Fra Novemberrevolutionen til Brest-Litovsk-freden, Leon Trotskij 1918
Men sovjetten i Petrograd tav ikke. Den krævede den øjeblikkelige overgivelse af både den centrale og lokale myndighed i sovjettens hænder, samt udlevering af al jordejendom til bønderne. Den krævede, at arbejderne skulde kontrollere produktionen, samt øjeblikkelig indledning af fredsforhandlinger. Sålænge vi var et oppositionsparti, var vor parole: Al udøvende myndighed tilkommer sovjetterne, en propagandaparole. Men så snart vi havde majoriteten i alle hovedsovjets, pålagde denne parole os forpligtelsen til at udkæmpe den direkte og umiddelbare kamp for magten.
Situationen ude på landet var i højeste grad forvirret og indviklet. Revolutionen havde lovet bønderne jord, men samtidigt forlangte de ledende partier, at bønderne ikke måtte røre denne jord, før den konstituerende forsamling var trådt sammen. Først ventede bonden tålmodigt, men da han begyndte at miste tålmodigheden, greb koalitionsregeringen til voldsomme forholdsregler imod ham. Imidlertid blev den konstituerende forsamling stadig udsat. Bourgeoisiet holdt på, at den først skulde indkaldes efter fredsslutningen. Bønderne blev mere og mere utålmodige. Hvad vi straks ved revolutionens begyndelse havde forudsagt, begyndte at virkeliggøres: Bønderne skred til at tage selv. Regeringen forstærkede repressalierne. Den ene revolutionære jordkomité efter den anden blev arresteret. Nogle distrikter havde Kerenski erklæret i belejringstilstand. Fra landsbyerne strømmede der deputerede ind til Petrograder sovjetten og klagede over, at bønderne blev arresterede, når de i overensstemmelse med Petrogradersovjettens program overgav godsejernes jord til bondekomiteerne. Bønderne ventede beskyttelse hos os. Vi svarede dem, at vi kun kunde beskytte dem, når vi besad regeringsmyndigheden. Deraf fulgte, at dersom sovjetterne ikke skulde forvandles til simple, oratoriske anstalter, måtte de søge at komme i besiddelse af den udøvende magt.
Det er meningsløst at kæmpe for sovjetternes magt halvanden eller to måneder, før den konstituerende forsamling skal træde sammen – sagde vore naboer i Højre. Men vi var ingenlunde smittet af den konstituerende forsamlings fetichisme. Frem for alt havde vi jo ingen garantier for, at den overhovedet blev indkaldt. Hærens sammenbrud, massedesertationerne, forplejningskalamiteter, agrarrevolterne, alt det havde skabt en situation, der var lidet gunstig for valgene til den konstituerende. En eventuel overgivelse af Petrograd til tyskerne truede overhovedet med at fjerne valgene fra dagsordenen. Og selv om den konstituerende forsamling var trådt sammen med de gamle partier, efter de gamle lister, så var den dog kun blevet et skjul for koalitionsmagten. Hverken de social-revolutionære eller menschevikerne var i stand til uden bourgeoisiets hjælp at påtage sig regeringens byrder. Alene den revolutionære klasse var kaldet til at splitte den onde kreds, hvori revolutionen bevægede sig og gik til grunde. Det, det kom an på, var at fratage de elementer, der direkte eller indirekte tjente bourgeoisiet og brugte statsmaskineriet som obstruktionsværktøj imod folkets revolutionære fordringer, magten.