Kampen for sovjetkongressen

Vort parti krævede regeringsmagten for sovjetterne. I den forudgående periode betød det oversat på partisproget de social-revolutionæres og menschevikernes magt kontra koalitionen med det liberale bourgeoisi. Men nu i oktober 1917 betød den samme parole overgivelsen af al myndighed til det revolutionære proletariat, i spidsen for hvilket på den tid bolschevikpartiet stod. Det drejede sig altså om arbejderklassens diktatur, arbejderklassen, der bag sig havde mange millioner af de fattigste bønder og alene var i stand til at føre disse. Deri bestod novemberrevolutionens historiske mening.

Alt førte partiet ind på den vej. Lige fra revolutionens første dage prædikede vi nødvendigheden af regeringens overgivelse i sovjettens hænder. Efter en vanskelig indre kamp havde de fleste sovjets tilegnet sig denne fordring og stillet sig på vort standpunkt. Vi forberedte sovjetternes anden alrussiske kongres, på hvilken vi ventede at se vort partis fuldkomneste sejr. Centraleksekutivkomiteen modarbejdede under Dans ledelse (den forsigtige Tschcheidsche var i rette tid rejst til Kaukasus) med alle midler indkaldelsen. Efter mange anstrengelser opnåede vi omsider, støttet af sovjetfraktionen på den demokratiske kongres at få fastsat tidspunktet for kongressens indkaldelse. Det blev den 25. oktober. Denne dato fik den største betydning for Ruslands historie. I forvejen havde vi indkaldt. Sovjetterne fra de nordlige egne inklusive østersøflåden og byen Moskva til Petrograd. På denne kongres havde vi en stabil majoritet. Vi sikrede os en vis dækning til højre ved hjælp af de til venstre stående blandt de social-revolutionære og lagde således organisatorisk den første grundsten til novemberrevolutionen.