienne-gruppen. Monattes nærmeste medhjælper.
34. Henrettelsen af de indokinesiske revolutionære. Efter et mytteri ved garnisonen ved Yen Bai i februar 1930 var der lokale bondeopstande og derefter strejker, der kulminerede i de store byer i maj. De franske imperialistiske repressalier var brutale, med tusinder nedskudte, titusinder arresterede og tusindvis af nedbrændte huse.
35. Zyromsky, Jean (1890- ). Leder af det Franske Socialistpartis venstrefløj i 1930'erne. Under 2. Verdenskrig tilsluttede han sig Kommunistpartiet.
36. MacDonald, James Ramsay (1866-1937). Pacifistisk socialist under l. verdenskrig. Storbritanniens første arbejder-premierminister (1924). I 1931, under hans anden periode som premierminister, forlod han Arbejderpartiet for at danne et "nationalt enhedskabinet" med det konservative parti.
37. Curzon, George Nathaniel, Lord(1859-1925). Britisk udenrigsminister fra 1919 til 1923.
38. Thomas, J. H. (1874-1949) Britisk fagforeningsleder. Koloniminister i Arbejderpartiets regering i 1924. Forlod Arbejderpartiet sammen med MacDonald i 1931, da han igen fik posten som koloniminister.
39. Louis Sellier (1885- ). Generalsekretær i det Franske Kommunistparti efter Frossards udtræden i 1923; forlod partiet i 1929; grundlagde POP (Parti Ouvrier et Paysan - Arbejder- og Bondepartiet). POP'isterne var den franske parallel til Brandlerianerne i Tyskland og Lovestoneisterne i USA.
40. Versailles. Versailles-traktaten blev pålagt Tyskland efter 1. verdenskrig af de allierede imperialistiske sejrherrer.
41. Kuomintang. Nationalistisk borgerligt parti, grundlagt af Sun Yat-sen, leder af den første kinesiske revolution (1911). I den anden kinesiske revolution (1925-27) tvang Stalin-Bukharin-linien de kinesiske kommunister til at opløse deres parti og gå ind i Kuomintang, som blev optaget i Komintern som sympatiserende parti i 1926. Efter at have brugt Kuomintang til at forhindre og standse revolutionen var Chan Kaishek tilsidst i marts 1927 i stand til at iværksætte en af de værste massakre i moderne historie mod de kommunistiske og revolutionære arbejdere og bønder.
42. Purcell, Hicks, Cook. "Venstre"-fagforeningsbureaukrater i Storbritannien; A. A. Purcell og George Hicks var i The General Council of The Trade Union Congress (Fagforenings-kongressens Generalråd); A. J. Cook var sekretær i minearbejdernes sammenslutning.
43. Stalin og Co. Nikolai Bukharin (1888-1938), bolsjevikisk leder, formand for Komintern ira 1926 til 1929; "tilstod l' ved den tredie Moskva-proces og blev henrettet i 1938. (Se note 18). A. Losovsky var formand for Fagforeningernes Røde Internationale. (Se note 5).
44. Lovestoneiterne. Tilhængere af Jay Lovestone, formand for USA's Kommunistparti, som gennemførte eksklusionen af de amerikanske trotskister i 1928. Stalin afsatte ham uden videre i 1929 som led i den internationale udrensning af Højreoppositionen, Bukharins medarbejdere. Lovestoneiterne forblev en uafhængig organisation indtil 2. Verdenskrigs udbrud, da de opløstes. Lovestone blev anti-kommunistisk ekspert for fagforeningsbureauktatiet og den "grå eminence" for AFL-CIO-præsidenten Goerge Meany's ultrahøjre udenrigspolitik.
45. La Vérité. Den franske trotskistiske organisation, Den Kommunistiske Ligas avis.
46. POPister. Se note 39.
47. Unitaire (enheds-). Det navn som venstrefløjsfagforeningssammenslutningen i Frankrig antog var Confédération Générale du Travail Unitaire (CGTU), hvorimod navnet for højrefløjs-sammenslutnlngen var Confédération Générale du Travail (CGT).
48. Vassart, Albert (1898-1958). En af det Kommunistiske Partis ledere i de røde fagforeninger, som efter at være blevet en glødende ultravenstre-tilhænger under den "tredie periode" bekæmpede Kommunistpartiets politik. Sommetider betegner CP-lederne i deres polemik Vassarts position som "halv-trotskistisk".
49. Losovsky, Manuilsky og Co. A. Losovsky, se note 5 og 43. Dmitri Manuilsky (1883-1959) var formand for Komintern fra 1929 til 1934, dvs. under den "tredie periode".
50. "Tredie periode". I følge et stalinistisk historieskema var denne kapitalismens sidste periode med dens umiddelbart forestående bortdøen og erstatning af sovjetter. Den var præget af kommunisternes ultravenstre- og eventyr-taktik.
51. Profintern. Se note 5.
51a. Rotten borough. Valgkreds der før 1832 sendte egen repræsentant til Parlamentet skønt vælgertallet var ganske ringe.
52. Social-fascisme. En af de mest katastrofale opfindelser i en "tredie periode". Efter Stalins udsagn var socialisterne og fascisterne ikke antagonistiske "men tvillinger". Kommunister over hele verden kaldte de socialdemokratiske partier og fagforeninger for "social-fascistiske", og som følge heraf en større fare end de rigtige fascister. Dette umuliggjorde en enhedsfront mod nazismen og andre fascistiske bevægelser.
53. Citrine, Sir Walter (1887- ). Generalsekretær for de britiske fagforeningers Kongres (1926-1946). Udnævnt til ridder for sine tjenester for britisk kapitalisme i 1935, gjort til baronet l 1946.
54. Mosley, Sir Oswald (1896- ). Formand for de britiske fascisters og nationalsocialisters forening.
55. RSAP. Revolutionair Socialistische Arbeiders
Parti (Revolutionære Socialisters Arbejderparti). Efter
at have forladt Kommunistpartiet i 1927 organiserede Sneevliet
(se note 57) det Revolutionære Socialistiske Parti. Dette
parti tilsluttede sig bevægelsen for en Fjerde Internationale
i 1934 og sluttede sig i det følgende år sammen med
andre revolutionære elementer l Holland for at danne RSAP.
På grund af uenigheder om fagforeningspolitikken og holdningen
overfor POUM l Spanien brød RSAP med den internationale
trotskistiske bevægelse og deltog ikke i Fjerde Indernationales
grundlæggelseskongres i 1938.
To tendenser udvikledes i RSAP, som blev splittet i 1942. Den ene, ledet af
Sneevliet, fulgte den traditionelle hollandske ultravenstre-linie. Den udgav
avisen Spartacus. Den anden, Revolutionære Marxisters
Komite, udviklede sig mod Fjerde Internationales positioner. Den udgav avisen
De Rode October. Begge aviser blev udgivet illegalt under den
nazistiske okkupation og begge grupper samarbejdede i kampen mod de tyske
fascister og deres hollandske quislinge.
56. NAS. Nationaal Arbeids Secretariaat (National
Arbejderorganisation), grundlagt i 1893, opløst i juli
1940 i begyndelsen af den nazistiske okkupation af
Holland; den blev Ikke genoprettet efter 2. verdenskrig.
NAS var en lille revolutionær konkurrent til
NVV, den store reformistisk-ledede fagforeningsorganisation. De
der redegør over for amerikanere om den hollandske arbejdersituation
finder det nyttigt at drage en analogi mellem NAS og The lndustrial
Workers og the World. I 1930'erne bestod de meget militante og
klassebevidste medlemmer af NAS for en stor del af havnearbejdere
og bygningsarbejdere. Den havde en stor sektion af kommunale arbejdere
i Amsterdam før 1934, da regeringen forbød sådanne
ansatte at tilhøre den "røde" fagforening.
For at forstå Trotskijs udtalelse længere henne i
teksten, "at NAS kun eksisterede takket være den borgerlige
regerings tolerance og finansielle støtte", må
det huskes at den hollandske regerings arbejdsløshedsunderstøttelse
blev fordelt til de arbejdsløse arbejdere gennem deres
fagforeningsorganisationer, herunder NAS.
57. Sneevliet, Henrieus (1883-1942). En fremtrædende
socialistisk leder i Holland og den første grundlægger
af en proletarisk marxistisk bevægelse i Indonesien.
Som sporvognsarbejder og venstresocialist blev han valgt til præsident
for jernbane- og sporvognsarbejdernes fagforening i 1909. Han trådte
tilbage fra denne post og tog til Hollandsk Østindien (Indonesien) i
1912 som følge af en strid med den reformistiske ledelse i NVV, den
store arbejdersammenslutning, over dennes afslag på at støtte en
sømandsstrejke. I Indonesien fortsatte han en strålende politisk
og fagforenings-organiseringskampagne, indtil han blev deporteret i slutningen
af 1917 for at opfordre indonesierne til at følge bolsjevikkernes
eksempel i Rusland.
Tilbage i Holland var han medstifter af det Kommunistiske
Parti; senere blev han af den Kommunistiske Internationale (under
navnet Maring) sendt til Kina, hvor han oprettede kontakt med
Sun Yat-sen.
Efter sin tilbagekomst til Holland blev han valgt til præsident for NAS. I 1933 blev han fængslet på grund af solidaritetsaktioner med mytterier i den hollandske flåde. Efter sin løsladelse blev han valgt til parlamentet. Under den nazistiske okkupation af Holland blev Sneevliet og syv andre kammerater arresteret, dømt og henrettet af henrettelsespelotonen ved Amersfoot-koncentrationslejren den 13. april 1942. En af hans sidste erklæringer var følgende: "Venner, vi er stolte over at være de første i Holland, som er blevet dømt af et tribunal på grund af Internationalen, og som derfor må dø". Sneevliet opførte sig meget modigt. Han anmodede om at han og hans kammerater måtte stå ansigt til ansigt med henrettelsespelotonen hånd i hånd. Dette blev afslået. Så anmodede han om at de ikke fik bind for øjnene, og at han som den ældste og deres politiske leder blev skudt til sidst. Dette blev bevilliget.
57a. Hague. Borgmesteren i Jersey City, der med held brugte rent fascistiske metoder mod arbejdernes organisationer.
58. Bonapartistisk og halv-bonapartistisk. Bonapartisme er et marxistisk begreb, der beskriver et diktatur eller et regime med visse af diktaturets træk, baseret på militæret, politiet og statsbureaukratiet frem for på de parlamentariske partier eller en massebevægelse; sædvanligvis baseret på en "stærk mand", som i en periode med krise og de kæmpende klassekræfters skakmat ophøjer sig selv til en tilsyneladende uafhængighed af og stående over samfundets klasser.
59. Ultimatistisk. Den politiske last at annoncere paroler, programmer eller positioner over for masserne som ultimatummer, dvs. på en bydende, alt-eller-intet-måde, uanset arbejdernes forståelsesniveau eller givne ønsker.
60. Den gamle sammenslutning og den nye. Den gamle Amerikanske Arbejdersammenslutning (American Federation of Labor - AFL) og den nyligt grundlagte Congress Industrial of Organizations (CIO).
Om fagforeninger
Trotskij |
Dansk afdeling |
Marxistisk Internet Arkiv